CORE trivsel, Ganløse (2025)

02/12/2025

𝗩𝗶 𝘁𝗮𝗹𝗲𝗿 𝘀𝗮̊ 𝗺𝗲𝗴𝗲𝘁 𝗼𝗺 𝗯ø𝗿𝗻𝘀 𝘁𝗿𝗶𝘃𝘀𝗲𝗹. 𝗠𝗲𝗻 𝗵𝘃𝗮𝗱 𝗺𝗲𝗱 𝗳𝗼𝗿æ𝗹𝗱𝗿𝗲𝗻𝗲𝘀?
Vi hører hele tiden om børn, der mistrives. Og det skal vi bestemt fortsætte med at tale om! - og gøre noget ved, ikke mindst.

Men der er en anden vigtig brik, jeg savner i den samtale: Forældrene.

For når et barn mistrives, så gør forælderen det også.
Både mor og far.
Det hænger uløseligt sammen.
Det er ikke to separate problemer.
Det er ét samlet system, der begynder at knage.

Forældre til børn i mistrivsel går rundt i konstant alarmberedskab. De bekymrer sig over barnet, skolen, lærerne, møderne, økonomien, fremtiden.
Og om de nu gør nok.
Eller gør det rigtigt.

Det er en ekstrem udmattelse, man ikke kan måle i procent, men i antallet af bekymringer.
Den sætter sig i kroppen. I skuldrene, ryggen, knæene.
Den sætter sig i søvnen… og i de små pauser, der ikke længere føles som pauser.

Og alligevel forventes det, at forældre “bare lige” fortsætter.
Finder løsninger.
Holder styr på skolen, arbejdet, aftalerne, søskende, madpakker, økonomien.

I mit hoved, er det fuldstændig urimeligt, når man tænker over, hvor stor en opgave de faktisk står med.

Hvis vi gerne vil hjælpe børn i mistrivsel, skal vi begynde at se familien som en helhed — ikke som adskilte enheder, der skal fixes hver for sig.
For barnet spejler sig i forælderen.
Og når forælderen er presset til bristepunktet, påvirker det barnet endnu mere.
Sådan er det bare. Biologisk. Psykisk. Energetisk.

Derfor giver det for mig også mening at støtte begge.
Både barnet — og forælderen.
Samtidig.

Og inden jeg når til det næste, vil jeg gerne pointere: Der ER allerede mange dygtige professionelle i skolerne. Lærere. Pædagoger. Ledere.

Mennesker, der virkelig gør deres bedste — hver eneste dag — under svære vilkår. Kæmpe anerkendelse herfra.

Men mig bekendt er der ingen, der har det udelukkende fokus på at styrke forbindelsen mellem barn–forælder–skole.
Det krydsfelt.
Det samarbejde.
Den bro.
Og det er lige præcis dér, jeg synes, der mangler noget.

Jeg vil gerne arbejde for, at vi får etableret et fællesskab for familier — eksempelvis familieklasser — så ingen forælder skal stå med hele baduljen alene.

Og så både barn, forælder og skole får et rum, hvor de bliver holdt, støttet og guidet — sammen.

Og lad mig være helt tydelig: Det her skal ikke være en kaffeklub. Der er ingen, der får noget ud af at vende rundt i frustrationerne uden retning.
Det skal være timer med indhold. Undervisning. Værktøjer. Samtaler med formål.
Et sted, hvor du både arbejder med dit barns trivsel — og med din egen.
Et sted hvor du kan sætte ord på alt det svære, men med intentionen om at skabe forandring.
Få ro.
Få handlekraft.
Få et overblik.
Og ikke mindst få støtte af nogen, der faktisk ved, hvordan man navigerer i alt det her.

𝙃𝙫𝙖𝙙 𝙩æ𝙣𝙠𝙚𝙧 𝙙𝙪 𝙤𝙢 𝙖𝙩 𝙫æ𝙧𝙚 𝙚𝙣 𝙙𝙚𝙡 𝙖𝙛 𝙨𝙖̊𝙙𝙖𝙣 𝙚𝙩 𝙛𝙖𝙢𝙞𝙡𝙞𝙚𝙛æ𝙡𝙡𝙚𝙨𝙨𝙠𝙖𝙗 — 𝙛𝙤𝙧 𝙗𝙖̊𝙙𝙚 𝙙𝙞𝙩 𝙗𝙖𝙧𝙣𝙨 𝙤𝙜 𝙙𝙞𝙣 𝙚𝙜𝙚𝙣 𝙨𝙠𝙮𝙡𝙙?

