Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer

08/11/2025

Reliøse bruger påstande som argumenter for deres tros ægthed, hvilket jeg da også selv gjorde engang, ikke kun over for andre, ligeledes over for mig selv.

Jeg troede oprigtigt, at følgende påstande beviste guds/troens eksistens som sandhedEN:

👉 Jeg har mærket det i hjertet, ergo er det sandt, gud eksisterer.

👉 Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det hele ser anderledes ud, derfor må det være rigtigt - jeg troede, det var viden og var 100 % overbevist. Dengang vidste jeg ikke, hvad confirmation bias var.

👉 Jeg har oplevet guds nærvær, derfor eksisterer han og er himlen og jordens skaber/hersker.
At oplevelser ikke er fakta, anede jeg dengang ikke.

👉 Bibelen er sand, fordi bibelen siger, den er sand, den er jo guds ord.

👉 Kun i kristus kan vi være ægte frie, ergo må jeg være ægte fri - det troede jeg oprigtigt på, at jeg var, og kunne ikke se, at det slet ikke passede, og at det modsatte faktisk var tilfældet.

👉 gud er kærlighed, da han ofrede sin eneste søn for, at jeg ikke skulle ende i helvede, sikke et offer, sikke en enorm kærlighed, sikke et bevis.

👉 Mennesker er født syndige og har brug for en frelser, jesus døde på korset for at frelse os fra os selv og købe os fri af synd. Jeg føler mig som en synder og begår ofte dumme ting. Ergo er jeg en synder, der har brug for en frelser.
At det at være menneske indebærer, at man ikke kan være fejlfri, hvilket ikke er en defekt ved os, der skal bekæmpes, men et vilkår, der skal accepteres, faldt mig aldrig ind.

👉 Det er bevist, af jesus har eksisteret, derfor er han selvfølgelig guds søn, og alt, hvad der står i bibelen, er sandt - jeg troede selvfølgelig ikke på påstande om, at han blot havde været et ganske almindeligt menneske, der engang havde levet.

👉 Jeg tror på, at dæmoner eksisterer og svæver usynlige rundt til stor skade for alle dem, der ikke beskytter sig i jesu navn - ergo eksisterer de og er meget farlige.

👉 Alle, der ikke tror på gud/jesus, ryger i helvede, når de dør. Nogle mennesker har haft nærdødsoplevelser og set himlen. Ergo eksisterer den uden tvivl. Alt, hvad jeg tror på, er derfor sandt og bevist.

👉 Millioner af kristne mennesker verden over tror på, at bibelen er sand. Så mange mennesker kan ikke tage fejl, ergo er den sand.

👉 Vi mennesker har et hul i os, som kun gud kan fylde ud. Dem, der ikke tror på gud, lever triste liv. Se bare på dem, hvor triste ser de ikke ud. De længes efter at få hulrummet fyldt op. Det er min pligt at lede dem til gud.
Jeg så, hvad jeg ville se som et argument for, at jeg havde ret (confirmation bias).

👉 Mennesker har i årtusinder læst i bibelen og troet på den. Den bygger på øjenvidner. Ergo er den sand.
At nogle kunne have opdigtet "øjenvidner" eller viderebragt troen (som jo kun er en tro, ikke viden) via frygt (indoktrinering) faldt mig aldrig ind.

Disse og mange flere påstande inkl. bibelvers brugte jeg til at fastholde mig selv i troen, når jeg tvivlede. Hver eneste gang kunne jeg banke mig selv på plads med ikke-argumenter, som jeg troede, var beviser for, at jeg ikke tog fejl. Med andre ord brugte jeg selv-gaslighting.

At jeg var kodet med frygt til at forblive i troen, faldt mig aldrig ind. Jeg troede jo på sandhedEN.

Frygt er et effektivt manipulationsværktøj. Det er brugt i århundreder, fordi det virker.

Det bruges stadig i sekteriske miljøer, i religioner, i politik, i nyhedsformidling og sikkert mange andre steder i større eller mindre grad. Sikkert ofte ubevidst, af ren vane.

