Hvad er åbningstiderne?

Mandag 09:00 - 18:00 Tirsdag 09:00 - 18:00 Onsdag 09:00 - 18:00 Torsdag 09:00 - 18:00 Fredag 09:00 - 18:00

Psykoterapeut Carit Abrahamsson: Gentofte & Gladsaxe

Hjem
Danmark
Gladsaxe
Psykoterapeut Carit Abrahamsson: Gentofte & Gladsaxe

Jeg tilbyder psykoterapi i Gentofte og Gladsaxe i en tryg professionel ramme. En psykoterapeutisk samtale varer en 1 time eller 1½ time.

Terapi er et samtaleforløb, hvor vi sammen arbejder med dine individuelle temaer og problematikker. Vi bestræber os på, at du får greb om dine udfordringer, så det bliver dig, der styrer dem og ikke omvendt. Igennem samtalerne vil du opleve at få større viden og forståelse af dig selv og din måde at møde dine udfordringer på. Din øgede indsigt giver dig frihed til at handle anderledes, så du kan få den hverdag, du længes efter. Terapien foregår i en kortere eller længere periode i dit tempo og typisk med en hyppighed fra en gang om ugen til en gang hver tredje uge. Det er individuelt, hvad der virker bedst. Efter den indledende session vil jeg sammen med dig evaluere, hvordan du har oplevet vores samtale. Det giver dig mulighed for at få afklaret, om vores kemi er den rigtige for dig. Jeg arbejder ud fra den oplevelsesorienterede metode på et krops- og gestaltterapeutisk grundlag. Mit menneskesyn er eksistentielt humanistisk, hvilket vil sige, at jeg mener, at vi hver især må finde frem til det, der giver vores liv mening og indhold. Tag fat i mig på tlf.nr. 6085 2785 eller på carit@indbakke.dk. Så kan vi tale sammen om, hvordan du er bedst hjulpet.

03/01/2024

Jeg ønsker, at I alle finder ro og det liv, som I søger, og at de af jer, der allerede har fundet det, giver en støttende skulder til dem, der fortsat leder. Godt nytår!

07/08/2023

Vi er i dag omgivet af kropsidealer. SoMe-medierne er fyldt af kroppe, som fremvises for deres skønhed, og reklamerne fylder nyhedsfeedet med løfte om at opnå tidens idealer med træning og slankekure. På arbejdet presser vi kroppen, så vi bliver i stand til at leve op til vores ansvar, og vi optimerer den i konkurrencesport, så vi kan indfri vores ambitioner. Vi lever kort sagt i en kropskultur, hvor kroppen er blevet vores varemærket, reklamesøjle og redskab. Selv om vi dyrker kroppen på alle tænkelige måder, har mange paradoksal set mistet kontakten til kroppen. Jeg vil hævde, at vi i dag har mindre kontakt til vores krop, end vi havde for 40 år siden. Det er trist, da kontakten til kroppen giver liv, selvværd og tryghed.

Intuitivt har mennesker altid forstået, at sind og krop hænger sammen og udgør en helhed, som interagerer og reflekterer hinanden, som den ungarske læge Gabor Maté skriver. Din sindsstemning reflekteres i kroppen og påvirker kroppens funktionsniveau ligesom din kropsholdning og følelser præger dit sind. Det giver ikke mening i praksis at adskille sind og krop. De hører sammen og udgør en helhed. Al tænkning og følelser er kropsforankrede, og det er en tragedie, at det sen-moderne fokus på instrumentaliseringen af kroppen får os til at glemme det. Vi taber os selv, når vi taber kontakten til kroppen. Sind og krop er ikke en dualisme men en enhed. Helt enkelt sagt er det at være menneske at være krop og sind helt, og ikke stykvis og delt.

Det vi kalder for ’rationelle tanker’, som vi hævder er fri for emotionelle påvirkninger – eksisterer ikke. Studier af mennesker med hjerneskader har vist, at de kan miste forbindelsen til deres følelser, og at de derved mister evnen til at træffe rationelle beslutninger. Vi har brug for vores følelser for at kunne træffe hensigtsmæssige beslutninger, som tjener vores interesser og behov, og vores følelser finder vi i kroppen.

