Nikoline Kitsja

30/03/2026

“Jeg har det fint.”
… men din krop siger noget andet

Du fungerer jo.

Du passer dit arbejde.
Du tager dig af andre.
Du får tingene til at hænge sammen.

Men hvis du lige mærker efter…

så er der også:
👉🏼en uro, der aldrig helt forsvinder
👉🏼tanker der kører i ring, især når du skal sove
👉🏼en følelse af altid lige at skulle tage dig sammen
👉🏼at du bliver hurtigere drænet, end du burde
👉🏼og en indre stemme der hvisker: “hvad er der galt med mig?”

Og udadtil?

Der smiler du.
Siger “det går fint”.
Får det hele til at se overskueligt ud.

Men indeni…
…der er der tryk på💥

Det her er ikke dig, der er forkert!🙏🏼 Det er et nervesystem, der har lært at være på overarbejde.

🚩At være den der klarer den.
🚩Den der tilpasser sig.
🚩Den der ikke fylder for meget.

Problemet er bare:
Kroppen glemmer det ikke.
Så selv når der egentlig er ro omkring dig… så føles det ikke sådan indeni💔

I terapi arbejder vi ikke med at fikse dig.
Vi arbejder med at forstå det, din krop allerede prøver at fortælle🧠🫀🫁

Og stille og roligt skabe:
👉🏼mere ro og balance i kroppen
👉🏼mindre kamp indeni
👉🏼og en oplevelse af, at du faktisk godt må være her, som du er.

✨ Du er ikke for meget
✨ Du er ikke forkert
✨ Du er et nervesystem, der har tilpasset sig

26/03/2026

😉😉😉

19/03/2026

Så vigtigt🩷

Samtaleterapi er ikke nok.
I hvert fald ikke, når det gælder svære traumer.

Evaloa Schou er kropsterapeut.
Traumeinformeret kropsterapeut.

Og i dagens podcast sætter vi fingeren på noget, store dele af mit eget fag alt for sjældent taler om:
Psykoterapiens begrænsninger.

Jeg er selv psykolog – og jeg genkender det alt for godt.

Man kan forstå sig selv i årevis
uden at noget grundlæggende ændrer sig.

“Jeg ved godt, hvorfor jeg har det sådan…
men jeg har det stadig sådan.”

Jeg har selv siddet der.
Med indsigt, forklaringer og alle de rigtige ord,
kunnet forklare præcis, hvor det kom fra –
og alligevel mærke, hvordan kroppen bare gjorde det samme igen.

Og nogle gange bliver det næsten værre:
Man forstår mere, kender de "gode strategier" – men føler sig stadig fanget i det samme.

Så hvad mangler?

Kroppen.

I afsnittet taler vi om:
– hvorfor forandring nogle gange kræver, at vi går en anden vej end gennem hovedet
– hvad der sker, når kroppen (og nervesystemet) ikke bliver taget med
– og hvorfor målet måske ikke er at få ubehaget til at forsvinde – men at skabe mere plads til det

Samtalen er en invitation til at tænke bredere:
Samtaleterapi, krop, bevægelse, relation.

Ikke enten-eller.
Men både-og.

Hvis du arbejder med kroppen, terapi – eller mennesker i det hele taget – så tror jeg, den her samtale vil give mening.

19/03/2026

🪽🐇Flugt-responsen - kort fortalt🤓

Flugt-responsen er ikke kun at løbe væk. Det er ikke kun når en diskussion bliver “for meget” og du stormer ud af døren.

Det er al den bevægelse du laver, når noget indeni bliver for intenst. Ikke fordi du vil væk fra livet, men fordi du prøver at kunne være i det.

👉🏼 Flugt-responsen kan føles sådan her: du tænker hurtigt, skifter mellem opgaver, rydder op for at få ro, får uro i kroppen, arbejder videre selvom du er træt, taler meget, får tankemylder når der bliver stille, eller har brug for at gå en tur “for at falde ned”.

