Hvad er åbningstiderne?

Tirsdag 10:00 - 15:00 Torsdag 10:00 - 15:00

Pind-Smerteklinik / Pind-Mental Bjerringbro, Torvegade 8, Bjerringbro (2025)

10/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 49
PYT-KNAP – når tankerne trænger til ro

Det begyndte som en gnist. Nogle gange kom den indefra — et stik i maven, en uro i brystet, en gammel smerte, der meldte sig — andre gange kom den udefra: en fornærmelse, et skænderi, et misforstået blik. Begge slags gnister kunne antænde noget i Hjernebyen, for vinden af frygt og irritation blæste det hele op.
“Der har du det,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd og pegede mod Mandelhuset, hvor røde lamper blinkede. “En kropsfornemmelse kan vække alarmen — og et hårdt ord kan gøre det samme.” “Ja,” svarede den anden. “Det ene giver gnist, det andet giver vind. Og hvis vinden får lov at suse, bliver selv små flammer til en brand.”
Røgen bredte sig. Fra Casinoets blinkende maskiner til stadionets tomme tribuner kunne man høre ekkoet af uro: nogle Borgere råbte i frustration, andre slog i hovedet på sig selv, fordi kroppen gjorde ondt og humøret knækkede. Vandtrykket steg, gadelysene blinkede, og i Bibliotekets læsesal blev sider vendt uroligt. “Det er altid det samme,” sukkede Bibliotekaren. “Indre smerter og ydre konflikter fodrer hinanden — så bliver alarmen højere.”
Midt i kaosset stod Skoledrengen med sin notesbog. Foran ham blinkede to knapper: en rød PANIK og en grøn PYT.
“Tryk den rigtige,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd. “Men hvad hvis smerten bliver værre, eller nogen råber mere?” spurgte drengen. “Så trækker du vejret roligt — og lader ikke vinden bestemme,” svarede den anden beroligende. “Panik spreder vinden; Pyt lukker den ned.”
Drengen lukkede øjnene, tog en dyb, langsom indånding helt ned i maven og trykkede så på den grønne knap. Et øjeblik var alt som før. Så stilnede vinden. Flammerne faldt fra høje, vilde skyer til bløde gløder. De, der havde råbt, åndede tungt og satte sig; de, der havde haft ondt, mærkede, at kroppen blev mindre truet.
“Du har ikke ignoreret smerten,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd. “Du har givet den plads uden at gøre den til den, der bestemmer.” “Og du har ikke blokeret for følelser,” tilføjede den anden. “Du har blot slukket for stormen, så Borgmesteren forstanden kan få taletid.”
Luften blev klarere. Vindmøllen i udkanten susede roligt igen, som hjertets rolige slag efter et raserianfald.
Byens rytme fandt sig selv — ikke ved at udslette gnisten, men ved at regulere vinden, så gnisterne ikke slog over i ødelæggende flammer.
Skoledrengen skrev i sin notesbog: “Når både krop og andre tænder gnister, hjælper det ikke at råbe med vinden. Træk vejret, tryk Pyt, og lær af gløderne.”

09/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 48: SÅRBARHED – algoritmerne tog over

Der var kommet en ny stilhed i Hjernebyen. Ikke den rolige, som ved springvandet, men en stille summen af usynlige bekymringer.
I skolerne sad børnene med trætte øjne, og mange var slet ikke mødt op. De kaldte det skolevægring – men i virkeligheden var det hjernen, der havde fået nok. De voksnes forklaring var forskellig. Nogle sagde, børnene var blevet skrøbelige. Andre mente, verden var blevet for voldsom. Sandheden lå måske midt imellem. For børns hjerner var de samme som altid – men omgivelserne havde ændret sig dramatisk.
I Hjernebyen var dopamin blevet en handelsvare. Skærme, spil og likes flød som farvestrålende slik i gaderne. Selv kærlighed og nærvær var blevet noget, man kunne hente i små doser fra en skærm, når tiden tillod det. Forældrene elskede deres børn, men mange var selv fanget i dopaminens spiral – bundet til den næste notifikation, det næste lille blink, der lovede et øjebliks mening.
Børnene lærte hurtigt. De fandt dopaminens genvej før de lærte at mærke efter. Kontakten til virkeligheden blev tyndere. Legepladserne lå stille, og ansigterne på skærmen kunne ikke give den varme afstemning, som kroppen havde brug for. Uden den bliver følelserne rå og uregulerede. Det, der før blev mødt med trøst, bliver nu mødt med algoritmer.
Så vokser sårbarheden som ukrudt mellem data og forventninger.
Nogle børn bliver rastløse, andre bange. Nogle trækker sig helt. Og de voksne leder efter forklaringer – diagnoser, der kan rumme det ubegribelige. Men måske er diagnoserne blot et spejl, der viser, hvor meget selve tiden er kommet ud af balance.
De 2 Gamle Mænd står med ryggen til Byens skole. “De små har ikke brug for flere skærme,” siger den ene stille, “de har brug for flere blikke.” Den anden nikker. “Og flere hænder, der rækker frem, når dopaminen slipper.”
Skoledrengen står i nærheden med sin notesbog. Han skriver: “Hvis hjernen skal være stærk, skal den mærke livet – ikke kun se på det.” Han tegner et barn, der rækker hånden frem mod et andet. Og under tegningen skriver han: “Den ægte belønning er at blive mødt.”
Skoledrengen skriver i sin notesbog: “Vi troede, vi gjorde dem stærke ved at give dem alt. Men måske bliver man robust af at mangle – bare lidt.”