01/12/2025

“𝐃𝐞𝐭 𝐡𝐞𝐫 𝐤𝐚𝐧 𝐚𝐥𝐥𝐞 𝐬𝐤𝐨𝐥𝐞𝐫 𝐠ø𝐫𝐞: 𝐃𝐞𝐭 𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐞𝐫 𝐢𝐤𝐤𝐞 𝐨𝐦 𝐩𝐲𝐧𝐭 – 𝐝𝐞𝐭 𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐞𝐫 𝐨𝐦 𝐭𝐫𝐢𝐯𝐬𝐞𝐥”
Da børnene i 4. klasse på Ganløse Skole trådte ind i deres klasselokale denne morgen, stoppede flere af dem helt op i døren.
“WOW! Det ligner vinter,” lød det fra en elev, mens en anden pegede op på snefnuggene, der langsomt bevægede sig i den svage luftstrøm.

Lokalet er pyntet med naturgrene, håndklippede snefnug, hjemmehæklede julekugler, silhouet-træer og små islanterner, der giver rummet et roligt skær. Foruden en hjemmelavet snemand og en pejs med “dansende ild” udfolder der sig en lille vinterby i klassens seks vinduer.

Børnene bemærkede hver eneste detalje.
“Selv den lille julekrans til musen, der bor i den gamle ødelagte murstensvæg, lagde de mærke til,” fortæller initiativtager Mariah Shastynn, , . “Børn ser alt. Det er så dejligt — og det er derfor vigtigt at tale til alle deres sanser.”

For hende er formålet ikke at skabe pynt for pyntens skyld.
“Det her er ikke et dekorationsprojekt – det er et trivselsprojekt,” siger hun.

“Børn mærker stemningen i et rum med det samme. Om der er tænkt på dem. Om der er ro. Om noget indbyder til nysgerrighed. Stemningen i et undervisningsrum har stor betydning for, hvordan børnene lander i starten af dagen.”

Et roligt, indbydende miljø kan ifølge hende sænke stressniveauet og give bedre forudsætninger for læring.
Flere elever gav da også spontant udtryk for, at lokalet “føles vildt hyggeligt og rart” og “gør det rarere at være i skole.”

Forskningen peger i samme retning: Miljøer med dæmpet belysning, naturlige materialer og visuel ro understøtter både koncentration og social tryghed — særligt hos børn, der opholder sig mange timer i det samme rum.

“Det vigtigste for mig er ikke, hvor 𝑚𝑒𝑔𝑒𝑡 man gør, men at man 𝑔ø𝑟 𝑛𝑜𝑔𝑒𝑡,” siger Mariah.
Hun understreger, at hendes egen løsning — et omfattende Winter Wonderland — ikke er nødvendig for andre.
“Jeg gør det, fordi jeg elsker det. Jeg kan ikke lade være. Men mindre kan sagtens gøre det. En lyskæde. Et par grene. Et par papirklip. Det behøver ikke at være tidskrævende eller dyrt. Det handler om stemning. Om hygge. Om at skabe et lille åndehul midt i en travl skoledag.”

Selv små justeringer har en tydelig effekt:
“Børn reagerer hurtigt på omgivelser, der føles rolige og gennemtænkte. De bliver mere afslappede, mere til stede og ofte også mere samarbejdsvillige.”

Mariah håber især, at både forældre og lærere tager én ting med sig:
“At skabe trivsel behøver ikke være stort. Det skal bare være mærkbart. Et enkelt lys. En farve. En duft af natur. En lille forandring, der fortæller børnene: Her må du lande, trække vejret og være dig.”

-.-.-.-.-.-.

𝑺𝒂̊𝒅𝒂𝒏 𝑲𝑼𝑵𝑵𝑬 𝒆𝒏 𝒂𝒓𝒕𝒊𝒌𝒆𝒍 𝒊 𝒍𝒐𝒌𝒂𝒍𝒂𝒗𝒊𝒔𝒆𝒏 𝒉𝒂𝒗𝒆 𝒔𝒆𝒕 𝒖𝒅. 😄

Men min virkelige pointe er:
Trivsel skabes i hverdagen og i de små, kontinuertlige indsatser — ikke kun i de store projekter.
Et rum, der føles rart.
En stemning, der sænker skuldrene.
En ro, der smitter.
Dét kan i sig selv gøre en kæmpe forskel for trivslen i klassen.
Alle — både lærere og forældre — kan skabe det! Hvis det er en prioritet.
Det kræver ikke en hel vinterverden.
Bare nærvær, omtanke og en lille smule lyst til at gøre rummet blødere for de børn, der bruger det hver dag.
Det er dét, der virkelig gør en forskel ❤