Det kan se ekstremt velfungerende ud udefra, men indeni forsøger dit nervesystem at skabe plads nok til at du kan trække vejret.

Flugt er “bevægelse som beskyttelse”. Din puls stiger lidt, musklerne vågner, blikket søger ud, og kroppen skubber dig fremad. Det er ikke rastløshed. Det er regulering. Det er din biologiske måde at undgå at blive overvældet.

Hos børn er Flugt-responsen tydelig: de hopper, snakker, løber, skifter aktivitet. Ikke fordi de “ikke kan koncentrere sig”, men fordi bevægelse holder energien i flow. Beder man dem sidde stille, kollapser systemet endnu mere.

Hos voksne bliver den mere stille. Du holder dig i gang, fordi stilstand vækker noget indeni du ikke helt ved hvordan du skal være med. Det er undgåelse forklædt som produktivitet🏃‍♀️

Men Flugt-responsen er også intelligens. Det er kreativitet, perspektiv og fremdrift. Den bliver først en udfordring, når du ikke længere kan lande💜

Så Flugt-responsen skal ikke stoppes eller kontrolleres. Den skal forstås og mærkes - den skal lyttes til 🤍

Flugt-responsen er nervesystemets forsøg på at finde en måde at være i verden uden at blive overvældet🙏🏼

12/03/2026

🧠 “Jeg forstår godt hvorfor jeg reagerer sådan.”

Mange af os bliver virkelig gode til at forstå os selv.

Vi kan forklare vores mønstre.
Vi kan analysere vores barndom.
Vi kan sætte ord på vores triggers.
Vi kan rationalisere vores reaktioner.

Og det kan føles som om vi heler.

Men nogle gange er det ikke heling.
Nogle gange er det bare et nyt forsvar🤔

Et mere sofistikeret et👑

For tanker kan også blive en måde at holde afstand til det, der mærkes i kroppen.

👉🏼Vi analyserer i stedet for at føle.
👉🏼Vi forklarer i stedet for at mærke.
👉🏼Vi forstår i stedet for at være i det.

Intellektualisering er en klassisk forsvarsmekanisme.

Den hjælper os med at skabe mening i noget, der ellers føles kaotisk. Den giver kontrol. Den giver struktur.

Men traumeheling sker sjældent (næsten aldrig) i tankerne.

Den sker når kroppen langsomt lærer, at den ikke længere er i fare.
Når nervesystemet får nye erfaringer med tryghed.
Når følelser kan bevæge sig igennem systemet uden at blive stoppet.

At forstå sig selv er værdifuldt.
Men forståelse alene er ikke regulering!🙏🏼

Og nogle gange begynder helingen først rigtigt, når vi tør bevæge os ud af hovedet og ned i kroppen. ✨

08/03/2026

“Du skal bare finde mere ro.”

Det er et råd mange mennesker får, når de oplever stress, angst eller uro i kroppen.

Men i arbejdet med traumer og nervesystemet er virkeligheden ofte lidt mere nuanceret.

For et nervesystem i overlevelse mangler ikke nødvendigvis ro.

Det mangler bevægelse.🫶🏼

Når vi oplever fare, aktiverer kroppen en biologisk stressrespons. Musklerne spændes, pulsen stiger, og kroppen gør sig klar til at kæmpe eller flygte.

Hvis denne respons bliver afbrudt - hvilket den ofte gør i menneskelige relationer eller belastende livssituationer – kan energien blive “fanget” i nervesystemet.

Det er her vi kan opleve:

• uro i kroppen
• angst
• spændinger
• kronisk træthed
• følelsen af at være konstant på vagt

Traumeterapeuter som Peter Levine har derfor peget på noget vigtigt:

Heling sker ikke kun gennem ro.

Den sker gennem gradvis afladning og bevægelse i nervesystemet, så kroppen kan færdiggøre den stressrespons, der engang blev afbrudt.

