21/12/2021
Her på årets korteste dag har jeg lyst til at sende en kæmpeportion taknemmelighed ud til alle dem der har givet mig lys og energi her i 2021!
For et år siden drømte jeg om at få mere tid til fællesskaber, bevægelse og natur! Og sikke et år… Jeg har fået opfyldt alle 3 ønsker og mere til ❤
3 fantastiske uddannelser: mastermodul i naturbaseret sundhedsfremme på KU, friluftsinstruktør uddannelsen hos DGI og naturcoach uddannelsen. Jeg har lært så mange skønne mennesker at kende og jeg har lært så meget om naturen, fællesskaber og mig selv.
100vis af timer udendørs med projekt Fri På Vandet, outdoorcamps for børn og unge, vandreture og meget andet. Af hjertet tak til Sønderlundskvarterets Idrætsforening (SIF) og We Move Familieidræt som har givet mig mulighed for at få uddannelserne og givet mig lov til at prøve tingene af og givet plads til leg, nysgerrighed og nye ideer. Foreningslivet er fantastisk!
De sidste 4 måneder har jeg også fået lov til at være en del af et stort motorikprojekt i Roskilde sammen med SIF hvor 90 børn får et stort motorik-løft inden skolestart. Det er en kæmpe stor fornøjelse at være en del af og skønt at være sammen med ungerne hver torsdag.
2022 venter lige om hjørnet og ser også spændende ud - mer’ natur, mer’ bevægelse, flere fællesskaber. Gruppeforløb i naturen, motoriktræning med endnu flere børnehavebørn, Fri på Vandet får lov at fortsætte, undervisning i friluftsliv, naturtræningsforløb, naturcoaching og naturoplevelser og alt det der er på vej oven i det og det jeg slet ikke ved er på vej. Jeg glæder mig til det hele.
Og jeg glæder mig til mange flere løbe/vandre/sejl/ro/padleture med gode folk hvor vi kan vende stort og småt - jeg fik slet ikke set alle dem jeg ville i 2021 så jeg er frisk på flere ture. Og hiv endelig også fat i mig hvis noget af det her giver ideer til opgaver, samarbejde, ideudvikling eller andet. Det vil glæde mig.
Tak til alle jer der har gjort 2021 til et lyst, legende, lærerigt og supersjovt år. Jeg glæder mig til at lege videre med jer alle!
Rigtig glædelig jul og godt nytår - lad os sammen gøre 2022 til et fantastisk år ❤
Følg med for flere naturaktiviteter på www.sammenudenfor.dk og www.facebook.com/sammenudenfor
...(og bare lige for the record - der har også været masser af dårlige dage - jeg er stadig også en sur og træt mor/kæreste der glemmer ting og roder helt vildt og laver dårlige madpakker og jeg kigger stadig alt for meget på skærm, men det slår jeg mig selv i hovedet med dagligt så nu øver jeg mig lige i at fokusere på alt det gode som 2021 har været fyldt med 😉....
Sammen Udenfor tilbyder oplevelser i naturen. Vi laver både arrangementer for børn, unge og voksne samt tilbyder individuelle samtaler i naturen. I naturen finder nervesystemet ro og giver plads til nye tanker og aktiviteter.