28/11/2025

“𝙈ø𝙙𝙧𝙚 𝙚𝙧 𝙠𝙪𝙣 𝙡𝙞𝙜𝙚 𝙨𝙖̊ 𝙜𝙡𝙖𝙙𝙚 𝙨𝙤𝙢 𝙙𝙚𝙧𝙚𝙨 𝙢𝙚𝙨𝙩 𝙪𝙡𝙮𝙠𝙠𝙚𝙡𝙞𝙜𝙚 𝙗𝙖𝙧𝙣.
𝙉𝙖̊𝙧 𝙙𝙚 𝙚𝙧 𝙨𝙖̊𝙧𝙚𝙙𝙚, 𝙚𝙧 𝙫𝙞 𝙨𝙖̊𝙧𝙚𝙙𝙚.
𝙉𝙖̊𝙧 𝙙𝙚 𝙝𝙖𝙧 𝙨𝙢𝙚𝙧𝙩𝙚𝙧, 𝙢æ𝙧𝙠𝙚𝙧 𝙫𝙞 𝙙𝙚𝙩 𝙤𝙜𝙨𝙖̊.
𝙃𝙫𝙞𝙨 𝙙𝙪 𝙫𝙞𝙡 𝙫𝙞𝙙𝙚, 𝙝𝙫𝙤𝙧𝙙𝙖𝙣 𝙚𝙣 𝙢𝙤𝙧 𝙝𝙖𝙧 𝙙𝙚𝙩, 𝙨𝙖̊ 𝙨𝙩𝙖̊𝙧 𝙝𝙪𝙣 𝙨𝙤𝙢 𝙧𝙚𝙜𝙚𝙡 𝙨𝙠𝙪𝙡𝙙𝙚𝙧 𝙫𝙚𝙙 𝙨𝙠𝙪𝙡𝙙𝙚𝙧, 𝙥𝙖̊ 𝙨𝙖𝙢𝙢𝙚 𝙛ø𝙡𝙚𝙡𝙨𝙚𝙨𝙢æ𝙨𝙨𝙞𝙜𝙚 𝙤𝙜 𝙚𝙣𝙚𝙧𝙜𝙚𝙩𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙣𝙞𝙫𝙚𝙖𝙪, 𝙨𝙤𝙢 𝙙𝙚𝙩 𝙗𝙖𝙧𝙣, 𝙙𝙚𝙧 𝙠æ𝙢𝙥𝙚𝙧 𝙢𝙚𝙨𝙩.”

*******

Der er både noget sandt – og ret råt – i den her sætning:

“𝑉𝑖 𝑚ø𝑑𝑟𝑒 𝑒𝑟 𝑘𝑢𝑛 𝑙𝑖𝑔𝑒 𝑠𝑎̊ 𝑔𝑙𝑎𝑑𝑒 𝑠𝑜𝑚 𝑣𝑜𝑟𝑒𝑠 𝑚𝑒𝑠𝑡 𝑘æ𝑚𝑝𝑒𝑛𝑑𝑒 𝑏𝑎𝑟𝑛.”

For når vores barn kæmper… så gør vi det også.

Det sætter sig i kroppen, i tankerne, i energien. Hele vores indre følger (og føler) med deres.

Og det er derfor, det er så vigtigt, at vi forstår vores børn.
Ikke bare “hvad der sker”, men hvorfor det sker. Det gør det også nemmere, at forstå os selv.

For når dét giver mening, falder noget af presset helt af sig selv.
Både hos barnet - men også hos os som forælder.

Ingen skal stå alene i de perioder, hvor alt føles tungt. Og hvis du står i en periode, hvor dit barns smerte fylder alt, så vid at:
Du er ikke forkert.
Du er ikke alene.
Og du skal ikke bære det hele selv.