Når energien får lov til at bevæge sig igen, begynder nervesystemet ofte helt naturligt at finde tilbage til regulering.

Ro bliver derfor ikke noget vi presser frem.

Det er noget der opstår, når kroppen igen føler sig sikker.

I min praksis arbejder jeg netop med denne proces gennem psyko- og traumeterapi med fokus på nervesystemet🧠🫀🫁✨

Hvis du er nysgerrig på arbejdet med regulering og traumer, kan du læse mere via linket i bio.

06/03/2026

Traumer handler ikke kun om det, vi har oplevet.
De handler om, hvordan vores nervesystem blev påvirket af oplevelsen.

Når noget bliver for overvældende, for hurtigt eller for intenst, kan kroppens naturlige stressrespons blive afbrudt. Energi, som egentlig skulle have været forløst gennem bevægelse, handling eller regulering, kan i stedet blive hængende i nervesystemet🧠🫀🫁

Det er derfor mange mennesker senere kan opleve stærke kropslige reaktioner - selv i situationer, der rationelt set ikke er farlige.

Traumearbejde handler derfor ikke kun om at forstå sin historie.
Det handler også om at hjælpe kroppen med gradvist at regulere og integrere de reaktioner, som engang var nødvendige for at overleve🫶🏼

04/03/2026

Når terapi føles “for nem” og “for dejligt”

Mange forestiller sig terapi som et sted, hvor man endelig kan slappe af.
Et trygt rum. En god samtale. Nogen der lytter. Et sted hvor man kan fortælle alt det man har på hjertet.

Og ja - tryghed er fundamentet🙏🏼

Men der er noget vigtigt ved traumeterapi, som ikke altid bliver sagt højt❌

Når kroppen begynder at opleve ægte tryghed i en relation, sker der ofte noget særligt.. Noget begynder at røre på sig under overfladen🧠

👉🏼 Fordi kroppen bruger trygheden til langsomt at bringe det frem, som længe har været gemt væk!

-Det kan være følelser.
-Gamle oplevelser.
-Reaktioner fra nervesystemet.

Ikke som en historie du nødvendigvis kan fortælle med ord. Men som noget kroppen husker🫀🫁🧠

I traumearbejde taler vi nogle gange om implicit hukommelse - den del af hukommelsen som ikke er sproglig, men kropslig.

👉🏼 Den ligger lagret i nervesystemet.

Og når kroppen mærker, at der endelig er et sted hvor det kan være sikkert at være med det, begynder den nogle gange stille at åbne døren❤️

Derfor er traumeterapi ikke altid en hyggesnak.

Og hvis terapi kun føles som en hyggesnak eller næsten som en spa-behandling hver gang, kan det nogle gange være et tegn på noget andet.

Enten at nervesystemet endnu ikke oplever tilstrækkelig fysiologisk tryghed til at begynde at åbne.
Eller at tempoet i terapien bliver holdt “så lavt”, at kroppen aldrig rigtig får mulighed for at arbejde med det, der ligger under.

Det betyder ikke, at terapi skal være voldsom eller overvældende.

Tværtimod!❌

Det mest effektive terapeutiske arbejde sker ofte lige på grænsen mellem tryghed og det at mærke, føle og sanse alt det som har været “gemt væk”.

Der hvor noget nyt kan bevæge sig.
Men stadig indenfor det, både du og din krop kan rumme❤️

Det er dér forandring begynder.

Ikke i pres. Ikke i overvældelse.❌

Men i et reguleret rum, hvor kroppen langsomt kan begynde at fortælle sin historie🧠🫀🫁❤️

27/02/2026

Nogle gange går vi og venter.
På at få mere overskud.
Mere ro.
Mindre kaos.

Men livet er ikke noget, der starter, når nervesystemet en dag bliver helt stille🙏🏼

Det leves midt i det, der er.

Midt i det uperfekte. Midt i det sårbare. Midt i det menneskelige.

Måske handler det ikke om at få det hele på plads først.
Måske handler det om at turde være her - mens vi stadig arbejder med det.

