11/11/2025
Jeg blev den ene dag spurgt om, hvor jeg var uddannet, hende der spurgte syntes jeg var såååå dygtigt til alt hvad jeg laver, hun fortalte at hun havde fulgt mig igennem lidt over et år, hvilket for hende havde ført til ny tilgang til mad, vaner og livssyn, og føltes som at hun have fået et nyt live. Det er jo en kæmpe ros, og alligevel kom jeg skørt nok til at føle mig forkert, når sådan et spørgsmål dukker op. For jeg har IKKE en uddannelse i det, jeg gør; jeg har ikke et eneste papir på det, jeg kan. Faktisk har jeg ingen uddannelse i noget overhovedet.
Så når sådan et spørgsmål dukker op, skal jeg altid lige ind og mærke mig selv en gang og minde mig selv om, at jeg faktisk godt ved, at jeg er dygtig på mit felt, at der er en grund til, at så mange bliver inspireret, og lige rose mig selv lidt for den vej, jeg rent faktisk har gået, og den vej, som har givet mig den bedste uddannelse, som jeg kunne få.
Mig… min vej.
Jeg lever ret let det meste af tiden. Jeg sætter mig selv først. Jeg er ikke længere bange for at give slip og lægge noget bag mig. Heller ikke selvom det nogle gange i nuet kan føles som om, det har store konsekvenser, enten for andre eller for mig selv. Jeg har lært, at intet er mere farligt og toksisk i mit indre system end at blive i noget, der ikke længere giver mig noget, i noget, der giver mig flere bekymringer end gode ting, i noget, hvor jeg ikke længere mærker mig selv, eller i noget, hvor jeg er der for andres skyld og ikke for min egen.
Når jeg blev i den slags for længe, blev det sværere og sværere at finde ud af både, hvad det egentlig handlede om, men det blev også sværere at finde ud af at handle.
For hver gang jeg udsatte noget, jeg vidste måtte gøres, føltes det som en spændetrøje, der blev strammet mere og mere.
Min forhistorie er meget kort fortalt, at jeg er født ind i omsorgssvigt, alkohol, misbrug, overgreb og vold i hjemmet. Havde det svært i skolen, havde det svært efter skolen, passede ikke ind nogen steder, startede på mange uddannelser, som jeg aldrig gennemførte, mange skiftende job, næsten et årti med kokain og mange fester hver weekend. Jeg har været overvægtig, tabt mig og så forfra igen. Jeg har følt mig alene, været ensom..også i selskab med andre…jeg har været forkert, jeg har løjet for at være normal og for at være noget andet, jeg har stjålet og manipuleret. Jeg har haft det svært, men altid overlevet lige på kanten.
Jeg har levet ud fra historier og regler, jeg selv havde lavet for at beskytte mig selv. Men faktum er, at de historier og regler blev min spændetrøje og føltes som om, de forhindrede mig i at handle og i at være glad i min hverdag, for mit liv. Glæde var noget, der var flygtigt eller knyttet til bestemte situationer.
Jeg er et levende bevis på, at hvis man tager ansvar for egen glæde og eget liv, så kan man vækste og komme videre fra selv det værste.
Det har haft nogle omkostninger hen ad vejen, både i relationer, i rent kroner og ører og overbevisninger, men det har hver eneste gang vist sig ret hurtigt at være det hele værd. Hver gang jeg giver slip, mærker jeg øjeblikkeligt forskel i mit system.
Jeg lever ud fra, at jeg skal have det så godt som muligt nu i det, jeg nu engang er i. Det handler ikke om i går eller i morgen, men om nu, og faktisk er jeg et af de gladeste mennesker, jeg selv kan komme i tanke om. Det betyder ikke, at jeg konstant render rundt og er happyface, det er jeg ikke, slet ikke. Men det betyder, at når der dukker noget op, som trigger mig, så kigger jeg på det med det samme og handler ud fra det. Hvilket betyder, at jeg hurtigt kan transformere det, der støjede, til læring og vækst og være hurtigt videre. Fordi jeg ved, at det, jeg gør i dag i nuet, er en investering.
Jeg var mester i at tilpasse mig og mester i at forsøge at gøre andre tilfredse. Jeg ofrede mig selv, når nogen enten havde det værre end mig, eller hvis jeg kunne være noget for andre. Det var nærmest som et drug, jeg var blevet afhængig af, og det blev en af mine største ubalancer, fordi hver gang blev det på bekostning af mig selv. Det var selvbedrag; jeg løj over for mig selv og sagde til mig selv, at “næste gang” så kommer det til at handle om mig, og så får jeg det, jeg gerne vil have… men sådan gik det bare aldrig, for jeg var blevet et match til, at der altid dukkede noget op, som jeg gjorde til vigtigere end mig og mit liv.
Jeg tror til sidst, at jeg nærmest ikke vidste, hvem jeg selv var længere. Mine indre skygger var blevet kronisk større end mig, og jeg var medafhængig af andre menneskers ubalancer for at have en undskyldning for ikke at tage mit eget liv seriøst.
Mit vendepunkt er udefinerbart, for dybest set har jeg altid gået vejen, men mine overbevisninger om rigtigt og forkert har måttet lade livet flere gange, end jeg har tal på. Jeg har måttet lave mange selverkendelser, sluge kameler og skære kæmpe elefanter op i mange små bidder igen og igen.
Selvudvikling har været min stærkeste vej, men også den er blevet pillet fra hinanden mange gange og justeret undervejs. Jeg har justeret og skiftet værktøjskassen ud undervejs, evalueret og kasseret, gjort nyt, gået et skridt frem og to tilbage. Jeg har lært noget hver eneste dag og blevet bedre og bedre, og til sidst så god, at jeg har kunnet samle alt det bedste og mest effektive i mit arbejde, fordi jeg har gået vejen, altid været villig til at gå vejen og bliver ved med at gå vejen ❤
Kh. Sine Parez
