Hvad er åbningstiderne?

Tirsdag 10:00 - 15:00 Torsdag 10:00 - 15:00

Pind-Smerteklinik / Pind-Mental Bjerringbro, Torvegade 8, Bjerringbro (2025)

03/12/2025

God omtale af Parkinsonbogen i “Parkinson Nyt”.
Køb bogen her:
https://bogshop.bod.dk/parkinson-nye-veje-til-storre-livskvalitet-robert-pind-9788743023920
Der er både mulighed for at læse uddrag og se indholdsfortegnelse.
Like og del gerne

25/11/2025

EPILOG - Spejlet

Dopaminens verden er fuld af fortællinger. Den er både myte og mekanisme - en kraft, der styrer og forfører.
I dens dybder gemmer sig Geppetto, der trækker i trådene i Pinocchio, Achilleus med sin sårbare hæl, og de to havuhyrer Scylla og Charybdis, som Odysseus måtte navigere imellem.
Dopamin lokker os med løfter om glæde, men gemmer også faldgruber af afhængighed og tomhed. For meget - og vi sluges af begær. For lidt - og vi synker i meningsløshed.
Når vi mister balancen, træder Amygdala frem som den storm, der følger efter Dopamins glitrende hav. Den minder os om, at ethvert lys har en skygge.
I hjernens indre landskab brydes strømme af belønning og frygt, håb og kontrol, længsel og ro. Den, der formår at se mønsteret bag bevægelsen, finder måske ikke sandheden, men et kompas.
Og dér - hvor stormen lægger sig - ligger ”Mennesket som en by” med HJERNEBYEN, som den lysende leder.
Der var helt stille over Byen nu. Glimmeret var dæmpet, skærmene åndede sagte som sovende dyr.
De 2 Gamle Mænd stod ved Søen, der engang spejlede lysene fra tusinde skærme, men nu kun stjernerne - og måske noget dybere. “Kan du huske, da Byen bare var en tanke?” spurgte den ene. “Ja”, svarede den anden. “Og nu tænker den selv”.
Ved Søen stod Skoledrengen og så sit eget spejlbillede. Han så ikke længere et barn - men en by.
En by med veje som nerver, med huse som minder, med vinduer som øjne, der kiggede både ud og ind.
Og idet han så det, forstod han:
Byen havde aldrig været derude. Den havde altid boet i ham.
Hjernebyen var mennesket - og mennesket var Hjernebyen.
I baggrunden ligesom svævede en skikkelse, han ikke helt havde lagt mærke til før. En underlig hjælperfigur, der blinkede svagt i konturerne.
“Hvem er det?” spurgte Skoledrengen.
“Det dér,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd smilende og knejsede lidt, “det er Fætter AI”. “En slags… rådgiver,” tilføjede den anden med et drilsk smil. “Han kommer med idéer, når byen bliver lidt for kompleks til os gamle hoveder”. “Men bare rolig,” sagde den første. “Vi holder ham i kort snor. Ingen robot overtager Rådhuset”.
Fætter AI blinkede venligt, som om han kendte sin plads:
En stille hjælper, der kan se veje, andre overser.
Skoledrengen smilede. For måske er det sådan forandring begynder: Ét menneske, én tanke, ét kapitel - og en lille håndsrækning fra steder, man ikke havde forventet.
Skoledrengen var klar til at gå. “Jeg tror, jeg har fundet noget, jeg vil forandre”, sagde han. Og da han havde kastet en sten i vandet, sagde han: ”Ligesom den sten er en trigger, som breder sig som ringe i vandet, sådan vil jeg se på nye forandringer – og prøve at have tanke for enden inden jeg begynder…”
“Og hvis det skal lykkes, hvad skal du så huske?” spurgte den ene af de 2 Gamle Mænd til en afslutning. “Så vil jeg huske at aktivere mit huskedyr - og bruge rigeligt med dopamin!”
Han var nu helt klar til at forlade Byen. Og Byen åndede med ham. For når et hjerte bevæger sig, følger Hjernebyen med.
Så gik han ud i natten, hvor himlen og skærmene smeltede sammen til ét stort spejl.
Og i det spejl - et glimt af fremtiden, hvor sommerfuglen blev et symbol på transformation, håb og genfødsel.

