ADHD coach Daniel

21/02/2026

Over 30 år senere rutsjede jeg ned ad den samme sten igen 🧠💚

For ikke så lang tid siden stod jeg på Tirslundstenen igen. Det er nok over 30 år siden, jeg sidst var der som dreng. 30-35 år. Det føles vildt at skrive.

Dengang rutsjede vi ned ad den uden at tænke over noget som helst. Det handlede bare om fart, grin og at gøre det igen.

Og så gjorde jeg det samme forleden. 43 år gammel. Satte mig ned og rutsjede.

Jeg blev faktisk bare glad. Sådan helt ærligt. Ikke højlydt. Bare en stille glæde. Og så kom tanken bagefter.

Den dreng, der stod der for over 30 år siden, vidste jo ikke, at han havde ADHD. Han vidste bare, at han tit blev misforstået. At han var lidt for meget i nogle sammenhænge. For impulsiv. For urolig. For intens.

Han prøvede ikke at være besværlig. Han prøvede bare at være sig selv.

I dag står jeg samme sted. Samme sten. Samme krop. Men med en forståelse, jeg ikke havde dengang.

Der var ikke noget galt med ham.
Hans system fungerede bare anderledes.

Og det ramte mig faktisk.

Fra drengen, der blev misforstået, til manden, der forstår hvorfor. Det er en udvikling, jeg er stolt af. Ikke fordi det har været let. Men fordi jeg har turdet kigge på det.

Det er også derfor, jeg laver det, jeg laver i dag. For der går stadig børn rundt, som ikke ved det endnu. Og voksne, der først nu begynder at forstå deres historie.

Du er ikke forkert. 🧠💚
Du har bare brug for viden om dit system.

Når vi forstår os selv, falder så meget på plads. Skam bliver mindre. Retningen bliver tydeligere. Energien kan bruges rigtigt.

At rutsje ned ad den sten igen handlede ikke om at blive barn. Det handlede om at kunne rumme ham i dag. Og det er håb. 🙌💙

Hvis du selv har fået din diagnose sent, eller står med et barn, der kæmper, så vil jeg bare sige: Det er aldrig for sent at forstå sig selv.

Og det ændrer mere, end man tror. 🌻

20/02/2026

Der er noget, jeg gerne vil sige højt.

På torsdag står jeg på scenen på Ditlevsdal Bisonfarm.

Jeg skal tale om livet med ADHD.

Ikke diagnosen på papiret.
Men det virkelige liv.

Tankemylderet.
Energien.
Skammen.
Styrken.
At være for meget og samtidig føle sig forkert.

Det her foredrag har jeg holdt over 10 gange.

Hver gang er der nogen, der kommer hen bagefter og siger:

“Det føltes som om, du talte om mig.”

Det er derfor, jeg gør det.

Hvis du selv har ADHD
Hvis du er forælder
Hvis du elsker én med ADHD
Eller bare gerne vil forstå det indefra

Så kom.

Vi spiser sammen.
Vi griner.
Vi bliver måske lidt ramt.
Og du går ikke hjem som den samme.

Det er på torsdag.

Jeg lover dig én ting:

Det bliver ikke overfladisk.

Er du med? 🙌💙🌻

Link i kommentarfeltet

20/02/2026

Jeg har taget en beslutning🙌💚

Mit online ADHD-forløb har indtil nu kostet 895 kr.

Jeg kunne se én ting ret tydeligt.

Når prisen var lavere, var der langt flere, der turde gå i gang.
Flere skrev. Flere købte. Flere tog faktisk første skridt.

Og helt ærligt… Jeg vil hellere hjælpe 100 end 10.

Så jeg har valgt at gøre forløbet permanent mere tilgængeligt.

Den nye pris er 349 kr.

Ikke som tilbud.
Ikke midlertidigt.
Bare sådan.

For mig handler om, at flere får sprog for deres ADHD og begynder at forstå sig selv.

Og det skal faktisk fejres 😄💙

Derfor giver jeg 15 % rabat hen over weekenden.

Brug koden: FEB15

Det er 24 videoer + 24 korte refleksionsvideoer.
Du tager det i dit tempo.
Du kan vende tilbage til det igen og igen.

Hvis du har overvejet det før,
så er det måske nu 🙌

Link i kommentarfeltet

19/02/2026

“ADHD er blevet en folkesygdom.”
“Vi har vel alle lidt ADHD.”
“Det er jo bare en trend.”

Noget mange hører tit.

