Prokrop - Massage og Kropsterapi

19/02/2026

NYT GRUPPEFORLØB HOS PROKROP🫂

Har du været tæt på et menneske med narcissistiske træk?

Et familiemedlem / Et forhold / En arbejdsrelation

At komme ud af en sådan relation kan føles overvældende, forvirrende og smertefuldt. Mange sidder tilbage med tvivl, forvirring, skam eller selvbebrejdelse – og med et stort behov for bare at blive mødt og forstået uden at skulle forklare sig.

Mit gruppekoncept “Det Behandlende Fællesskab” – er et trygt og nænsomt rum for dig, der har oplevet psykisk vold eller manipulation i en relation med et narcissistisk menneske. Her kan du være præcis, som du er. Du bestemmer selv, om du har lyst til at dele, eller om du blot vil lytte og være til stede i fællesskabet. Der er ingen terapi – kun samtale, ro og nærvær i et trygt fællesskab med andre, der forstår, hvad du har været igennem.

Der er pt. 5 pladser tilbage, du kan læse mere her⬇️

https://system.easypractice.net/event/det-narcissistiske-vaesen-vejen-ud-af-en-giftig-relation-og-tilbage-til-dig-selv-797c8

Vel mødt i fællesskabet🫂

18/02/2026

DEN LILLE KROPSTERAPEUTISKE LOMMEBOG FRA Totum.dk :-)

Flipsnack is a digital catalog maker that makes it easy to create, publish and share html5 flipbooks. Upload a PDF or design from scratch flyers, magazines, books and more.

18/02/2026

TAG DIG AF BARNET🤲🏻

“Du overreagerer ikke. Det er dit indre barn, der reagerer.”

Når du bliver trigget…
Når kritikken rammer for hårdt…
Når du føler dig forladt, selvom du ikke er det…

Så er det ofte ikke den voksne dig. Det er en yngre del af dig, der stadig bærer gamle oplevelser. Man kunne kalde det for, det umodne nervesystem.

Indre barn-terapi handler om at møde den del med omsorg i stedet for skam.

Og her kommer kroppen ind.

For det sidder ikke kun i tankerne – det sidder i nervesystemet.

I den spændte mave.
I den stramme kæbe.
I den overfladiske vejrtrækning.

Kropsterapi hjælper kroppen med at give slip. Indre barn-arbejde hjælper hjertet med at hele. Når du forstår dit indre barn og beroliger din krop, stopper du med at kæmpe imod dig selv. Du begynder at have dig selv og blive din egen tryghed.

17/02/2026

MIN PTSD-REJSE SLUTTER HER🙏🏼

16/02/2026

EN DRENG SOM MIG👦🏼

Jeg faldt over denne sang i morges og den har ikke sluppet mig siden.

Jeg beskæftiger mig meget i min hverdag med at hjælpe voksne mennesker ud af usunde relationer – oftest relationer til en kæreste eller en ægtefælle. Men det, der rammer mig allermest, er børnene. Børn af en narcissistisk forælder – hvem er de egentlig?

Ja, de er først og fremmest født ind i dynamikken og mønstrene og forsøger på bedste vis bare at leve – eller overleve – med det livsvilkår, at “mor er mor” eller “far er far”. De kender ikke til andet. Det, der udefra kan se uforudsigeligt, kaotisk eller følelsesmæssigt voldsomt ud, er for dem hverdag.

De lærer tidligt at aflæse stemninger. At mærke rummet, før de mærker sig selv. De bliver eksperter i tonefald, blikke og energiskift. For deres trivsel – og nogle gange deres tryghed – afhænger af, om de kan forudse næste bevægelse.

Nogle bliver det dygtige barn. Dem, der præsterer, tilpasser sig og forsøger at gøre sig uundværlige. De lærer, at kærlighed er noget, man fortjener gennem perfektion.
Andre bliver problembarnet. Dem, der reagerer, gør modstand eller “fylder for meget” – og dermed kommer til at bære familiens frustration og skyld.
Og nogle bliver de usynlige. Dem, der forsvinder ind i sig selv, fordi det sikreste sted er i skyggen.

