02/05/2025
https://www.facebook.com/share/p/1Fez6NbGKa/
NÅR DET SIDSTE FARVEL ER TO TIMER VÆK
Nogle politiopgaver kræver tid og ro – også når man har allermest lyst til at skynde sig. Sådan en opgave stod to betjente fra Københavns Politi overfor, da de måtte underrette en far om, at hans søn lå for døden to timer væk. Det blev til en længere køretur, som her fire år efter stadig står lysende klar i hukommelsen hos politiassistent Søren.
“Opgaven var at underrette en far om, at hans voksne søn havde været involveret i en ulykke og nu lå for døden på Odense Universitetshospital. Hvis faren ville sige et sidste farvel, skulle det være nu.”
Søren og hans makker kører til adressen, og det bliver hurtigt klart, at manden er i chok. Han er ikke oprevet, men går hvileløst rundt og er meget stille. Betjentene ser på hinanden og beslutter at høre vagthavende, om de må køre manden til Odense – det får de grønt lys til.
“Det føltes virkelig godt at tage beslutningen. Manden var i chok, havde ikke mange midler og skulle ellers have taget toget. Nu var der en mulighed, og vi kunne gribe den. Det er jeg virkelig glad for den dag i dag.”
”Vi hjælper ham med at få pakket lejligheden ned, og min makker får luftet hans hund, så den kan blive afleveret hos en underbo. Så fik vi pakket en taske, låst lejligheden af og båret hans ting ned i patruljevognen.”
På køreturen forsøger betjentene at bevare roen, selvom tiden er knap. Der er en speciel stemning i bilen, grundet de særlige omstændigheder, så fokus ligger på at give faren og hans kone, som også kører med, plads til mentalt at forberede sig på at nå frem til hospitalet.
“Meget af tiden var der stille i bilen – af respekt for dem. Det kunne være, de ikke havde lyst til at snakke, så det skulle der være plads til. Vi spurgte flere gange, om manden havde brug for noget og forsikrede ham om, at vi kunne stoppe undervejs, hvis det var nødvendigt.”
Den ro, som Søren og hans makker har forsøgt at opretholde, fortsætter, da de når Odense Universitetshospital omkring midnat. De følger faren og hans kone ind på hospitalet og bliver med dem, indtil en læge tager over. Derefter vender de tilbage til København og begynder at bearbejde dagens indtryk.
En måned senere sker der noget uventet i sagen. Faren ringer til servicecenteret i Københavns Politi og beder dem viderebringe en besked til Søren og hans makker:
”Han fortæller, at sønnen desværre døde, men at han gerne vil takke os for vores hjælp og respektfulde behandling af hans kone. Hun kommer fra en kultur, hvor man frygter politiet, men gennem os – to betjente fra Danmark – så hun, hvordan politiet også kan være. Det havde hjulpet hende meget. Det har været skelsættende for mig at få den tilbagemelding, for så vidste jeg, at det var det rigtige, vi gjorde for dem.”
Dagen er gået hen og blevet en af dem, der står allertydeligst i Sørens hukommelse. I kraft af sin indsats og tilbagemeldingen, er opgaven blevet den, hvor han virkelig har følt, at han gjorde en forskel.