08/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 47
”DEN ÅBNE DØR”–TRIGGER – sådan gør du fremskridt

Der var stille i Hjernebyen den morgen. Solen sneg sig gennem sprækkerne i de gamle bygninger, og hver gang en dør åbnedes, lød et lille klik, som et signal i byens rytme.
De to Gamle Mænd var som sædvanligt omkring torvet. Skoledrengen var netop på vej væk fra Skolen.
“Har du nogensinde tænkt over, hvor mange gange vi åbner en dør på en dag?” spurgte den ene sf de 2 Gamle Mænd. “Alt for mange,” sukkede den anden, “og sjældent med andet end vanetanker i hovedet.”
Skoledrengen standsede og vendte sig om. “Jeg har faktisk lært noget nyt om det dér,” sagde han og slog sin notesbog op. “Man kan bruge en dør som en trigger.” “En hvad-for-noget?” spurgte den første Gamle. “En påmindelse,” forklarede drengen tålmodigt. “Hver gang man går gennem en dør, kan man bruge øjeblikket til at tænke på det, man gerne vil ændre. For eksempel: “Når jeg går gennem denne dør, så husker jeg at lytte bedre”, eller “Når jeg træder ind, så er jeg allerede rolig.”
Den anden Gamle nikkede langsomt. “Så døren bliver som en slags startknap for en ny version af én selv?” “Lige præcis,” sagde Skoledrengen. “Men det virker kun, hvis man gør det konsekvent. Hvis man ser den ønskede forandring for sig — som om den allerede er sket. Ikke noget med ‘man burde’. Det skal være: “Jeg gør. Jeg er.”
Den første Gamle smilede skævt. “Så man skal forestille sig, at døren ikke bare åbner sig udad — men også indad?”
Skoledrengen lo. “Ja, det er faktisk hele pointen. Hver dør er en invitation til at træde ind i det liv, man gerne vil leve.”
“Og hvor længe skal man gøre det?” spurgte den anden Gamle.
“Et par uger,” sagde drengen. “Så begynder hjernen selv at huske det. Det er som ringe i vandet — de breder sig, og pludselig når man længere end man troede.”
De to Gamle sad tavse et øjeblik. En vind slog døren til Biblioteket op, og solen glimtede i messinghåndtaget. “Jeg tror, jeg vil bruge døren til Café Synapsen,” sagde den ene og rejste sig. “Når jeg går ind dér, husker jeg at nyde kaffen — ikke bare drikke den.” “Og jeg,” sagde den anden med et smil, “vil bruge døren til rådhuset. Når jeg går ud dérfra, så husker jeg, at al forandring starter med en tanke.”
Skoledrengen skrev i sin notesbog: “Hvis du vil ændre dit liv, så begynd ved døren. Det er dér, hjernen står klar — og venter på dit signal.”

06/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 46: OMKOD HJERNEN – fra negativ til positiv!