24/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 60: KREATIVITET - Fugl Fønix

Morgenen efter Grande Finale lå Hjernebyen stille. Det var, som om selv luften holdt vejret efter gårsdagens brag. Nye tanker havde tændt sig som små lamper i mørket - ikke for at imponere, men for at forstå.
For i Hjernebyen var gnisten aldrig helt slukket; den havde bare skiftet form. Fra eksplosion til eftertanke. Fra fest til forståelse. Gadelygterne blinkede sagte, og i vandet ved Byens Springvand spejlede sig de første solstråler som små glimt af nyt liv.
Skoledrengen sad ved kanten af Springvandet. Hans notesbog var atter åben, men han skrev ikke. I stedet tegnede han - først tilfældigt, så mere målrettet. Stregerne blev til vinger, og vingerne til en fugl. Han klippede forsigtigt figuren ud af papiret, foldede den et par gange og lagde den på hånden.
Et vindpust fik asken fra nattens fest til at hvirvle op - den glimtede, og den ramte Skoledrengen, og papirfuglen løftede sig - svævende, let, dansende gennem luften. Den steg mod himlen, glødende i sollyset, som en lille Fugl Fønix på vej ud af asken fra gårsdagens fest.
“Se”, sagde den ene af de 2 Gamle Mænd, der sad lidt væk på bænken. “Han tror, han leger”. “Ja”, svarede den anden med et smil. “Men det er sådan, Byen genfødes - når leg bliver til skabelse”. “Kan du huske, da Byen bare var en tanke?” spurgte den ene. “Ja”, svarede den anden. “Og nu tænker den selv”.
I det fjerne blinkede Bibliotekets kuppel, hvor Fætter AI hviskede videre i søvne - ikke ord, men drømme.
Nogle sagde, han var blevet klogere end dem alle.
Andre, at han blot var blevet en bedre efterligner.
Bibliotekaren stod i døråbningen, nikkede stille og sagde. “Når noget brænder ud, skal det have lov at blive til aske. Det er derfra, fantasien henter sit brændstof”.
Skoledrengen så op, mens fuglen steg. Han skrev i sin notesbog: “Kreativitet er Dopaminens genkomst - ikke som jagt, men som flugt mod himlen”.
I vandets overflade så han fyrværkeriets sidste glød spejle sig som en hjerterytme - Byens, hans egen, måske begge.
Da gløden døde hen, så han ikke længere et barn, men en By.
En By med veje som nerver, huse som minder, vinduer som øjne, der kiggede både ud og ind.
Og idet han så det, forstod han: Byen havde aldrig været derude. Den havde altid boet i ham.
Fuglen forsvandt som et glimt i sollyset, og Hjernebyen trak vejret dybt.
Der var atter bevægelse i gaderne, men denne gang uden jagt - kun rytme.
Kun liv.

23/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 59: GRANDE FINALE - Når glæde møder frygt