Kontakten til kroppen

Alle følelser har et kropsligt udtryk. Det engelske ord for følelse: ’emotion’ stammer fra latin: emotio, som betyder: ’bevægelse eller at bevæge ud’. Følelser bevæger kroppen, og vi genkender intuitivt følelser som sorg, glæde, frygt og skam på deres kropslige udtryk: ’De frygtsomme øjne, de tunge skuldre’ osv. Vi genkender følelserne via deres kropslige udtryk hos os selv og hos andre, derfor bliver en smidig, lyttende og åben holdning over for kroppens impulser, følelser og signaler af afgørende betydning for vores evne til at forstå vores følelsesliv og til at rumme selvsamme. Det er det, jeg mener med at skabe kontakt til kroppen. En kontakt som lærer os, hvem vi er gennem kontakten til vores behov, grænser og ressourcer.

Når kontakten forsvinder

Vi kan miste kontakten til kroppen af mange grunde. Som nævnt ovenfor, så understøtter vores kultur en dualisme og tingsliggørelse af kroppen, hvilket ansporer os til at opleve kroppen, som et redskab frem for en central del af vores følelsesliv. Under vores opvækst har vi måske været overladt til os selv, når vi har skullet håndtere stærke og svære følelser. Det kan føre til, at vi undertrykker vanskelige følelser, når de dukker op, hvilket kun kan ske ved samtidig at undertrykke kroppens sansninger og impulser. Vi kan opleve, at kroppen ikke har ressourcer til at levere de præstationer, som vi forventer af den på arbejde eller i familien. Det kan vi have svært ved at acceptere, hvilket kan føre til, at vi undertrykker kroppens advarselssignaler om, at der er ubalance i dit liv, hvilket kan føre til stress og udbrændthed. Også voldsomme oplevelser som trafikuheld, skilsmisse, fyringer og alvorlig sygdom kan føre til, at vores nervesystem overbelastes, hvilket kan betyde, at vi for en stund mister føling med kroppen.

Vejen tilbage

Vejen tilbage til balance og dermed tilbage til dig selv går således gennem kontakten til kroppen. Det handler om, at du opbygger tryghed i at være sammen med dig selv og de følelser og impulser, som du fornemmer og registrerer i kroppen. Det er ikke nødvendigvis så enkelt, som det lyder. Det kan tage tid at genopbygge tryghed, og det må det så gøre. Jeg mener ikke, at der er nogen genvej eller alternativ. Et liv i balance er et liv, hvor du har erfaret, at sind og krop udgør en helhed, hvor sind og krop regulerer og stimulerer hinanden i et frugtbart samarbejde.

14/06/2020

Skilsmisse – et psykologisk perspektiv på et land af tab og forvirring

Knap halvdelen af alle bryllupper ender i skilsmisse, og hver dag bliver omkring 40 par separeret. Skilsmisse er blevet almindeligt. Ikke desto mindre kommer skilsmissen alligevel bag på os. Mere eller mindre uforberedt står du udmattet, fyldt af raserende følelser og skal finde dig til rette i skilsmissens land af tab og forvirring. Det er udfordrende og krævende.

Skilsmissen er for mange en livskrise, og den bliver ofte omtalt som en af de store livskriser. Det skyldes, at skilsmisser mange gange rummer et stort konfliktpotentiale. Krisen vækker tab og forvirring, og man bliver overvældet af følelser. Det kan være voldsomt, når modstridende følelser skyller ind over dig, og du ikke kan genkende dig selv. Det, du føler det ene øjeblik, kan skifte lynhurtigt til det næste. Du er forvirret og kan have svært ved at overskue, hvad du skal gøre. Dine almindelige svar og handlinger virker ubehjælpsomme og giver dig ikke den afklaring eller ro, som du søger. Det er endnu et af krisens kendetegn, at dine almindelige værktøjer og svar ikke hjælper, fordi din befinder dig i en ny virkelighed, som du aldrig før har mødt. Du har endnu ikke haft tid til at forholde dig til din nye situation som skilt, skilsmissemor eller -far, single, papmor eller papfar. Din identitet fluktuerer, og du er i gang med at genfinde dig selv og din nye virkelighed.

Tabet fylder dig. Savnet af dine børn, din ex, af drømmen om kernefamilien, bolig mm. Du oplever måske intense følelser af ensomhed og isolation. De øjne, der bevidnede dit liv og hverdag, er der ikke længere. Måske tumler du med vrede og frustration. Vrede på din ex, vrede på dig selv eller på verden. Det tager tid at håndtere følelserne og langsomt tage din nye hverdag ind, at acceptere den og finde svar på spørgsmål, som du aldrig troede, at du skulle stille. Og der er ingen lette genveje, kun hårdt arbejde.

