Psykoterapeut MPF Kamilla Baagø

08/08/2021

INFORMATION d. 5.8.2021. Debat. Behov for evaluering af tidens børnesagkyndige undersøgelser
Vi er fire fagpersoner med hver vores faglighed, der har stiftet bekendtskab med børnesagkyndige undersøgelser, og det er vores opfattelse, at de bygger på et metodisk grundlag, der ikke garanterer troværdighed. Derfor bør de evalueres og ændres nu
KOMMENTAR Signe M. Hegestand, Birgitte Gottlieb, Camilla Newcomb Burgess og Anne-Mette Barfod Medlemmer af Netværk for Børns Velfærd
Mandag den 26. juli havde sognepræst Sidsel Jensdatter Lyster en kronik i Information, hvor hun stiller sig kritisk over for, hvordan det kan være, at de børnesagkyndige undersøgelser, der ofte bliver tungen på vægtskålen i afgørelsen af bopæls- og samværssager, ikke er blevet evalueret. Psykologi er ikke en eksakt videnskab, og resultater af børnesagkyndige undersøgelser er tit et udtryk for psykologens subjektive holdninger til samvær – eksempelvis med en voldelig forælder. Konsekvensen er, at angsten for næste samvær kaster en skygge over barndommen.

Vi er fire fagpersoner med hver vores faglighed, der har stiftet bekendtskab med børnesagkyndige undersøgelser, og det er vores opfattelse, at de bygger på et metodisk grundlag, der ikke garanterer troværdighed. Vi har gentagne gange set, at de metoder, der bliver brugt, primært er interview og observationer. Selv når de suppleres med udvalgte test, rykker det ikke ved det faktum, at der i disse undersøgelser er et stort frirum til subjektiv fortolkning af det sete og hørte.

Adskillige fejlkilder
Der findes test, som er mere sikre end kortvarige observationer og interview, for eksempel test af barnets tilknytningstype til henholdsvis far og mor. Det undrer os, at vi i striben af børnesagkyndige undersøgelser kun har set ét eksempel på anvendelse af sådanne test.

Hvorfor er det i øvrigt børnesagkyndige, der undersøger børnenes voksne forældre? Voksne må være uden for deres kompetenceområde.

Man må forvente, at undersøgelser, hvis genstandsområde er menneskers liv og skæbne, udføres efter alle videnskabelige regler for at sikre troværdighed. I de børnesagkyndige undersøgelser, vi har set, har der endda gjort sig adskillige fejlkilder gældende. Vi nævner fem eksempler her:

1. Undersøger har svært ved at forholde sig neutralt til en eller begge forældre, og en partiskhed skinner igennem.

2. Undersøger kommer med sin tilstedeværelse til at påvirke familiens medlemmer og undersøger således ikke dem, men sin egen effekt på dem. Det kaldes Hawthorn-effekten.

3. Undersøger får ikke skabt tillid til sine interviewpersoner, og svarenes kvalitet bliver derefter.

4. Undersøger er styret af en særlig ideologi, som skygger for et objektivt syn på familien. For eksempel at der af ligestillingsgrunde skal være samvær for enhver pris, uanset at barnet udviser angst og modvilje eller fortæller troværdigt om vold.

5. Undersøger undlader at bekræfte forældrenes oplysninger. Den forælder, som ærligt indrømmer sine fejl, risikerer at miste børnene til en forælder, som er patologisk lystløgner.

Det er temmelig katastrofalt, at myndigheder som familieretshuse og domstole, der efterfølgende skal afgøre et barns skæbne, læner sig ukritisk op ad børnesagkyndige undersøgelser, hvis resultater ikke kan betragtes som troværdige.

En børnesagkyndig vil oftest være en psykolog med særlig viden om børn. Psykologi er et fag, der består af en vifte af samfundsvidenskabelige, humanistiske og naturvidenskabeligt baserede teorier for eksempel om børns udvikling, trivsel og så videre. Nogle af disse teorier udspringer af gentagne observationer – andre af et mere spekulativt grundlag. Psykologer vælger frit deres teoretiske udgangspunkt som den optik, de ser barnets verden gennem. Det betyder, at den børnesagkyndiges subjektive præferencer kan komme til at præge undersøgelsen.

Flere gange har vi for eksempel set, at det barn, der modsætter sig samvær, fordi det har erfaringer med vold, tvinges til samvær, fordi den børnesagkyndige anbefaler det med den begrundelse, at samvær kan give barnet et mere nuanceret billede af den voldelige forælder. Denne forklaring er svær at forstå for almindelige mennesker.

Kvalitet bør te**es
Det er vores erfaring, at der mangler en klar videnskabelighed og garanteret objektivitet i de børnesagkyndige undersøgelser. De børnesagkyndige undersøgelser bør underkastes en grundig metodisk kvalitetstest og – kvalitetsudvikling. Dansk Psykolog Forening har i længere tid arbejdet på at få designet en ensrettet efteruddannelse med krav til udførelsen af disse opgaver. Det haster med en revidering af konceptet. Indtil det er sket, bør man droppe de nuværende undersøgelser, fordi mange børnesagkyndige undersøgelser gør større skade end gavn. Man bør endvidere overveje at trække de undersøgelser tilbage, der er foretaget.

For hver dag træffer en domstol afgørelse om, at et barn skal gennemleve en barndom med vold, fordi det anbefales af en børnesagkyndigs undersøgelse i ligestillingens navn.