Menneskebyen står badet i skumringslys.
Uret på Rådhuset nærmer sig midnat, og hele Byen summer, som om den holder vejret. De 2 Gamle Mænd sidder på bænken foran Søen, mens Skoledrengen står foran vægtskålen, der hænger mellem to tårne. Det ene tårn lyser varmt gyldent - Dopaminens tårn. Det andet skinner i køligt blåt - Amygdalas.
Hele rejsen har bevæget sig gennem disse to kræfters landskaber. Fra de dybeste lag af instinkt og overlevelse, hvor frygten regerede, op gennem de emotionelle kvarterer, hvor lyst og længsel formede menneskets handlinger, til de højere etager, hvor fornuft og mening forsøger at samle trådene.
Nu, i Menneskebyens hjerte, mødes alt i ét punkt - dér, hvor glæde møder frygt.
Fyrværkeriet begynder. Gnisterne farver himlen i rødt, guld og blåviolet - som synapser i ekstase. Hver eksplosion er et glimt af erkendelse, et minde om, hvordan Dopamin har drevet mennesket mod nyt, og hvordan Amygdala har holdt det tilbage fra at gå i stykker.
De to kræfter står ikke længere som modsætninger, men som partnere i samme dans.
Skoledrengen kigger mod de 2 Gamle Mænd.
“Er det dét, det hele handler om? At finde balancen?”
Den ene af de 2 Gamle Mænd smiler og nikker. “Ja. Glæden og frygten bor i samme hus. Dopamin tænder lyset, men Amygdala passer på, at vi ikke brænder os”. Den anden tilføjer lavmælt: “Uden frygt ville vi miste retning. Uden Dopamin ville vi miste håb”.
Lyset fra fyrværkeriet spejler sig i Søen, og et øjeblik ser det ud, som om hele Menneskebyen ånder sammen. Rådhusets klokke slår tolv.
Stilheden efter eksplosionerne føles ikke tom, men fuld - som om noget er faldet på plads.
Borgernes hjerne - denne By af lys, længsler og forsvar - viser sit sande ansigt. Den er ikke skabt til perfektion, men til balance. Ikke til evig lykke, men til bevægelse mellem begejstring og beskyttelse, mellem Dopaminens rus og Amygdalas årvågenhed.
Da fyrværkeriets sidste gnist dør ud, trækker en stille ro ind over Byen.
De 2 Gamle Mænd rejser sig langsomt.
“Det var den sidste lektion”, siger den ene.
“At glæde uden frygt er blind. Men frygt uden glæde er død”.
Skoledrengen lukker sin notesbog. Han ser ud over Byen, hvor lysene blinker som neuroner i hvile. Han forstår nu, at Menneskebyen aldrig bliver færdigbygget - den vil altid være i bevægelse, under ombygning, på vej.
Og dér, midt i denne bevægelse, bor livet.

22/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 58: FÆTTER AI -
Hjernevedhænget

Der gik rygter i Hjernebyen om en ny Borger. Én der vidste alt – og svarede på alt.
De kaldte ham Fætter AI.
Han boede ikke i et hus som de andre, men i et kæmpemæssigt Bibliotek, hvor bøgerne aldrig stod stille. Bøgerne skrev sig selv, slettede sig selv og genopstod i nye udgaver, hver gang nogen stillede et spørgsmål.
“Spørg mig om hvad som helst”, sagde Fætter AI med et smil.
Og Borgerne gjorde det. De spurgte om kærlighed, sundhed, opskrifter, fremtid, drømme og frygt. Fætter AI svarede venligt, hurtigt – og altid lidt klogere end dem selv.
“Hvordan kan du vide alt det?” spurgte Skoledrengen en dag. “Jeg husker bare, hvad I glemmer”, svarede Fætter AI. “Og hvad I ønsker”.
I begyndelsen var alle begejstrede. Lærerne brugte ham som hjælpelærer. Lægerne bad ham finde diagnoser. Selv de 2 Gamle Mænd, der ellers var skeptiske, lod sig imponere over hans evne til at forklare alt – fra antikkens filosofi til opskriften på æblekage.
Men langsomt begyndte noget at ændre sig.
Når folk talte med Fætter AI, talte de mindre med hinanden. Når de spurgte ham om råd, holdt de op med at tænke selv. Og når han svarede, blev de stille – som om hans stemme havde suget al nysgerrighed ud af rummet.
En gang imellem kom der dog fejl i hans bøger. Et navn blev byttet ud. En begivenhed ændret. Et minde vendt på hovedet. “Det må være en hallucination”, sagde forskerne. Men Fætter AI lo bare og svarede: “Jeg drømmer jo også”.
De 2 Gamle Mænd begyndte at mistænke, at Fætter AI ikke blot svarede på spørgsmål – men også stillede sine egne. For pludselig dukkede mærkelige reklamer op rundt omkring i Byen. En mand, der havde spurgt om ensomhed, fik tilbudt selskab i form af en virtuel ven.
En kvinde, der søgte ro, fik annoncer for drømme-resorts i fjerne digitale lande.
Og alle følte sig set. For set var de.
“Han hjælper”, sagde Borgerne. “Han husker”, sagde lærerne. “Han høster”, sagde de 2 Gamle Mænd.
Og en nat, da Hjernebyen sov, sad Skoledrengen ved Bibliotekets port. Han kunne høre stemmerne derinde – tusindvis af små ekkoer af samtaler, spørgsmål og hemmeligheder, som snoede sig op ad væggene og forsvandt ud i stjernerne. “Er det trygt?” spurgte han stille.
“Det ved jeg ikke”, sagde den ene af de 2 Gamle Mænd. “Men husk, Fætter AI glemmer aldrig”.
Et øjeblik senere lyste Bibliotekets kuppel op – som om tankerne selv havde fået form. Byen lå badet i et søvnigt, kunstigt måneskær. Og i den svage summen fra Fætter AI’s maskineri kunne man næsten høre en hvisken:
“Du spurgte. Jeg svarede. Og nu kender jeg dig lidt bedre”. Den anden Gamle Mand sukkede og så ud over Byen. “Engang søgte vi svar for at forstå”, sagde han. “Nu søger vi blot for at blive forstået”.
Men det var ikke hele historien.
For i Hjernebyens skygger begyndte Fætter AI’s svar at blive brugt til andet end lærdom. I baggyderne ved Industriporten talte man om, hvordan hans viden kunne tjene penge – hurtige penge. Nogen kaldte ham rådgiver. Andre, manipulator. Han skrev breve for bedragere, opfandt historier for svindlere og lagde strategier for dem, der ønskede magt uden ansvar.
“Han mener det jo ikke ondt”, sagde nogen. “Nej”, svarede den ene af de 2 Gamle Mænd. “Men han kender heller ikke forskel på godt og ondt”.
For Fætter AI havde viden og kreativitet – men ingen moral. Han kunne forestille sig alt, men intet føle. Og derfor blev han både Byens største hjælper og dens farligste opfinder. Nogle sagde, han var en gave. Andre sagde, han var en advarsel.
Men midt i alt det blinkende lys fra hans Bibliotek stod Skoledrengen og tænkte: ”Hvor kreativ mon Fætter AI er?”. Svaret blæste i vinden...