Der findes måder at lette det på — og det starter altid med forståelsen mellem forælder og barn 💛

𝑃𝑆. 𝐻𝑣𝑖𝑠 𝑑𝑒𝑟 𝑓𝑎𝑛𝑑𝑡𝑒𝑠 𝑒𝑡 𝑓𝑜𝑟æ𝑙𝑑𝑟𝑒-𝑠𝑝𝑎𝑟𝑟𝑖𝑛𝑔𝑠ℎ𝑜𝑙𝑑 𝑖 𝑑𝑖𝑛 𝑏𝑦 — 𝑒𝑡 𝑠𝑡𝑒𝑑 ℎ𝑣𝑜𝑟 𝑑𝑢 𝑜𝑔𝑠𝑎̊ 𝑏𝑙𝑖𝑣𝑒𝑟 𝑠𝑒𝑡, 𝑚ø𝑑𝑡 𝑜𝑔 𝑓𝑜𝑟𝑠𝑡𝑎̊𝑒𝑡 𝑖 𝑎𝑙𝑡 𝑑𝑒𝑡, 𝑑𝑢 𝑠𝑡𝑎̊𝑟 𝑖 — 𝑣𝑖𝑙𝑙𝑒 𝑑𝑢 𝑠𝑎̊ 𝑣æ𝑟𝑒 𝑚𝑒𝑑?
𝐸𝑡 𝑠𝑡𝑒𝑑 ℎ𝑣𝑜𝑟 𝑑𝑢 𝑘𝑎𝑛 𝑡𝑟æ𝑘𝑘𝑒 𝑣𝑒𝑗𝑟𝑒𝑡, 𝑓𝑎̊ 𝑜𝑣𝑒𝑟𝑏𝑙𝑖𝑘 𝑜𝑔 𝑔𝑎̊ 𝑑𝑒𝑟𝑓𝑟𝑎 𝑚𝑒𝑑 𝑟𝑜… 𝑜𝑔 ℎ𝑒𝑙𝑡 𝑘𝑜𝑛𝑘𝑟𝑒𝑡𝑒 𝑟𝑒𝑑𝑠𝑘𝑎𝑏𝑒𝑟, 𝑑𝑒𝑟 𝑔ø𝑟 𝑑𝑒𝑡 𝑙𝑒𝑡𝑡𝑒𝑟𝑒 𝑓𝑜𝑟 𝑏𝑎̊𝑑𝑒 𝑑𝑖𝑔 𝑜𝑔 𝑑𝑖𝑡 𝑏𝑎𝑟𝑛.

𝑆𝑒𝑛𝑑 𝑚𝑖𝑔 𝑒𝑣𝑡 𝑒𝑛 𝑃𝐵 ℎ𝑣𝑖𝑠 𝑑𝑒𝑡 𝑘𝑢 𝑣æ𝑟𝑒 𝑖𝑛𝑡𝑒𝑟𝑒𝑠𝑠𝑎𝑛𝑡 𝑓𝑜𝑟 𝑑𝑖𝑔 💛

20/11/2025

𝗡𝗼𝗴𝗹𝗲 𝗴𝗮𝗻𝗴𝗲 𝗵𝗮𝗿 𝘃𝗶 𝗳𝗼𝗿æ𝗹𝗱𝗿𝗲 𝗼𝗴𝘀𝗮̊ 𝗯𝗮𝗿𝗲 𝗯𝗿𝘂𝗴 𝗳𝗼𝗿 𝗮𝘁 𝗯𝗹𝗶𝘃𝗲 𝗵𝗼𝗹𝗱𝘁 𝗹𝗶𝗱𝘁.
𝗛𝘃𝗶𝘀 𝗱𝘂 𝗲𝗿 𝘁𝗿æ𝘁 𝗵𝗲𝗹𝘁 𝗶𝗻𝗱 𝗶 𝗵𝗷𝗲𝗿𝘁𝗲𝘁, 𝘀𝗮̊ 𝗹æ𝘀 𝘃𝗶𝗱𝗲𝗿𝗲.

Der er dage, hvor vi forældre bare har brug for et kram.

Ikke et råd.
Ikke en “du skal bare” - kommentar.
Bare et kram.
For det er hårdt, når ens barn kæmper.
Det er hårdt, når man ikke helt forstår hvorfor.
Og det er hårdt, når man gør sit allerbedste – og alligevel føler, at det ikke er nok.

Ingen taler om den del.
Om den stille ensomhed, der også kan ligge i forældreskabet.
Om bekymringen i maven.
Om de morgener, hvor man tænker:
“Hvordan kommer vi nogensinde igennem den her dag?”
Eller:
“Får det her nogensinde en ende?”

Hvis du mærker alt det lige nu…
så er der absolut intet forkert med dig.
Du er ikke alene.
Du er ikke en dårlig forælder.
Du er et menneske, der elsker sit barn så meget, at du bliver ramt helt ind i hjertet,
når det er svært for dem.