Mange af Hjernebyens Borgere går rundt med småbekymringer, irritationer og tankemylder – enten over sig selv eller over naboen. Det er som en svag elektrisk støj, der hele tiden summer i baggrunden og påvirker Byens stemning.
Derfor oprettede Borgmesteren ”OMKOD HJERNEN”, et sted hvor man kan lære at vende sit mentale ”minus til plus”. Her trænes borgerne i at tænke konstruktivt, registrere deres tanker og gradvist ændre mønstre i hjernens kredsløb – fra bekymring til nysgerrighed, fra kritik til forståelse.
Hver dag skal deltagerne udfylde et særligt ark: – på den ene halvdel noterer de positive tanker og handlinger – på den anden halvdel skriver de negative tanker, fejl og brok.
Når dagen er slut, afleverer de det halve ark med de negative tanker på ”Forbrændingsanlægget” – endelig ikke ”Genbrugscentralen”. Det negative skal selvfølgelig ikke genanvendes, men afbrændes som affaldsenergi, så varmen kan føde noget nyt.
De 2 Gamle Mænd ser på skorstenen, hvor små røgsøjler stiger mod himlen. “Se,” siger den ene, “det er bekymringer, der endelig har fundet et formål.” Den anden nikker. “Ja – her bliver selv brok til varme.”
Skoledrengen står med sin notesbog og skriver: “Man kan ikke slette tanker – men man kan omskrive dem. Minus bliver til plus, når man vælger at tænde lyset.” Efter at have bladret lidt i sin notesbog fortsatte han: ”Man kan selektivt se på sine positive tanker og handlinger og indsætte dem i sin mentale bank”.

04/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 45: SKUFFELSE - dopamin vender altid tilbage…

Når Forventningsstrøget lukker ned og Festivalpladsens lys blinker ud, vågner Skuffelsesgyden i Hjernebyen. Her samler sig tomme balloner, faldne plakater og stille Borgere med sænkede skuldre. Dopaminets magnet har ikke trukket dem længere – og serotoninen er falmet – men nu kommer erfaringen til: dopaminet vender tilbage med både refleksion og sin vanlige tiltrækningskraft.
“Se der,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd og pegede ud over gaden, hvor Borgerne trak fødderne efter sig. “Sådan ser hjernen ud, når den ikke får, hvad den håbede på.”
“Ja,” svarede den anden. “Store forventninger kan blive til skuffelser, nederlag, vrede eller bitterhed – især når vi glemmer, at alt ikke altid går, som vi vil.”
Skoledrengen skrev i sin notesbog: “Skuffelse er, når virkeligheden ikke passer med det, man troede – men dopaminet lokker stadig!”
De 2 Gamle Mænd nikkede. “Men skuffelse er ikke bare tab,” sagde den ene. “Det er signalet, der opfordrer til reflektion: Gjorde du dit bedste? Hvad kan du ændre næste gang? Og husk at lykønske dem, der var bedre den dag”. “Ja,” tilføjede den anden, “det handler om accept – både af egne og andres handlinger. Og samtidig holder dopamin sin tiltrækningskraft; den lærer dig stadig at stræbe”.
Skoledrengen skrev videre: “Dopaminet vender altid tilbage – nu med erfaring. Men også som den magnet, du måske slet ikke skulle komme i nærheden af!”
I baggrunden spejler søens ro og de dæmpede farver i gaden både tristhed og refleksion, mens de 2 Gamle Mænd sidder stille ved kanten og ser, hvordan Hjernebyens Borgere lærer af skuffelsen.

03/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 44: FORVENTNING – når hjernen mærker glæden før den sker

I Hjernebyen findes Forventningsstrøget, lige ved Festivalpladsen, hvor dopaminbanerne løber som lysende kabler gennem luften.
Her mærkes hjernens stærkeste magnet: Forventningens DOPAMIN. Den trækker borgere frem, lokker, forfører – og gør, at øjeblikkets glæde opleves intenst og levende.
“Se dem,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd og pegede på en flok borgere, der stod foran lysende skilte og storskærme. “Det er dopaminet, der holder festen kørende – ren forventning, uden tanke på, hvad der kan gå galt”. “Ja,” svarede den anden. “Men husk glæden og begejstringen – det er SEROTONINEN, der giver farve og varme til oplevelsen. Uden den ville forventningen bare være en kold tiltrækning”.
Skoledrengen nikkede og skrev i sin notesbog: “Dopamin trækker mig frem, serotonin gør det til en fest.”
“Og det er her, hjernen lærer,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd. “Forventningen er så stærk, at vi husker det, vi skal, og glemmer alt andet. Dopaminet er magneten; serotoninen gør oplevelsen værd at stræbe efter”. Den anden tilføjede: “Brugt klogt kan denne magnet styre vores læring, hjælpe os til at huske, og endda udløse hjernens placebo-medicin”.
Skoledrengen skrev ivrigt videre: “Forventning = hjernens magnet, glæde = farven, læring = gevinsten”.
De 2 Gamle Mænd lo stille. “Ja, dreng. Og ligesom på Festivalpladsen: det er ikke kun lyset, der tæller, men også de kabler, der trækker strømmen frem”.