Kriser påvirker os som alt andet forskelligt. Derfor vil du også skulle forholde dig til, at din ex kan befinde sig et helt andet sted i sin krise, end du gør. Vi påvirkes forskelligt, fordi vi møder og håndterer kriser ud fra vores livserfaring og fordi vi møder skilsmissen på forskellige tidspunkter. Du har måske kun lige hørt din partner sige, at hun/han vil skilles, mens din partner har tænkt over det i flere måneder, måske år – eller omvendt. Fælles for jer begge er, at I skal genopdage jer selv og verden. Det er en proces, der for de fleste tager 6-12 måneder, og ofte tager to til tre år at komme sig helt over. Svarene, overblikket og nyorienteringen melder sig ikke på en gang, men gradvist. En dag ad gangen.

Du har formentlig brug for at tale om de følelser og stemninger, som løber igennem dig. Ikke bare én gang, men igen og igen. I den første tid har du formentlig brug for at fordøje din situation, og derfor kan det være en god ide, at du fortæller dine venner og familie, at det hjælper, at de lytter og ikke nødvendigvis prøver at løse din situation ved at komme med gode råd eller forsøger at få din smerte til at gå væk. Du har brug for tryghed og rum, der giver dig plads til at have det præcis, som du har det. Hvor du i dit eget tempo kan forholde dig til din skilsmisse, del for del, skridt for skridt. Indtil du genfinder meningen med dit liv og måske endda finder noget, som du ikke ville være foruden.

22/07/2019

Hjælp, jeg er stresset!

Jeg har i det sidste halve år holdt en del foredrag om stress. Undervejs spørger jeg altid deltagerne, om de kender nogen, som har været sygemeldt med stress. Og det gør de, desværre. Ni ud af ti kender nogen, som har været længerevarende sygemeldt på grund af stress. Det er alt, alt for mange. Det er så mange, at stress i dag bliver omtalt som danskernes folkesygdom nr. 2 lige efter ryglidelser. I 80’ernes Danmark oplevede 6 % alvorlig stress. I dag angiver over 25 % at være påvirket. Det fremgår af Den Nationale Sundhedsprofil fra 2017. Og kigger vi på tallene for vores teenagere, så er de endnu højere.

Det er sørgeligt, at så mange mennesker går rundt og er stressede. Det går nemlig ud over deres trivsel og velbefindende. Stress gør os fraværende i vores relationer, giver os spændingshovedpine, søvnproblemer og frarøver os muligheden for at være glade og lykkelige. Stress får os til at føle os utilstrækkelige, pressede, i alarmberedskab og altid på vej videre, som den hvide kanin i Alice i Eventyrland, der altid er bange for at komme for sent. Vi har ikke overskud til at leve livet. Der er alene kræfter til at overleve, og det er trist.

I min egen praksis hjælper jeg mennesker, der er ramt af stress. Her ser jeg, hvordan stress giver smertefulde oplevelser af at have mistet sig selv og overblikket. Jeg oplever, hvordan mange føler det skamfuldt at ’bukke under’ for stress. Hvor overraskede mange er over at erkende, at stress også kan ramme dem og, at de ikke opdagede det, før det var for sent. Skammen fylder og spiser af et i forvejen vaklende selvværd. Det gør ondt.

Det er ikke dig, den er gal med.

Det er vigtigt at forstå, at det ikke er dig, den er gal med, hvis du er stresset. Alle kan blive stressede. Der kan være stor forskel på, hvad der stresser os, og hvor langvarigt et pres, vi kan holde til, før vi bliver stressede, men alle vil før eller siden bukke under og få stresssymptomer, hvis presset bliver stort nok. Stress er ikke en sygdom, men en tilstand og kroppens reaktion på en belastning karakteriseret ved anspændthed og ulyst. Vi får stress, når ydre eller indre krav overstiger de ressourcer, som vi har, eller vi oplever at have.