Og jeg ved godt, det sjældent er sagt for at ramme nogen. Men det rammer alligevel.

For nej… vi har ikke allesammen “lidt ADHD”.

Vi kan genkende travlhed.
Vi kan genkende at glemme ting.
Vi kan genkende at blive utålmodige.

Men det er ikke det samme som at leve med et nervesystem, der konstant skal reguleres.
Det er ikke det samme som at kæmpe med fokus, impulser, søvn, følelsesintensitet og selvværd – hver eneste dag.

Det, der er sket, er ikke at ADHD er blevet en trend.
Det er blevet synligt.

Sociale medier har gjort det nemmere at dele erfaringer.
Viden er mere tilgængelig.
Folk tør sige det højt nu.

Før sad mange alene og troede, de bare var forkerte.

Så ja… jeg lavede faktisk et lille hjerte i 3D.
Og når man åbner det, står der en finger 😂❤️🖕🏼

Sagt med kærlighed, humor og et glimt i øjet 🙌

Der er forskel på at genkende træk og at leve med en diagnose.

Hvad tænker du selv?
Er det blevet en trend… eller er det bare blevet legitimt at tale om det? 🙌💙🌻

18/02/2026

Har du lagt mærke til det her? 🎶🧠

En begynder at nynne en sang.
Bare de første to ord.

Og så… kan vi ikke lade være.

Vi fortsætter.
Helt automatisk.
Som om nogen trykkede på en knap inde i os.

Det er faktisk en ret typisk ADHD-ting.

Ikke fordi vi er mere “barnlige”.
Ikke fordi vi vil overdøve folk.

Men fordi vores hjerne elsker mønstre.
Den hader uafsluttede ting.
Og den reagerer lynhurtigt på stimuli.

Musik er dopamin.
Forudsigelighed er dopamin.
Genkendelse er dopamin.

Når nogen starter en sang, så aktiveres belønningssystemet med det samme.
Og vores hjerne vil have lukket cirklen.

Den vil færdiggøre melodien.

Det er det samme princip som:

• Når vi afslutter andres sætninger
• Når vi ikke kan lade en rytme være
• Når vi trommer på bordet
• Når vi har en sang kørende i hovedet i 3 dage

Det handler om sensitivitet overfor stimuli og hurtig respons.

Og helt ærligt…

Jeg elsker det ved ADHD 🙌💙

Det er legende. Det er spontant. Det skaber fællesskab.ø🙌💚

Det er de øjeblikke, hvor to mennesker bare bryder ud i sang midt i noget alvorligt – og griner.

Det er ikke kun uro.
Det er også liv.

Genkender du det?
Er du også typen, der SKAL synge videre, hvis nogen starter? 😅🎶

17/02/2026

Nogle gange skal man turde gå en ny sti 🌲🧠

Jeg har selv prøvet at blive ved med at gå en vej, som jeg godt kunne gå… men som langsomt drænede mig.

Det ser jeg tit hos mennesker med ADHD.
Man kan godt. Man præsterer. Man får det til at se fint ud.

Men indeni ved man godt, at noget ikke passer.

Nye stier føles usikre.
Men de kan også være starten på noget, der faktisk giver ro 🍀

Og du behøver ikke gå den alene. Jeg går gerne med dig 💚

Har du måtte gå nye stier i dit liv?

16/02/2026

I dag kom jeg for sent op.

Det har jeg faktisk ikke prøvet i flere år. Ikke efter jeg begyndte at tage min ADHD alvorligt og virkelig tage hånd om den 🧠💙

For nogle år siden havde det her ødelagt hele min dag. Jeg havde stresset fuldstændig ud. Pulsen op, tankerne i selvsving, den indre stemme der siger: “Nu har du ødelagt det” og “du burde have styr på det”. Og så havde resten af dagen været præget af den energi.

Men i dag skete der noget andet.

Jeg vågnede, kiggede på uret og kunne godt mærke den gamle reaktion stå klar. Den der velkendte impuls til at panikke og lade ADHD’en tage over.

Men jeg tog en rolig indånding. Gjorde mig klar. Kørte afsted.

Jeg nåede på arbejde et par minutter før min vagt. Og ja, jeg havde åbnevagten 😊

Verden væltede ikke.

Det, der egentlig gjorde størst indtryk på mig, var ikke at jeg kom for sent op. Det var, at jeg ikke lod det definere min dag. Jeg lod ikke ADHD’en styre min reaktion.