Ofte aner man slet ikke, at man lever i frygt. Det er bare normalen. Hvilket er med til at fastholde en i det. Endnu en løgn, der er blevet til sandhed via gaslighting, indoktrinering og hjernevask.

Jeg støder jævnligt på påstande, som religiøse mennesker bruger som argumenter/beviser. Det kan være et bibelvers eller en overbevisning. Men en påstand er ikke et argument eller et bevis. Heller ikke selvom personen, der kommer med påstanden, oprigtigt tror på, at de har fundet sandhedEN.

06/11/2025

Psykisk vold foregår flere steder, end man lige tror. Derfor skal vi tale højt om de skader, sekteriske miljøer påfører mennesker. Ofte er det ikke gjort i ond hensigt (måske aldrig?), men det gør det ikke mindre skadeligt...måske tværtimod, fordi det bliver så meget sværere at spotte.

Som samfund er vi ret blinde for kristendommens skadelige sider, fordi vi har konkluderet, at det er en kærlighedsreligion og fejlagtigt tror, at vi kan takke kristendommen for vores demokrati og gode samfundsværdier. Det er på tide, vi åbner øjnene og tør kigge det her efter i sømmene.

Klippet her er fra videoportrættet af mig, som du kan se i fuld længde via linket i opslaget 👇

05/11/2025

Jeg har besøgt podcasten Okkult til en snak om, hvad sekter er, hvilke skader de kan give, og hvordan det var at vokse op i pinsekirken præget af psykisk vold, overvåget af en altseende, dømmende gud, evig bange for verden uden for, der var ond og farlig.

Vi taler om, hvordan guds ord bruges til at rette hinanden ind og udøve negativ social kontrol. Hvordan det er at vokse op med sort/hvid-tænkning og helvedesfrygt hængende over hovedet. Jeg fortæller om, hvad der fik mig til at åbne øjnene og begynde at trevle det hele op, og hvor vanvittig en proces rejsen ud den anden side har været. Og meget mere...

Jeg er enormt taknemmelig for invitationen og muligheden for at få mine budskaber endnu længere ud. Det glæder mig meget, at flere forstår, hvor skadelige sekteriske miljøer kan være, og arbejder for at dele mere info om dette betændte emne. Tak til Stine Thomsen - en af kvinderne bag podcasten Okkult - for at invitere mig i studiet og facilitere en rigtig fin snak om et stadig tabubelagt emne, som i den grad har behov for at blive belyst.

Rigtig god fornøjelse 😊

Du kan lytte der, hvor du normalt hører podcast.

04/11/2025

Det er normalt at tvivle på dig selv og dine oplevelser, når du har været udsat for gaslighting. Derfor kan det føles voldsomt at blive mødt med udtalelser som, "jeg genkender ikke dine oplevelser" eller "jeg har aldrig oplevet noget dårligt" eller "jeg har kun mødt søde mennesker" osv. Men andres manglende indsigt i dine skader, minimerer dem ikke. De er altid gyldige. Uanset.

Fordi jeg stiller mig offentligt frem og deler mine negative oplevelser fra frikirkemiljøer, møder jeg jævnligt uforståenhed. Det får mig tit til at tænke på, om jeg måske er lidt for hård i mine udtalelser. Var det nu også så slemt? Er jeg bare negativ og vred og skal lukke galde ud? Er jeg unuanceret? Overdriver jeg mine skader?

Heldigvis er jeg ved at være vant til, at mennesker har brug for at forsvare det, jeg kritiserer, som de har kært. Men ikke desto mindre er det hårdt at høre på deres forsvar for det, der har skadet mig helt ned på celleniveau. Det kan næsten føles som en retraumatisering, fordi jeg endnu en gang ikke føler mig hørt, forstået eller taget seriøst.

Men der må jeg minde mig selv om, at det er helt okay, at de ikke forstår. Hvordan skulle de også kunne det, hvis de stadig kommer i miljøet og er glade for det? For år tilbage ville jeg heller ikke have forstået den slags udtalelser, jeg selv kommer med i dag. De har lov til at have deres oplevelser og dele dem, ligeså vel som jeg har ret til mine og til at tale højt om dem. Og det er helt fint, at vi er uenige.

Det er så indkodet i mig, at jeg skal fokusere på kirkens/troens positive sider og gør noget forkert, hvis jeg kritiserer, så deres ord rammer mig og aktiverer en gammel skam og trang til at holde mund og rette ind. Ubehaget kommer, fordi jeg går imod mine gamle indkodninger. Ikke fordi jeg gør noget forkert.

Som regel venter jeg med at svare, indtil jeg er faldet ned igen og har læst deres ord igennem nogle gange. Hver eneste reaktion lærer mig et eller andet. Det er godt for mig at høre deres perspektiv. Og det glæder mig oprigtigt, når de ikke har trælse oplevelser med i bagagen, som jeg har.

Når det er sagt, er de også nødt til at acceptere, at mange kommer ud af kirkemiljøer med store ar på sjælen, og det er vi simpelthen nødt til at tale mere om. Ellers - hvis de udelukkende er ude på at få kritikerne til at tie ved at underkende deres oplevelser - bliver det til victim blaming. Sådan virker det på mig nogle gange, hvorfor jeg straks har lyst til at gå i kødet på dem og lære dem en ting eller to, og netop derfor venter jeg tit med at svare. Hvis de skal respektere mine oplevelser og udtalelser, skal jeg også respektere deres - hvor svært det end er for begge parter.

Men husk, selvom andre ikke forstår eller genkender dine oplevelser, er det stadig dine oplevelser, og de er valide.

Og som jeg plejer at sige: Hvis nogen vil lukke munden på dig, er der en rigtig god grund til at holde den åben.
Så har du ramt ind i noget vigtigt.

Har du oplevet at blive mødt med uforståenhed og forsvar for det, der har givet dig skader?

02/11/2025

Det er så vigtigt at tale højt om skaderne ved sekteriske miljøer, hvorfor jeg er utrolig glad for, at jeg har fået mulighed for at fortælle lidt af min historie i dette videoportræt 👇

Videoportrættet er udarbejdet af journalist Christoffer Tjæreborg Paulsen, som besøgte mig i Aalborg til en snak om religiøse traumer, helvedesfrygt, C-PTSD, psykisk vold, opvæksten i pinsekirken og rejsen ud på den anden side, hvor man må kræve magten tilbage over sit eget liv. Jeg læser også lidt op fra min kommende bog.

Det er blevet et super fint portræt, hvor vi kommer omkring mange vigtige emner. Det er Christoffers private projekt, du kan følge hans nye side Ét menneske ad gangen her på fb og hans profil af samme navn på instagram. Portrættet ligger på hans YouTube-kanal, hvor jeg ved, der er flere spændende portrætter på vej.

Jeg er meget taknemmelig for at møde mennesker, der også forstår behovet for at belyse disse emner, som får alt for lidt opmærksomhed i vores samfund, og som tør stille sig frem og sætte ord på et ofte betændt emne. Det kræver mod at stikke fingeren i hvepsereden - vi kommer nemt til at stå for skud - og jo flere vi er, der hjælpes ad med at bære ansvaret videre, desto nemmere bliver det at skabe lydhørhed og forandringer. Ingen kan bære ansvaret alene. Hvorfor jeg også er utrolig taknemmelig for dig, der følger med her på siden og liker, deler og kommenterer. Det hjælper budskaberne med at nå endnu længere ud. Så tak for det.

Tag gerne et kig på portrættet 😊 Christoffer er super dygtig og har skabt en rigtig god portrætvideo, krydret med fine billeder fra byen.

God fornøjelse

Mød , der fortæller om sine oplevelser med at forlade Pinsekirken, og hvordan det er at finde tilbage til livet igen.Jeg besøgte Maria Bøgh på et b...

29/10/2025

Jeg var i et afhængighedsforhold til troen/kirken og anede ikke, hvordan jeg skulle fungere uden.

Jeg brugte bibelen til at regulere mit nervesystem. Hvis jeg var trist/utryg/tvivlende/m.m slog jeg op på et af de steder, jeg havde understreget. Det beroligede mig. Jeg burde jo nok have undersøgt, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det, i stedet for at bedøve mig selv med "guds ord".

Jeg lærte ikke, hvordan jeg begår mig i den virkelige verden og takler livets op- og nedture. Jeg lærte at stole på gud, lægge bekymringer og problemer over på ham og forvente, at han fiksede det for mig eller viste mig svaret.

Bøn var en daglig praksis, som skulle styrke mit forhold til gud og sørge for, jeg levede tæt på ham. Jeg brugte bøn som en mestringsstrategi, hvilket nok har forhindret mig i at være ordentligt til stede i livet og lære at takle det og bede om hjælp, hvis jeg havde brug for det. Hjælpen skulle jo komme fra oven. Og hvis den ikke gjorde, var det, fordi gud vurderede, at jeg ikke skulle have den.

Jeg brugte vel kirken og min kristne omgangskreds som et sted, hvor mit nervesystem kunne være i (nogenlunde) ro. Ikke fordi jeg egentlig havde det godt der, men farerne lurede altid i verden uden for, sammen med vantro, så her kunne jeg undlade at scanne mine omgivelser for satans indflydelse og hans farlige påvirkning af min tro.

Jeg levede i et afhængighedsforhold til troen/kirken, da jeg herigennem havde lært, hvad og hvem jeg var, hvad jeg skulle mene, tænke og tro. Det føltes farligt at tage stilling til noget på egen hånd, for hvad nu, hvis det var i uoverensstemmelse med troen/kirken? Hvad ville de sige? Hvordan ville de reagere over for mig? Ville gud blive vred på mig eller udstøde mig? Ville de andre ignorere mig eller sige, jeg havde gjort noget forkert og stoppe med at tale til mig? Jeg holdt af samme grund mange tanker for mig selv og fortalte næsten aldrig mine omgivelser, hvad jeg lavede, når jeg var alene, hvilke tv-serier jeg så, hvilke bøger jeg læste osv.

Jeg havde det, som om jeg var splittet i to:
Den stille Maria jeg var sammen med de andre, udvandet, smilende, medgørlig, pænt klædt, sød, ikke på tværs, pligtopfyldende m.m.
Og den mere vilde Maria jeg var, når jeg var alene og cyklede ture, klatrede i træer, tænkte frit, drømte om alt muligt og mærkede, at jeg var i live og ikke usynlig eller forkert og udvandet.

Jeg følte mig totalt usikker på mig selv, samtidig med at jeg var skråsikker og på nogle punkter hvilede meget i mig selv. Det var et underligt limbo at være i.

Jeg betragtede gud som min klippe, som jeg lænede mig op ad. Jeg skulle jo nok have lært at stole på mig selv i stedet.

Men det lærer man ikke i et afhængighedsforhold. Der lærer man at skabe afstand til sig selv, så andre kan styre en.

Jeg var dysreguleret. Ikke frelst.

Jeg var med i en sekt. Jeg havde ikke fundet sandheden.

Jeg var bundet. Ikke fri i gud/troen.

På samme måde som det er svært at vikle sig ud af et afhængighedsforhold, er det svært at forlade sin tro/sit trosfællesskab. Man er så viklet ind i det og så afkoblet fra sig selv, at man er blind for, hvad der foregår. Når man har mistet autonomien over sig selv og sit eget liv, virker det umuligt at gøre andet end at følge med. Når man ikke har lært at fungere uden, tager man heller ikke sådan lige beslutninger, der går imod ens indkodninger.

Det er et loop, man sidder fast i, og fordi man er afhængig og har brug for de fix, det giver, er det enormt svært at gå.

Men svært er ikke lig med umuligt. Styrken bliver bygget op undervejs, når man begynder at tage skridt væk fra afhængighedsforholdet. Et lille skridt nærmere mod sig selv booster selvværdet, som sandsynligvis skal bygges op helt forfra. Du kan kun tage ét skridt ad gangen, og det også nok. For sådan kommer du langt på den lange bane. Afhængighedsforhold kan heldigvis brydes. Hjernen er plastisk og kan omprogrammeres. At vikle mig ud er noget af det sværeste, jeg nogensinde har været igennem, men samtidig noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv 🙌

17/10/2025

Når du lærer, at du ikke kan stole på dig selv, bliver du det perfekte offer for manipulation.

Når du lærer, at din intuition potentielt er satan, der vil lede dig væk fra den ene sande tro, bliver du afkoblet fra dig selv - og nem at styre som en marionetdukke.

Når du lærer, at alt, hvad du er i dig selv, er syndigt, franarres du retten over dig selv og dit eget liv - og du bliver styret af noget udefrakommende.

Sådan opdrager bibelen og kirkemiljøer dig til:
👉 at være i evig krig mod dig selv
👉 underdanighed
👉 magtesløshed / fraskrivelse af magten over dig selv
👉 kronisk selvkritik
👉 selvhad
👉 opofrelse
👉 at være en marionetdukke
👉 at mangle kritisk sans
👉 ikke at kunne stå på egne ben
👉 at være et ikke-menneske

❌ Det er tyveri af menneskeliv ❌

Det er vers som disse 👇 jeg blev fodret med, fra jeg var ganske lille. Jeg har sikkert lært dem allerede i søndagsskolen og overstreget dem med rød kuglepen i min egen bibel, så jeg til hver en tid kunne finde dem og søge trøst i dem. (læs: Så jeg kunne få dem printet ind i min hjerte og blive indoktrineret, så min egen stemme blev overskrevet.)

🔴 "Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier. Vær ikke vís i egne øjne! Frygt Herren, og hold dig fra det onde; det skal være lægedom for dit legeme, en styrkende drik for din krop."

Ordsprogenes bog, kapitel 3, vers 5-8

🔴 "..stol ikke på jeres egen klogskab."

Romerbrevet, kapitel 12, vers 16

🔴 "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig."

Markusevangeliet, kapitel 8, vers 34

🔴 "For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren."

Paulus’ Brev til Romerne, kapitel 14, vers 7-8

Der findes masser af den her slags i bibelen. Og det er den slags, de prædiker i kirkerne og lærer børn, hvis hjerner slet ikke er udviklet nok til at tage ind.

Børn er letpåvirkelige, hvilket miljøerne godt ved, hvorfor de skal oplæres fra de er spæde, så læringerne sidder så godt fast, at de er svære at kigge kritisk på - selv når de bliver ældre og burde nå en alder, hvor de skulle kunne tænke selv, hvilket de "blot" ikke har lært, for kritisk sans var lig med udlydighed mod gud.

I søndagsskolen sang vi:
"Hoved, skulder, knå og tå
Hoved, skulder, knæ og tå
Hoved, skulder, knæ og tå
Alt tilhører jesus."

Det var en sjov sang med fagter til, hvor vi skulle røre den kropsdel, vi sang om. Sangen gik hurtigere og hurtigere og fik os altid til at grine 😵‍💫

Når du bliver afkoblet fra dig selv, mister du grebet om dig selv og dit eget liv.

Når du tror, du er et syndigt menneske, vil du hele tiden forsøge at ændre på dig selv fremfor at kritisere miljøet/bibelen, som lærte dig bunker af uhyrligheder. For problemet kan kun være dig, ikke troen/miljøet. Sådan er du kodet.

Når du er i evig krig mod dig selv, kan du ikke se eller tænke klart. Du kan ikke have det godt med dig selv. Derfor er det også svært at stole på dine egne følelser, oplevelser, tanker, og du har svært ved at danne dig dine egne meninger om noget som helst.

Bibelen og kirkemiljøer lærer os at være perfekte ofre for manipulation og psykisk vold, fordi vi er så afkoblede fra os selv, at vi ikke aner, at det, der foregår, er forkert.

Det er vældig "smart" at lære individet at tvivle på sig selv. Sådan skabes der grobund for magtanvendelse og udnyttelse. Det gøres frygtelig svært for individet at forlade fællesskabet og indlæringerne. Og ikke mindst at tale højt, når man endelig opdager det hele og forlader det.

Det er lige efter bogen. Mekanismerne er så åbenlyse, når først man får øje på dem. Men indtil da virker magtanvendelsessystemet, præcis som det er designet til: At undertrykke mennesker og holde dem fast i en skruetvinge, som de ofte bliver bildt ind er frihed, kærlighed, omsorg, det eneste rigtige... 😡

14/10/2025

Hvor dum og blind har jeg været?! Hvorfor så jeg det ikke noget før? Sådan har jeg ofte tænkt de senere år om de sekteriske miljøer, der fyldte det meste af min opvækst.

Men det er omsonst at tænke sådan. For faktum er, at jeg blev indoktrineret op gennem hele min opvækst. Det var hele min verden. Alle de vigtige voksne omkring mig troede på gud, bibelen, liv efter døden, frelse, synd, himmel og helvede, mission, osv.

Hvordan i alverden skulle jeg have kunnet tro noget andet?

Oveni blev jeg kodet med frygt. For helvede. Frafald. Udelukkelse. Mennesker 'udefra'. Vildfarelse. Påvirkning af det onde: Satan. Farerne lurede over alt, og de var hele tiden, altid ude på at hive mig væk fra troen, som var den allerstørste gave, jeg nogensinde havde fået.

Mistede jeg troen, mistede jeg alt, ikke mindst evigheden, hvilket betød evig ild i et farligt, fordærvet helvede.

Jeg var et meget sensitivt, tryghedshungrende barn. Jeg tog det hele dybt ind og ville så gerne være god og pligtopfyldende og bibellærd. Jeg har en meget stærk retfærdighedssans og syntes, det var frygtelig uretfærdigt, hvis de mennesker jeg kendte på min vej, hvor vi boede, ikke kom med i himlen, blot fordi jeg ikke fortalte dem om gud og troen - selvom jeg syntes, det var frygtelig pinligt. Dårlig samvittighed tyngede mig konstant over ikke at gøre og være nok for gud og troen.

Jeg var så viklet ind i det hele, at jeg aldrig stillede spørgsmål til, om troen var sand. Det var alt for farligt. Det havde alt for store omkostninger. Oveni var jeg bare et barn, der forsøgte at navigere i livet - hvilket jeg syntes var enormt svært.

Først for nogle få år siden kunne jeg erkende: Jeg blev indoktrineret og hjernevasket.

Som barn vidste jeg godt, at eks. jehovas vidner var en sekt. Men det faldt mig aldrig ind, at jeg selv levede i en sekt. Det var en helt absurd tanke, som jeg ikke beskæftigede mig med. Vi levede jo i sandheden.

Da jeg for få år siden begyndte at se miljøerne, for hvad de er, kunne jeg jo pludselig se det hele i et meget klart lys. Alle brikkerne faldt på plads. Og jeg havde tit tankerne: Hvorfor i alverden var jeg så blind? Hvordan kunne jeg tro på alt det der uden at stille spørgsmål? Hvor dum var jeg lige? Hvordan var det lige, jeg opførte mig? Hvorfor så jeg ikke, at mine egne holdninger var forstokkede? At jeg var fundamentalist? Hvad var der galt med mig?

Men det er også klassisk og en del af indoktrineringen: At bebrejde sig selv.

Når man lærer, at troen/gud/kirken er hellig, er det hævet over kritik. Den eneste mulighed er: Der må være noget galt med mig. Jeg må være problemet. Det er mig, der tager fejl.

Men det var ikke mig, der stillede for mange spørgsmål eller tænkte for meget over tingene, der aldrig helt gav mening. Jeg var indoktrineret, hjernevasket og kodet ind i et system, der er designet til at fratage mennesker magten over deres egne liv. Jeg reagerede lige efter bogen.

Min rejse ud på den anden side har også været lige efter bogen. Hele processen med at befri sig selv minder bemærkelsesværdigt meget om at forlade et voldeligt forhold eller frigøre sig fra en narcissistisk forælder.

Mekanismerne er de samme.
Systemet er det samme.
For det virker at gaslighte mennesker, indtil de tvivler så meget på sig selv, at de er nemme at styre. Det virker at udøve psykisk vold. Så sidder de fast. Det er effektivt at holde mennesker i jerngreb af frygt. Så er de i kronisk alarmberedskab, hvilket er en frystilstand. Så går de heller ingen steder. Det virker at udøve negativ social kontrol, der bliver til en slags forfølgelsesvanvid. Bid for bid nedbrydes man, og det er derfor, man ikke bare kan gå.

"Hvorfor gik du ikke bare?" bliver voldsofre ofte spurgt. "Hvorfor fandt du dig i det?" Sådanne spørgsmål viser, at man ikke forstår mekanismerne, magtspillet og den systematiske manipulation. Man bliver nedbrudt og tror, det er en selv, der er noget galt med. Og fra dét udgangspunkt er det noget nær umuligt at bryde fri. Det kræver overmenneskelige kræfter. Det er det, vi som samfund endnu ikke forstår.

Vi er nødt til at tale højt om dette. Kun sådan bryder vi mønstret og sætter spot på noget, nogle elsker at tie ihjel.

Og kun sådan bryder vi skammen, som ofrene tager på sig, men som slet ikke hører til hos dem.

Det er typisk skammen, der får os til at tie. I lang tid var jeg bange for, om jeg havde ret til at sætte ord på min historie og dele den. Jeg var så sølet ind i skam og manipuleret så meget med, at jeg stadig troede, problemet var mig. Tænk, hvis jeg sårende noget med min historie.

Men hvis vi ikke taler højt, bryder vi ikke mønstret. Det skal frem i lyset. Og vi har ret til vores historie. Det var ikke os. Det var dem/systemet. Vi blev påført ting, vi ikke selv valgte.

Derfor kan vi ikke klandre os selv for, at vi troede på det hele og ikke så det, for hvad det var. Vi var netop kodet sådan. Det var lige efter bogen, at vi sad fast og blev gjort blinde.

Det er en kæmpe sejr, at du brød fri fra hvad end du har været fanget i. Husk at rose dig selv for sådan en kraftpræstation. Det er pisse modigt og stærkt!

13/10/2025

"Lad være med at klandre gud for, hvad mennesker gør," sagde de. Hvilket egentlig betyder: "Lad være med at kritisere min tro." Sådan lukker de munden på folk i stedet for at anerkende et problem, der bør tages dybt alvorligt.

Men det er netop deres gud, jeg klandrer - for at være dobbeltmoralsk, narcissistisk, selvmodsigende, nedladende, frygtskabende, hævngerrig, løgnagtig, jeg kunne blive ved...

Det er deres bibel, deres gud og deres tro, jeg klandrer. OG deres måde at opføre sig på, agere kirke på og ødelægge menneskeliv med begrundelsen, "vi frelser mennesker fra evig fortabelse" - selvom de ikke siger dét ligeud, nej, det pakkes ind i "omsorg" og "kærlighed" til deres medmennesker på trods af, at det altid er det underliggende formål.

Kirkemiljøerne er ligeså selvmodsigende, dobbeltmoralske, nedladende, frygtskabende, løgnagtige og narcissistiske som deres bibelske gud. Selvom de tror, de spreder glæde, håb, frelse og gode gerninger. (Det gør de måske også for nogle?)

Nu er det selvfølgelig ikke helt så sort/hvidt, som jeg stiller det op. Det er mig bekendt ikke alle kirkemiljøer, der er frygtelige, og jeg har af gode grunde ikke været i dem alle, det er (sandsynligvis) heller ikke alle, der bliver skadet af den slags miljøer, men skaderne sker, mennesker nedbrydes, vi er utrolig mange, det er sket for, og det er dét, jeg her taler om.