Information.dk/deltag

Signe M. Hegestand, aut. psykolog med speciale i psykisk vold og forfatter. Birgitte Gottlieb, cand.mag., lektor og systemisk uddannet HR-konsulent og forfatter. Camilla Newcomb Burgess, sociolog og musikterapeut. Anne-Mette Barfod, cand.polit., stifter af PsykiskVold.dk

Ønsker du at indsende et indlæg til debatredaktionen, skal du bruge formularen nedenfor. Alle felterne skal udfyldes. Vi ønsker kun indlæg, der er forbeholdt Information, og debatredaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Udfyld felterne nedenfor:

02/07/2021

Rainer Maria Rilke:
So you mustn't be frightened, dear Mr. Kappus, if a sadness rises in front of you, larger than any you have ever seen; if an anxiety, like light and cloud-shadows, moves over your hands and over everything you do. You must realize that something is happening to you, that life has not forgotten you, that it holds you in its hand and will not let you fall. Why do you want to shut out of your life any uneasiness, any misery, any depression, since after all you don't know what work these conditions are doing inside you? — Rainer Maria Rilke
Letters to a Young Poet

08/12/2019

https://www.youtube.com/watch?v=6WbUMt7_Vf8&feature=youtu.be&fbclid=IwAR1C4X3mBJDWR05YKY6Bg6aFSdA_JFmMPZgZuSXYvNrS4EvNIpuLFVWVWt4

In this TED-like talk for a Dream Salon in Vancouver, I talk about how ALL nightmares have healing potential, even the worst trauma dreams. Watch and see if ...

20/10/2019

Kristeligt Dagblad - 2019-06/21
Myten om det isolerede selv gør os ulykkelige

Den norske professor og psykiater Finn Skårderud møder hver dag mennesker, der bebrejder sig selv, at de ikke præsterer nok eller lever op til deres egne idealer. I stedet for systemkritik bedriver vi selvkritik, siger han. Men peger samtidig på, at vi måske er ved et vendepunkt

Bjørg Tulinius skriver fra norge, tulinius@k.dk

Finn Skårderud har haft en travl morgen. Han kommer ind i rummet som den sidste og skynder sig op gennem stolerækkerne for at få headsettet på. Han er dagens første hovedtaler, men forinden måtte han lige bruge tid på en patient, som havde brug for at tale med ham.

Nu står den kendte norske forfatter, professor og psykiater så på podiet og kan kigge ud over de 250 kvinder og mænd, der har indtaget stolerækkerne foran ham. De er samlet i centrum af Norges hovedstad, på Folketeatrets 12. etage med en imponerende udsigt over Oslos tårne, tage og kupler og til de blå fjeldsider i baggrunden.

Denne onsdag i juni markeres 10-årsjubilæet for ”Kompasset”, der er Blå Kors’ tilbud om terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i misbrugsfamilier. Med tavshed, tabu og skam som nogle af de fænomener, der ofte følger med en barndom i skyggen af de voksnes forbrug af alkohol og stoffer. Følelser, som Finn Skårderud kender indgående fra sit arbejde som psykiater, fra sin forskning i psykisk sygdom og gennem sit omfattende forfatterskab, hvor det ikke kun er den enkeltes mentale tilstand, men hele samfundets, han undersøger. Hvor den enkeltes problemer ofte ses som udslag af den kultur, vi lever i.

Som Skårderud ser det, er det nemlig langtfra kun udsatte børn og unge, der har det svært. Indre uro, rastløshed og netop skamfølelse er derimod generelle kendetegn ved det moderne individ. For godt nok får de fleste af os dækket vore materielle behov i velfærdsstater som både Norge og Danmark, ”det, vi derimod mangler, er en oplevelse af retning eller mening. Vi savner også ro og overblik i en kompleks verden, hvor det mest stabile, man kan få øje på, er, at alting ændrer sig hele tiden”.

I Norge ved de fleste, hvem Finn Skårderud er. Og med bogen ”Uro. En rejse i det moderne selv” fra 1998 blev Skårderud også et navn med international genklang. Ved siden af sit arbejde som psykiater, stifter og direktør for Villa Sult, Institut for Spiseforstyrrelser i Oslo, holder han utallige foredrag og deltager i konferencer over hele verden, og han kender udmærket den umiddelbare tanke, mange mennesker kan sidde med, når folk med hans profession er til stede.

Med et glimt i øjet siger han derfor, at han godt ved, ”at psykiatere som jeg ofte bliver beskyldt for at ville diagnosticere alle, vi møder”, men bliver alvorlig, da han tilføjer, at han i virkeligheden nærmere oplever, at vi lever i en kultur, hvor alle har travlt med

at diagnosticere sig selv. Skårderud tilføjer, at vi jo lever i et godt samfund på mange måder, ”men at der er så mange trends, der viser os, at vi ikke er helt o.k. Man taler om triste piger, om ensomme unge mænd og om, at mange af os ganske enkelt er udslidte”.

”Derfor vil I nok se på mig som dagens standuptragiker. For i dag taler jeg som samtidens mørkemand, der prøver at forstå, hvorfor mange er ulykkelige, selvom vi lever i et af verdens lykkeligste lande.”

I virkeligheden er den 62-årige professor og ekspert i spiseforstyrrelser ikke kun pessimist på vores kulturs vegne. Han tror nemlig også på ”menneskets evne til at overraske. På at vi er nysgerrige, undrende og rummer en slags dynamisk overlevelsesevne. Men lige nu er det helt store problem, at vi tror, vi skal klare alting selv. At den enkelte bebrejder sig selv for at have det svært. Eller for ikke at præstere godt nok. At man er sin egen ulykkes smed”.

I en god halv time tager Finn Skårderud tilhørerne med på en rejse i det moderne selv og dets udfordringer. Han peger på, at empatien er truet, når vi alle hver især primært er optaget af vores eget individuelle selvrealiseringsprojekt. At vi oven i idealet om at realisere os selv også har fået et ideal om at optimere os selv.

