18/12/2025
Så fin en tekst og beskrivelse.
MASSIV OVERBELASTNING ER IKKE TRÆTHED. Det er desintegration.
I massiv overbelastning bryder den indre sammenhæng gradvist ned. Kroppen er i konstant alarm eller kollaps – ofte skiftende mellem de to – og der er ingen stabil tilstand at hvile i.
Man kan være udmattet og samtidig rastløs.
Have kvalme, hovedpine, trykken for brystet, indre rysten, varmeudbrud eller diffuse smerter uden tydelig årsag. Tankerne kan køre ukontrolleret eller forsvinde helt. Følelser bliver enten overvældende eller flade.
Basale funktioner som søvn, appetit, fordøjelse og koncentration mister deres rytme.
Mange beskriver en oplevelse af at være udenfor sig selv – ikke som et mentalt fravær, men som en manglende forankring: man eksisterer, men man bor ikke i sig selv.
Relationer, selv kærlige, bliver belastende.
Små krav føles uoverkommelige.
Selv hvile kan være svær, fordi kroppen ikke længere har adgang til ro.
Det er ikke svaghed.
Det er ikke manglende selvindsigt.
Det er et nervesystem, der har været presset langt ud over sin bæreevne.
Alligevel mødes denne tilstand ofte med et forkert svar
Når overbelastningen bliver synlig, aktiveres næsten automatisk de samme formaninger:
Træk vejret.
Slap af.
Regulér dig selv.
Tag ansvar for din egen tilstand.
Som om regulering er et spørgsmål om vilje.
Som om nervesystemet adlyder intention.
Denne forventning er ikke bare utilstrækkelig – den er skadelig.
Selvregulerings-ideologien overser nervesystemets realitet. Det autonome nervesystem regulerer ikke gennem indsigt, forklaring eller gode intentioner.
Det regulerer gennem sikkerhed, belastningsniveau og gentagelse over tid.
Når et menneske er i massiv overbelastning, har systemet ofte været i:
• langvarig alarm
• konstant mobilisering
• vedvarende kompensation
I den tilstand er ro ikke noget, man kan beslutte sig til.
“Slap af” er ikke en hjælp – det kan opleves som et overgreb.
Ikke fordi man modsætter sig regulering,
men fordi kroppen ikke længere har adgang til den.
At forvente selvregulering i denne fase svarer til at bede en brækket ankel “gå ordentligt”.
Når man stopper op, bliver det ofte værre før det bliver bedre.
Et af de mest misforståede fænomener i restitution er dette: Når belastningen endelig letter, falder man sjældent direkte ind i ro.
Tværtimod.
Uro, angst, tomhed, tvivl.
Kropslige symptomer kan forstærkes.
Gamle konflikter, minder eller relationelle smerter kan trænge sig på.
Det kan føles som om man mister fodfæstet, netop som man stopper. Men det er ofte ikke dysregulering – det er afvikling.
Et nervesystem, der har været i overlevelse, skal først slippe alarmen, før det kan finde stabilitet.
Og det er en proces, ikke et øjeblik.
Nedtrapning er ikke selvkontrol – det er aflastning. I massiv overbelastning handler nedtrapning ikke om bedre strategier. Den handler om at fjerne pres.
Færre krav.
Mindre stimulation.
Langsommere tempo.
Mere forudsigelighed.
Mindre relationel forhandling.
Ofte også fysisk og emotionel afstand.
Ikke som afvisning, men som nødvendig beskyttelse.
Basale behov kommer først:
søvn, mad, væske, varme.
Ikke som velvære.
Men som biologisk stabilisering.
Ingen mængde refleksion kan erstatte det.
Vejen tilbage til regulering er sjældent dramatisk.
Den er stille og ujævn.
Vejrtrækningen bliver dybere af sig selv.
Kroppen bliver tungere.
Tankerne mister tempo.
Sanserne bliver klarere.
Man kan igen mærke behov uden at analysere dem.
Der opstår korte øjeblikke af tilstedeværelse – ikke som glæde eller lettelse, men som fravær af konstant alarm.
Nærvær føles ikke stort.
Det føles muligt.
En afsluttende men afgørende pointe:
Når kroppen bremser en på dette niveau, er det ikke fordi man ikke har reguleret sig selv godt nok.
Det er fordi regulering ikke er et individuelt moralsk projekt.
Massiv overbelastning kan ikke løses med vilje.
Den kræver, at presset faktisk ophører.
Restitution handler ikke om at vende tilbage til den, man var før. Den handler om at finde en rytme, som nervesystemet kan leve i uden at bryde sammen.
At komme hjem i sig selv er ikke noget, man tager sig sammen til. Det er noget, der sker, når kroppen igen oplever sikkerhed.
Og det tager tid …