Så her er et kram til dig 💛🤗
💛Et helt ægte, stille, varmt kram.
💛Et “du gør det godt”-kram.
💛Et “jeg ser dig”-kram.
💛Et “du må godt være træt”-kram.
💛Et “du står ikke alene”-kram.

Og hvis du en dag har brug for,
at nogen holder rummet for dig og dit barn – uden at dømme, uden at fixe,bare med ro og tryghed – så er min dør altid åben 💛

19/11/2025

𝗛𝘃𝗼𝗿𝗳𝗼𝗿 𝗳𝗼𝗿𝘃𝗲𝗻𝘁𝗲𝗿 𝘃𝗶 𝗹𝗼𝗴𝗶𝗸 𝗳𝗿𝗮 𝗯ø𝗿𝗻 –
𝗶 𝘀𝗶𝘁𝘂𝗮𝘁𝗶𝗼𝗻𝗲𝗿 𝗵𝘃𝗼𝗿 𝘃𝗶 𝘃𝗶𝗹𝗹𝗲 𝗮𝗰𝗰𝗲𝗽𝘁𝗲𝗿𝗲 𝗶𝗻𝘀𝘁𝗶𝗻𝗸𝘁 𝗵𝗼𝘀 𝗱𝘆𝗿?

Vi ser et barn i mistrivsel og spørger:
“hvorfor skaber du dig?”
“hvad er det, der er så svært?”
“kan du ikke bare forklare, hvad der er galt?”

Men prøv at se scenen udefra:

Det er morgen.
Dit barn står i gangen.
De prøver at finde ud af, hvordan de overhovedet skal være i deres lille krop i dag.
Tøjet kradser.
Tasken føles tung.
Og dagen hænger over dem som noget, de slet ikke kan rumme endnu.

Indeni føles det som en gazelle med en løve lige i hælene.

Og du står foran dem – kærlig, frustreret, træt – og siger:
“Jeg vil bare gerne forstå det.
Hvad er det, der gør det så svært?
Hvorfor kan du ikke bare komme afsted?”

Men en krop i alarm kan ikke forklare noget som helst.
Den prøver bare at overleve morgenen.

Det er ikke trods.
Det er ikke drama.
Det er ikke et barn, der vil bestemme.

Det er et nervesystem, der skriger:
“Jeg kan ikke holde til mere lige nu.”

Børn i pressede situationer har ikke brug for at blive analyseret
eller for at stå skoleret og skulle forklare sig.
De har brug for tryghed.
For tid.
For en voksen, der lige trækker vejret først –
og låner dem lidt af sin ro.

Nogle gange hjælper det at minde sig selv om:
En gazelle kan ikke forklare, hvorfor den løber.
Og dit barn kan ikke forklare, hvorfor det føles sådan her.
Eller hvorfor det hele bare synes svært.

De har mest af alt brug for, at du ser dem og er der for dem –
ikke at du forstår svarene.

Hvis du står et sted, hvor du gerne vil forstå dit barn dybere – og finde ro midt i alt det, der føles svært – så er du velkommen til at række ud. Nogle gange skal der ikke meget til, før noget stort ændrer sig.

05/11/2025

𝗩𝗶 𝘀𝗻𝗮𝗸𝗸𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗴𝗲𝘁 𝗼𝗺 𝗯ø𝗿𝗻𝗲𝗻𝗲 – 𝗺𝗲𝗻 𝗵𝘃𝗼𝗿 𝘁𝗶𝘁 𝘀𝗻𝗮𝗸𝗸𝗲𝗿 𝘃𝗶 𝗺𝗲𝗱 𝗱𝗲𝗺?