Der er en kæmpe forskel på at have ADHD og at være styret af den. Den er en del af mig, men den er ikke min chef 🙌💙

Og måske er det det, udvikling i virkeligheden handler om. Ikke at man aldrig laver fejl. Men at man ikke længere mister sig selv, når man gør 🍀

Kan du genkende den der gamle autopilot, der står klar, når noget går skævt? 😊💙

15/02/2026

15/02/2026

Jeg skulle bare lave hytteostboller. Og mistede overblikket 🙌

Tænkte, jeg dobler lige portionen.

Alt gik fint… indtil jeg hælder 4 dl mel i, og ikke 2. Alt andet var bare dobbelt.

Står midt i køkkenet og kan mærke det der splitsekund, hvor overblikket ryger.

Man har vel ADHD 😂

Før i tiden havde jeg nok tænkt “nå, det er også typisk mig” og blevet irriteret.

I dag gjorde jeg noget andet.

Jeg stoppede. Kiggede på dejen og mærkede efter konsistensen på den.

1 æg mere og en lille slat mælk.

Og de blev faktisk virkelig gode😍

Det er egentlig det, jeg prøver at sige så tit:

Det handler ikke om, at vi ikke mister overblikket, for det gør vi.

Det handler om, hvad vi gør bagefter.

Og nogle gange bliver det ret godt alligevel 🙌💙

Her er opskriften, så I slipper for at spørge 😄

Hytteostboller med masser protein:

500 g hytteost
5 æg
4 dl havregryn
4 dl hvedemel
2 tsk bagepulver
1 tsk salt
En lidt slat mælk
Hvis dejen virker for fast:
Smid et ekstra æg i eller en lille smule mælk.

Rør først mælk og hytteost sammen. Rør det hele sammen. Form boller.
Bag 20–25 min ved 180 grader varmluft.

Nemme. Mættende.
Og tilsyneladende ret ADHD-sikre 😅

Kan du genkende det der med at miste overblikket midt i noget helt simpelt? 🙌

14/02/2026

En vigtig ADHD-lektion jeg har lært 🙌

Jeg har lige opgraderet min 3D-printer 💙

Men jeg startede ikke dér.

Jeg startede i den billige ende.
Testede.
Legede 😊
Mærkede efter.

Først da jeg kunne mærke, at det gav mening, at interessen holdt,og at jeg faktisk brugte det, så opgraderede jeg 🌻

Det har jeg lært på den hårde måde.

For med ADHD kan vi:

• Blive begejstrede hurtigt 😊
• Se alle muligheder
• Ville have det bedste udstyr med det samme
• Bruge mange penge på en idé, der dør efter 3 uger 🍀

Det er ikke fordi vi er dumme.
Det er fordi vi er intense.

Derfor har jeg lavet en regel for mig selv:

Start småt.
Bevis interessen.
Opgrader bagefter 🙌

Det gør tre ting:
1. Det beskytter økonomien 🍀
2. Det tester om det er hyperfokus eller reel passion
3. Det giver en sund følelse af progression 🌻

ADHD handler ikke om at slukke vores idéer.
Det handler om at styre dem 💙

Du må gerne få nye interesser. Du må gerne gå all in.

Men lær at bygge lag på, i stedet for at eksplodere fra start.

Hvad har du købt stort ind i, som aldrig rigtig blev til noget? 😊

Og hvad har du startet småt med, som faktisk voksede?

Del det – jeg læser med 🙌💙🌻🍀😊

13/02/2026

ADHD er ikke kun rod.
Det er heller ikke kun en superkraft 🧠🌻💚

Det er begge dele. Og nogle dage er det mest det ene.

Jeg kan være skarp. Kreativ. Se ting hurtigt.
Mærke mennesker. Gå all in.
Arbejde hårdt, når det giver mening.

Og så kan jeg være impulsiv.
Utålmodig. Overvældet. Træt i hovedet.

Jeg har prøvet at skamme mig over den side.
Prøvet at tage mig sammen.
Prøvet at være “mere normal”.

Det virkede ikke.

Det, der virkede, var at begynde at forstå min hjerne i stedet for at kæmpe imod den.

ADHD er ikke en undskyldning.
Men det er en forklaring.

Og når man kender sin forklaring, kan man begynde at tage ansvar på en anden måde.

Det her er ikke et opslag om at romantisere ADHD.
Det er heller ikke et opslag om at gøre det til en tragedie.

Det er bare virkeligheden.

To sider. Én hjerne. Én person.

Hvad genkender du mest hos dig selv?