Stress er en tilstand karakteriseret af ubalance

De mennesker jeg møder i min praksis har gennem en længere periode ført et liv, hvor de krav, som de selv eller andre stiller til dem, er større end de ressourcer, som de har til rådighed. Derfor handler en del af stressbehandlingen om at reetablere balance mellem de krav, som der stilles, og de ressourcer, som der er til rådighed. Der skal fokuseres på, at den enkelte restituerer og opbygger ressourcer og på at reducere den belastning, som den enkelte oplever at skulle bære. Og det er slet ikke en let proces. Det handler nemlig om at prioritere, hvilket de færreste af os finder let.

Det er ofte tydeligt for den stressramte, at der er brug for at skære noget fra, og alligevel er det svært, selv om kroppen gør ondt og sindet lider. Men uden en normalisering, hvor du finder en belastning, som du kan tåle, vil korthuset falde igen før eller senere.

Hvorfor er det så svært og smertefuldt?

Vi lever alle vores liv med afsæt i en række leveregler. Et eksempel kunne være: ’at jeg skal opfylde andres behov, før jeg må opfylde mine egne’. Vi tænker ikke over disse leveregler i hverdagen, men de ligger til grund for vores prioriteringer og beslutninger. Levereglerne kan have så godt fat i os, at det kræver terapi at finde modet til at slække på dem eller gå skridtet videre og lægge dem bag os. De er udviklet igennem vores tidlige samspil med vores omsorgspersoner, hvor de er indarbejdet for at sikre os tilknytning, omsorg og kærlighed eller i tristere tilfælde beskyttelse mod svigt, isolation og fare.

Vi slipper derfor ikke leveregler let, da vi ubevidst forbinder levereglerne med ’absolutte sandheder’, der beskytter os mod fare og sikrer os adgang til omsorg og kærlighed. Men med leveregler af den ovennævnte type risikerer du at blive ramt af stress. For spørgsmålet er nemlig, om du nogen sinde når at komme til at tage dig af dine egne behov, når du skal opfylde alle andres først?

Det kræver ikke langvarig terapi

At få støtte og hjælp til at takle din stress kræver ikke, at du går i langvarig terapi. Det handler om, at du får indsigt i, hvad der får dig til at overhøre de signaler, som kroppen sender til dig om at geare ned og restituere. Det giver dig mulighed for aktivt at tage stilling til, hvordan du vil leve dit liv. Din terapi hjælper dig med at blive fri af stress gennem din større opmærksomhed på, hvornår du skal geare ned og hvordan du kan gøre det i praksis.

Foto: Deccan Chronicle

14/04/2019

Hvad mærker du?

Spørgsmålet virker enkelt. Så umiddelbart, at det ved første øjekast synes banalt. Det er det bare ikke altid. For mange af de mennesker, som jeg møder i min praksis, er spørgsmålet vanskeligt at besvare.

Jeg tror, at spørgsmålet er vanskeligt, fordi der ikke knytter sig bestemte forventninger til det. Det lægger ikke op til et rigtigt svar – et facit, der kan sættes to streger under. Spørgsmålet lægger ikke op til at præstere, men til at være. Det kræver, at du kigger indad, mærker efter og svarer i loyalitet med det, du oplever, og dermed med den du er.

Det forudsætter, at du har adgang til, hvad du fornemmer i kroppen, og til at du kan sætte ord på det. Det lægger op til, at du har adgang til at besvare spørgsmålet - ikke ud fra, hvad du tror, du skal svare, eller hvad du tænker, at andre forventer, at du svarer, men ud fra hvad du selv fornemmer. Og det er ikke nødvendigvis så ligetil, som det lyder.

Tab af selvfølelse

Jeg møder mennesker i min praksis, som undervejs har tabt forbindelsen til deres selvfølelse. De har tabt kontakten til, hvem de er, hvad de vil og dermed tabt svaret på spørgsmålet: 'Hvad mærker du?’

Det kan tage sig ud på mange måder, men fælles for dem er tab af mening, selvomsorg og livsglæde. De lever et liv, som de ikke ønsker, baseret på værdier, som ikke er deres. De lever en andens liv, og det føles meningsløst og tomt. Vi er hver især på vores egen rejse mod at blive den, vi skal være, men for dem er rejsen gået i stå. Og det kan være pinefuldt.

I et psykoterapeutisk perspektiv er det vigtigt at prøve at forstå, hvad der kan føre til, at mennesker mister deres egen selvfølelse, mening og egenomsorg?

Et liv med facade

I det følgende vil jeg tage udgangspunkt i den engelske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicotts begreb om det falske selv for at forklare, hvordan mennesker kan gå hen og blive fremmede for sig selv. Så fremmede, at de mister kontakten til svaret på spørgsmålet: ’Hvad mærker du?”

