15/04/2026
Som mange ved, så ÆÆÆÆLSKER jeg videnskab 🔥
For mig kommer den ofte i form af bøger og podcasts.
I fredags – og igen i dag – oplevede jeg et af de dér øjeblikke:
“Ah ha… vildt, spændende og måske ikke mindre end fantastisk!” (synes jeg 😄)
På det seneste har min interesse især kredset om kvinders helbred og hormoner.
Og jeg indrømmer blankt: Jeg havde ingen idé om, hvor komplekse vi kvinder egentlig er. Livet går jo bare sin gang, og vi følger med…
Men…
Jeg har i mange år arbejdet med min egen krop og mit generelle helbred. Overordnet set går det faktisk rigtig godt:
God energi (nogle gange lidt for meget 😅), masser af bevægelse, vand/elektrolytter og rimelig god søvn.
Alligevel har der været noget, jeg ikke helt kunne få bugt med.
Noget, der irriterede.
Jeg har i flere år haft et “løbeøje”.
Jeg har talt med min optiker, været hos øjenlæge og læst en del om det her van(d)vittigt irriterende fænomen 😉
Konklusionen har været:
“Du har tørre slimhinder, fordi du er ved at blive voksen.”
Den køber jeg ikke helt (stædig som jeg er).
Min tåreproduktion er nemlig helt normal.
Derfor bestiller jeg en tid hos min læge til den store hormonsamtale.
Og så sker der noget interessant:
Da jeg taler med min optiker og fortæller om mit øje og den kommende lægesamtale, siger han:
“Det er sjovt – en kunde, der lige var her, er startet i hormonbehandling… og hendes øjne løber ikke længere!”
WOW.
Nu bliver det pludselig rigtig spændende!
I dag sker der så noget, der næsten vælter mig omkuld 🔥🔥
I en samtale med min mor i morges kommer vi ind på min lægetid og oplevelsen hos optikeren.
Min mor fylder 78 til august. Hun er aktiv: spiller golf, danser, går ture og laver øvelser hver dag. Mine forældre lever sundt – ingen rygning og meget lidt alkohol.
Alligevel fik hun ved sidste lægebesøg at vide, at hendes kolesterol er for højt.
Lægens vurdering var, at det “må ligge i familien”.
Selvfølgelig bekymrer det hende.
Hun ved en del om kolesterol – og også, at statiner (den mest brugte kolesterolsænkende medicin) ikke bare er noget, man ukritisk siger ja til.
Midt i vores samtale slår det mig:
Hvad nu hvis der er en sammenhæng?
Altså mellem forhøjet kolesterol og hormonel ubalance.
Min mor gik i overgangsalder allerede som 40-årig – og har kæmpet med symptomer lige siden. Hun har aldrig turdet tage hormonbehandling, fordi hun har hørt, at “det giver brystkræft”.
Så hun har faktisk levet med generne i næsten 40 år 😔
Og her kommer det vilde:
En hurtig gennemgang af forskning viser, at der faktisk ER en sammenhæng mellem hormonel ubalance og kolesterol.
Når hormonniveauerne ændrer sig, påvirker det leverens regulering af fedtstoffer. Det kan betyde højere LDL (“det onde”) og lavere HDL (“det gode”).
Vildt – ikke?
Så måske giver det mening at undersøge hormonniveauer, INDEN man taler statiner?
Præcis som en af mine klienters døtre gjorde…
og pludselig var hendes tal helt normale!
Min mor tager nu den viden med til sin næste lægesamtale og vil bede om en blodprøve, hvor hun får målt østrogen, progesteron og testosteron.
Kvinder er skønne, komplekse – og det samme er vores helbred og hormonbalance.
Vil du vide mere?
Jeg kan varmt anbefale to virkelig dygtige kvinder inden for kvinders helbred:
Dr. Natalie Crawford (OB-GYN)
The Fertility Formula: Take Control of Your Reproductive Future
Dr. Thaïs Aliabadi (OB-GYN og kirurg)
The New Menopause
De er blevet mine “go-to”, når det handler om mit helbred.
Måske ved du allerede alt det her.
Måske ved du også, at overgangsalderen består af tre faser:
Perimenopause – årene med svingende hormoner før sidste menstruation
Menopause – selve tidspunktet for sidste menstruation
Postmenopause – tiden efter, hvor hormonniveauet er lavt
Og ja… postmenopause er en fase, vi lever i resten af livet.
Hvis du allerede vidste alt det – hatten af 🎩
For mig er det ny viden, og jeg elsker det!
Puha… det blev lidt langt 😅
Hvis du har læst med helt herned: TAK 🙏
Jeg håber, du har fået noget viden med, du kan bruge 💛
De vildeste hormon-hilsner til dig 🤩
Majbrith