08/02/2026
Jeg har skærpet pennen, men:
Denne tekst er ikke et angreb på mænd. Det er et opgør med de systemer, normer og magtstrukturer, der tillader og belønner misbrug – uanset køn. Langt de fleste mænd er ikke en del af problemet, men vi kan alle være en del af løsningen.
Forandring sker, når vi alle – uanset køn – vælger at lytte, tro, konfrontere og handle. Når vi holder hinanden ansvarlige og nægter at lade magt og privilegier overskygge respekt og retfærdighed.
Det handler ikke om at pege fingre. Det handler om at bygge en kultur, hvor ingen behøver at leve med frygt, tavshed eller skam. Og det starter med os!
Epstein, Trump, Tate osv. – navnene skifter, men systemet er det samme: Mænd med magt, penge og indflydelse, der udnytter, mens omverdenen ser den anden vej.
Jeg tror, dét, der foruroliger folk, ikke bare er misbruget/overgrebene i sig selv, - kvinder har jo sat ord på dette i årtier. Nej, dét, der virkelig foruroliger mange, er, hvor organiseret det er/var. Hvor mange mennesker, der vidste og alligevel tav.
Organisering af misbruget var/er ikke skjult. Det er beskyttet. Af advokater. Af tavshedspligt. Af institutioner, der vælger at fake deres omdømme frem for at være ansvarlige. Af magtfulde mænd der beskytter mænd, fordi de alle drager fordel af den samme uskrevne regel: ”Konsekvenser udebliver, når din magt, indflydelse og bankkonto er stor nok”.
Sådanne mænd har adgang til s*x, hemmeligholdelse og plausibel benægtelse og pakker det hele ind i tavshed og loyalitet. Det, der opstår, er ikke bare udnyttelse af andre – det er indflydelse. Et system, hvor mennesker med indflydelse stille og roligt først korrumperes så kompromitteres og dermed sidst kontrolleres. Ikke fordi de blev tvunget til noget, men fordi de blev ”forkælede” og privilegieblinde.
I mine øjne skal vi så lige huske, dette handler ikke kun om milliardærer og private øer. Denne kultur trives overalt. I hver eneste branche. På hvert eneste magtniveau.
Den trives på kontoret, hvor klager forsvinder ned i HR’s sorte huller. I branchen, hvor ”besværlige” kvinder stille og roligt bliver sortlistet. I de rum, hvor mænds potentiale på en eller anden måde altid betyder mere end kvinders sikkerhed.
Den trives, fordi den ikke kun opretholdes af krænkende mænd. Den opretholdes af benægtelse. Af tavshed. Af mænd og kvinder, der drager nok fordel af nærheden til magt til, at de kan overbevise sig selv om, at det ikke er deres problem.
- Og, vi lever i en tid, hvor kvindehadet ikke engang skjules længere. Det er brandet. Der er mange penge involveret.
Figurer som Donald Trump og Andrew Tate opfandt ikke denne kultur – men de legitimerer den. De giver den tilladelse. De viser, at grusomhed, dominans og følelsesmæssig analfabetisme stadig kan medføre beundring, rigdom og indflydelse. At dét at være et ”dumt svin” faktisk kan være en reel brandingsstrategi.
Budskabet er enkelt og ødelæggende: Hvis du har nok magt, kan du bøje reglerne: Magt. Adgang. Tavshed. Kvinder behandles som udskiftelige og disponible. Mænd beskyttes af penge, netværk og den fælles aftale om ikke at kigge for nøje på det, alle allerede ved sker.
Det er vores alle sammens ansvar at stoppe med at foregive, at dette kun sker ”derude” – i politik, finans eller på private øer. Det sker også alle andre steder på kontorer, i åndelige miljøer, i sportsklubber og i vennekredse.
Ligeledes har min egen ”branche” sine egne udgaver af Epstein. Det er ikke altid øer og rige mennesker men nogle gange ashrams, uddannelser, workshops, ceremonier osv. Arkitekturen er nøjagtig den samme. Her er magt ubalancen forklædt som visdom, og adgangen rammesat som ”indvielse”. Der skal vises den rette ærbødighed, der forhindrer spørgsmål. Her kan ”åndelighed” blive det perfekte skjulested for misbrug. Den perfekte kamuflage. For når magt bærer jakkesæt, ved vi, at vi skal kritiske. Men når den bærer hvidt linned og malakæder, taler blidt og lover heling, falder vores forsvarsværker.