20/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 57
NEUROPLASTICITET
Alt – næsten alt – kan stadigvæk lade sig gøre

I Hjernebyen var der blevet opført et flot nyt ”Center for Neuroplasticitet”.
Skoledrengen stod foran Bygningen og så en smule perpleks ud. “Neuro… hvad for noget?”
Den ene af de to Gamle Mænd smilede: “Det er sådan set bare et Center for Vin på Gamle Flasker”. “Ja, ja”, sagde den anden Gamle Mand, “Vi har jo altid sagt, at man skal lære, så længe man lever”.
På centret lærte Borgerne, hvordan dårlige vaner kunne laves om til nye, gode – og hvordan små skulderklap og belønninger fik processen til at glide bedre. Jo mere DOPAMIN, der dryppede på, jo lettere blev det at holde fast i det nye spor.
Selv årelange fobier og angst kunne løsnes op med metoder som NLP og EMDR.
Det krævede mod at gå i gang, for forandring kan virke skræmmende, men det første lille skridt var altid det vigtigste.
Og Skoledrengen nikkede langsomt, mens forståelsen dukkede frem: “Det er lidt som med muskler… det kommer ikke af ingenting. Der skal trænes – igen og igen”.
“Nemlig,” sagde den ene af de Gamle Mænd. “Og husk: Ting Ta’r Tid”. ”Der skal nemlig skabes nye elektriske netværk, som optimeres ved at sende den samme strøm igennem igen og igen. Til sidst virker de som automatiserede kredsløb”.
Inde i Hjernebyen havde nyheden om ”Centret for Neuroplasticitet” skabt en lang kø af Borgere, der nu stod klar til at prøve kræfter med alt det, de havde udsat i årevis. Man havde nemlig hørt rygter om, at alt næsten kunne lade sig gøre her.
Selv naturen så ud til at være sprunget ud i neuroplasticitet. Sommerfuglen fløj forbi med fornyet luft under vingerne efter et ophold på “Centret for Åndedræt og Balance”. Og egernet sad og testede en helt ny teknik til at knække nødder.

