09/03/2026
For mange forældre er det helt naturligt skræmmende, når deres barn skal på aflastning.
Det er ofte forbundet med både skam og en bekymring for, om den unge vil føle sig skubbet væk fra familien.
"Det er slet ikke der vi er", tænker mange. Og vi forstår følelsen, men kan berolige hele familien når vi møder dem, for oftest går det som moren beskriver her.
Skjærgårdsweekenderne bliver for de unge hurtigt et frirum.
Et sted med fællesskab, forståelse og mulighed for bare at være.
Og for familierne kan det give den ro og det overskud, de mangler.
"Da min datter blev indskrevet på Skjærgården, havde hun det så dårligt, at kommunen var begyndt at italesætte bosted. Hele familien var simpelthen slidt ned. Og min datter led. Jeg husker første gang hun skulle derned. Vi var overbeviste om, at det kunne hun slet slet ikke, og at de slet ikke ville kunne håndtere alle hendes tilegnede regler og særheder. Vi aftale derfor at hun skulle komme derned fredag og så kunne vi komme og hente hende senere på aftenen med mindre hun endte med at ville sove der. Så kunne vi hente lørdag morgen. …vi endte med at hente hende søndag eftermiddag i stedet. Og derefter glædede hun sig altid til at komme afsted igen. Og det gjorde vi forældre også, da vi kunne få den ro, der kunne stabilisere os nok til at fortsætte støtten til hende. I dag er Skjærgården fortid. Men for mig vil den altid være den tid, hvor vi endelig lærte at forstå at hjælpe vores datter tilbage til livet”