Rigtig god weekend 🤍
Pas på dit system. Og husk at leve - nu❤️

13/02/2026

At miste gør ondt.
Ikke poetisk ondt. Ikke smukt ondt.
Men råt, forstyrrende og uretfærdigt ondt.

Man savner det konkrete. Stemmen. Mimikken. Vanerne. Kroppen.
De små ting, der bare var der.

Sorg er ikke en proces, man kan tænke sig igennem.
Den sætter sig i kroppen. I trætheden. I irritationen. I tomheden.

Og nogle dage føles det ikke som “kærlighed der lever videre”.
Det føles bare som fravær. Som smerte. Som noget uden mening.

Det er også en del af det.

01/02/2026

“May we remember, that we can only meet each other
as deep as we have met ourselves.”

De fleste af os går ind i relationer med et håb, vi sjældent tør sige højt, eller vi måske ikke selv er bevidste om:
“Måske kan du hele det, der stadig gør ondt i mig.”

Ikke fordi vi vil bruge hinanden.
Men fordi vi længes efter at slippe smerten.
Fordi vi længes efter at blive set.
Fordi vi længes efter endelig at føle os trygge.

Og når forelskelsen rammer, føles det næsten sandt💜
Som om noget i os falder til ro.. Som om vi endelig har fundet hjem.

Men så kommer hverdagen.. 🏡🧼🧑‍💻.Spejlingen..Triggerne..Forskellighederne.

Det er her mange relationer knækker😔

For pludselig bliver partneren ikke kun kærlighed.
De bliver et spejl på alt det, vi endnu ikke har helet💔

Vi begynder at lede efter regulering og heling i den anden.
👉🏼 Efter bekræftelse.
👉🏼 Efter tryghed.
👉🏼 Efter en følelse af at være nok.

Men ingen kan bære den opgave for os.
Ingen kan hele vores barndom.
Ingen kan tage vores nervesystem hjem.
Ingen kan gøre os hele.

Relationen er ikke et helingsredskab i sig selv.
Den er et spejl🪞

Og det er ikke forkert.
Det er menneskeligt❤️

Vi er biologisk designet til at søge regulering gennem hinanden.
Men når vi gør den anden ansvarlig for vores indre balance og ro, bliver kærlighed hurtigt til pres.
Og pres skaber afstand…

❌ Det er ikke din partners opgave at redde dig.
Ligesom det ikke er din opgave at redde dem.❌

Det er her, den voksne kærlighed begynder.

👉🏼 Når vi tager ansvar for vores egen regulering og heling.
👉🏼 Når vi tør møde vores sår uden at kræve, at den anden skal hele dem.
👉🏼 Når vi lærer at stå i os selv, også når det gør ondt.

For først dér kan vi virkelig møde hinanden.
Ikke som to, der mangler noget.
Men som to, der vælger hinanden.

Vi kan kun møde hinanden
så dybt, som vi har mødt os selv❤️

Og måske er kærlighed i virkeligheden ikke at blive reddet.
Men at blive set.
Mens vi lærer at tage os selv hjem.

02/01/2026

Vi taler ofte om manifestation, som om det enten er noget spirituelt, man skal tro på, eller noget, man skal tage afstand fra.

Men i virkeligheden handler det ikke om at ønske sig et andet liv. Det handler om, hvordan hjernen formes af det, vi gentager, fokuserer på og handler ud fra🙏🏼

Dit nervesystem registrerer mønstre, ikke intentioner alene. Det, du igen og igen forestiller dig, mærker i kroppen og begynder at bevæge dig i retning af, bliver gradvist mere tilgængeligt for hjernen.
👉🏼 Ikke fordi universet belønner dig, men fordi dit system lærer, hvad der er vigtigt.

Forandring sker ikke, når vi tænker os væk fra det, der er svært, men når vi begynder at arbejde med hjernen og kroppen i samme retning🧠💖💫