11/09/2025
Lille-verden – refleksioner omkring selvoscillation, resonans og menneskelig udvikling
Af Ronnie Kristensen, psykolog, Center for Naturnær Menneskelig Udvikling, chefpsykolog ved Nordisk Krisekorps og udvikler af Naturnær Menneskelig Udviklingsteori
⸻
Indledning – når verden bliver for stor
I min kommende bog om Naturnær Menneskelig Udviklingsteori introducerer jeg begrebet lilleverden. Jeg bruger det til at forstå de tilstande, vi i årtier har haft for vane at sygeliggøre og reducere til diagnoser. OCD, tvangshandlinger, autistiske særinteresser, selvskade eller spiseforstyrrelser bliver i et medicinsk paradigme set som symptomer. Jeg ser dem anderledes: som naturlige, rytmiske strategier – små verdener, mennesket søger ind i, når omgivelserne ikke længere bærer.
Når vi ikke mødes resonant – når vi ikke spejles, anerkendes og understøttes på de mange sider, træk, behov, egenskaber og funktioner, vi rummer – skabes der et tomrum. Organismen vil altid forsøge at lukke dette tomrum. Her opstår selvoscillation: kroppens evne til selv at skabe gentagende mønstre, handlinger eller tanker, som giver en fornemmelse af rytme og orden.
Lille-verden er netop dette: et selvorganiserende rum, hvor vi søger resonans, når resonansfeltet omkring os bryder sammen.
⸻
Mennesket som mosaik af behov, sider og funktioner
Jeg foreslår eksempelvis at betragte mennesket som en mosaik af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber. Forestil dig en stor mosaikvæg, sammensat af tusindvis af brikker i forskellige former, farver og materialer. Nogle er stærke og lysende, andre skrøbelige og næsten gennemsigtige. Hver brik repræsenterer et aspekt af os: en biologisk rytme, en kropslig funktion, et sanseligt behov, en psykologisk egenskab, et emotionelt træk, et socialt relationelt behov.
Denne forståelse hænger tæt sammen med Maturana & Varelas teori om struktur-determination: En organisme kan kun reagere og udvikle sig ud fra sine egne strukturelle muligheder. Mosaikken er netop et billede på dette – mennesket kan kun folde sig ud, når alle brikker mødes resonant, og når omgivelserne ikke skærer dele væk.
Når mosaikken mødes resonant – når omgivelserne spejler og bærer os i vores behov, sider og træk – træder helheden frem som et levende billede. Når vi ikke mødes, ser vi afvikling: sider og træk falmer og træder i baggrunden, egenskaber og funktioner afvikles.
Her kan vi tale om kulturelt betinget dissociation. I en kultur, hvor bestemte behov eller egenskaber ikke anerkendes – fx menneskets sanselige, rytmiske eller relationelle sider – skubbes disse dele af mosaikken ud i periferien. De forsvinder ikke, men de bliver tavse, undertrykte og ofte stigmatiserede.
⸻
Lilleverden som rytmisk strategi
Når mosaikken - den menneskelige organisme ikke mødes resonant, vil organismen kompensere. Det gør den gennem lilleverden.
Lilleverden er en rytmisk strategi – et rum, hvor organismen gennem selvoscillation forsøger at skabe resonans indefra, når den ikke findes udefra. Her kan vi igen trække på Anokhins teori om funktionelle systemer: Organismen organiserer altid sine handlinger ud fra at skabe en form for regulering og overlevelse. Lilleverden er netop et funktionelt system – et midlertidigt mønster, der holder organismen sammen, når resonansen i det større felt er brudt.
Samtidig kan vi forstå fænomenet gennem Porges’ polyvagale teori: Når vi ikke mødes resonant i sociale relationer, glider nervesystemet ud af tryghedsregulering og søger selv at skabe rytme. Lilleverden bliver en slags indre “nødspor,” hvor mennesket forsøger at holde sig i live gennem gentagelse og selvorganisering.