Fælles for dem er, at deres behov ofte står i anden række. De lærer, at deres følelser kan blive afvist, latterliggjort eller vendt imod dem. De kan vokse op med en grundlæggende tvivl på deres egen oplevelse:
“Var det virkelig så slemt?”
“Overdriver jeg?”
“Er det mig, der er for følsom?”

Konsekvensen…

Konsekvensen er, at strategier, der engang var livsnødvendige, bliver til mønstre, de tager med sig ind i voksenlivet.

Det dygtige barn bliver ofte den voksne, der overpræsterer, tilsidesætter egne behov og har svært ved at sige nej. Den, der tager ansvar for alles følelser – og sjældent mærker sine egne.

Problembarnet kan blive den voksne, der konstant føler sig forkert. Som hurtigt går i forsvar. Som enten kæmper hårdt for at blive hørt – eller opgiver på forhånd.

Det usynlige barn kan blive den voksne, der har svært ved at fylde i relationer. Som undgår konflikter for enhver pris. Som glider med – også når det koster.

Mange børn af narcissister kæmper med:
• Svage eller uklare grænser
• Skyldfølelse, når de vælger sig selv
• Overansvarlighed
• Frygt for afvisning
• Tiltrækning mod relationer, der føles velkendte – også når de er usunde

Ikke fordi de ønsker smerte. Men fordi det velkendte føles trygt. Kroppen genkender dynamikken, selv når hjertet lider.

Strategierne i voksenlivet…

De strategier, der engang var nødvendige for at overleve, bliver automatiske:

At please.
At tilpasse sig.
At forklare sig.
At overanalysere.
At tage skylden.
At lukke ned for egne behov.

Problemet er ikke, at strategierne fandtes. Problemet er, at de fortsætter, når faren ikke længere er der.

Som voksne kan de stå med en diffus følelse af tomhed eller utilstrækkelighed. De kan have svært ved at mærke, hvem de egentlig er, hvis de ikke præsterer eller tilpasser sig. De kan føle sig ensomme – selv i relationer.

Men der er også en anden side…

De er ofte ekstremt empatiske. Reflekterede. Ansvarlige. Loyale. De har en dyb forståelse for menneskelige dynamikker. Den styrke, der blev udviklet for at overleve, kan blive en bevidst ressource, når den ikke længere styres af frygt.

For heling begynder ofte her:
I erkendelsen af, at barnet gjorde det eneste, det kunne.
At strategierne gav mening dengang.
Men at de ikke behøver styre resten af livet.

Børn af en narcissist er ikke ødelagte. De er formet af deres vilkår.
Og det, der er formet i overlevelse, kan formes på ny i tryghed.

Med bevidsthed.
Med sunde grænser.
Med selvrespekt.
Og med den vigtigste erkendelse af alle:

Det var aldrig barnet, der var problemet❤️

Søren Torpegaard Lund · en dreng som mig · Song · 2024

15/02/2026

DIAGNOSENS TVETYDIGHED🤔

Hvornår bliver en diagnose en forklaring OG ansvar – og hvornår opleves den som en undskyldning og fralæggelse af ansvar?

Vi lever i en tid, hvor flere end nogensinde får – og tager – deres diagnoser alvorligt. Det gælder for så vidt også mig selv, med diagnoser som generaliseret angst og uspecificeret personlighedsforstyrrelse og en igangværende udredning for CPTSD (PTSD).

Det er i udgangspunktet et fremskridt. For en diagnose kan være en ramme for det, der før blot blev kaldt “svært”, “mærkeligt” eller “forkert”. Den kan skabe forståelse, åbne døre til støtte og give individet en ramme at navigere i - altså diagnosen som et værktøj.

