24/03/2026
Jeg har en drøm.
En drøm om, at jeg kan være en inspiration for andre.
Jeg har i de sidste mange år mærket, at der er mange ord i mig og nu er tiden inde til at de skal ud. Derfor er jeg gået i gang med at skrive en bog.
En bog om hvordan jeg har følt mig fuldstændig fastlåst og fanget i et mønster jeg ikke troede var muligt at ændre på. En bog hvor intensionen er, at jeg kan inspirere dig, der også ønsker en forandring i dit liv. For det er muligt at lave om på vores historie og selvbillede, så det rent faktisk bliver livsforandrende.
Min bog kommer til at handle om hvordan mit liv med en smerte, opgivenhed, håbløshed og ensomhed blev til et liv fyldt med glæde, livfuldhed, selvomsorg og selvrespekt. Den beskriver og illustrerer nogle af de mange kropslige processer, som har været nødvendige for at nå dertil.
Jeg har mødt mange forhindringer undervejs. Jeg har bevæget mig mellem håb til håbløshed. Det har været en vej som har krævet mod, vilje og handling, blod, sved og uendelig mange tårer. Men også en vej der har været helt ubeskrivelig fantastisk og smuk.
Det bliver dog ikke en helt almindelig bog. For udover mine ord, så er der et levende univers af billeder fra min proces, som også skal med, fordi det netop har været ordløst.
Derfor har jeg indgået et samarbejde med Mathilde Vesterherup. For jeg vidste, at ingen andre end Mathilde, ville kunne løse denne opgave bedre, som illustrator af min bog.
Jeg glæder mig sindssygt meget til samarbejdet og arbejdsprocessen og jeg glæder mig til at jeg har det færdige eksemplar i hånden, så bogen kan komme ud i verden.
Lisbeth ❤️