23/04/2025
Bliver vi egentlig bedre terapeuter af supervision?
Det korte svar burde være ja – men forskningen giver os anledning til at tænke os om.
Scott Millers arbejde med supervision viser noget paradoksalt:
De fleste terapeuter bliver ikke automatisk bedre af at modtage supervision.
Tværtimod peger hans forskning på, at de fleste blot holder deres niveau – selv med mange års erfaring.
Det er tankevækkende, især når supervision netop er en af vores vigtigste kilder til faglig udvikling.
Men der er også håb.
Millers resultater peger på, at målrettet supervision med klare læringsmål faktisk kan gøre en forskel.
Det har inspireret mig i mit eget arbejde som supervisor.
I den nyeste supervisionsgruppe, jeg har startet, har vi sat "klinisk tænkning" eksplicit på dagsordenen.
For at styrke vores kliniske tænkning har vi brug for begreber, der kan guide vores opmærksomhed og hjælpe os med at forstå det komplekse samspil, vi står i med klienterne.
Inspireret af metapsykologien i ISTDP og Jon Fredericksons nye bog om klinisk tænkning arbejder jeg sammen med mine supervisanter på at blive bedre til at:
🔹 identificere følelser
🔹 genkende forsvarsmekanismer
🔹 opfange kropslige angstsignaler
… og ikke mindst at forstå, hvordan det hele udspiller sig i:
• nutidige relationer
• fortidige erfaringer
• og i overføringen til terapeuten.
Kort sagt arbejder vi med det, der også kaldes "de to trekanter" – bygget på David Malans Konflikttrekant og Persontrekant.
🎯 Målet er at give klinisk tænkning mere struktur og retning – så det ikke kun bliver en intuitiv proces, men en færdighed, vi kan træne og udvikle over tid.
Supervision bliver på den måde ikke kun et rum for refleksion – men også for færdighedstræning og bevidst læring.
💬 Hvilke læringsmål har du for dig selv i din egen supervision?
