14/12/2017
En dag på "arbejde"...
Jeg træder altid ind i Holistisk Center med en nysgerrighed på hvordan det mon er at træde ind i rummet. Jeg tænder lys i alle hjørner og bevæger mig rundt så meget som muligt.
I disse mørke tider er det bedste redskab at stå på hovedet i 5 minutter. Det gør mig frisk og klar - og ja...så får jeg vendt tingene lidt på hovedet - og det skaber nye perspektiver.
Kroppen har altid fascineret mig og jeg bruger stadig mine aftner på at studere musklerne, senernes, knoglernes, nervernes og bindevævets funktion, navne og hvor de går til og fra. Det er et uendeligt landskab og studie, som aldrig stopper og det passer mig så godt.
Jeg oplever i disse dage at mange går rundt med halsspændinger, nakkespændinger, kæbespændinger og spændinger i hofte og ben. Det er en gave at få løsnet op i de områder og giver en ekstrem frigivelse af energi og det er som om rygradens korthus falder på plads og benene får atter gang i venepumpen og giver varme helt ud i de kolde fødder, når kroppens centrum (bækkenet) bliver afspændt.
Halsen er fuld af bekymringer og tanker, der blokerer for et naturligt udtryk. Udtrykket behøver ikke være ekstrovert, det kan ligesåvel være i den indre dialog, at der er et udtryk der ikke gavner dig.
Sorgen sætter sig som små myoser imellem ribbenene. Alle de små sår, tårer eller perler sidder der og danner skjold om den dyrebare vejrtrækning og kan til tider betyde at vi ikke får trukket vejret ordentligt og det er en hård spiral at komme ind i. Brystbenet, sternum kan virke ømt og er en indikator på at din indre vejviser eller sjæl ikke kan få plads til alt det dejlige der også er i livet.
Vi har alle stjernestøv i os - ja det er rent videnskabeligt nu og måske sidder det netop her i Sternum. Stern betyder stjerne på tysk og Stjernekraften i os er af stor betydning, når det gælder om at kunne følge den indre vejledning.
Jeg får mange informationer på en dag og jeg er taknemmelig for dem alle. Hver og én!
Og jeg nyder den brede gruppe af mennesker i alderen 2 mdr til 75 år, som besøger mine hænder. Det er en meget rig lærdom, som jeg er meget ydmyg og taknemmlig for🙏