Vi udvikler vores selvfølelse som børn i relation til vores nære omsorgspersoner. Når vi føler os elsket, rummet og bliver set og spejlet adækvat af vores forældre, udvikler vi en sund kontakt med os selv. Med betingelsesløs kærlighed og relevante reaktioner og svar fra vores forældre udvikler vi os indefra med en følelse af, at det jeg mærker, føler og oplever er vigtigt og betydningsfuldt og siger noget om mig – om, hvem jeg er, og hvad jeg godt kan lide, elsker, er bange for, frygter og bliver vred over. Vi kan være os selv og hviler i os selv, fordi vi hjulpet af vores forældre tager udgangspunkt i os selv. Vi bliver vores eget afsæt for at gå ud i verden.

Hvis vores forældre imidlertid var syge eller ikke havde det fornødne overskud eller evne til at se og rummer os, som vi var, da vi var børn, så kan vores udviklingen bevæge sig væk fra den vi er. Hvis vores nære omsorgspersoner kun kan tilbyde os betinget kærlighed, begynder vores fokus at bevæge sig væk fra os selv og over på de andre.

Kærligheden tilbydes, men den er betinget af, at vi lever op til vores forældres bevidste eller ubevidste behov. De ignorerer og afviser kategorisk de sider af os, som de ikke billiger eller ønsker kontakt med. Det kan være alt fra pigen, som elsker at klatre i træer til drengen, som ikke er stille nok. Andre gange kan vores familie være så presset, at vi bliver nødt til at udfylde roller og ansvar, som det var tiltænkt vores forældre at bære. Der bliver ikke nok plads til den vi er og til det, som vi har brug for.

Vi tilpasser os

Vi er som børn helt afhængige af vores omsorgspersoner. Vi kan ikke klare os uden deres nærvær og omsorg. Derfor sker der det ulykkelige, at vi forlader os selv og vores egen selvfornemmelse for at tage til takke med de krummer og omsorg, som vores forældre kan mønstre. Vi opgiver at klatre i træer, og vi bliver dydige og stille, hvis det er det, der skal til for at få omsorg og undgå straf, skam og ydmygelser. Og vi køber ind, laver mad, gør rent og sender mor til lægen, hvis det er det, der skal til for at fastholde relation til mor.

Vi tilpasser os og udvikler ’overlevelsesstrategier’, der undertrykker vores egne behov og smerte over ikke at være elsket og værdsat, som vi er. Vores egne behov og længsler skubber vi i baggrunden ind i skyggen – i skjul. Indirekte kommer vores omsorgspersoner til at kommunikere, at vi er forkerte.

Vi udvikler en facade, der skaffer os vores plads i familien og en vis positiv opmærksomhed, men det har en pris. Vi udvikler, hvad Winnicott kalder for et falsk selv. Bag det falske selvs mure lever angsten, selvforagten, skammen og ensomheden. Her lever de følelser, som i deres helhed opleves så forkerte, at de ikke opleves værdige til omsorg og kærlighed. Vi kommer til at overtage vores nære omsorgspersoners foragt for disse følelser og behov.

Prisen, for at vi tilpasser os vores omsorgspersoners betingede kærlighed, er at vi ikke længere kan møde verden med udgangspunkt i os selv, vores værdier, holdninger, drømme og forhåbninger. Det falske selv ansporer os til at tage vores udgangspunkt i andres behov og forventninger først vores forældres og siden generelle forventninger til vores adfærd, succes, valg af partner og karriere m.v.

At lægge masken

Set i lyset af Winnicotts falske selv bliver det pludseligt forståeligt, hvorfor det er så svært at besvare spørgsmålet: ’Hvad mærker du?’, da det er rettet til det autentiske selv. At begynde at erkende, at der er et andet selv bag det falske selvs høje mure, som er berettiget til omsorg og betingelsesløs kærlighed, er så ubegribeligt, at det tager tid at tro på, og endnu længere at handle på. Angsten for igen at blive fundet for let, utilstrækkelig og forkert er stor, og det kræver både mod og tryghed at gøre forsøget.

