DK Terapi - psykoterapi ved Dina Kristina

19/04/2026

“Uanset om vi tilbyder eller søger hjælp, så er vi alle sårede og vi er alle fuldkomne.”

Noget af det, jeg selv har måttet lære (og stadig øver mig i), er dette:

At jeg ikke skal være “helt på plads” for at kunne møde et andet menneske.

Det kan ellers være let at tro, at terapeuten har styr på det hele.
At den, der rækker ud efter hjælp, er den “sårbare”.

Men sandheden er en anden.

Jeg har også mine sår. Mine mønstre. Dage hvor jeg ikke står helt så fast i mig selv.
Og alligevel – eller måske netop derfor – kan jeg være nærværende i det, andre står i.

Vi bærer alle på noget. Erfaringer, der har sat spor.
Og samtidig rummer vi alle noget helt og værdifuldt, som ikke er gået i stykker.

For mig er terapi ikke et sted, hvor den ene “fixer” den anden.
Det er et møde mellem to mennesker.

Et rum, hvor det, der gør ondt, må være der –
og hvor det, der allerede er helt, kan få lov at fylde mere.

Måske kan du genkende det?

🤍

14/04/2026

Nogle gange begynder forandring ikke med det, vi gør – men med det, vi mærker.

Sommetider er vi først nødt til at tage et skridt i den indre verden, før vi kan tage et skridt i den ydre.

Det kan være at give plads til en følelse, vi plejer at skubbe væk.
At lytte lidt mere ærligt til os selv.
At turde være i det, der er – uden straks at ville fikse det.

Det er ikke altid synligt for andre.
Men det er ofte dér, de største bevægelser starter.

Du behøver ikke altid gøre mere.

Nogle gange er det modigste, du kan gøre…
at stoppe op
og mærke det, du ellers prøver at undgå.

Vi taler ofte om forandring som noget, vi skal gøre.

Men nogle gange starter den et helt andet sted.

Indeni.
I det, vi tør mærke.
I det, vi giver plads.

Hvad er ét lille skridt, du kan tage indad i dag?

Skriv gerne – jeg læser med 💬

08/04/2026

Hvornår føler du dig egentlig tættest på din partner?

For nogle opstår nærheden i de store øjeblikke – ferier, fejringer eller dybe samtaler.
For andre ligger den i det stille: et blik, en berøring, eller bare det at være sammen uden ord.

Nærhed kan se forskellig ud – og ofte fortæller den noget vigtigt om, hvad vi længes efter i relationen.

💭 Refleksion:
Hvornår føler du dig mest forbundet med din partner?
Og hvad sker der i de øjeblikke?

07/04/2026

Hvornår føler du dig mest forbundet med din partner?

Ofte ligger svaret i de små øjeblikke, vi næsten overser 💭

02/04/2026

Døden afslutter et liv.
Ikke et forhold.

Påsken kredser om liv og død.

Om det, der slutter – og det, der på en anden måde fortsætter.

I mange år har vi haft en forståelse af sorg, hvor man skulle “give slip” og komme videre.

Men i dag ved vi noget andet.

Relationen til den, vi har mistet, forsvinder ikke.
Den forandrer sig.

Vi bærer dem videre –
i minderne,
i det, de har lært os,
i måden vi lever vores liv på.

Inden for sorgforskning taler man om vedvarende bånd (Continuing Bonds).

At det ikke handler om at give slip –
men om at finde en ny måde at være forbundet på.

Måske kan påsken være en stille invitation til netop det:
At give plads til savnet
– og samtidig mærke forbindelsen.

💭 Hvem lever videre i dig?

28/03/2026

Det er ikke altid rart at opdage…

at vi nogle gange selv er med til at holde fast i det, der gør ondt.

Nogle gange kan vi føle os fanget i vores eget liv.

I tanker, mønstre eller relationer, der er svære at finde ud af.

Og det giver god mening.

For de mønstre, vi har, har ofte engang haft en vigtig funktion.

Så ja — nogle gange er vi både fangen og den, der holder døren lukket.

Og det kan føles provokerende at høre.

Men også håbefuldt.

For det betyder, at døren ikke kun er lukket udefra.

Den kan også åbnes indefra.

Ikke på én gang.
Ikke perfekt.
Men i små, ærlige skridt.

✨ Hvor i dit liv kunne du måske forsigtigt begynde at åbne lidt op?

25/03/2026

At miste et barn er mere end en knusende sorg.
Det er et eksistentielt jordskælv.

Det ryster ikke kun hjertet – det ryster selve grundvolden under det at være menneske.
For hvis mit barn kan dø … så kan alt ske.

Så er verden ikke længere det sted, jeg troede, den var.

Mange forældre beskriver, hvordan de ikke kun mister deres barn – de mister også en del af deres identitet.

- Hvem er jeg nu, når jeg er mor eller far til et dødt barn?

- Hvad er meningen med mit liv, når det, der gav det dybeste formål, er forsvundet?

Den naturlige orden brydes.
Fremtiden, som var fyldt med billeder, håb og selvfølgeligheder, smuldrer.

Og tilbage står et menneske i en verden, der pludselig føles uberegnelig og utryg.

Sorg efter at have mistet et barn er ikke lineær.
Den er ikke logisk.
Den kan rumme raseri, skyld, meningsløshed, længsel, kærlighed og tomhed – ofte på samme tid.