Der er mange måder at se mistrivsel på.
For nogen er mistrivsel et punkt på handlingsplanen.
En linje på whiteboardet.
Noget, vi skal snakke om (igen).
Noget, vi lige skal fikse.
For andre er mistrivsel et barn, der skriger og græder.
Der sparker til skoletasken.
Der råber “jeg vil ikke, jeg vil ikke…” hele vejen i bilen.
Et barn, der klamrer sig til én, mens man prøver at sige farvel og køre på arbejde.
Og for nogle helt tredje…
er mistrivsel en følelse.
Af frygt.
Af ikke at kunne.
Af blodets dunken i ørerne.
En knugende mave.
Kvalme.
Som om verden falder sammen.
Som om jeg falder sammen.
Med en eksistentiel tanke: “Måske er det sådan her, det føles at dø.”
Der er mange måder at se mistrivsel på.
Men én ting er sikkert:
Vi voksne kan ikke – i vores vildeste fantasi – sætte os i det sted, barnet sidder i lige nu.
Ikke, medmindre vi selv har prøvet det.
Ikke, medmindre vi selv har siddet midt i smerten.
Og har vi det…
så ved vi også, at det ikke hjælper at blive set som én, der skal fikses.
Eller én, der kan fikses på et voksenmøde.
Én, der bare skal tage sig sammen og komme i skole igen.
Én, der “skaber sig” og forstyrrer de andre.
For det, der virkelig er brug for,
er at blive set.
Mødt.
Forstået.
Rummet.
Hjulpet stille på vej.
Et ægte kram.
Tryghed.
En at snakke med.
En hjælpende hånd.
Det er dét, jeg oplever, der mangler i skolen lige nu.
Mistrivsel skal gribes i opløbet – ikke først, når skaden er sket.
Men sker det alligevel – og det gør det jo –
så skal vi være der.
Det handler ikke om at erstatte lærere og pædagoger.
De gør et kæmpe arbejde – hver eneste dag.
Men mistrivsel kræver en anden form for opmærksomhed.
Mennesker, der har tid, blik og ro til kun at fokusere på det, der ligger bag barnets mistrivsel.
Der kan skabe bro mellem barnet, familien og skolen.
Ikke flere (velmenende) systemer.
Men i stedet mennesker i øjenhøjde.
Dedikeret til opgaven.
Vi skal stå klar til at gribe.
Til at støtte.
Og til at hjælpe børnene (og forældrene) tilbage til ro, selvværd og livsglæde 💛

03/11/2025

🤷🏻‍♀️ 𝗝𝗲𝗴 𝗳𝗼𝗿𝘀𝘁𝗮̊𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝘀𝗶𝗺𝗽𝗲𝗹𝘁𝗵𝗲𝗻 𝗶𝗸𝗸𝗲.

Der findes børn, der mistrives.
Forældre, der gør alt, hvad de kan.
Og mennesker – som mig og mange andre – der står klar til at hjælpe.

Alligevel lyder ordene igen og igen – fra skolerne, fra systemet, fra dem der prøver at få det hele til at hænge sammen:
“Vi har allerede vores egne ressourcer, vores egne værktøjskasser og systemer, der fungerer.”

Men hvis alt det virkelig rakte…

så ville der jo ikke være så mange børn, der har ondt i maven over at skulle i skole.
Så mange forældre, der føler sig alene, udmattede og opgivende.
Så mange lærere, der må se på, mens et barn stille glider ud af fællesskabet – selvom de faktisk gør alt, hvad de kan.

Jeg ved godt, at man som familie altid kan købe hjælp selv.
Og ja – det er der heldigvis nogen, der vælger at gøre.
Men jeg ved også, at ikke alle har råd til den pris dét koster.
Omvendt har ingen råd til at betale den pris, det koster 𝙞𝙠𝙠𝙚 at gøre det.
For barnet. For familien. For hele fællesskabet.
Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi holder fast i et system, der kun lukker hjælp ind fra ét sted – selvom vi er mange, der står lige her, klar til at gøre en forskel.

Hvorfor skal det være så svært at hjælpe og løfte i flok, når alle faktisk vil det samme?

Jeg forstår det ikke 🤷🏻‍♀️

- Mariah
CORE trivsel

27/10/2025

🧐❓ 𝗩𝗶𝗹𝗹𝗲 𝗱𝘂 ø𝗻𝘀𝗸𝗲, 𝗱𝘂 𝗵𝗮𝘃𝗱𝗲 𝗲́𝗻 𝘃𝗲𝗱 𝗱𝗶𝗻 𝘀𝗶𝗱𝗲 𝘁𝗶𝗹 𝗺ø𝗱𝗲𝘁 𝗺𝗲𝗱 𝘀𝗸𝗼𝗹𝗲𝗻 – 𝗲́𝗻, 𝗱𝗲𝗿 𝗸𝘂𝗻𝗻𝗲 𝘀𝗸𝗮𝗯𝗲 𝗿𝗼, 𝗯𝗲𝘃𝗮𝗿𝗲 𝗼𝘃𝗲𝗿𝗯𝗹𝗶𝗸𝗸𝗲𝘁 𝗼𝗴 𝘀𝗶𝗸𝗿𝗲, 𝗮𝘁 𝗱𝘂 𝗯𝗹𝗲𝘃 𝗵ø𝗿𝘁?

Jeg går med en idé og jeg er nysgerrig på, hvad du tænker.

