26/12/2025
Har du nogensinde været så svimmel, at du måtte holde fast i væggen?
Så svimmel, at du blev bange for din egen krop?
Jeg kender det.
Jeg har stået i køen i supermarkedet og mærket gulvet gynge under mig.
Jeg har været til familiearrangementer og måttet holde fast i borde for ikke at miste balancen.
Jeg har vågnet om morgenen og tænkt:
“Hvordan skal jeg stå op, når jeg ikke engang kan stå?”
Den form for svimmelhed kunne ramme mig før, under og efter min stresssygemelding.
Og det skræmte mig mere end noget andet.
For når kroppen svajer, føles livet usikkert.
Man bliver bange for at besvime, bange for at miste kontrollen – bange for sig selv.
Men her er det, jeg først forstod senere 👇
Min svimmelhed var ikke farlig.
Den var et signal.
Et råb fra min kloge krop om, at jeg troede på tanker, der fik mig ud af balance.
I dag har jeg stadig små glimt af svimmelhed engang imellem.
Men forskellen er enorm:
Jeg bliver ikke bange.
Jeg ved, at det er min indre livskraft, der guider mig tilbage til ro.
Kroppen fortæller mig, når jeg mister fodfæste i hovedet – før jeg mister det i virkeligheden.
At begynde at samarbejde med min krop, i stedet for at frygte den, blev den største forandring i mit liv med stress.
Og måske vigtigst af alt:
Stress er ikke altid sygdom.
Nogle gange er det sundhed i forklædning – et kald fra kroppen om at finde hjem til dig selv.
Jeg ville ønske, jeg kunne råbe det ud i hele verden.
For ingen skal tro, at deres symptomer er tegn på, at de går i stykker.
Ofte er det tegn på, at kroppen prøver at samle dem igen ❤️