⸻
Kliniske cases – tre livsfaser af lilleverden
Barnet med leukemi
Et seksårigt barn indlægges med leukemi. Fra den ene dag til den anden fratages han alle muligheder for at regulere sig på sine helt primære og basale behovsparametre på alle niveauer (biologisk, fysiologisk, psykisk, sanseligt og socialt).
Søvn, appetit, bevægelse, leg og nærhed bliver styret af lægers og behandleres tidsskemaer.
Han sættes i en tilstand af systemisk afmagt, hvor “mosaikken”, hans organisme, ikke mødes rytmisk resonant på relevante behovs-dimensioner. Da han vender hjem efter behandling, begynder han pludselig at udvise stærke OCD-lignende træk. Han vasker hænder igen og igen, tæller mønstre, insisterer på faste rutiner. Det er ikke en ny patologi, men et forsøg på at skabe en lille verden, hvor han oplever resonans. Han skærmer sig fra alt i omverdenen der ligger uden for hans kontrol og som han har erfaret, sætter ham i systemisk afmagt – altså en selvoscillerende strategi, hvor han forsøger at skabe resonans, efter at være blevet berøvet den gennem hele sygdomsforløbet.
⸻
Teenagepigen der selvskader
En pige på 13–14 år cykler hjem fra skole og skærer i sin hud. Hun lever i en kultur, hvor skolens krav er for høje, lærernes tilgang er funktionalistisk, og hjemme møder hun forældre, der ikke kan bære hendes følelser. Hun oplever sig konstant målt, men aldrig mødt.
Set gennem Leontjevs virksomhedsteori giver hendes handling mening: Aktiviteten er ikke tilfældig, men en måde at regulere et indre behov i fraværet af resonans. Selvskaden giver en virkning i en virkningsløs verden. Smerten, blodet, rytmen i handlingen – alt sammen skaber en form for resonans, hvor hun for et øjeblik kan mærke sig selv. Samtidigt skærmer smerten hende fra stressbelastningen ved alt det der ligger uden for hendes egen kontrol, altså de forhold der kommer til udtryk i hendes dissociative overtænkning omkring eks.: At vi ødelægger vores klode og natur og krig i ukraine; At hun ikke præsterer som hun måtte ønske i forhold til at blive dyrlæge; At hun ksla sige til hendes veninde at hun ikke kan komme med til hendes fødselsdag, og utrygheden ved, hvordan veninden nu må reagere; At mor og far ikke forstår hende og blot presser endnu mere på i forhold til for præstation og funktionalisering, frem for at støtte op om nødvendig ro til restitution samt trivsel i hendes tilværelse.
⸻
Den voksne, der arbejder sig ihjel
En mand i 40’erne arbejder 70 timer om ugen. Udefra ligner han en succes – indefra er arbejdet blevet en lilleverden.
Her kan vi igen forstå mønsteret gennem Anokhins funktionelle systemer: Arbejdet bliver det system, der organiserer hans liv, fordi det giver rytme, kontrol og en følelse af virkning. Men andre dele af mosaikken – det sanselige, sociale og kropslige – afvikles stille og roligt.
Det, der begyndte som selvregulering, ender som selvdestruktion. Og får han ikke hold på det i tide, ender det i svære belastningsskader på hele hans organisme, på biologiske, fysiske, psykisk, sanseligt og sociale parametre. Dysregulering i alle indre systemer - fordøjelse; søvn, hvile, restitution; respiration; blodtryk, hormonel dysregulering m.fl. Over tid, måske inflammatoriske tilstande som bliver til føleforstyrrelser og nerveskader..nervesmerter. Kognitiv dysfunktion i forhold til koncentration, opmærksomhedsrettethed, strukturering, organisering, rummelighed, m.v. Listen er lang.