Et konstant pres om at gøre os mere sunde, f***e, produktive og effektive. Og med en ikke bare indbildt, men også reel kamp om pladserne på blandt andet studier og arbejdsmarked og derfor desværre som konsekvens også en kamp imod hinanden. En tid, hvor manden, der til en jobsamtale siger, at han sagtens kan se sig selv være på netop denne arbejdsplads de næste 25 år og på den måde gøre sig fortjent til gulduret for lang og tro tjeneste, mødes med skepsis fra virksomhedsejeren, der spørger, om han ikke skulle overveje at gå til psykolog.

Der er både smil, grin og alvorlige blikke i salen, mens Skårderud taler, og mange vil bagefter trykke hans hænder og sige tak.

Han skynder sig ud til bilen, som hastigt blev smidt ind på den eneste ledige p-plads tidligere på morgenen. Båsen er tydeligt afmærket som handicapbås, men der er heldigvis ingen bøde i forruden.

”Ja,” siger han, ”jeg skammer mig.”

Tilbage i Villa Sult, en smuk ældre patriciervilla på et bakkedrag i den vestlige del af Oslo, uddyber Finn Skårderud sine pointer, og siger, ”at hvis man erkender begrænsningen, så tror jeg faktisk, at et terapeutisk rum som dette er et udmærket udsigtstårn til vores samfund og dets indbyggede problemer”.

En stor del af problemerne finder han i sin

egen professions ophav. Hvor psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, etablerede den myte om det isolerede selv, som Skårderud i dag udfordrer.

”Freud fik ved at isolere selvet som det, der skulle behandles, skabt grundlaget for et menneskesyn, der fjerner idéen om, at identitet og selvudvikling altid er noget, der sker i kraft af mødet med andre. Som filosoffer ellers lige siden Hegel har påvist, så bliver vi altså ikke os selv gennem os selv. Vi bliver kun os selv gennem andre. Freud har derfor store aktier i, at vi i dag nærmest tabuiserer et begreb som afhængighed, der jo i virkeligheden er noget positivt.”

Men ikke kun socialiteten og den gensidige afhængighed bliver dermed demonteret. Det samme gør sjælen, siger Finn Skårde-rud.

”Idéen om at mennesket har en sjæl, afløses i den moderne og naturvidenskabeligt orienterede verden, som Freud befinder sig i, af det nye begreb ’sindet’. Et meget medicinsk udtryk, der fører til ord som ’sindslidelser’, som vi kan behandle, udtænke manualer og retningslinjer for. Men dermed åbner vi også for et nyt menneskesyn. Hvor tingsliggørelsen sniger sig ind. Som passer fint ind i den omsiggribende markedstænkning, der egentlig var forbeholdt det private erhvervsliv, men som langsomt internaliseres og med sin konkurrencelogik groft sagt gør os til varer og livet på en måde til en børs. Hvor alt bliver målt og vejet, og der handles med social anerkendelse, selvværd, overskud og underskud. Hvor vi sætter pris på os selv og hinanden, og hvor vi diagnosticerer ’afvigelser’ i stedet for at være interesserede i dem. Rummet for normalitet bliver på den måde også trangere. På trods af vores idé om, at modernitet og frihed ’til at skabe sig sel v’ ellers hænger sammen.”

Myten om det isolerede selv får senere følgeskab af myten om det optimerede selv.

”Det er en version, der kommer til os via USA, og som handler om, at vi nu ikke kun skal gøre syge mennesker raske, men også gøre raske mennesker endnu mere raske.”

Det seneste eksempel er fænomenet ”biohacking”, hvor især unge, amerikanske karrierefolk fra techindustrien forsøger at forbedre deres krop og mentale formåen ved en lang række strenge regler og diæter. Skårderud beskriver, hvordan grundlæggeren af Twitter, Jack Dorsey, dyrker idéen om at forbedre sin biologi og dermed øge muligheden for succes ved at meditere to timer dagligt, isbade og altid småløbe til jobbet. Han har begrænset aftensmåltidet til en enkelt gang om ugen og faster hele weekenden.

Skårderud opsummerer denne nye optimeringstrend med ordene: præstation, præsentation og produktion.

Ifølge Skårderud har vi dog svært ved at afkode, hvordan denne markedsbaserede logik har sneget sig ind i vores syn på os selv og hinanden.

”Før var det Gud, kirken og traditionen, der lagde præmissen for, hvem jeg er. Og der var tydelige grænser for, hvad jeg måtte og ikke måtte. Forbud og regler for, hvad jeg skulle og ikke skulle. Det var med andre ord let at afkode og orientere sig i. Men i det senmoderne er hele vores identitet og socialisering blevet mere flydende og diffus, og det er, som om vi hele tiden bare skal bevæge os videre, udfordre os selv og frem for alt sige ja! til al såkaldt ’udvikling’. Den sydkoreanske filosof Byong-Chul Han siger, at der på en måde er for meget positivitet i vores tid. Han skelner mellem det tidligere disciplinsamfund og det nuværende præstationssamfund. Disciplinsamfundet kendetegner han ved fængslet, kasernen og til en vis grad fabrikkerne, hvor der blev sagt meget nej! I dag har vi derimod en ideologi, der siger, at alt er muligt. Et præstationssamfund, kendetegnet ved banker og fitnesscentre, hvor vi hele tiden skal sige ja! Alt kan lade sig gøre. Just d o it! Men samtidig glemmer vi, at der altså er forskel i vore udgangspunkter. Der er stadig strukturelle, klassemæssige, socioøkonomiske eller emotionelle forskelle på vores muligheder. Det har vi desværre mistet blikket for. Systemkritikken er afløst af selvkritikken. Med skam som en udbredt følelse. Ikke fordi jeg har gjort noget galt, men fordi jeg ikke har formået at leve op til ’mine egne’ idealer.”