02/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 43: ”HVIS…SÅ…” - Når tanker bliver til handling

I Hjernebyen lå et kvarter, hvor fortid og fremtid mødtes i et net af små forbindelser. Her trænede Borgerne den svære kunst at få tanker til at blive til handlinger. Overalt flød det med små fingersløjfer, der var faldet af – som tegn på alt det, man havde villet huske, men som gled væk igen. Hukommelsen var ofte som en si.
I kvarteret lå det særlige sted, som kaldtes “Implementeringsværkstedet”. Her træner Borgerne den kunst at gøre tanker virkelige.
De arbejder med ” ”HVIS…SÅ…” metoden — den enkle, men kraftfulde regel, der hjælper hjernen med at bygge bro mellem intention og handling: ”HVIS jeg mærker…Så gør jeg…”
Men nogle har svært ved at holde forbindelsen, især når DOPAMIN kalder på noget nyt. Derfor bruger de “Huskedyr”.
Hver Borger vælger sit eget Huskedyr, der hjælper tanken på vej, når ”HVIS” skal mødes med ”SÅ”. For eksempel egernet, der minder om hurtige spring mellem tanker — eller sommerfuglen, der flyver frit, men altid vender tilbage til samme blomst. Når Borgeren skal huske en ny vane, siger han: “HVIS jeg mærker trangen til at udskyde — SÅ kalder jeg på mit egern”.
Det virker, fordi hjernen elsker billeder. Den binder følelser, bevægelser og symboler sammen, så et Huskedyr kan blive en genvej til en tanke, ligesom en TRIGGER til en vane.
De 2 Gamle Mænd har naturligvis også deres Huskedyr. “Jo tydeligere dit Huskedyr er, jo klarere din tanke”, siger den ene af de 2 Gamle Mænd på sin vante måde. “Og jo vildere Huskedyret er, jo sværere er det at tæmme tanken” svarer den anden. “Mit er en skildpadde”, siger den ene. “Den minder mig om, at hurtige tanker ikke altid når længst”. “Og mit er en ravn”, siger den anden. “Den husker alt — men deler intet.”
I Hjernebyen kalder man det “at mene det alvorligt”.
Når Borgeren først formulerer sit “HVIS…SÅ…” - sætning, er der allerede bygget en ny sti i byen. En mental genvej, hvor beslutningen er truffet på forhånd. Ingen forhandling - ingen undskyldning. Bare handling.
“Fang den!”, signalerer: “Stop og gem nu – den flyver væk om et sekund”. Borgerens reaktion bliver refleksivt, når der dukker noget nyt op. Gradvist bliver det til en automatisk mental refleks – det breder sig som “ringe i vandet”.
Skoledrengen smiler og tegner sit egern i notesbogen. Han véd, at HVIS han husker at kalde på det, SÅ finder han nok tilbage til, hvad han ville.

01/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 42: HUKOMMELSE - fra tanke til genkaldelse