Heldigvis er belønningen for at bevæge sig ud stor. At opleve valg og beslutninger baseret på den du er, er livgivende og bekræftende, og du vil måske for første gang føle dig hjemme i dig selv. Ensomheden, angsten og forkertheden forsvinder langsomt, fordi valg truffet med afsæt i dit autentiske selv giver styrke og mening.

Det er ikke let at klatre over muren, men med det rette tilløb og støtte er det muligt at finde frem til det menneske du er.

Foto: Femina

08/12/2018

Lever du i overensstemmelse med dine værdier?

Det er et spørgsmål, som alle burde stille sig selv med jævne mellemrum. ”Lever jeg i overensstemmelse med det, jeg tror på, og som er vigtigt for mig? Er mit liv fyldt af et arbejdsliv, et fritidsliv, et parforhold og af relationer, som afspejler mine værdier?”

Jeg møder mennesker i min praksis, som lever i uoverensstemmelse med deres værdier. Det plager dem og begrænser deres livsglæde. Jeg antager, at årsagen er, at vi mennesker er mest lykkelige, når vi handler og lever ud fra vores værdier og naturlige tilbøjeligheder.

Det kan ved første øjekast overraske, at vi ikke ’bare’ justerer på de forhold, som arbejder imod vores værdier. Hvorfor sørger vi ikke bare for at ændre retning, når vi opdager, at vi er på vej ned ad en sti, som ikke understøtter vores trivsel?

Det er imidlertid sjældent let at leve efter vores værdier. Det har en pris, som vi ikke altid er parat til at betale. Psykolog Robert Kegan peger på, at vores vanskeligheder med at ændre retning skyldes, hvad han kalder for vores competing commitment – et konkurrerende forhold. Et forhold, som, han mener, ubevidst modarbejder os. Vi har altså ikke direkte adgang til det.

Et konkurrerende forhold er altså et forhold, som er vigtigere for dig end at leve efter dine værdier. Det er en sandhed eller en frygt, som du undgår at konfrontere og se i øjnene.

Lad mig give et eksempel. Kegan udførte et forsøg blandt alvorligt syge hjertepatienter for at undersøge, hvad der holdt patienterne fra at tage deres medicin. Kegan erfarede, at en af patienterne ikke tog sin hjertemedicin, fordi han så ville føle sig alvorlig syg og gammel – og det ønskede han ikke. Så ved at undlade at tage sin medicin bekræftede han sig selv i ikke at være syg.

Lad mig give et andet eksempel. To søstre havde et stærkt søskendebånd. Deres liv førte dem af vidt forskellige løbebaner. Den ene uddannede sig til økonom og fik en flot karriere i erhvervslivet, mens den anden kom ud for en ulykke og havde brug for støtte og daglig pleje for at komme igennem hverdagen. Økonomen brændte for at fuldende sin karriere ved at blive direktør. Hun havde både evnerne og erfaringerne, men alligevel blev det aldrig til mere. Det undrede hende, da hun både var ambitiøs og målrettet. Under en coachingseance tog hun problemstillingen op og blev klar over, at hun så at sige saboterede sit eget ønske. Hun havde et konkurrende forhold, som arbejdede imod hende. Hun bar nemlig på stor skyldfølelse over, at livet havde været så gavmildt ved hende og så hårdt ved hendes søster. Hvis hun tog skridtet videre og blev direktør, så ville det stå skrevet i neon, hvor forskellige muligheder og privilegier, de var blevet givet. Det kunne hun ikke bære. Relationen til søsteren var vigtigere end det sidste skridt op ad karrierestien.

Det konkurrerende forhold kan være ønsket om at fastholde en bærende relation til sin søster, at undgå at føle sig syg og begrænset, eller det kan være alt muligt andet vi frygter: tab af magt og indflydelse, vores forældres misbilligende øjne eller vores egen magtesløshed.

At leve et liv i overensstemmelse med sine værdier kan altså være forbundet med at konfrontere sandheder , løgne og dæmoner. Det er ikke nødvendigvis enkelt, men det er muligt. Det begynder med, at du sætter ord på det, som er vigtigt og værdifuldt for dig. Det, du ønsker, og de værdier, som dit liv skal basere sig på.

Derefter kan du alene eller sammen med gode venner eller en psykoterapeut undersøge, hvad du gør og ikke gør for at leve i overensstemmelse med dine værdier. Spørg dig selv, hvad din værste frygt eller bekymring er, hvis du virkelig gjorde, hvad du indtil nu har holdt dig fra at gøre. Det vil føre dig i retning af dit konkurrerende forhold – til det som holder dig fra at leve efter dine værdier. Så kan du mere direkte tage stilling til, hvad du ønsker at stille op med det. Hvad der er det rigtige for dig.