Med udsigtstårn i et terapeutisk rum, hvor folk dukker op med indre uro og masser af selvbrejdelser, ofte også selvskade, er Finn Skårderud derfor mest optaget af, hvordan vi i stedet kan skabe fænomener som tillid, tryghed og mening. Og i den forbindelse er han begyndt at bruge ordet ”sjæl” i stedet for ”sind”.

”I år har jeg for første gang skrevet seriøst om, hvad der blev af sjælen. For det er et ord, der har været tabt, men som jeg tror, vi skal til at bruge igen. Som terapeut kan jeg jo sagtens spørge en spiseforstyrret patient om hendes vægt. Men hvis jeg bliver i dén tilgang til hende, ville jeg jo operere inden for samme diskurs og dermed som terapeut på en måde være ’smittet’ af hende. Derfor prøver jeg i stedet at åbne et refleksivt rum ved at spørge ind til, hvad hun er optaget af, hvad der interesserer hende. Man kan også kalde sjælen, eller det refleksive rum, for nysgerrighed, undren, spiritualitet eller religiøsitet. Det er ikke så afgørende for mig, for det handler om det samme: At der findes et rum uden for den rigide instrumentelle fornuft. Et rum, hvor noget har værdi, bare fordi det er. At venskab er godt, fordi det er

godt. Ikke fordi det er nyttigt. Og hvor vi holder fast i, at det at være menneske handler om relationer, og at kærlighed selvfølgelig er det bedste af alt.”

Godt nok indledte Finn Skårderud sit oplæg tidligere på dagen med at kalde sig selv for ”samtidens mørkemand”. Men han ser faktisk en interessant bevægelse for tiden, som giver ham håb om, at den ensidige og indadrettede selvkritik og individuelle skamfølelse måske er ved at ændre sig.

”I mange år har der været en tendens til, at de kollektive regler ikke var så tydelige længere. Men det ser ud, som om der er en bevægelse i gang omkring hele klima- og miljødebatten, hvor de unge faktisk forsøger at løfte en kollektiv skamkultur op igen. Hvor de leder efter en normativ styring, og hvor vi ser en ny form for moralsk engagement, der i positiv forstand peger udad og ikke kun indad. Hvor man måske, populært sagt, i stedet for at blive anorektiker kan blive klimaengageret. I et fællesskab med andre. Hvor kritikken rettes andre steder hen end mod én selv, og hvor man vil opdage, at der også gemmer sig en stor kraft i at skulle gøre en indsats for andre end sig selv.”

Finn Skårderud er spændt på at følge udviklingen. Og han undrer sig heller ikke over, at det er Greta Thunberg, en 16-årig svensk teenager med Aspergers syndrom, der har sat meget i gang.

”Vi lever jo i en kompleks tid, hvor mange føler sig magtesløse, impotente, i forhold til de mængder af informationer, vi dagligt udsættes for. Også i forhold til klimadebatten. Hvor meget rødt kød må vi spise? Hvad forurener mest? Hvad stiller vi op? Hele tiden får vi nye meldinger. Og hvordan skal mennesket overleve i den kompleksitet? Jeg tror, at man enten bliver lammet, eller også må man skære igennem kompleksiteten og se det hele sort-hvidt, præcis som Greta Thunberg gør. Vi taler diagnostisk om hende, men det er jo præcis hendes evne til at udpege et enten-eller, som giver hende gennemslagskraft i en ellers diffus verden.”

Så måske er myten om det isolerede selv alligevel ved at blive korrigeret. Af en ungdom, som ifølge Finn Skårderud ellers har betalt den højeste pris for vores ubetingede tro på, at man kan og skal skabe sig selv.

”Og måske får vi så det ungdomsoprør, som netop min generation paradoksalt nok har efterlyst. Men måske ikke på den måde, vi havde tænkt os. De kommer ikke og kræver friere rammer og færre normer. I stedet kommer de måske til at sige noget, vi ikke bryder os om. Noget, der indskrænker vores ellers fasttømrede illusion om ubegrænset frihed.”

—

Finn Skårderud

Født i 1956. Norsk psykiater, professor og forfatter. Uddannet læge i 1982 ved universitetet i Oslo, specialistuddannelse i psykiatri, særlig ekspertise i spiseforstyrrelser. Etablerede Institut for Spiseforstyrrelser i Oslo i 1997, og i 2014 medstifter af det nye Institut for Spiseforstyrrelser, Villa Sult. Ud over behandling og forskning danner Villa Sult også ramme om undervisning og uddannelse.

Har udgivet en lang række bøger, der også har slået hans navn internationalt fast, herunder ”Sultekunstnerne” fra 1991, ”Uro” fra 1998 og ”Andre rejser” fra 2004. Fast klummeskribent ved den norske avis Aftenposten og skriver jævnligt indlæg i Dagbladet Information.

Gift og har tre voksne børn.

LÆS MERE

14/10/2019

Artikel i Psykoterapeutforenings blad nr. 1. 2019.

AT SKRIVE SIG SELV.
Om kreativitet og de kreative, terapeutiske potentialer i at skrive sammen med afsæt i eget liv.
v. psykoterapeut MPF Kamilla Baagø.