Hjernebyen var som altid i forandring. Nye bygninger skød op, gamle blev revet ned, og inde i Biblioteket – byens ældste og mest støvede institution – kæmpede Bibliotekaren for at bevare orden i kaosset. Han havde ansvaret for al viden, erfaring og erindring, men det var ikke nogen let tjans. Der kom konstant nye bøger og dokumenter ind, som skulle registreres og gemmes, men det var ikke altid, hans opmærksomhed fulgte med. Når tankerne fór, lagde han mapper de forkerte steder – eller glemte, hvor han overhovedet havde lagt dem. Og når han blev stresset, greb han til sin velkendte strategi: han smed det hele ud. “Bedre at rydde op end at rode,” mumlede han, mens stakke af erindringer forsvandt i makulatorens sultne mund.
Borgere i Hjernebyen begyndte snart at mærke følgerne. De kunne stå midt i en sætning og pludselig glemme, hvad de talte om. Eller de gik hvileløst frem og tilbage på torvet, overbeviste om, at de havde glemt noget vigtigt — uden at ane hvad. Nogle sagde, at Bibliotekarens glemsomhed havde smittet hele byen.
Der fandtes dog nogle, der tog kampen op. De trænede deres hukommelse, som andre trænede muskler. De kendte til mnemoteknikker og brugte fantasien som redskab. “Hvis jeg vil huske det her, så skal jeg…” sagde de højt, mens de skabte de mest absurde billeder i deres sind — for jo mere usædvanlig forestillingen var, desto sværere var den at glemme igen.
De 2 Gamle Mænd sad som sædvanlig på bænken foran Biblioteket. Den ene nikkede eftertænksomt: “Det bliver nu ikke lettere med alderen”. Den anden sukkede og svarede: “Nej, men der er også ting, man ville ønske, man kunne glemme”.
Skoledrengen, der sad på kanten af springvandet, trak på skuldrene. “Da jeg sad i kontroltårnet, lærte jeg, at det er godt at være fokuseret, så koncentrationen kan hjælpe på hukommelsen”. ”Og jeg fandt ud af, at det var mig, der ved at lære egernet at danse, kunne bruge det til at fastholde tanken. Jeg fik også den idé, at det kunne være en sommerfugl, der på en levende, men mere rolige måde fastholdt emnerne, der skulle huskes. Det at se det og opleve det rumligt, giver et godt udgangspunkt for at lagre det”. Og så fortsatte han: ”Og det som hele tiden bimlede i den der cellefon, som jeg havde fået udleveret, var heldigvis ikke værd at huske”.
De 2 Gamle Mænd så på hinanden og smilte skævt. “Ja, det er godt at lære noget, når man har været under pres”, sagde den ene. ”Ja” sagde den anden af de 2 Gamle Mænd, ”for så laver man fremtiden om”.
Langsomt begyndte en tynd tåge at drive ind over Bibliotekets tage. Den snoede sig mellem gaderne og lagde sig som et slør over byens sten og ord. Mappernes etiketter blev utydelige, bogstaver gled sammen, og i læsesalen lød kun den sagte knitren fra makulatoren, der arbejdede videre, som om intet var hændt. Det var Glemslens Tåge, sagde man — den, der kom snigende, når hjernen havde fået for meget at huske på.
Da de 2 Gamle Mænd rejste sig fra bænken, sagde den ene: ”Nu må vi hellere huske at tænke på, om der er noget vi har glemt?”. ”Den sætning vil jeg huske på fremover…!”, sagde den anden af de 2 Gamle Mænd.

30/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 41: KONCENTRATION – en sjælden evne i en tid, hvor alt kæmper om at forstyrre den!

Over Hjernebyen rager det høje Kontroltårn op som et fyrtårn af fokus. Herinde sidder Fokus — den unge flyveleder — omgivet af skærme, blinkende lamper og små lysstriber, der repræsenterer borgernes tanker på vej ud i byen. Nogle flyver præcist og målrettet mod deres destination. Andre forsvinder i tågen, laver en uventet vending eller styrter direkte ned i Social Media-dalen.
Ved siden af ham sidder Skoledrengen, nu i praktik. Han har fået til opgave at holde øje med tankerne, der skal lande igen — de afbrudte, dem der fløj af sted for at tjekke “bare lige en besked” og aldrig kom tilbage.
“Sådan dér,” mumler Fokus, mens én af skærmene blinker rødt. “Der røg endnu en tanke af ruten”. Skoledrengen læner sig frem: “Hvor skulle den hen?” “Til en opgave”, svarer Fokus. “Men den blev distraheret af et katteklip!”
De 2 Gamle Mænd sidder i nærhed på bænken - i dagens anledning har de været i mølposen og er anderledes klædt - og de følger tankestrømmen som andre følger flytrafik. “Kan du huske, dengang man bare tænkte én tanke ad gangen?” spørger den ene. “Nej,” svarer den anden tørt. “Jeg blev vist afbrudt midt i det”.
De ler, men ser samtidig op mod tårnet, hvor lysstriberne danser som forvirrede ildfluer. En tanke forsøger at finde tilbage til sin start, men må vende om igen. Det kaldes resumption i Hjernebyen — evnen til at genoptage det, man egentlig ville. En sjælden kunst.
Skoledrengen forsøger at hjælpe. Han trykker på en knap og sender et signal ud: “Kom hjem, tanke 42, du skulle skrive, ikke scrolle!” Skoledrengen prøver selv at holde styr på tankerne, men de hopper som egern fra gren til gren – hurtigere, end han kan nå at følge. Egernet hopper som dopamin på speed. Skoledrengen er i dagens anledning i øvrigt udstyret med en moderne cellefon. Her er hver notifikation, hvert bip og blink som et nyt træ i skoven, der lokker - og pludselig ved han ikke længere, hvilken gren han sprang fra.
De 2 Gamle Mænd på bænken ser op mod tårnet. “Han har travlt deroppe,” siger den ene. “Ja,” svarer den anden, “men egernet når altid først”. “Og dér styrtede endnu en tanke”. “Ja,” siger den anden. “Hjernebyen har travlt med alt det, ingen rigtig når”.

