08/12/2025
Denne måned markerer et år siden, jeg åbnede klinikken for coaching, psykoterapi og parterapi.
Når jeg ser tilbage, er der nogle erfaringer, der står særligt tydeligt frem. Ikke om drift, men om mennesker og relationer.
- Jeg har lært, at mange går (for) længe alene med et indre pres. Ikke fordi de ikke vil forandre noget, men fordi de ikke ved, hvor de skal starte. Og hvor de kan få hjælp. Når de kommer her, er det ofte med en blanding af håb, tvivl og udmattelse.
Som min kloge underviser og supervisor siger: "Terapeuten bærer håbet for klienten." Det er smukt og sandt.
Jeg har også fået bekræftet, at relationer betyder mere for vores trivsel, end vi ofte tør indrømme. Eksempelvis for de par, der kommer, når afstanden er blevet for stor, eller når kommunikationen er brudt sammen, mens de stadig håber og længes efter at finde hinanden igen. Her kan små, betydningsfulde justeringer skabe bevægelse, selv når det hele virker fastlåst.
Jeg har lært, at skam - i mange former - stadig påvirker voksne mennesker dybt. Skam over ikke at kunne finde ud af det. Skam over at føle sig forkert eller utilstrækkelig. Skam over at miste sig selv i en relation. At blive mødt med milde øjne kan være nok til, at noget begynder at løsne sig.
Tak til alle jer, der har delt jeres historier med mig det sidste år.
Tak for tilliden. Det betyder mere, end I måske ved.
Kh. Selma