• Følgende artikel handler om kreativitetens betydning for vores trivsel, - de trange vilkår den har i de livsforhold vi har skabt omkring os, og om hvordan vi trods det kan skabe rum for den i vores liv.
• Den handler om den kreative skriveproces som en helende praksis, om betydningen af at finde sin stemme, sit personlige subjektive sprog og derigennem et fodfæste for sin egen væren.
• Den handler om gruppefællesskabet og det at dele sprog som en måde at genetablere tilhørsforholdet til verden, hvor ensomhed og skam har skabt disintegration.
• Og så handler artiklen mere konkret om arbejdet i de terapeutiske skrivegrupper i mit regi.

Jeg arbejder som psykoterapeut med klienter i individuel terapi og gruppeterapi, og har i mange år ansporet klienter til at skrive og brugt skriveprocesser som en del af den terapeutiske proces. I de seneste år har arbejdet med terapeutiske skriveprocesser fyldt mere og mere i min praksis og fået målrettet karakter i form af skrivegrupper og skriveworkshops.
__________________

Rum for ”værelse”

Vi lever i en verden med et menneskesyn præget af nyttetænkning, målstyring, præstationsoptimering, manualisering og evaluering af processer ud fra effektivitetskriterier og produktivitet. Det er en tænkning og nogle værdier, der præger snart sagt alle domæner af vores samfund og vores livsform. De viser sig i pleje, pædagogik, medicinsk behandling, arbejdsliv, undervisning, politik og i den måde vi behandler børn, syge og gamle på. Vi tager det med i vores sociale liv, vores kærlighedsliv, vores familieliv, vores kropslige liv. Vi lever også i en verden, der larmer. Både rent bogstaveligt, men også i form af informationslarm og underholdningslarm. Der er få oaser, frirum, fredelige og stille steder hvor det er muligt at synke ned i sig selv og komme til sig selv. Dertil kommer, at de frirum og oaser der findes, er diskriminerede steder. De er idømt at være uden værdi, fordi de netop er kendetegnet ved at være uproduktive - ingen nytte til. De kaldes barnlige, svage, dovne, forkælede, måske endda farlige eller syge.
Og vi kan ikke holde til det!

At være menneske er mere end at være funktion, og dette besværlige ”mere end funktion” rører på sig og kræver plads. Der er et indre liv, fornemmelser, behov og impulser. Det er stemmer indeni, der taler - nogle gange råber. De kalder på opmærksomhed og fortæller, hvordan det er at være til i det liv der leves. De giver en uophørlig feedback til livssituationen.

Når konflikten imellem den indre tilstand og den rent faktiske livssituation bliver for stor, og den tilstand er blevet fastlåst - når de indre stemmer er blevet overhørt tilstrækkeligt længe, bliver de påtrængende og begynder at komme til udtryk som symptomer. Jeg ser som alle der arbejder med psykoterapi, et utal af mennesker i min praksis, som kæmper for at hænge på, og som oplever ikke at have sig selv med, at være ved siden af sig selv, måske ude af sig selv. Jeg ser også mennesker som oplever på en mere alvorlig måde at have opbrugt deres kræfter, som bryder sammen - ”går i stykker”. Det er svært for alle, som ikke er robuste, eller som bare er i sårbare faser af deres liv at holde til at være her, og det er almen kendt, at et stigende antal mennesker i vores ”lykkelige” samfund får symptomer. De værdier og livsmåder vi praktiserer, skaber nogle tilstande vi diagnosticerer som sygdomme: angsttilstande, depression, stress, kroniske træthedstilstande, opmærksomheds – og kontaktforstyrrelser med videre.
I forhold til at komme sig fra de tilstande hjælper de objektive, diagnostiske kategorier ikke. Der skal et personligt, subjektivt orienteret arbejde til for at genfinde sig selv, når man oplever at have tabt sig selv.

Vi lever i verden, og der skal vi være, men hvordan kan vi være i verden OG have os selv med? Virginia Woolf har skrevet bogen ”Eget værelse”. En fantastisk titel ikke mindst i den danske oversættelse, hvor den refererer til det at have et ”eget rum” for ”egen værelse”, - tilstedeværelse, - væren. At have et eget rum for ”værelse” er en forudsætning for at opretholde oplevelsen af forbindelse til den man er. Det er en forudsætning for at kunne høre sin egen stemme.
Et rum for ”egen værelse” kan tage mange former. At sætte sig og skrive er en handling, der går ud på at skabe et sådant rum for sig selv. For mange er alene det at opdage at have en stemme, at denne stemme lever, en overraskende og helende oplevelse. Det er en oplevelse af at findes, af at være virkelig. For mange opleves det som at fremkalde et billede, der har ligget indeni som et negativ.

Kreativitet er meget andet end at skrive. Sproget er ét stof blandt mange andre, som man kan rode i, makke med, forme og udtrykke sig igennem. For mange, også mennesker, der ikke har skrevet før, viser det sig, at netop det at begynde at skrive med udgangspunkt i eget liv er en overordentlig hjælpsom vej til at genskabe en indre forbindelse, der er gået tabt, - og genvinde tilstedeværelsen i tilværelsen. At have en stemme betyder at have mulighed for at give udtryk for, hvordan det opleves på et helt personligt, subjektivt plan at være tilstede i tilværelsen som det opleves her og nu. Den lille bog, der ligger i lommen eller tasken, på bordet eller ved sengen, kan blive en dyrebar følgesvend, en værdifuld ledsagende stemme. At have forbindelse til den ”ledsagende stemme” og holde kontakten levende ved at skrive et par linjer eller mange, når noget rører på sig, kan give en lettende, helende oplevelse af at få fat i og tilgang til sig selv.