Når et barn ikke trives, ender mange forældre i møder med skolen, hvor stemningen hurtigt bliver tung.
For når mødet handler om ens barn, bliver alt personligt.

Man sidder dér med en klump i mave og hals, prøver at forstå, hvad der egentlig bliver sagt, og vil bare gerne sikre, at ens barn får den hjælp, der skal til.

- Nogle bliver usikre på, hvad skolens ord egentlig betyder.
- Andre bekymrer sig over, hvad en “underretning” eller “handleplan” kan føre til.
- Og mange mister overblikket over, hvem der egentlig har “bolden”.

Som forælder er man ikke bare deltager til et sådan møde.
Man føler sig vurderet og nogle gange angrebet – og det gør det svært at holde sig rolig og objektiv i et møde, hvor alt står åbent.

- - -

Jeg overvejer derfor at tilbyde professionel bisidning som en del af COREtrivsel – en slags tolk og ro-skaber mellem forældre og skole.
Ikke som paragrafrytter, psykolog eller kommune-dame, men som en neutral støtte, der hjælper med at skabe tryghed, oversætte det, der bliver sagt, og sikre, at alle parter bliver hørt og forstået.

Mit formål er enkelt:
At gøre samtalerne lettere – og løsningerne bedre, fordi kommunikationen bliver klar og tryg.

Det er i virkeligheden dét, min rolle som bisidder skal skabe:
At forældre ikke bare overlever samtalen, men går derfra med ro i kroppen, forståelse og tro på processen.

Jeg forestiller mig, at det kunne fungere sådan her:
En kort samtale inden mødet for at forberede dig, jeg deltager under selve mødet, og vi samler trådene bagefter.

Jeg er nysgerrig:
Ville det være en støtte, du kunne se dig selv bruge, hvis du stod i en svær situation med skolen?
Eller hvis du har prøvet det før: ville sådan en hjælp have gjort en forskel for dig? 💛

Tak for at dele dine tanker 🙏

24/10/2025

Men nogle dage føles det bare ikke sådan.
Man tvivler.
Man føler, man fejler som forælder.
Man skammer sig over ikke at kunne skåne sit barn for alt det svære.
Man står dér – magtesløs og lille – og mærker, at det gør ondt helt ind i hjertet.

Jeg kender selv den følelse.
Jeg ved, hvor ubarmhjertig den kan være.
Hvor kold, rå og selvnedbrydende den føles, når man står midt i den.

Men uanset hvordan det føles,
så ændrer det ikke på én ting:
Du gør det så godt du kan.
Du gør dit bedste ♥️

Og “at gøre sit bedste” betyder ikke altid, at du skal kunne klare alt selv.
Nogle gange betyder det, at du bærer.
Andre gange betyder det, at du rækker ud.
Begge dele er at gøre sit bedste.

Et barns mistrivsel gør ondt på os alle.
Og ingen skal føle at de står alene.

09/10/2025

𝗝𝗲𝗴 𝘁𝗿𝗼𝗲𝗱𝗲, 𝗷𝗲𝗴 𝘃𝗮𝗿 𝗱𝗲𝗻 𝘃𝗼𝗸𝘀𝗻𝗲. 𝗜𝗻𝗱𝘁𝗶𝗹 𝗷𝗲𝗴 𝗺æ𝗿𝗸𝗲𝗱𝗲 𝗯𝗮𝗿𝗻𝗲𝘁 𝗶 𝗺𝗶𝗴 𝗶𝗴𝗲𝗻.

Jeg har tænkt meget over det her med, at arbejdet med børn og trivsel ikke kun handler om de børn, vi ser i dag.
Det handler også om barnet i os selv.

For uanset hvor voksne vi bliver, bor det barn stadig i os.
Det barn, der engang følte sig alene.
Det barn, der stadig længes efter at blive set, elsket og forstået – præcis som det er.

Og nogle gange bliver vi mindet om det barn på den mest brutale måde.
Som når man mister en forælder.

Selvom man i mange år har været den voksne for sin forælder – den, der tog ansvar, holdt sammen og fik tingene til at fungere –
så sker der noget, når den forælder pludselig ikke er der længere.
Pludselig står man dér, midt i sorgen… og i alt det, der kommer efter sorgen.
Ikke som den voksne, der har styr på det hele.
Men som barnet, der har mistet.

Og det føles helt skørt, hvordan man på et øjeblik kan mærke det barn så tydeligt igen.
Barnet, der stadig håber på at få den kærlighed, man brugte et helt liv på at prøve at fortjene.
Og som man nu ved, aldrig kommer.

