03/02/2026
Min lærer og supervisor på Relationscoach uddannelsen Tess Thestrup skriver følgende, som jeg har lyst til at formidle videre, da der er så megen sandhed i dette skriv🙏
“Kender du det???
02:03
Du slår øjnene op.
Det er helt mørkt i rummet, og alligevel føles det, som om nogen har tændt lyset inde i dig.
Du vender dig måske om på siden. Trækker dynen lidt tættere omkring dig. Forsøger at finde tilbage til søvnen.
Men noget er vågent nu.
Tankerne begynder stille at bevæge sig. Først én. Så flere. Små tråde, der trækker dig længere væk fra hvilen. Pludselig gennemgår du morgendagen. En samtale fra tidligere. Noget du burde have sagt. Noget du ikke fik gjort. Noget der bekymrer dig, selvom det virker mere håndterbart i dagslys.
Om natten mister vi lidt vores filter.
Følelser fylder mere. Tanker larmer mere.
Og tiden føles mærkelig — som om klokken står stille.
Hvis du kender de vågne timer midt i natten, så ved du også, hvor alene man kan føle sig. Som om resten af verden sover, mens du er den eneste, der ligger dér og mærker det hele lidt for tydeligt.
Men du er ikke alene. Langt fra.
Som psykoterapeut hører jeg ofte mennesker beskrive netop dette øjeblik — når kroppen vækker dem, uden at de helt forstår hvorfor. Og vi er så hurtige til at tænke, at noget skal fikses. At søvnen er problemet.
Men hvad nu hvis det ikke er et problem?
Hvad nu hvis det er en besked?
Vores krop er klogere, end vi tror. Den hvisker længe, før den råber. Og nogle gange er natten det eneste tidspunkt, hvor der bliver stille nok til, at vi kan høre den.
De natlige opvågninger kan være kroppens måde at sige:
Der er noget, jeg gerne vil have, du lægger mærke til.
Det kan være en periode med for meget pres. Følelser, du har været stærk længe nok til at bære. Forandringer i dit liv. En grænse, der er blevet overskredet lidt for mange gange. Et ansvar, der vejer mere, end du egentlig er skabt til at bære alene.
Nogle gange møder jeg mennesker, der næsten undskylder deres egen uro. Som siger:
“Det er jo ikke fordi, jeg har det rigtig svært…”
Men du behøver ikke falde fra hinanden for at have brug for omsorg.
Du behøver ikke have nået bunden for at række ud.
Måske er det netop i det øjeblik, hvor kroppen begynder at vække dig, at noget i dig længes efter at blive mødt.
Terapi er ikke kun for kriser. Det er også et sted for det stille. Det uafklarede. Det, der ikke helt kan forklares, men som alligevel fylder.
Når du leder efter en terapeut, så prøv at mærke mindre med hovedet og mere med kroppen. Tryghed kan ikke altid forklares — den kan mærkes. Du må gerne vælge et rum, hvor du ikke skal tage dig sammen. Hvor du ikke skal præstere ro eller overblik. Hvor der også er plads til det, der er skrøbeligt.
For terapi handler i sin essens ikke om at blive en anden.
Det handler om at komme hjem til sig selv.
Så hvis du vågner igen i nat — og det gør du måske — så prøv blidt at lade være med straks at gøre modstand.
Tag en langsom indånding.
Mærk madrassen bære dig.
Mærk mørket omkring dig.
Mærk at du faktisk ikke behøver løse hele dit liv klokken 02:00.
Og overvej så denne mulighed:
At din krop ikke forstyrrer din søvn.
Den forsøger at skabe kontakt.
Du behøver ikke forstå det hele lige nu.
Nogle gange er det nok bare at begynde at lytte.
Og husk — det er ikke meningen, at du skal bære det hele alene”