Seamus Heany, en irsk forfatter, litterat og nobelprismodtager skriver i bogen: Fornemmelsen for stedet:
”Først og sidst takker jeg den, poesien, fordi den formår at skabe en orden, der er lige så tro mod den ydre virkeligheds påvirkninger og ligeså følsom for de indre love i digterens væsen, som de krusninger der løb over vandet i den spand i bryggerset for halvtreds år siden. En orden, som tilfredsstiller alt det, som intelligensen rækker ud efter og følelser prøver at gribe. Jeg værdsætter med andre ord poesien, både fordi den er sig selv, og fordi den er en hjælp, fordi den er i stand til at skabe en flydende og livgivende forbindelse mellem sindets centrum og dets ydre omkreds”.

Lukket eller åben bevidsthedstilstand

Socialiseringen byder os tidligt i vores liv træning i at tilvejebringe og oppebære en lukket bevidsthedstilstand med et snævert og målrettet fokus. Vores evne til at honorere dette krav bruges i høj grad som en målestok for hvor velfungerende vi er. Vi lærer at arbejde for at opnå bestemte mål, og at opnå disse mål på bestemte måder, og vi evaluerer os selv og evalueres i forhold til disse mål. Når jeg taler om lukkede og åbne bevidsthedstilstande i denne forbindelse handler det om vores filtrering af det væld af ”stof” vi hele tiden er eksponerede for. Vi er under et konstant bombardement af byger af ude- og indefra kommende stof.
Vi har brug for den lukkede tilstand for at kunne fokusere. Skal vi lykkes med at opnå et mål, er der faser i processen, hvor det er nødvendigt at filtrere forstyrrende og irrelevante indtryk og muligheder fra.
Den lukkede tilstand ER værdifuld og nødvendigt, ikke mindst med det sansemæssige pres vi udsættes for i vores livsform, men den påtvinges os tidligere i livet, end vi er parate til den, og mere end det er godt for os. Ikke mindst spærrer overbetoningen af de værdier, der honoreres gennem målrettethed for andre kvaliteter og tilgange, der vedrører vores selvregulering. Den lukkede tilstand er kendetegnet ved at være en ikke-kreativ tilstand i den forstand, at nyskabelse ikke sker i det allerede kortlagte. Den kreative leg kan ikke udfolde sig i målrettethed og i tilrette- og kortlagte, effektiviserede zoner. Den må nødvendigvis finde sted udenfor eller på kanten af disse, nemlig i de ikke-regulerede zoner, i pauserne, i mellem – og frirummene, i kaos og rod, i det grimme, i krat og vildnis, i det paradoksale, i det det modsætningsfyldte. Netop i de rum som vores ”velregulerede” samfund og livsform levner så lidt plads til og diskriminerer.

Den kreative tilstand er en åben, nysgerrig, legende, oplevende og lystbetonet opmærksomhed. Den handler om at åbne op for og lege med muligheder alene for at opleve dem. Det er en tilstand som ikke har andet mål, end at imødekomme sin egen frie, nysgerrige oplevelsestrang. Den indfrier ikke forventninger, søger ikke at være til nytte, vil ikke tjene nogens interesser, opfylde nogens formål, heller ikke vore egne. Den vil tilfredsstille sig selv. I sit væsen er den kreative tilstand dermed utilpasset, anarkistisk og antiautoritær. Det er dens natur at udfordre det vi har lært, måden vi agerer på og måden vi tænker på. Derfor er kreative mennesker besværlige. De er selvstændige, udfordrende og stiller spørgsmålstegn ved….….,det hele. Den kreative tilstand er en naturlig tilstand. Det er en tilstand, som det er en vital nødvendighed for os at være i kontakt med. Den er energimæssigt og mentalt fornyende, derved at den åbner mulighed for, at der kan strømme nyt stof ind og befrugte vores bevidsthed med erkendelse, med nye perspektiver. Vi kalder det in-spiration, ånd ind!.

Hvad der banker på i den åbne tilstand, er ikke tilfældigt eller kaotisk. Der ligger et tilbud i det stof – de stemmer, der presser sig på. Det der trænger sig på og tager pladsen her og nu, gør det, fordi det mangler i forhold til nødvendig fornyelse, i forhold til at skabe en højere grad af fuldstændighed i bevidsthedens indstilling i den givne situation. Det er en del af psykens selvregulering. Ofte er der tale om noget, der ikke er blevet udtrykt og ikke er blevet erkendt. Det er fortrængt bevidsthed og viden, fortrængte foruroligende oplevelser, fortrængte kræfter og følelser, vrede, længsel, sorg. Stof som har søgt kontakt med bevidstheden, men er blevet skubbet væk, fordi det ikke passede ind.
Det er altid sådan, at det der skaber forskel, forandring og fornyelse, - det man den terapeutiske kontekst kan kalde det terapeutiske moment, er kendetegnet ved at ligge UDENFOR, hvad vi vidste. Det er NYT, ofte også urovækkende, men nødvendigt at komme i kontakt med. I mødet med det, kan det ikke før skete ske, det ikke før sete ses. Noget kan forbinde sig som ikke har været forbundet før, og nye forbindelser kan opstå på en meningsgivende, fornyende og inspirerende måde.
Vi har brug for ikke-målrettede processer, for at bevæge os udenfor stierne, ind i det ikke-kendte. For at være i aktivitet, der ikke skal tjene formål, hvor vi kan komme ud af seletøjet. Vi har brug for zoner i livet, hvor vi kan udfolde os nyttesløst, zoner i livet hvor vi kan bevæge os frit. Vi har brug for flydende bevidsthed og for at lade os føre der hen, hvor strømmen fører os, fordi det nye, det fornyende er dér, og fordi vi ikke kan få adgang til det på andre måder. At holde kontakten med os selv i den henseende er en måde at vande os selv på, så vi gror. En måde at forny livsenergien og livsperspektivet.
Kreativitet er ikke en evne eller et talent vi har eller ikke har. Vi har indflydelse på os selv i den henseende, og vi har mulighed for at tilvejebringe forudsætninger for at kreativitet som tilstand får en plads i vores liv.