28/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 40: MENTAL TRÆNING – hvis tro kan flytte bjerge, så…!

Borgmesteren ville helst være den, der havde styr på alle knapperne. Men det skete ofte, at der var uro længere nede i geledderne, hvor selvstyringen skulle tage over. Særligt i Mandelhuset kunne stress sætte alle fornuftige regler ud af spil, og signalerne til de øvrige kvarterer blev forvrænget, som om nogen havde skruet for højt op for støjen.
Derfor havde man nede ved fitnesscentret indrettet et særligt lokale — et stille rum, hvor Borgerne kunne træne deres sind. Det var lydtæt, dæmpet og lidt mystisk. Her lærte man at tæmme tankerne, som ellers fløj rundt i byen som urolige spurve.
Nogle trænede ved bare at observere, hvad der skete i krop og hoved - som at stå på bredden og se åen flyde forbi uden at gribe ind. Andre trænede målrettet, og deres hjerner blev som præcisionsmaskiner. De visualiserede sig selv gennem eksaminer, løb, taler, sygdomsforløb – og de gjorde det med samme disciplin, som dem der løftede jern inde ved maskinerne.
Der var ingen genveje. Det krævede gentagelse, fokus og tålmodighed. Men til gengæld begyndte noget bemærkelsesværdigt at ske: deres hjerner faldt til ro, samtidig med at de blev mere vågne og målrettede.
Skanninger viste, at visse områder i Hjernebyen – især oppe omkring Kontroltårnet og det lille kvarter bag Pandelappen – blev stærkere og mere sammenhængende. Der blev dannet nye forbindelser. Dopamin- og endorfinsystemerne lærte at samarbejde i stedet for at kæmpe.
De 2 Ældre Mænd var inviteret indenfor, men betragtede centret med et skeptisk blik. “Jeg gider ikke ligge eller sidde på en speciel måtte for at trække vejret som en flodhest,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd. “Det gjorde jeg nok af i min ungdom,” tilføjede den anden af de 2 Gamle Mænd.
Skoledrengen havde allerede stået alene i kø ved receptionen. “Et årskort, tak,” havde han ivrigt sagt. “Jeg tænker at starte med koncentrationstræning og lidt dopamin-optimering. Det virker som hjernens egen PLACEBO!”
De 2 Gamle Mænd så på hinanden. “Det begynder med koncentration,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd tørt. “Og ender med overanstrengelse,” svarede den anden lige så tørt.
Inde i lokalet kunne man høre de dybe, rolige vejrtrækninger. Udefra så det ud som om, de bare sad eller lå og sov — men i virkeligheden var de vågne på en ny måde. En måde, som selv Borgmesteren misundte dem.

26/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 39: PLACEBO - Hjernens eget apotek.

