19/02/2026
I går morges vågnede jeg tidligt, nogen ville måske endda sige at det stadig var nat. Jeg mærkede at den stemme , der i søndags til mit overgangsritual i forbindelse med min uddannelse på Tobias skolen, havde turdet tage nogle virkelig dybe nye skridt, havde valgt at trække sig tilbage i stilhed. Det kom selvfølgelig ikke helt uventet - jeg mærkede godt, hvor det bar hen aftenen forinden, alligevel kom det lidt som en overraskelse; at den helt forsvandt. Idet jeg udover at være terapeut også er underviser, er min stemme en vigtig del af værktøjskassen og konsekvensen blev da også, at jeg må blive hjemme - i stilhed .
Min krop siger til mig; "Nu er det tid til stilhed. Tid til at fordøje, tid til at sætte tempoet ned, tid til at lytte."
Det sker automatisk; når vi stopper med at tale, så bliver der plads til at lytte. Til fuglene, til sneen der knirker når jeg går i det eller der lige nu herude foran mit vindue rasler ned af taget. Lytte til de ydre sansninger.
Men der sker også noget andet; jeg begynder at lytte dybere til det sker indeni kroppen, til de indre sansninger - der opstår et nærvær af at mærke. Nu MÆRKER jeg at jeg er sulten, nu Mærker jeg at jeg skal på toilettet . Måske MÆRKER jeg, at jeg får hjertebanken, at musklerne spænder op. Vi kunne kalde det, et indre nærvær med de impulser, der kommer fra kroppen lige NU.
Når vi er stressede i et højspændt nervesystem, kan det være svært at have adgang til kroppens signaler. Måske har vi allerede meget tidligt i vores liv måttet lukke af for sansningerne, for at overleve i en dysfunktionel familie. Kroppen er klog og dens overlevelsesmekanismer lukker ned for de ikke livsvigtige impulser. Oftest er det desværre først, når vi kommer i ro, har ferie, at vi for alvor mærker hvordan vi har det.
Det er en lumsk spiral og har vi en gang været ramt af stres, kan sårbarheden i nervesystemet gøre det endnu sværere at at navigere i. Uroen der sitre i benene er blevet en normal tilstand, som vi overhører, efterhånden mærker vi det ikke længere og der er risiko for at vi kommer til at belaste vores krop for meget.
Lykkedes det os dog undervejs at sætte tempoet ned og evt. skabe gode honninglommer af ro og nærvær i hverdagen, vil kroppen altid fortæller os, hvad den har brug for.
Magien begynder, når vi for alvor starter med at lytte til kroppens sprog og til den dybe visdom, der er gemt i vores celler.
Hvad mærker du i dag?