At blive skrivende

Vi er som mennesker født med et behov for at udtrykke os, for at kommunikere. Når netop det at skrive for nogen kan få så overordentlig stor betydning, at det bliver en livsform, har det at gøre med at befinde sig i en klemme. Klemmen består i, at der på den ene side er opstået nogle væsentlige komplikationer i forhold til at deltage og udtrykke sig frit og umiddelbart i verden, og en deraf følgende tilbagetrækning. På den anden side er der et særligt og uimodståeligt stort behov for at udtrykke sig, - en længsel efter at være med og have sig selv med - og dermed et behov for at overvinde den eksisterende barriere i forhold til verden.
Der er noget pinefuldt ved hele den situation, der kalder på at blive forløst.

Der kan ligge meget i ”væsentlige komplikationer i forhold til at deltage og udtrykke sig frit og umiddelbart i verden”. Komplikationerne kan hænge sammen med oplevelser som har slået en ud af kurs, at have oplevet ting, som ikke kan erkendes og deles umiddelbart og frit. De kan hænge sammen med en livssituation, som skaber så stort et pres på personligheden, at det er svært at ”hænge på”, leve op til de krav livet stiller. De kan have at gøre med en oplevelse af ikke at kunne spejle sig, genkende sig selv i andre på en tilfredsstillende måde, en følelse af skyhed, fremmedhed, - anderledes og udenforhed i verden. I særdeleshed tænker jeg på oplevelsen af ikke at kunne dele de oplevelser, tanker og følelser, der er mest essentielle for det menneske man er naturligt med andre. Alt i alt handler det jeg kalder ”væsentlige komplikationer” om en subjektiv oplevelse af at have vanskeligt ved at være med i livet og i verden som SIG SELV.

”Skriverummet” kan i den situation blive en erstatning for direkte kontakt og den umiddelbare udtryksmulighed, hvor denne ikke findes. Skrivningen kan blive et ”mellemrum”, et overgangsrum mellem sig selv og verden. Et rum som er privilegeret derved, at det er tilgængeligt hvor som helst og når som helst; Privilegeret derved at det dér, er muligt og ufarligt at udfolde sig, eksperimentere, lege, undersøge og finde sprog. Også sprog for indhold, der ikke kan komme umiddelbart til udtryk og spejles i verden.

På den måde kan ”skriverummet” blive et sted at komme til sig selv og finde fodfæste, når man er ude af sig selv, ved siden af sig selv, har tabt sig selv. Intet af det der skabes dér, går tabt. Det der udvikler sig dér, i det ”skjulte og private skriverum”, bringes tilbage til verden på en masse forskellige måder, på underlige måder. Som øget tilstedeværelse.

Også ikke-forfattere kan opleve at komme i en livssituation, hvor behovet for at finde sin stemme og rum for ”egen værelse” bliver påtrængende. Der er brug for og mening i at skrive, når man er under pres, når man er i klemme, når man føler sig lykkelig, ulykkelig, fortabt, berørt, forvirret, når man keder sig, når man føler sig tom, når man føler sig opfyldt. Man kan skrive som om fanden er i hælene på én, for at komme af med ting, for at hænge på, for at få sig selv med i livet.
Også når tilværelsen bryder sammen, i kriser, ved kærlighedstab, sygdom, dødsfald og sorgprocesser kan det at skrive blive en redning.
For mange viser skrivningen sig, når livet viser sig fra sin barskeste side, ikke bare som en måde at udtrykke sig og ”bearbejde” sine følelser på, men også som en måde at knytte an til noget større end sig selv. Nemlig det store sprog for den essentielle menneskelige erfaring og oplevelse, som vi igennem hele menneskehedens historie har skabt. Det sprog er vi blevet givet af dem, der var her før os. Vi bærer det i os og kan trække på det. Det er sproget for kærlighed, for tab og sorg.
I de sværeste livssituationer - når det virkelig gælder - kan dette sprog komme til os med sin helende kraft. Det kan komme som en redning og råt og nænsomt fatte om os og bære os, hvor vi ikke kan fatte om holde sammen på og bære os selv. Vi kan trække på det og genkende os selv i det som én af mange. Den oplevelse gør sig ikke bare gældende, når vi i selv forsøger at finde sprog for, hvad vi oplever, for eksempel ved at skrive. Det er den samme erfaring vi får, når vi læser og hører myter, sange, salmer, bønner, litteratur, eventyr og poesi, som i ord samler den erfaring op, vi ikke selv magter at give et sprog.

Skrivegrupperne, og om at skrive sammen.

Skrivegrupperne er ikke et udklækningssted for forfattere, og der anlægges ikke vurderinger af det skrevne ud fra litterære kriterier. Litterære ambitioner er måske nok eksisterende, og de kan også være værdifulde, men de er ikke relevante i gruppernes arbejde. Skrivegrupperne er udklækningssted for skrivere og et udklækningssted for det nye sprog der opstår, når man skriver personligt og subjektivt på sit eget stof.

Skrivegrupperne er et kreativt rum, et rum for ”værelse”, og et rum for ”værelse” i fællesskab. Hensigten med rummet er at give det nærværende, men endnu ikke kendte et sted at komme til udfoldelse, ikke bare hos den enkelte, men også mellem den enkelte og de andre. Dette forudsætter nogle tryghedsgivende, klare og sikre strukturer omkring gruppernes arbejde.