Men samtidig opstår et mere følsomt spørgsmål: Hvornår oplever omverdenen, at en diagnose bliver udnyttet i relationelle og sociale sammenhænge?

Det er et følsomt felt. For ingen ønsker at mistænkeliggøre reelle udfordringer. Alligevel er det værd at undersøge den spænding, der kan opstå mellem forståelse og ansvar.

En diagnose er og har altid for mig, gennem både mit privatliv og pædagogiske virke, været et værktøj. Et redskab til at forstå egne eller andres mønstre, regulere sig selv og kommunikere sine behov. Den kan forklare, hvorfor bestemte situationer er overvældende, hvorfor konflikter eskalerer hurtigere, eller hvorfor struktur er nødvendig for trivsel. Men et værktøj forpligter. Det kræver en stor ansvarfølelse.

Når omverdenen oplever, at en diagnose bliver “udnyttet”, handler det sjældent om selve diagnosen. Det handler om fraværet af ansvar. Hvis diagnosen bruges som endestation fremfor udgangspunkt – “sådan er jeg bare” – kan relationer komme under pres. For relationer er optimalt set gensidige og ligeværdige - vi har alle vores adfærdsmønstre - nogle er tillærte og andre er medfødte. Uanset oprindelsen, så er det individets eget ansvar at tage sig af det, så man kan indgå i det sociale fællesskab.

Ansvar i denne sammenhæng er ikke at ignorere sine begrænsninger. Tværtimod.

- Ansvar er grænsesætning: at kende sine triggere og melde dem ud.

- Ansvar er erkendelse: at kunne sige “det her er svært for mig – men det er mit arbejde at håndtere det”.

- Ansvar er oplysning: at invitere andre ind i forståelsen, uden at pålægge dem at bære konsekvenserne alene.

- Og ansvar er selvomsorg: at tage pauser, søge hjælp og regulere sig selv, før relationer slides.

Omverdenens oplevelse af “udnyttelse” opstår ofte dér, hvor belastningen bliver ensidigt fordelt. Når partneren konstant skal rumme, kollegaen altid skal tilpasse sig, eller vennen igen og igen skal glatte ud – uden at se bevægelse, refleksion eller indsats den anden vej.

Det er ikke diagnosen, der slider. Det er asymmetrien.

Samtidig må vi turde spørge: Har vi som samfund en tendens til at svinge mellem to yderpunkter? Enten romantiserer vi diagnoser som identitetsmarkører – eller også reducerer vi dem til undskyldninger. Begge dele er forsimplede. En diagnose er hverken karakterbrist eller fripas. Den er en ramme.

Det nysgerrige spørgsmål bør måske ikke være: “Bliver diagnoser udnyttet?” Men snarere: “Hvordan skaber vi en kultur, hvor diagnoser bruges konstruktivt – med både gensidig forståelse og ansvar?”

For når en diagnose anvendes som et aktivt redskab, styrker den relationer. Den skaber klarhed, forudsigelighed og empati. Når den derimod bliver et skjold mod selvrefleksion, opstår mistillid.

Balancen ligger ikke i at stille hårdere krav til sårbare mennesker. Den ligger i at insistere på, at sårbarhed og ansvar kan eksistere samtidig. At vi både kan sige: “Det her er svært for mig” – og “Jeg tager ansvar for, hvordan det påvirker dig.”

Måske er det netop her, modenheden ligger. Ikke i fraværet af diagnoser, men i måden vi bærer dem på – i fællesskab.

”Desværre oplever jeg nu, efter at hun fik sin diagnose, at hun bruger den som undskyldning. Ikke bare hvis hun kommer for sent eller aflyser, hvilket sker oftere, men også hvis noget bliver svært for hende.”

Læs mere her: www.alt.dk/5716885

15/02/2026

14/02/2026

GIV ANGSTEN DET KOLDE GYS❄️

Vinterbadning er ikke bare kulde – det er mikrostress i et kontrolleret miljø.