- Og rummene forbliver stille af de samme grunde som altid. Fordi mennesker har investeret for mange kræfter, penge, tid, tro – til at indrømme, at de har været medskyldige. Fordi at stille spørgsmål til lærerens autoritet betyder at stille spørgsmål til sig selv. Fordi fællesskabet, der dannedes omkring misbruget, bliver vigtigere end misbruget selv. Fordi at indrømme at man er blevet narret føles værre end at foregive, at man ikke så, hvad der foregik lige foran én.
Fællesskaber falder ikke fra hinanden, fordi nogen siger noget. De falder fra hinanden, fordi de allerede var bygget på tavshed, og når den tavshed endelig brydes, lader de fleste af os som om, vi er chokerede. Som om vi ikke vidste eller så.
Ulven bærer ikke altid jakkesæt. Nogle gange bærer han præstelige kåber. Nogle gange afholder han kurser. Nogle gange kalder han sig lærer. Måske endda guru … hvis han er tilstrækkeligt vildledt, og marketingbudgettet er stort nok.
Så hvad gør vi? I mine øjne det nødvendige arbejde, som ikke mange af os har lyst til at gøre.
Vi holder op med at outsource vores dømmekraft til nogen, der påberåber sig autoritet.
Vi holder op med at beskytte ulve, fordi vi kan lide udsigten indefra i flokken.
Forandringer sker, når vi hver dag vælger at handle – også når det er ubehageligt. Når vi konfronterer misbrug, uanset om ulven bærer jakkesæt, kåbe eller yoga-buks. Når vi bygger rum, hvor ansvarlighed er grundlæggende, ikke tilføjet som en eftertanke.
Vi kan i vores personlige liv starte med at blive bevidst i de øjeblikke, hvor vi mærker ubehag, når vi bevidner grænseoverskridende adfærd og vælger bekvemmeligheden ved at tie alligevel. - I de små tilladelser, vi giver os selv. I de måder, vi prioriterer komfort frem for ansvarlighed.
Forhåbentlig kan denne bevidsthed give os friheden til at rette os op og turde udtrykke os og stille spørgsmål til den virkelighed, vi er fælles om.
Dette øjeblik i historien handler i mit perspektiv ikke om Epstein, eller Trump, eller Tate, eller et andet navn. Det handler om, hvorvidt vi endeligt er villige til at nedbryde de betingelser, der beskytter ulve? - I hver eneste branche, hvert eneste fællesskab, hvert eneste rum, hvor magt møder sårbarheden/åbenheden? - Eller om vi vil fortsætte med at lade som om, vi er chokerede hver gang et nyt navn dukker op, en ny historie bryder ud, endnu et liv ødelægges af mænd, der tror, de er urørlige.
Valget er vores. Og det ansvar tilhører ikke ét køn, én branche eller én overskrift. Det tilhører alle, der gerne vil påstå at være vågne, bevidste individer. Alle, der betragter sig selv som anstændige mennesker.
Ulven trives i tavsheden. Så vi er nødt til at tale sammen. Ikke kun, når det er sikkert. Ikke kun, når det er bekvemt. Ikke kun, når beviserne er overvældende, og advokaterne har godkendt det. Nej, hver eneste forbandede gang. Hvert sted. Hvert rum, hvor magt misbruges, og mennesker vender blikket væk, fordi det er nemmere end at se direkte på, hvad der sker. Selv når – især når – sandheden gør alle i rummet ubehageligt til mode, inklusive os selv. Også når den implicerer os selv. Også når det betyder at indrømme, at vi så den anden vej, da vi burde have sagt noget. Selv når det koster os fællesskabet, tilhørsforholdet, den behagelige løgn, vi har fortalt os selv om, hvem vi er.
Det er ikke nemt, ikke behageligt, ikke valgfrit. Bare nødvendigt, hvis vi gerne vil vende den skude. Ja, og så kommer det til at tage tid, sikkert mindst tre generationer!
