12/11/2025
Jeg fik for nylig en kommentar på et opslag, som ramte mig. Ikke hårdt, men nok til, at jeg kunne mærke den velkendte uro i maven.
Mit sind gik straks i gang:
“Han dømmer mig.”
“Jeg burde ikke blive påvirket.”
“Jeg burde vide bedre – jeg arbejder jo med det her!”
Og lige dér blev jeg fanget. Ikke i hans ord, men i mine egne tanker om, hvordan jeg burde have det.
Sådan er det ofte: vi tror, det er verden, der rammer os, men i virkeligheden er det vores egne tanker og fortolkninger, vi mærker.
Det betyder ikke, at vi ikke bliver påvirket, for selvfølgelig gør vi det. Det betyder bare, at der bag reaktionen altid ligger et øjebliks glemsel: et øjeblik, hvor vi har mistet forbindelsen til roen og klarheden i os selv.
Da jeg opdagede det, faldt jeg lidt til ro.
Jeg skrev et svar, ærligt og fra hjertet.
Måske kom det en smule fra forsvar, måske fra klarhed – og det er helt okay. For vi er mennesker.
At forstå, at vores oplevelse altid bliver skabt indefra,
betyder ikke, at vi skal være “zen” hele tiden.
Det betyder bare, at vi hurtigere opdager, hvad det er, der egentlig foregår i os.
Nogle gange er kærlighed at være stille.
Andre gange er kærlighed at sige “nej tak”.
Begge dele kan komme fra den samme ro.
Vi mister ikke os selv, når vi glemmer os selv et øjeblik. Vi opdager bare, at vi i virkeligheden aldrig kan miste det, vi er. 💚