Når jeg frivilligt går ned i det iskolde vand, præsenterer jeg kroppen for en lille, intens stressor. Pulsen stiger, vejrtrækningen ændrer sig – men jeg vælger aktivt at blive - at tage styring. Jeg trækker vejret. Jeg mærker. Jeg overlever. Jeg lever❤️

Det træner nervesystemet, fordi jeg øver mig i at lærer kroppen, at denne stress ikke er farlig. Minrsnke og erfaring er, at det opbygger min robusthed - blandt andet ved min angst.

Ved gentagne, kontrollerede “mikro-stressorer” styrker jeg min evne til at regulere angsten. Jeg går fra at føle mig overvældet – til at føle mig i ro.

Kulden varer få minutter. Effekten kan vare hele dagen. 🌊

13/02/2026

NU ER DET TID🤲🏻

At starte i kropsterapi hos mig kræver mod. Ikke fordi der er noget “galt” med dig – men fordi det betyder, at du er klar til at mærke - til at være sårbar og bevæge sig ud af mønstret og ind i ukendt land - ikke alene. Jeg har dig.

Måske har du længe været den stærke. Den, der klarer den. Den, der tænker sig igennem det hele. Den, der holder ud. Den, der altid løfter, tager sig af og håndtere andres. Men kroppen glemmer ikke det, vi har været igennem. Det, den har sanset. Den gemmer på spændinger, uro, træthed, smerter – og på længsler, følelser, mønstre og kontrol.

Hos mig behøver du ikke præstere. For du skal ikke “fixes” eller “helbredes”. Du skal ikke være på en bestemt måde.

Du må komme præcis, som du er.

Kropsterapi handler ikke kun om at løsne spændinger.
Det handler om at skabe kontakt til dig. Til kroppen. Til åndedrættet. Til det, der er ægte.

Og ja – det kan føles sårbart at tage det første skridt.
Men ofte er det netop i det skridt, forandringen begynder - i ukendt land, som stille og roligt bliver mere og mere kunstsamlinger med mig.

Hvis du kan mærke et lille “ja” indeni, så er det måske tid.Tid til at vælge dig selv. 🌿

Jeg holder rummet for dig - jeg har DIG🙏🏼

12/02/2026

PERFEKT UPERFEKT - NØGENHED🤲🏼

På en lille tur til Hamborg svingede min hustru og jeg ind omkring - er lidt i tvivl om det var en tysk spa med balinesiske finish eller balinesisk spa med tysk finish - anyways vi var meget nøgne😊.

Og det er i særdeleshed spændende med kropsterapeutiske briller, fordi jeg får lov til respektfuld at arbejde med kroppe i det daglige.

Vi starter med fælles omklædning, lettere rødkindede og tildækkede i håndklæde og badekåbe. Jo mere det går op for en, at i al sin uperfekthed er vi alle perfekte, jo mere komfortable blev vi for til sidst nærmest at vandre rundt med alt gyngende, svingende, hoppende, dinglende, svajende og på alle måder bare levende uden bekymring.

At være i et rum, eksempelvis saunaguset 60 nøgne, svedende og tætsiddende, hvor alle bare var dem, de var, gik det op for mig, at det var den totale frihedsfølelse. At alle tanker foran spejlet kom til skamme, fordi vi er, som vi er og alle er forskellige og på samme tid ens - vi er bare mennesker, vi er bare kroppe. At al beklædning skjuler, løfter, dækker, strammer op, former og på anden vis udtrykker noget “fasade eller maskeret”, men så snart den sociale konstruktion er væk, er alle fri - det var meget smukt - men på samme tid også lidt trist. For i det ØJEBLIK vi trådte ind i omklædningsrummet sluttede friheden brat; vigende blikke, tildækkede kroppe, flovheden osv. - det der var så frit for bare ét minut siden.