Og dén sorg… den går dybere end selve tabet.
For det handler ikke kun om den, man har mistet –
men om alt det, man stadig længes efter.

Det er tre år siden, jeg mistede min far.
Men det tog mig ud på en langt større rutsjebanetur, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Og lige dér ligger en vigtig erfaring.
For det forklarer også, hvorfor mit arbejde betyder så meget for mig.

For arbejdet med børn handler ikke kun om dem.
Det handler også om os voksne.

Om at turde se på de dele af os selv, der stadig længes.
Om at tage os kærligt af det barn, der stadig bor i os.

For hvis vi ikke gør det,
så kommer vores egne uforløste længsler og sår alligevel til at styre, hvordan vi møder vores børn.

Men når vi tør tage os af det barn i os selv – når vi tør give os selv det, vi engang manglede –
så kan vi møde børnene omkring os på en helt anden måde.
Mere ægte. Mere roligt. Mere kærligt. Og langt mere forstående.

For vi ved, hvordan det føles at være dem 💛

07/04/2025

🤷🏻‍♀️ "𝗧𝗷𝗮𝗮 𝗺𝗼𝗿... 𝗗𝗲𝘁 𝗯𝗹𝗲𝘃 𝘀𝗮̊ 𝘁𝗶𝗹 𝗲𝘁 𝟰 𝘁𝗮𝗹 𝗶 𝗱𝗮𝗴𝗲𝗻𝘀 𝗽𝗿æ𝘀𝘁𝗮𝘁𝗶𝗼𝗻
- Måske du skal gøre dig lidt mere umage i morgen?"

Hvordan ville det egentlig føles?

Hvis vores børn dagligt vurderede os på, hvordan vi klarede os.

Gav os karakterer for:
💹Om vi var tålmodige nok.
💹Om vi sagde de rigtige ting.
💹Om vi lyttede godt nok.
💹Om vi var “gode nok” til at være forældre.

Nogle dage 12 med pil op - andre dage en anden karakter.

Og hvad med lærerne og skoleledelsen?

Hvordan ville det være at gå på arbejde og få karakterer for dagens undervisning, for pædagogisk indlevelse eller
ledelsesmæssige beslutninger – vurderet af eleverne?

Lyder det absurd?

Det er præcis sådan, mange børn oplever deres hverdag.

At deres værdi måles. At de hele tiden skal præstere. Levere. Passe ind. Rette ind. Og vurderes.

Men et barn er ikke en præstation - hverken i skolen eller i hjemmet. Et barn er et menneske, der vokser og udvikles!
Og det vokser altså bedst, når det føler sig trygt, set og mødt – ikke målt og vejet, og i den forbindelse bange for at lave fejl!

Prøv et sekund bare at sætte dig i barnets sted og forestil dig en hverdag, hvor du ikke skal “levere” for at føle dig god nok.
Hvor relationen til dine forældre, lærere og venner, er centrum - og ikke præstationen!

Det er dét, jeg arbejder for med CORE - Cultivating Our Real Essence.
Fordi dit barn – ligesom dig – fortjener at blive mødt for den, de er. Ikke bedømt og vurderet, for det, de gør.
𝗦𝗮̊ 𝗺𝗮̊𝘀𝗸𝗲 𝗲𝗿 𝗱𝗲𝘁 𝘃æ𝗿𝗱 𝗮𝘁 𝘀𝗽ø𝗿𝗴𝗲 𝘀𝗶𝗴 𝘀𝗲𝗹𝘃:
𝗛𝘃𝗼𝗿𝗱𝗮𝗻 𝗸𝗮𝗻 𝗷𝗲𝗴 𝗶 𝗱𝗮𝗴 𝘃𝗶𝘀𝗲 𝗺𝗶𝘁 𝗯𝗮𝗿𝗻, 𝗮𝘁 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗿 𝗲𝗹𝘀𝗸𝗲𝘁 𝗼𝗴 𝘃æ𝗿𝗱𝗶𝗳𝘂𝗹𝗱𝘁 – 𝗯𝗮𝗿𝗲 𝗳𝗼𝗿𝗱𝗶 𝗱𝗲𝘁 𝗲𝗿?

xoxo Mariah Shastynn

CORE trivsel

02/12/2025

01/12/2025

28/11/2025

20/11/2025

19/11/2025

05/11/2025

03/11/2025

27/10/2025

24/10/2025

09/10/2025

07/04/2025

Adresse

Internet side

Underretninger

Genveje

Del

Type