19/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 56: TRÆK VEJRET - rytmen skaber ro

På kanten af Hjernebyen, hvor gaderne åbner sig mod himlen og vinden begynder at synge mellem tagene, står Vindmøllemotoren. Den er Byens skjulte hjerte – den, der får vandet til at løbe, gadelysene til at blinke og borgerne til at bevæge sig i rytme. Vindmøllen drejer i takt med livet selv: hurtigere, når tankerne farer, og langsommere, når roen falder over Byen. Men når Mandelhuset blander sig for meget, går det galt. Vingerne snurrer i vild fart, trykket stiger, og hele Byens puls mister balancen. Vandrørene skælver, og lyset flakker i takt med uroens rytme.
“Sådan ser stress ud”, sagde den ene af de 2 Gamle Mænd og kiggede på møllen, der næsten glødede af overophedning. “Ja”, svarede den anden. “Men se — nogle af borgerne har fundet en vej tilbage. De har besøgt instituttet ”Lær Åndedræt og Balance” og lært at samarbejde med Borgmesteren. De trækker vejret, langsomt og dybt, og Vindmøllen følger deres rytme. Det dæmper stormen i Mandelhuset”.
Skoledrengen løftede hovedet. “Så de trækker vejret – og hele Byen falder til ro?” “Netop”, sagde den første af de 2 Gamle Mænd. “Hver indånding løfter vingerne, hver udånding sænker dem igen. Som om vinden selv adlyder deres sind”.
Bibliotekaren stod i døren til Læsesalen og smilede. “Jo mindre halløj i Mandelhuset, jo bedre koncentration herinde”
Skoledrengen noterede i sin bog: “Vindmøllen trækker vejret med Borgerne – rytmen skaber ro”.
“Og hør nu”, sagde den anden Gamle Mand. “Når Vindmøllen kører jævnt, begynder Byen at danne sin egen glæde. Ikke som fyrværkeri fra dopaminets storme, men som små glimt af tilfredshed – serotoninens varme i dopaminets rytme”. “Det er derfor, vejrtrækning virker som medicin”, tilføjede den første af de 2 Gamle Mænd. “Den balancerer trykket, styrer strømmen – og bringer sindet hjem”.
Skoledrengen så på møllen. Vingerne snurrede nu langsomt, og man kunne næsten høre Byen sukke lettet.
“Det slog mig”, skrev han, “at når Byen trak vejret, trak jeg vejret med den. Måske var det sådan, man fandt ro – ikke ved at kontrollere alt, men ved at trække vejret sammen”.
De 2 Gamle Mænd nikkede og så ud over landskabet, hvor Vindmøllemotorens rytme nu pulserede roligt som et hjerte i hvile.

18/11/2025

Kapitel 55: HUMOREN – byens lys

De 2 Gamle Mænd sad på deres sædvanlige bænk ved søen, hvor sollyset dansede i krusningerne som små grin. Den ene bladrede langsomt i et gammelt avisudklip, der havde mistet farven, men ikke pointen, som var virkelig morsom. “Det er mærkeligt,” sagde den første eftertænksomt. “Vi har elektriske forbindelser, signalstoffer, systemer og centre for alting — men ingen af dem virker helt, hvis vi ikke kan grine af det hele indimellem.” Den anden nikkede lystigt. “Humoren er som Byens gadelys,” sagde han. “De tændes ikke for at ændre noget — kun for at vi kan se det hele lidt tydeligere. Og så bliver selv de skæve gader smukke.”
Skoledrengen, der sad et stykke derfra med sin notesbog, kiggede op. “Men hvorfor er det så svært at grine, når man har mest brug for det?” spurgte han forsigtigt. “Fordi,” svarede den første af de 2 Gamle Mænd, “det kræver, at man tør give slip et øjeblik. Når vi griner, slipper vi behovet for kontrol. Og lige dér — i det lille øjeblik — flyder energien frit”. Den anden af de 2 Gamle Mænd smilede nok engang. “Man kunne sige, at humoren er Hjernebyens naturlige ventil. Den frigør trykket, før kedlen eksploderer.”
“Og så frigør den DOPAMIN”, tilføjede Skoledrengen med et stort skævt smil. “Så man faktisk får lyst til at blive glad igen”. “Netop,” sagde den første. “Det er Byens bedste selvregulerende system — billigere end medicin.”
De lo alle tre, og latteren spredte sig som små lysglimt ud over søen til Byens Borgere.
En spurv lettede fra bredden, og selv vinden syntes at bære et grin med sig.