Nu er det her IKKE en opfordring til mere nøgenhed i klinikken, for hverken mig eller jer, men måske mere en reminder om, at det perfekte menneske er UPERFEKT og dermed UNIKT❤️

11/02/2026

INTUITIONEN I OS🤲🏼

Intuition er kroppens stille stemme. Den taler ikke højt, men den taler sandt. Den viser sig som en fornemmelse i maven, en varme i brystet, et suk der slipper uden ord — små signaler, som fortæller os, hvad vi har brug for, længe før tankerne når at analysere det.

Kropsterapi inviterer os tilbage til netop denne visdom - både hos mig som behandler og dig som klient og i stedet for kun at forstå os selv og hinanden med hovedet, lærer vi at lytte med hele kroppen. Her bliver spændinger ikke bare noget, der skal væk, men derimod budbringere — bærere af historier, følelser og behov, der kalder på opmærksomhed og forløsning.

Når vi arbejder kropsligt, begynder noget at falde til ro. Åndedrættet bliver dybere. Hjertet bliver blødere. Og pludselig mærker vi os selv igen — ikke som et problem, der skal løses, men som et menneske, der må være som det er - lige nu.

Intuition vokser i det rum. Den styrkes, når vi tør sænke tempoet og mærke efter, frem for at presse os frem. I kropsterapi opdager mange, at svarene ikke skal findes — de skal mærkes. Og når kroppen føler sig set, begynder den at samarbejde. Den viser os det, der søger behandling, når det er klart til det.

Der er noget dybt helende i at blive mødt uden krav. I at få lov til bare at være, præcis som man er, mens kroppen stille løsner sit greb om det, den har båret alene. Her opstår tillid — til kroppen, til følelserne, til livet selv.

Kropsterapi og intuition er som to hænder, der mødes i midten: Den ene lytter, den anden viser vej. Sammen skaber de et rum, hvor heling ikke handler om at blive en anden — men om at vende hjem til sig selv 🙏🏻

09/02/2026

RELATION FØR METODE🫂

Er der noget jeg har taget med mig fra mit pædagogiske virke gennem 15 år, så er det, at al udviklingsarbejde med mennesker, børn, unge og voksne, skal ske gennem relationen.

Hvad kræver det? Jo, først og fremmest tålmodighed og tryghed i samværet. Dernæst er det altafgørende, at man har troen på, at vedkommende gør det bedste, de kan lige nu samt håbet om, at de vil gå skridtene sammen med dig mod forandring.

En af de største oplevelser, jeg har haft i den kontekst var mens jeg arbejdede i i København. Jeg havde fået til opgave, at besøge en dreng på 12 år med skolevægring og hjælpe ham tilbage i skole igen. Han led af selektiv mutisme og boede mere eller mindre på sit værelse under sin dyne… det var her, jeg mødte ham den første dag. Ingen ord, ingen kontakt.

I 6 måneder sad jeg 9 timer om ugen ved siden af hans seng og talte til ham, så film sammen med ham (stadig under dynen), fortalte ham om mit liv og hans muligheder. Kontinuerligt viste jeg ham, at jeg ville ham, havde troen på ham og bare viste ham tålmodighed. Indtil dagen kom… en stille hvisken under dynen: “Sagde du, at man måske kunne komme ud og kører Mountainbike?” - “JA min ven, det kan du tro!”

Stille og roligt fik ked ham op af dynen, ud af værelset, ud i naturen og verden. En kollega tog over for mig, og han startede i skole. Nogle år senere hørte jeg, at han havde færdiggjort 9. klasse og var på vej videre med mod på livet🙏🏻

Udvikling tager lang tid, der er ingen shortcuts, fixes eller smutveje. Heling tager tid og er en livslang proces med opmærksomhed på selvomsorg, ro og grænsesætning.

Men intet er umuligt… hvad der var i går, mærkes anderledes i dag og kan være forandret i morgen🙏🏻 Tro på din proces - lad mig være din tålmodige, trofaste og støttende følgesvend i de svære skridt, indtil de igen bliver lettere at træde❤️