16/02/2026
EN DRENG SOM MIG👦🏼
Jeg faldt over denne sang i morges og den har ikke sluppet mig siden.
Jeg beskæftiger mig meget i min hverdag med at hjælpe voksne mennesker ud af usunde relationer – oftest relationer til en kæreste eller en ægtefælle. Men det, der rammer mig allermest, er børnene. Børn af en narcissistisk forælder – hvem er de egentlig?
Ja, de er først og fremmest født ind i dynamikken og mønstrene og forsøger på bedste vis bare at leve – eller overleve – med det livsvilkår, at “mor er mor” eller “far er far”. De kender ikke til andet. Det, der udefra kan se uforudsigeligt, kaotisk eller følelsesmæssigt voldsomt ud, er for dem hverdag.
De lærer tidligt at aflæse stemninger. At mærke rummet, før de mærker sig selv. De bliver eksperter i tonefald, blikke og energiskift. For deres trivsel – og nogle gange deres tryghed – afhænger af, om de kan forudse næste bevægelse.
Nogle bliver det dygtige barn. Dem, der præsterer, tilpasser sig og forsøger at gøre sig uundværlige. De lærer, at kærlighed er noget, man fortjener gennem perfektion.
Andre bliver problembarnet. Dem, der reagerer, gør modstand eller “fylder for meget” – og dermed kommer til at bære familiens frustration og skyld.
Og nogle bliver de usynlige. Dem, der forsvinder ind i sig selv, fordi det sikreste sted er i skyggen.
Fælles for dem er, at deres behov ofte står i anden række. De lærer, at deres følelser kan blive afvist, latterliggjort eller vendt imod dem. De kan vokse op med en grundlæggende tvivl på deres egen oplevelse:
“Var det virkelig så slemt?”
“Overdriver jeg?”
“Er det mig, der er for følsom?”
Konsekvensen…
Konsekvensen er, at strategier, der engang var livsnødvendige, bliver til mønstre, de tager med sig ind i voksenlivet.
Det dygtige barn bliver ofte den voksne, der overpræsterer, tilsidesætter egne behov og har svært ved at sige nej. Den, der tager ansvar for alles følelser – og sjældent mærker sine egne.
Problembarnet kan blive den voksne, der konstant føler sig forkert. Som hurtigt går i forsvar. Som enten kæmper hårdt for at blive hørt – eller opgiver på forhånd.
Det usynlige barn kan blive den voksne, der har svært ved at fylde i relationer. Som undgår konflikter for enhver pris. Som glider med – også når det koster.
Mange børn af narcissister kæmper med:
• Svage eller uklare grænser
• Skyldfølelse, når de vælger sig selv
• Overansvarlighed
• Frygt for afvisning
• Tiltrækning mod relationer, der føles velkendte – også når de er usunde
Ikke fordi de ønsker smerte. Men fordi det velkendte føles trygt. Kroppen genkender dynamikken, selv når hjertet lider.
Strategierne i voksenlivet…
De strategier, der engang var nødvendige for at overleve, bliver automatiske:
At please.
At tilpasse sig.
At forklare sig.
At overanalysere.
At tage skylden.
At lukke ned for egne behov.
Problemet er ikke, at strategierne fandtes. Problemet er, at de fortsætter, når faren ikke længere er der.
Som voksne kan de stå med en diffus følelse af tomhed eller utilstrækkelighed. De kan have svært ved at mærke, hvem de egentlig er, hvis de ikke præsterer eller tilpasser sig. De kan føle sig ensomme – selv i relationer.
Men der er også en anden side…
De er ofte ekstremt empatiske. Reflekterede. Ansvarlige. Loyale. De har en dyb forståelse for menneskelige dynamikker. Den styrke, der blev udviklet for at overleve, kan blive en bevidst ressource, når den ikke længere styres af frygt.
For heling begynder ofte her:
I erkendelsen af, at barnet gjorde det eneste, det kunne.
At strategierne gav mening dengang.
Men at de ikke behøver styre resten af livet.
Børn af en narcissist er ikke ødelagte. De er formet af deres vilkår.
Og det, der er formet i overlevelse, kan formes på ny i tryghed.
Med bevidsthed.
Med sunde grænser.
Med selvrespekt.
Og med den vigtigste erkendelse af alle:
Det var aldrig barnet, der var problemet❤️
Søren Torpegaard Lund · en dreng som mig · Song · 2024