⸻
Udvikling og afvikling – mosaikkens logik
Når vi forstår mennesket som en mosaik af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber, bliver logikken tydelig:
• Udvikling sker, når mosaikkens mange dele mødes resonant. Når vi spejles, understøttes og gives autonomi til at handle i overensstemmelse med vores intuition, nysgerrige rettethed og behovs-regulerende virksomhed.
• Afvikling sker, når mosaikken ikke mødes resonant. Når vi ikke spejles, når vores behov ikke bæres, og vi fratages råderummet til at regulere os selv. Da vil funktioner svækkes, sider og træk træde i baggrunden, og egenskaber gå tabt.
Her hænger mosaik-billedet tæt sammen med Deci & Ryans selvbestemmelsesteori: Autonomi, kompetence og samhørighed er grundlæggende behov, som skal mødes for, at mennesket kan udvikle sig. Hvis de ikke mødes, sker der ikke blot stilstand, men afvikling.
⸻
Frekvenser, vibration og resonans
Når jeg taler om rytme og resonans, kan det også forstås i et sprog, der minder om fysikkens: frekvenser og vibration. Mennesket kan beskrives som en organisme i konstant svingning – fra de mindste elektriske impulser i cellerne, til hjertets slag, åndedrættets bevægelser, de hormonelle cykler og de sociale rytmer, vi indgår i.
Ligesom et glas kan begynde at vibrere, når det mødes af lyd på dets egen resonansfrekvens, reagerer vi som organismer, når vi mødes af rytmer og frekvenser, der matcher vores egne indre mønstre. Når vi mødes af harmoniske frekvenser, falder vi til ro. Når vi mødes af støj, rigiditet eller fravær af spejling, falder vi ud af balance og søger kompensation gennem lilleverden og selvoscillation.
Man kan sige, at den menneskelige organisme fungerer som et orkester. Når resonansen med omgivelserne bryder sammen, bliver orkestret ustemt. Lilleverden er den melodi, vi spiller alene, for at holde os selv i live – indtil vi igen kan stemme os ind i den større musik.
⸻
Afslutning – resonans frem for kontrol
Jeg ser lilleverden som et afgørende begreb, hvis vi vil forstå menneskelig udvikling. Den er ikke et symptom, men en strategi. Ikke en fejl, men et forsøg på at finde rytme, når verden mister sin.
Når vi møder mennesket som en mosaik – af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber – bliver det klart, at udvikling kun sker, når mosaikken mødes resonant. Når vi ikke mødes, følger afvikling. Når vi mødes, opstår udvikling.
Denne refleksion er blot en forsmag. I min kommende bog om Naturnær Menneskelig Udviklingsteori udfolder jeg både begrebet lilleverden og mosaikken som metafor. Her viser jeg, hvordan vi kan bevæge os fra en kultur, der patologiserer, til en kultur, der forstår og understøtter menneskets rytmiske og behovsregulerende natur.
For mig er det et paradigmeskifte: fra kontrol til resonans, fra afvikling til udvikling. Fra et medicinsk/psykiatrisk paradigme baseret på et logisk rationelt og funktionalistisk tilgang til mennesket, og til et naturnært paradigme fokuseret på mennesket som rytmeorganisme med behov for resonans.
⸻
Hashtags
⸻
Referencer
Anokhin, P. K. (1974). Biology and neurophysiology of the conditioned reflex and its role in adaptive behavior. New York: Pergamon Press.
Deci, E. L., & Ryan, R. M. (2017). Self-determination theory: Basic psychological needs in motivation, development, and wellness. New York: Guilford Press.
Leontiev, A. N. (1978). Activity, consciousness, and personality. Englewood Cliffs, NJ: Prentice Hall.
Maturana, H. R., & Varela, F. J. (1980). Autopoiesis and cognition: The realization of the living. Dordrecht: D. Reidel Publishing.
Porges, S. W. (2011). The polyvagal theory: Neurophysiological foundations of emotions, attachment, communication, and self-regulation. New York: W. W. Norton & Company.
