12/02/2026
🕊️ I dag blev jeg ringet op af en studerende, der skrev opgave om, hvordan man håndterer død og sorg i hjemmeplejen – både i mødet med den døende og de pårørende. Hun spurgte mig om min tilgang i terapi til sådanne samtaler, og hvad jeg oplever som det vigtigste.
Mit svar kredsede om, at sorg er ikke et problem, der skal løses, og døden ikke er noget, der kan fikses. Det er eksistentielle levevilkår, og når vi begynder at møde dem som vilkår, forandrer det selve måden, vi er i samtalen på.
Mange mennesker har svært ved at være i samtaler om død og sorg. Ikke fordi de mangler vilje eller omsorg, men fordi det ubevidst aktiverer deres egne følelser og deres egen sårbarhed. Derfor kommer vi ofte til at trøste for hurtigt, forklare for meget eller forsøge at løse noget, som i sin natur ikke kan løses.
Men det, den sørgende ofte kan have brug for, er ikke hurtige svar. Det er, at vi lytter med hjertet, og der bliver skabt plads til at sætte ord på de eksistentielle tanker om tab, mening, kærlighed og livets skrøbelighed.
I terapi oplever jeg igen og igen, at det lindrende ikke består i at finde forklaringer, men i at turde mærke det svære sammen med et andet menneske. De følelser, der knytter sig til sorg og tab, kan godt skubbes væk for en tid, men de forsvinder sjældent. Før eller siden presser de sig på igen, og dér kan det gøre en afgørende forskel at have nogen, der kan være i det med en uden at ville fjerne det.
Sorgen er smertefuld, men den er også et udtryk for kærlighed. Og måske er det mest omsorgsfulde, vi kan gøre – både som fagpersoner og som pårørende ikke at forsøge at fikse, men at blive og være med det.
🌿 Mindre tænkning, mere nærvær.