Og midt i det hele kan der opstå en dyb ensomhed.
For hvordan deler man noget, der føles ubærligt at bære – også for omgivelserne?

I mit arbejde som psykoterapeut møder jeg mennesker, der står i netop denne form for eksistentiel rystelse.

Her handler det ikke om at “komme videre”.
Det handler om nænsomt at finde fodfæste i en verden, der ikke længere føles sikker.

Om at give sorgen plads – uden at den skal fikses.
Om langsomt at genopbygge en identitet, hvor kærligheden til barnet stadig har en plads.

Man kommer ikke over at miste et barn.

Men man kan – skridt for skridt – lære at leve med den store sorg.
Og måske, med tiden, finde en ny form for mening, der ikke erstatter det mistede – men som kan eksistere ved siden af det.

Min erfaring er, at sorgen ikke nødvendigvis bliver mindre, men at vi som mennesker kan vokse og blive større, så vi bedre kan rumme sorgen og sammen med den, kærligheden som stadig lever.

22/03/2026

Fra sammenbrud til gennembrud ✨

Kan du genkende følelsen af ikke helt at kunne mærke dig selv længere?

Som om noget er gledet ud af hænderne på dig – eller aldrig helt har været der?

Måske står du et sted, hvor det gamle ikke længere føles rigtigt…
men det nye endnu ikke har taget form.

Det kan føles som et sammenbrud.

Men hvad nu, hvis det i virkeligheden er begyndelsen?

🌿 Når du begynder at forstå, at sammenbruddet ikke er et nederlag – men en åbning
🌿 Når du mærker, at tabet af dit gamle selv ikke er tomhed – men en vej hjem
🌿 Når du opdager, at det, du har forsøgt at kontrollere, i virkeligheden længes efter at blive givet fri

Så sker der noget.

Noget blødgøres.
Noget giver slip.
Noget nyt får lov til at vokse frem.

Det her er for dig, der længes efter at mærke dig selv igen.

For dig, der er klar til at leve lidt mere ægte, lidt mere frit – og meget mere i kontakt med det, der er dig.

Du er ikke ved at falde fra hinanden.
Du er ved at finde hjem 💫

16/03/2026

Mange er bange for at gøre noget forkert, når en ven eller et familiemedlem mister.

Så de siger ingenting.

Men for mange mennesker i sorg kan tavsheden føles endnu mere ensom.

Du behøver ikke have de rigtige ord.

Du behøver ikke forstå hele sorgen.
Det vigtigste er, at du tør være der.

I opslaget deler jeg 8 måder du kan støtte en, der har mistet.

Måske kender du én, der gerne vil være der for en i sorg – men ikke helt ved hvordan.

Gem opslaget hvis du vil kunne finde rådene igen.

Og del det gerne med én, der kan få brug for det ❤️

psykologi psykoterapi

14/03/2026

I en travl hverdag kan det være let at tro, at vi skal finde de rigtige ord, løsninger eller råd til dem, vi holder af.

Men ofte er det vigtigste langt mere enkelt.

At være til stede.
At lytte.
At give plads.

Når mennesker føler sig set og mødt, kan noget i dem begynde at blomstre 🌿

— Thich Nhat Hanh

Hvad får dig til at føle dig virkelig mødt af et andet menneske?

09/03/2026

Jeg delte en reel i går om den sorg vi skjuler.
Her er den fulde tekst til dig, der har brug for at læse den i ro ❤️

Den værste sorg er den sorg, du har lært dig selv at skjule.

Sorg er mange ting. Den kan være tydelig for folk omkring dig. Den kan være stille. Uden navn, uden ord.

Det kan være noget du gemmer bag et smil. Noget du har lært at skjule, fordi du tror, du skal være “stærk”. Måske for ikke at belaste andre. Måske fordi du ikke selv helt forstår, hvad der gør ondt.

Men sorg, der ikke bliver mødt og som gemmes væk, forsvinder ikke. Den sætter sig i kroppen som træthed, uro eller måske meningsløshed.

Opgivenhed…

Håbløshed…

Du fungerer måske fint udadtil, men indeni er der noget, der tynger.

En ensomhed. En afstand til dig selv. Når du ikke giver sorgen den plads, den kalder på, får den heller ikke mulighed for at bevæge sig.

Den bliver siddende som en indre spænding - og stjæler langsomt din energi og måske din livsgnist.

Du behøver ikke store ord.

Der er ikke en formel eller en “rigtig” måde at sørge på.

Du må godt sørge - også selvom ingen andre kan se, hvad du har mistet. Du må godt give slip på ideen om, at du altid skal have styr på det hele eller at du går i stykker, hvis du mærker sorgen.

Sorg har brug for plads. Den skal kunne bevæge sig som et pendul og det kan den ikke, hvis den spærres inde og gøres forkert.

Den har brug for tid og for nogen, der lytter uden at komme med “gode” råd.

Når du begynder at dele det, der gør ondt, bliver det ofte lidt lettere at bære. Ikke fordi smerten forsvinder, men fordi du ikke længere behøver være alene i sorgen.

Du må gerne være sårbar. Det er ikke et tegn på svaghed, tværtimod! Det er et tegn på mod og styrke!

Det er først, når du giver plads til sorgen, at der bliver plads til at begynde at hele.

Sorgen bliver ikke nødvendigvis mindre eller forsvinder, men du kan vokse så du bedre kan rumme sorgen og komme til at leve et helt liv - med sorger og glæder

08/03/2026