25/07/2025
Efter jeg læste “Utilstrækkelig” af Christian Hjortkær er jeg virkelig blevet opmærksom på, hvordan vi hele tiden bliver eksponeret for idealer, som så bliver svære at afvige fra. For når der som det mest selvfølgelige står overalt i bybilledet, at vi skal blive ved med at blive ved, at vi skal få det til at ske, at vi skal stå skarpt hele tiden, og at vi skal have en flad mave, osv. osv., hvordan kan vi så tillade noget mindre? Hvordan kan vi stole på, at vi er gode nok, selvom vi ikke altid lever op til de ting? Hvordan undgår vi så at føle en kæmpe utilstrækkelighed?
Det gør vi ved at begynde at få øje på det og så tage stilling til det, der står. Altså læse det og tænke over det, der i virkeligheden står. For når vi gør det, får vi ofte også øje på virkeligheden: at det er helt uopnåelige idealer, som ingen nogensinde opfylder hele tiden. At det er tomme ord, som skaber utilstrækkelighed, hvis vi tager dem ind og måler os op imod dem. Men også, at det er ord, som vi kan vælge ikke at lytte til. Ord vi kan fravælge at leve vores liv efter. Bare ord.
Du er god nok. Også når du ikke skinner hele tiden, og når din mave ikke er helt flad. Du er god nok, når du vælger at lade være at blive ved, og når du ikke får tingene til at ske. Du er god nok!