Nede på torvet var der kommet en ny bod, der straks vakte nysgerrighed. Skiltet over disken lød: “Placebo & Co. Hjernens eget Apotek”.
Borgerne stimlede sammen, for rygtet sagde, at her kunne man få det bedre, uden egentlig at få noget som helst. Nogle rystede på hovedet – det lød som fup og fidus – men andre nikkede og sagde: “Bare det virker.”
Det interessante var, at det gjorde det faktisk. Hver tredje borger, der trådte ind, gik derfra med en lethed i kroppen, et klarere blik og en følelse af, at noget var faldet på plads. De vidste ikke hvorfor. Måske fordi de havde fået at vide, at nu skete der noget. Måske fordi troen i sig selv satte gang i Hjernebyens finmaskede netværk af signaler og belønningsstoffer.
Oppe på Rådhuset sad Borgmesteren og grublede. Han havde altid ment, at behandling skulle bygge på kontrollerbare virkemidler – men nu viste tallene noget andet. Selv uden aktiv stofpåvirkning så man forandringer i blodet, puls, hjerterytme og tilmed i organernes aktivitet. Det var som om, tanken i sig selv bar en form for biologi.
Ved kaffeboden sad de 2 Gamle Mænd, som altid, og betragtede mylderet.
“De kalder det snydevirkning,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd. “Men ‘placebo’ betyder jo egentlig at behage.” “Så måske er det bare hjernen, der gerne vil behage kroppen,” svarede den anden af de 2 Gamle Mænd og nikkede alvorligt.
Skoledrengen stod ved siden af og iagttog eksperimentet med store øjne. “Så hvis man tror nok på noget,” sagde han, “kan det virke – også selvom det ikke er der?” “Præcis,” svarede den første af de 2 Gamle Mænd. “Og det kaldes tro”.
“Men det virker også den anden vej,” sagde den anden. “Hvis man tvivler nok, virker selv den bedste medicin ikke”. “Det kaldes nocebo”, tilføjede Skoledrengen hurtigt, som havde han læst det i en bog.
I Hjernebyen begyndte man at forstå, at enhver behandling – uanset hvor avanceret – altid startede det samme sted: i tanken. Resten var bare finjustering.
Like og del gerne😊

24/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 38: DOPAMINJÆGER / DOPAMINJUNKIE? - Klik, hvis du tør – og du ved, om du bliver styret?

”Testcenteret” lå lidt for sig selv, som om det ventede på nogen, der aldrig kom.
Et moderne skilt blinkede lokkende. Men der var ingen kø.
Folk gik forbi med mobilen i hånden – på vej mod næste lille sus: notifikationer, likes, spil, serier. Inde i centret stod apparaterne klar: målere for puls, reaktionstid og belønningsrespons. Men skærmene flimrede tomt. Ingen kunne holde sig i ro længe nok til, at målingen overhovedet kunne begynde.
Udenfor sad den ene af de 2 Gamle Mænd på bænken og betragtede stilheden. “De ønsker ikke at vide, om de er afhængige,” sagde han. “For det kræver, at de stopper op.” Den anden af de 2 Gamle Mænd var gået en tur, og nu var den første pludselig ved at blive lokket.
Skoledrengen stod lidt fra dem.
Forklædt som dreng gik én af Tech-giganterne rundt med en fiskestang, og i krogen glimtede den nyeste model af en mobiltelefon.
Og netop derfor sad den ene af de 2 Gamle Mænd nu med en funklende mobil i hånden.
Hvad var nu det? Var det en test af de 2 Gamle Mænd? Var de selv blevet påvirket af alt det, de plejede at advare imod?
Måske ville han bare afprøve det store spørgsmål i Hjernebyen:
Kan man egentlig skelne mellem en jæger og en ju**ie udefra?
Begge løber efter dopamin – men kun den ene ved hvorfor.
DOPAMINJUNKIEN jagtede følelsen. Det næste fix. Den næste bekræftelse. Hver gang dopaminen tændte et lille fyrværkeri i hjernen, troede han, at han levede – men i virkeligheden var det snoren, der strammede.
DOPAMINJÆGEREN jagtede retningen. Han vidste, at dopamin ikke bare var nydelse, men energi, der kunne bruges rigtigt. Han målte ikke sin succes i likes eller blink, men i fremskridt. Han kunne mærke, at dopamin var bedst, når det var langsomt.
De to typer fandtes i alle Borgere. Ingen var kun det ene eller det andet – men hver dag tippede balancen: Et klik. En beslutning. En vane.
“Så hvem styrer egentlig hvem?” spurgte den ene af de 2 Gamle Mænd. “Tør jeg selv prøve?”
Skoledrengen smilede - men var alligevel ekstra eftertænksom.
På himlen blinkede solen kort i fiskekrogens funklende mobil –
som et dopamin-sus, der lige var sluppet fri.

Pind-Smerteklinik / Pind-Mental Bjerringbro

10/11/2025

09/11/2025

08/11/2025

06/11/2025

04/11/2025

03/11/2025

02/11/2025

01/11/2025

30/10/2025

28/10/2025

26/10/2025

24/10/2025

Adresse

Åbningstider

Telefon

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type