Illustration: undark.org

19/08/2018

Skal jeg være mig selv? Kan jeg ikke bare være en anden?

I min praksis møder jeg mennesker, som er plaget af deres tanker, følelser og reaktionsmønstre. De kommer til mig for at få bugt med pinsomme tanker og vaner, som, de mener, gør dem beskidte eller forkerte.

De kommer med håbet om, at terapien kan fjerne deres plager, så de kan blive en anden og bedre udgave af dem selv, og få glæden tilbage. Terapien skal hjælpe dem med at vinde kampen mod de skamfulde og skyggelagte sider. Det kan den også godt, selv om vejen dertil mange gange går af andre stier, end de forventer.

En side af mine klienters lidelser stammer fra den kamp, som de dagligt udkæmper mod deres uønskede egenskaber og reaktioner. Det sker fx ved at de skjuler skamfulde tanker og følelser, manipulere med andre, under- eller overreagere på situationer omkring dem eller gentager devaluerende budskaber om dem selv. Det er en adfærd, der isolerer og skaber ensomhed. Det er en kamp, som koster energi, og som skaber udmattelse og lidelse. Det er ikke underligt, at folk ikke vil have med disse sider at gøre. At de hellere vil være en anden.

Derfor er der heller ikke nogen indre dialog. Du går ikke i dialog med det, som du ikke bryder dig om. Kampen er altså omgivet af en indre, rungende tavshed. Det er, som med isbjerget, at vi kun ser det, der er synligt over vandet, kampens fysiske udtryk. Vi ser manipulationerne, aggressionerne, ordene og handlingerne. Der er ingen indre eller ydre dialog om årsagen til manipulationerne, for hvem vil være i dialog med den uønskede fætter, der lugter af alkohol og skaber ballade? Tavsheden bliver det lette og ligefremme alternativ.

Terapiens opgave er derfor at bryde tavsheden og trække skammen frem i lyset og skabe dialog med de uønskede følelser, tanker og reaktionsmønstre. Så i modsætning til, hvad folk mange gange tror, så skal terapien ikke hjælpe klienten med at skille sig af med tanker og følelser. Det har de jo allerede prøvet uden held. Terapien skal i stedet byde alle uønskede dele af personligheden velkommen ved at gå i dialog og undersøge, hvad de handler om? Så de kan integreres og rummes.

Psykolog Gary Yontef kalder det ’forandringens paradoks’, at du først udvikler dig, når du kan acceptere dig selv. Du kan ikke forandre det, som du ikke kan acceptere. Han ser al udvikling begynde med en undersøgelse af, hvordan det er at være dig.

Det paradoksale element udspringer altså af, at vi skal acceptere og forene os med det, som vi for alt i verden ikke ønsker kontakt med og ikke bryder os om ved os selv.

Det er selvfølgelig vanskeligt at forstå, at udviklingen begynder med at favne alt det uskønne, som vi ikke bryder os om og endnu sværere at gøre i praksis, men en god psykoterapeut kan hjælpe dig til netop det. Hjælpe dig med at undersøge og acceptere den, du er – præcis som du er med alle dine gode og mindre gode sider. At lære dig at se på det, du forjætter med kærlige øjne.

Så i stedet for, at du arbejder for at komme af med de tanker, følelser og reaktionsmønstre, som du ikke kan holde ud ved dig selv, så skal du arbejde dig henimod at tage imod dem, når de kommer. Byd dem velkommen, vær sammen med dem, lær dem at kende – accepter, at de er der, og at det er ok. Så kommer udviklingen og forandringen af sig selv.

20/02/2018

Er jeg god nok?

Det er et basalt menneskeligt behov at være elsket. Vi har alle brug for at vide, at vi er vigtige og betydningsfulde for andre mennesker. At vi er elsket. Det udvikler vores selvværd.

Desværre er det ikke alle børn, der får lov til at vokse op i en tryg familie. Det har naturligvis intet med barnet at gøre, og de fleste gange elsker mor og far også deres børn. Budskabet kommer bare ikke igennem. Barnet slutter sig til, at når mor og far ikke viser, at de elsker mig, så er det nok fordi, der er noget galt med mig. I barnets verden er det umuligt at forestille sig, at det kan være mor eller far, den er gal med.

