29/03/2026
I morges da jeg stod op skinnede solen og luften var frisk. Jeg stod et øjeblik og tænkte over om jeg skulle sætte mig indenfor og skrive fondsansøgninger, som jeg egentlig havde planlagt, eller om jeg skulle gå ud og flytte sten, sådan nogle virkelig store sten, som ligger rundt omkring her på Østerlund og venter på at finde deres plads.
Jeg valgte stenene.
Så jeg gik derude hele dagen og løftede marksten og flintesten og mens jeg arbejdede kom jeg til at tænke på, hvad det mon er for en rejse sådan en sten har været på for at ende lige her hos os, for det er jo egentlig lidt vildt at tænke på at sten er et lille stykke verdenshistorie, noget som har eksisteret længe før os mennesker, og kommer til at være her længe efter vi er væk.
Når jeg arbejder med mennesker ude i naturen taler vi nogle gange om sten, fordi de på en måde rummer noget af det som mange af os længes efter, nemlig stabilitet, forudsigelighed og ro, og fordi de kan minder os om at ikke alt behøver flytte sig hurtigt for at have værdi.
Mange af de sten vi finder i Danmark blev under den sidste istid ført hertil med isen fra Norge og Finland, og det synes jeg er en fasinerende tanke, at noget som i dag ligger helt stille i vores have engang har været på en lang rejse gennem landskaber og tider vi næsten ikke kan forestille os.
Når vores nabo som er landmand pløjer sine marker kommer stenene til syne, og vi er så heldige at han lægger dem hos os, og hvert år fordeler vi dem rundt på vores knap to hektar, hvor nogle får lov at afgrænse bede, nogle bliver en del af vores bålsteder, og de allerstørste ender som siddepladser når vi holder kurser og ophold i naturen.
Så i dag blev ikke en dag med ansøgninger og ord og skærmarbejde, men en dag med sten og hænder og fordybelse og med tanker om, hvor stærk og stabil naturen også er, og hvordan den igen og igen minder mig om at noget af det mest værdifulde i livet ikke nødvendigvis er det der går hurtigt fremad, men det der får lov at finde sin plads i sit eget tempo.
