05/12/2025
Sammenhængen mellem åndedræt, spænding og regulering
Nervesystemet er i konstant bevægelse. Det registrerer indtryk, vurderer situationer og tilpasser kroppen, så den kan handle, beskytte sig og falde til ro igen. Når stress, belastning eller tidligere erfaringer aktiveres, kan nervesystemet fastholde kroppen i en forhøjet alarmtilstand også selvom der ikke længere er reel fare.
Denne tilstand kan vise sig som muskelspændinger, uro, rastløshed, træthed, et højt indre beredskab eller et åndedræt, der bliver kort, hurtigt eller overfladisk. Det er ikke et tegn på fejl i kroppen, men et udtryk for, at nervesystemet forsøger at skabe sikkerhed ud fra de mønstre, det kender.
Åndedrættet er en af de mest direkte veje ind til regulering.
Det er en funktion, der både styres automatisk og samtidig kan påvirkes bevidst. Når vejrtrækningen bliver langsommere og dybere særligt når udåndingen forlænges, stimuleres det parasympatiske nervesystem via vagusnerven. Dette understøtter en fysiologisk nedregulering af alarm, sænker muskelspændinger og giver kroppen mulighed for at falde mere til ro.
I en kropsterapeutisk sammenhæng bruges åndedrættet som et redskab til at skabe kontakt til områder af kroppen, hvor spænding eller frakobling er til stede. Det kan støtte processen med at frigøre gamle beskyttelsesreaktioner, som stadig ligger lagret i vævet eller i vaner omkring kropsholdning og bevægelse.
Når åndedrættet bliver mere frit, rytmisk og dybt, begynder nervesystemet ofte at bevæge sig fra rigiditet til fleksibilitet. Det betyder ikke, at kroppen skal være i konstant ro, men at den får lettere ved at skifte mellem forskellige tilstande som aktivitet, hvile, fokus og nærvær uden at sidde fast.
Denne fleksibilitet er en central del af et reguleret og resilient nervesystem og skaber gradvist en større oplevelse af indre stabilitet og tryghed.