I disse familier bliver barnets behov for omsorg og kærlighed ikke mødt. I stedet kan der opstå en form for betinget anerkendelse. Barnet opdager, at det ér muligt at få opmærksomhed og kærlige ord, når blot det anstrenger sig med skolearbejdet, hjælper til i hjemmet eller er en god søster eller bror. Hos nogle børn lægger det kimen til et sårbart selvværd, der stiller spørgsmålet: ”Er jeg god nok?” og svarer selv, "når jeg virkelig anstrenger mig, og gør mit bedste’. Det kan anspore til perfektionisme.

Perfektionisme er det enkelte menneskes ønske om at løse opgaver fuldstændigt perfekt og fejlfrit. Det gælder typisk ikke alle områder af livet, men er ofte forbeholdt de områder, som er vigtige for det enkelte menneske. Perfektionisme har intet at gøre med at ville gøre sig umage, men drives af frygten for ikke at være god nok. Den får dig til at søge anerkendelse gennem dit udseende, dine præstationer, din kæreste, din bolig osv. Perfektionisme får dig skørt nok ikke til at føle dig perfekt, men til at føle dig utilstrækkelig.

Den oplevelse af ubetinget kærlighed, som formentlig har været fraværende i din opvækst, har gjort dig i tvivl om dit eget værd, og du søger nu svaret på spørgsmålet: ”Er jeg god nok?” hos andre og ikke dig selv. Helt misforstået bliver selvværdet bundet op på at leve op til din forestilling om, hvad andre tænker, at du skal gøre for at være, ja – god nok.

Der er intet i vejen med at ville løse en eksamensopgave godt eller ville bage en fantastisk kage til familiefødselsdagen, men for mennesker, der er plaget af perfektionisme, er der ikke tale om noget valg. Der er ingen fleksibilitet. Eksamensopgaven skal løses med et 12-tal og kagen skal slå Mette Blomsterbergs seneste kreation. Kravet til præstationerne bliver urimeligt høje og urealistiske. Jeg har talt med mennesker, som mener, at de skal kunne klare opgaver, de aldrig har prøvet før lige så godt som erfarne udøvere, eller studerende som ikke under sig selv en pause før en eksamensopgaver, der strækker sig over fire måneder er indleveret. Krav, der er helt urealistiske, og som derfor ikke kan indfries. Resultatet bliver endnu en mavepuster til selvværdet.

Ved det ensidige fokus på resultater stjæler perfektionismen glæden ved processen, og får dig til at glemme at nyde livet. Du mister dit perspektiv, og en god karakter bliver vigtigere end dit helbred, og familiekagen vigtigere end den gode stemning. Alt sammen fordi du tror, at svaret på spørgsmålet: ”Er jeg god nok?” vitterligt er ensbetydende med, hvor godt du præsterer. Det misforståede forhold mellem resultater og indre værdi er blevet en sandhed.

Perfektionisme får dig til at overse, at sand skønhed og kvalitet, altid er naturligt, levende, sårbart og fyldt med såkaldte fejl. Det er præcis vores sårbarhed, fejl og mangler, der definerer os som mennesker. Og som mennesker har vi krav på kærlighed og omsorg – ubetinget.

Måske kan du lade dig inspirere af Pippi Langstrømpe, der lever efter devisen, at du er født til at være dig selv ikke til at være perfekt. Med to forskellige slags strømper, lap på kjolen, gående i alt for store sko, viser Pippi os det uskønne, det menneskelige, det legende, fejlene og minder os om, hvor meget eventyr og livsglæde, det rummer.

Billede hentet fra: olavsfestdagene.no

Adresse

Frændevej 13
Gladsaxe
2870

Åbningstider

Mandag	09:00 - 18:00
Tirsdag	09:00 - 18:00
Onsdag	09:00 - 18:00
Torsdag	09:00 - 18:00
Fredag	09:00 - 18:00

Internet side

http://caritabrahamsson.dk/

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Psykoterapeut Carit Abrahamsson: Gentofte & Gladsaxe sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Praksis

Send en besked til Psykoterapeut Carit Abrahamsson: Gentofte & Gladsaxe:

Genveje

Vil du plassere din praksis på toppen av Klinik-listen i Gladsaxe?

Del

Type

Psykolog