13/09/2023
Så er der nyt vedr. årets influenza- og covid-vaccinationer som vi ikke længere skal have noget at som helst at gøre med.
Sæsonvaccination 2023/2024 mod covid-19 og influenza
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at følgende personer bliver vaccineret mod influenza og covid-19:
· Personer på 65 år og derover
· Personer under 65 år med kronisk sygdom, herunder:
o Personer med kroniske lungesygdomme
o Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret, velreguleret forhøjet blodtryk)
o Personer med diabetes 1 eller 2 (sukkersyge)
o Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt, fx personer med immunglobulindefekter, organ- eller stamcelletransplantation, kræft i behandling med kemoterapi eller personer i anden immundæmpende behandling
o Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
o Personer med kronisk lever- eller nyresygdom
o Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med alvorlig reumatologisk sygdom, alvorlig neurologisk sygdom, korttarmssyndrom
· Personer med svær overvægt (BMI>35)
· Personer med andre alvorlige sygdomme eller tilstande, som medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med svær psykisk lidelse, Downs syndrom eller svært misbrug.
· Gravide i 2. eller 3. trimester
· Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt eller børn i øget risiko for alvorlig influenza eller covid-19
Borgere i målgruppen for begge vacciner kan få disse samtidig. Førtidspensionister samt børn i alderen 2-6 år bliver tilbudt gratis vaccination mod influenza.
Invitation til vaccination
Fra midt september 2023 sendes der invitation til vaccination ud via e-boks eller ved almindelig post (hvis borgeren er fritaget digital post) til følgende målgrupper:
· Borgere over 65 år
· Børn i alderen 2-6 år (forældre eller værge)
Alle andre målgrupper (fx kroniske syge under 65 år) vil ikke modtage en invitation til vaccination, men kan – via en tro og love erklæring – selv bestille tid til vaccination via www.vacciner.dk eller via bookingsupport på tlf.: 7023 2415 (for borgere uden MitID).
Booking af tid til vaccination
For borgere med MitID henvises til www.vacciner.dk
For borgere uden MitID henvises fra d. 11/09-2032 til at kontakte bookingsupport på telefonnr.: 7023 2415. Åbningstider i bookingsupport er alle hverdage fra 10.00 - 14.00 (mandag – fredag)
Vaccinationssteder
I år bliver det muligt for borgere at blive vaccineret i regionale vaccinationscentre og på udvalgte apoteker. Det er ikke muligt at blive vaccineret hos den praktiserende læge.
De regionale vaccinationscentre ligger i hhv. Aarhus, Samsø, Horsens, Herning, Struer, Lemvig, Ringkøbing, Randers, Grenå, Skrive, Silkeborg og Viborg.
Alle vaccinationssteder og åbningstider kan ses på Danmarkskortet (kortet opdateres løbende): https://www.rm.dk/om-os/aktuelt/corona/vaccination-mod-covid-19/vaccinationssteder/
Der henvises til Regionens hjemmeside for yderligere information om vaccination mod covid-19 og influenza.