Den kreative skrivetilstand er ikke nødvendigvis en tilstand, der opstår spontant, men en tilstand man kan udvikle bevidsthed og færdigheder i at tilvejebringe.
”Det kreative ben” i skrivegruppernes arbejde handler om at få oplevelser og erfaringer med at tilvejebringe gode forudsætninger for kreativitet. Planer, ambitioner, vurderinger og kritik, hæmmer kreativiteten. Organiseringen af gruppernes arbejde går ud på at skabe et tilladende og trygt miljø, som er så frit af forventninger, præstationspres og faste mål, at noget nyt, - det nærværende, men endnu ikke kendte, kan slippe til.
Skrivegrupperne er et rum, hvor der gives støtte til at tåle det, man kan kalde det kreative ubehag, som er det urovækkende ved at befinde sig på grænsen til det åbne og ukendte, ved ikke at vide. Skrivegrupperne tilbyder et rum, hvor der er plads til at skrive om hvad som helst, på en hvilken som helst måde. Plads til at skrive løs, fortabe sig, køre ud af en tangent, til at lave kaotiske, impulsive, modsætningsfulde, grimme og rodede tekster, til ikke at vide hvad de handler om og hvad meningen er, før det viser sig, hvad de handler om og hvad meningen er.
På sigt er det hensigten at give deltagerne erfaringer og færdigheder i at videreføre det kreative rum, så de også har adgang til det udenfor gruppen.

”Det terapeutisk ben” i gruppernes arbejde består i at skrive med afsæt i eget liv. Alle bringer det de bærer på med sig ind i skrivegruppen, og vi bærer alle noget med os. Processerne i skrivegrupperne giver støtte til at være undersøgende, til at lytte til det tavse eller talende sted i os, og til give det der rører sig stemme - sprog. Det er et anerkendt forhold at det at finde og give sprog til erindringer, oplevelser, erfaringer og følelser har en terapeutisk virkning. Psykoterapien helt tilbage til Freuds ”tale-kur” er baseret på den praksis.

I skrivegrupperne introducerer jeg løbende nogle metoder, måder at arbejde med skriveprocesser på, som støtter og stimulerer den enkeltes proces. Der er en uendelig variation af mulige igangsættende oplæg til skriveprocesser, men alle går ud på at give rammer indenfor hvilke stemmer, der har været negligeret, undertrykt, mistænkeliggjort og diskrimineret, kan komme til udtryk, blive lyttet til og respekteret. De introducerede metoder handler om at medvirke til at skabe kontakt, hvor der ikke har været tilstrækkelig kontakt. Om at medvirke til at bryde gamle, stivnede konklusioner og fastlåsninger i måder at se og forstå sig selv på. De stimulerer til at åbne op for nye veje og nye perspektiver at se fra, så der kan opstå nye forbindelser. Overordnet går de ud på at skabe heling, integration og afklaring i forhold til svære livsoplevelser og/eller relationer, når man er kørt fast i sit liv, når man har tabt kontakten med egne ressourcer.

Der er faser i en skriveproces, hvor det der er i gang, skal holdes tæt til kroppen, fordi det stadig er under udrugning ”i skriverummet”. Der er også tidspunkter, hvor det tjener skriveprocessen at bringe det skrevne ud i et større rum, at lægge stemme til sine egne ord. At høre dem og lade andre høre dem, gør at man kan få øje/øre på sig selv. Mange har en oplevelse af, at det de har skrevet, først bliver virkeligt og viser sin betydning for dem, når de har læst op.
At læse op handler om gerne at ville dele, ikke om at ville vurderes, og der finder ikke kvalitative vurderinger af skriverier sted i gruppen.
Efter en oplæsning har gruppens øvrige medlemmer mulighed for at dele med hinanden, hvis der er dele af det, der er blevet læst op, som vækker genkendelse og minder om noget personligt. Oplæsningerne og de efterfølgende runder er en vigtig del af arbejdet i skrivegruppen. Sprogliggørelse er fællesgørelse. Når man giver stemme til noget, der aldrig før har været sagt, har man skabt nyt sprog. At give gruppen andel i det ved at læse op, giver andre sprog for noget, de ikke havde sprog for før, som de kan dele med gruppen. Den indbyrdes spejling af hinandens stof giver en umiddelbar og konkret oplevelse i gruppen af at dele vilkår. Af at de ofte meget forskellige oplevelser hver enkelt bringer med ind i gruppens arbejde nok er personlige, men i bund og grund er forskellige udtryk for noget som er fælles, nemlig hvordan det opleves at være menneske. Det er helende at erfare, at nok sidder hver især med sin lille pinefulde del af den menneskelige erfaring, men at denne erfaring er en del af noget fællesmenneskeligt større og vækker genklang hos andre.

Ovenstående artikel er udarbejdet i forbindelse med interview på Bogforum 2016 med samme titel som denne artikel: ”AT SKRIVE SIG SELV. Om de kreative og terapeutiske potentialer i at skrive med afsæt i eget liv”. Interviewer er psykolog Dorte Berthelsen. Interviewet findes på youtube på link: https://www.youtube.com/watch?v=PNJAYgzlj9c

Seamus Heany, (1939-2013). Fornemmelsen for stedet. Udgivet i Danmark i 1998.
Virginia Woolf (1882-1941). Eget værelse. Udgivet i Danmark i 1973.
Kamilla Baagø. Sommerfuglehuset. Udgivet på Amazon 2015.