04/11/2025
Denne beskrivelse er meget i tråd med min erfaring med børn og unges skærmforbrug. Det er ikke så sort og hvidt. Vi bliver nød til at se på hver enkelt, om skærmforbruget bringer ro i nervesystemet (altså regulering) eller om det gør det modsatte. Se på barnet efter skærmaktiviteten og over tid. Hvordan går det med søvnen, humøret, kontakten mm - og så er det de voksnes ansvar at hjælpe med at styre tidsforbrug og indhold. Jeg ved det er svært, for man er op imod stærke kræfter.
💻 SKÆRM SOM REGULERINGSRUM
– Når klinisk ræssonering møder neurovidenskabelige fund.
De fleste råd om børns skærmbrug hviler på antagelser om et neurotypisk nervesystem – et system, der spontant bevæger sig mellem aktivitet, social kontakt og ro, og som regulerer sig naturligt gennem leg og fællesskab.
For mange neurodivergente børn, herunder børn med autistiske, ADHD- eller PDA-profiler, er nervesystemets fysiologiske organisering imidlertid anderledes.
Forskning viser, at disse børn ofte har lavere parasympatisk og højere sympatisk tonus end neurotypiske jævnaldrende, målt ved lavere hjerterytmevariabilitet (HRV) og højere LF/HF-ratio (de Araújo et al., 2023; Bharath et al., 2019).
Deres autonome system har derfor vanskeligere ved at vende tilbage til ro efter aktivering, og selv almindelige indtryk kan opleves som overvældende. Denne nedsatte autonome fleksibilitet gør dem mere sårbare over for miljøets rytmer og krav.
Samtidig peger studier på, at personer med ADHD har ændret dopaminsignalering i hjernens belønningssystem, særligt i nucleus accumbens og striatum, hvilket påvirker motivation, arousal og tidsfornemmelse (Volkow et al., 2009; MacDonald et al., 2024). Det handler ikke om for lidt dopamin, men om en ændret følsomhed og synkronisering i dopaminsystemets rytmer – et andet forhold mellem forventning, handling og belønning.
Når man forstår denne neurofysiologiske baggrund, bliver det tydeligt, at samme stimulus ikke virker ens i forskellige nervesystemer.
Et barn med høj grundarousal og lav autonom fleksibilitet kan reagere helt anderledes på omgivelser og stimuli end et barn med et mere reguleret baseline-niveau. For nogle børn kan digitale miljøer derfor fungere som en fysiologisk reguleringsflade – et sted, hvor tempo, stimuli og grænser er kontrollerbare.
I en polyvagal forståelsesramme kan det beskrives som, at barnet midlertidigt genvinder ventral vagal tilgængelighed gennem forudsigelighed, struktur og egen styring. Skærmaktiviteter tilbyder pauser, rytme og fordybelse i et sanseligt felt, hvor kroppen ikke skal forsvare sig.
Studier af flow-tilstande viser, at denne form for fokuseret engagement er forbundet med øget parasympatisk aktivitet og beroligende neurokemiske processer (Csíkszentmihályi, 1990; Harmat et al., 2015). I flow opstår en dobbelt tilstand – intens opmærksomhed kombineret med fysiologisk ro – som mange neurodivergente børn spontant søger gennem skærmaktiviteter.
For andre kan skærmen naturligvis virke overstimulerende, især hvis aktiviteten indebærer stress, præstationspres eller stærke sensoriske indtryk.
Pointen er ikke, at skærmbrug altid er regulerende, men at det kan være det for børn, hvis nervesystemer er organiseret omkring behov for forudsigelighed, kontrol og afgrænsning. Her kan skærmen fungere som et midlertidigt eksternt nervesystem – et beskyttende rum, hvor fysiologisk balance kan genoprettes.
Når man arbejder ud fra denne forståelse, flytter fokus sig fra generelle anbefalinger om “for meget” eller “for lidt” skærm til præcis observation af det enkelte barns fysiologiske signaler: åndedræt, blik, muskeltonus, søvnmønster, meltdown-frekvens, restitutionstid.
Den faglige opgave bliver at undersøge, hvordan barnet reagerer – ikke at vurdere ud fra normer, men ud fra faktisk reguleringskapacitet.
Denne tilgang repræsenterer ikke en afvisning af evidens, men et udvidet evidensbegreb: Klassiske RCT-studier, neurofysiologisk forskning, praksisnære case-forløb (n-of-1/SCED) og klinisk ræsonnering vægtes side om side i en abduktiv og pragmatisk vidensforståelse, hvor slutning til bedste forklaring er central (Samuel et al., 2022; Timmermans & Tavory, 2014; Alfano & Moya, 2025).
Det handler ikke om at vælge mellem forskning og erfaring, men om at lade dem mødes i en helhedsorienteret syntese, hvor data, krop og kontekst danner fælles grund.
Set i det lys bliver spørgsmålet om skærmbrug ikke et moralsk eller kulturelt spørgsmål, men et neurofysiologisk og kontekstuelt. For nogle børn er skærmen ikke en flugt fra livet, men en vej til at kunne være i det.
Udvalgte referencer
Filcikova, D. & Mravec, B. (2016). Alterations in autonomic nervous system in autism spectrum disorders: Means of detection and intervention
Bharath, R. D. et al. (2019). Comparison of Physiological and Biochemical Autonomic Indices in Children with and without Autism Spectrum Disorders
Volkow, N. D. et al. (2009). Evaluating Dopamine Reward Pathway in ADHD. Clinical Implications
MacDonald, K. et al. (2024). The dopamine hypothesis for ADHD: An evaluation of evidence accumulated from human studies and animal models
Csíkszentmihályi, M. (1990). Flow: The Psychology of Optimal Experience. New York: Harper & Row.
Harmat, L. et al. (2015). Physiological correlates of the flow experience during computer game playing
Samuel, D. B. et al. (2019). A scoping review of randomized trials assessing the impact of n-of-1 trials on clinical outcomes