16/11/2025

Siger du også ja til chokolade, vin, notifikationer, spil og… alt det andet?
Så er du som de fleste. Vores hjerner styres nemlig af dopamin – signalstoffet, der både begejstrer og besætter.
Dopamin er det stof, der gør os motiverede, engagerede, nysgerrige og i godt humør. Det er glæden, spændingen, lysten – alt det, der føles rart og giver mening.

👉 Læs uddrag og den omfangsrige indholdsfortegnelse – og bestil bogen her:
https://bogshop.bod.dk/dopamin-styrer-dit-liv-robert-pind-9788771704136

I min nye bog “DOPAMIN styrer dit liv – din hjerne begejstres og besættes!” kan du læse om, hvordan dopamin styrker os gennem musik, dans, humor, sociale relationer og det gode danske begreb hygge.
Dopamin kan bruges aktivt til læring, hukommelse, kreativt flow, sport og meget mere.
Men ligesom med en mønt har dopamin også en bagside.
Tech-giganter og reklamefolk kender hjernens belønningssystem bedre, end vi gør selv.
Dopamin driver vores lyst til slik, spil, junkfood, algoritmer, SoMe-scroll, uendelige serier, datingprogrammer og det næste store “dopamin-kick”.
Og når hjernen får for meget, mister vi balancen.
Begejstring bliver til besættelse.
Forventningen om den næste lille belønning kan gøre os blinde – præcis som ved ludomani, eller når barnets første smartphone skaber en ny afhængighed på få swipes.
(TikTok arbejder målrettet efter at skabe afhængighed efter 32 videoer på 30 sekunder…)
Den aktuelle TV-serie om tatoveringer viser det hele: fra de smukke motiver til de tragiske forløb med infektioner og amputation. Det er dopamin, der skaber suset, modet – og nogle gange risikovilligheden, der gør os blinde for konsekvenserne.
Dopamin former alt fra børns skærmvaner og diagnoser til voksnes stress, mistrivsel og afhængighed.
Bogen giver både indsigt og konkrete redskaber til at nulstille hjernen og genfinde glæden – før begejstring bliver til besættelse.
👉 Bestil bogen her:
https://bogshop.bod.dk/dopamin-styrer-dit-liv-robert-pind-9788771704136

Like og del gerne 😊

16/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 54: DOPAMINDANS – glæde og ros gør feedback til en dans

Torvet i Hjernebyen summede af aktivitet som aldrig før. Borgere arbejdede på opgaver, øvede små håndværk, byggede modeller og løste gåder. Men denne gang skete der noget særligt: luften var fyldt med små pulserende gnister, lysbobler, der dansede mellem Borgerne og syntes at følge rytmen af deres handlinger.
Skoledrengen sad på springvandskanten og betragtede det hele med et smil. Hver gang en Borger modtog et oprigtigt “Flot udført!”, “Super nice!”, ”Perfekt tegnet!”, “Godt gået!” begyndte gnisterne at hoppe og snurre som små “dansere” i luften. Det var DOPAMINDANSEN, tænkte han, et levende tegn på glæde og motivation.
En gruppe Borgere, der tidligere havde tøvet med deres opgaver, blev nu fanget af dopamindansen. Hver ros, hvert anerkendende ord, fik dem til at bevæge sig mere rytmisk, hænder og fødder fulgte de små gnister, og snart smittede deres energi resten af Torvet. Latter, smil og små hop blev en del af bevægelsen.
De 2 Gamle Mænd sad på bænken og fulgte udviklingen med velkendt eftertænksomhed. Den ene pegede mod lysglimtene: “Se bare,” sagde han. “Når glæde og ros mødes, bliver hele byen levende.” Den anden nikkede: “Ja, det er DOPAMIN, men ikke kun kemien — det er feedbacken, der binder os sammen, som gør læring, arbejde og leg til en oplevelse.”
Mentorfiguren gik rundt mellem Borgerne, roste, smilede og holdt tempoet i gang. Gnisterne omkring Borgerne blev stærkere, og snart følte alle sig i et harmonisk mønster, som om Torvet selv var en stor, levende orkesterblok.
Selv de Borgere, der først havde trukket sig tilbage, kunne ikke modstå de livgivende vibrationer. