13/08/2025
Om børns ret til at kigge væk…
Det er en grundlæggende ret for ethvert barn at kunne vende blikket væk – at vælge ikke at have øjenkontakt. Alt for ofte insisterer vi voksne på at barnet SKAL “se os i øjnene,” fordi vi forbinder øjenkontakt med respekt, opmærksomhed og åbenhed. Men virkeligheden er langt mere nuanceret.
Vi må aldrig tvinge nogen til øjenkontakt. Øjenkontakt er ikke noget, vi har krav på. Det er noget, vi får, hvis barnet oplever, at vi møder dem med varme, nysgerrighed og respekt.
Ikke alle børn har erfaring med, at de bliver mødt af et varmt og imødekommende blik, når de kigger op.
For nogle børn kan øjenkontakt vække ubehag, usikkerhed eller endda frygt – især hvis de tidligere har oplevet at blive misforstået, skældt ud eller mødt med krav og forventninger, de ikke kunne honorere. For andre er det måske overstimulerende eller utrygt at have den direkte kontakt – særligt for børn, der fremstår sensitive, har særlige behov, eller bærer på svære erfaringer.
Derfor skal vi altid respektere, hvis barnet ikke er klar til at kigge os i øjnene. At give barnet frihed til at vende blikket væk, er at anerkende deres grænser og integritet. Det er at vise, at tillid opbygges på barnets præmisser – og at det er okay at beskytte sig selv.
Når vi insisterer på øjenkontakt, lærer børn ikke at se os. De lærer kun, at det ikke er trygt at kigge op, når de mærker sig selv. De lærer, at relationen er betinget af, at de retter sig efter vores behov – ikke deres egne.
Øjenkontakt kræver tillid. Og tillid er noget, vi skal gøre os fortjent til, hver eneste dag. Den opstår, når barnet mærker, at vi kan være sammen – også uden ord, uden krav, uden at de skal præstere eller levere. Når vi kan være i rummet og møde barnet der, hvor det er, viser vi, at relationen bygger på respekt og gensidighed.
Næste gang du står over for et barn, der kigger væk – så prøv at tage det som en invitation til at vise tålmodighed og respekt. Måske er det i virkeligheden her, tilliden begynder at spire🫶🏽
©
