27/02/2026
Dagene smelter sammen. Jeg ligger bare og ligger. Jeg tror ikke, der er nogen, der ved, at jeg sådan helt rigtigt er indlagt. Jeg orker ikke at skrive det til folk. Jeg synes simpelthen, det er så pinligt. Jeg får helt kvalme ved tanken om, hvad jeg skulle skrive. At jeg ikke kan være gravid som alle andre.
I dag havde jeg besøg af Morten og hans storebror. De havde mega lækkert, insta-venligt bagværk med. Det var rart at glemme, hvorfor jeg er indlagt. Jeg føler mig virkelig ikke gravid. Lone var også forbi til stuegang.
Der er en sygeplejerske ansat på afdelingen. Hun kommer nogle gange, når jeg ringer på snoren, fordi den jordemoder, jeg har, står med noget andet. Jeg skal sige til, når jeg bløder. Hun virker, som om hun synes, jeg er en idiot, fordi jeg ringer på klokken. Som om det ikke er vigtigt.
I går sagde hun, at jeg selv kunne hente mad, men jeg havde lige fået at vide, at jeg var sengeliggende. Jeg forstår det ikke helt.
Da jeg hentede mad ved madvognen, var det hende, der stod der. Hun kom med kommentaren: “Så har man taget en videregående uddannelse, og så står man her.” Jeg grinede bare og svarede ja, men inderst inde havde jeg lyst til at skælde hende ud.
Hvis hun gad, så er madvognen et sted, hvor man virkelig kan observere meget om sine patienter.
Jeg er virkelig træt af at være her.