Det er også hele systemet, jeg klandrer, som går under dække af at være en kærlighedsreligion, selvom det bygger på magt, vold og underkastelse. Hvor ekstremt systemet praktiseres, er selvfølgelig forskelligt, men det ændrer ikke på fundamentet: En patriarkalsk religion, hvor kvinden er underlagt manden, hvor vi er født fuld af synd og derfor har behov for at blive frelst fra os selv, hvor gud udsletter de vantro, selvom han påstår, at mennesker har fri vilje, hvor gud kalder sig selv kærlig, men kræver, at man tror på ham og lystrer ham for ikke at ende i evig fortabelse, hvor en frelser påstår, han er den eneste vej til gud, ja, den eneste rigtige vej overhovedet, hvor de ikke-troende omtales som det arveste lort, der fortjener at dø, hvor hierarkiske strukturer er normalen (gud -> manden -> kvinder/børn), hvor man ikke ejer sin egen krop, fordi den tilhører gud, hvor mord retfærdiggøres igen og igen (gud hjælper endda med at slå ihjel), selvom det er et af buddene, at man ikke må slå ihjel, hvor overnaturlige ting sker som et bevis for guds eksistens, og jeg kunne blive ved...

Det er hele systemet, jeg kritiserer. For det opdrager mennesker til:
👉 Os/dem-tankegang
👉 Underkastelse
👉 At praktisere blind autoritetstro
👉 Sort/hvid-tænkning
👉 At fralægge sig ansvaret for eget liv
👉 Magisk tænkning
👉 At tro på, der er en større magt end os selv, der tager sig af vores problemer, hvorfor vi ikke lærer at tage ansvar for eget liv
👉 At se andre mennesker (ikke-troende) som projekter, ikke ligeværdige mennesker, som skal reddes
👉 At tro, vi er mere rigtige end dem, der ikke tror på gud
👉 Lukke kritik ned, fordi det er til fare for hele vores fundament
👉 At vi ER vores tro, hvorfor kritik af troen er direkte kritik af os som personer
👉 Codependency - da vi ikke tilhører os selv, men gud, og derfor ikke lærer sunde grænser, hvilket gør, vi overskrider andres grænser og lærer at tage alle (næsten) midler i brug for at redde/frelse andre, vi smelter sammen med troen/miljøet og andre mennesker, hvilket udvander os
👉 At troen står over alt andet/er mere rigtig end andre forholdemåder, hvilket udelukker konstruktive samtaler
👉 At udvise falsk næstekærlighed og bruge love bombing til at indfange de vantro (selvom det ofte kommer af et godt hjerte)
👉 At tro på løgne (opdigtede/ikke-beviste ting) som sandheder
👉 At lukke øjnene for psykisk vold, manipulation, negativ social kontrol, gaslighting, indoktrinering, hjernevask, overgreb, magtmisbrug m.m., fordi gud/troen jo er ufejlbarlig, og mennesker, der tjener gud, opfører sig da ordentligt...
👉 Og jeg kunne blive ved..

Alt dette gør os til lette ofre for manipulation, og det er netop pointen: Mennesker er ofre i systemet, det er sådan, det overlever og bliver videreført fra generation til generation (tak til en følger for at pointere dette i en kommentar.)

Systemet bevarer sig selv, fordi det opdrager os til at føre det videre, forklædt som en kærlighedsreligion med en kærlig gud, hævet over alt andet, som noget ultimativt godt.

Det er ikke så meget anderledes end andre systemer, hvor undertrykkelse af mennesker og magtmisbrug er normalen, men forklares som noget andet og godt. Mekanismerne er de samme. Og kritik er ikke velkomment, selvom de måske påstår noget andet.

Udtalelsen, "lad være med at klandre gud for, hvad mennesker gør," er en klassisk måde at lukke undren og kritik ned på.

Udtalelsen viser også, at de ikke afviser, at der sker ting i kirkerne, som ikke er helt gode, men det lukker de øjnene for. Eller også kan de ikke se problemet.

Det ikke på grund af mennesker, jeg klandrer den bibelske gud. Det er på grund af bibelen og dens gud og alt det selvmodsigende, den består af.

De har altid en god forklaring parat på alt det, der er ikke kan forklares:
"guds veje er uransagelige"
"Det er taget ud af kontekst"
"Det foregik i en anden tid"
"Det er ikke sådan, det skal forstås"
"Det er fra det gamle testamente. Prøv at læse i det nye" - samtidig med at de tror på hele bibelen.
"Lad være med at klandre gud for, hvad mennesker gør"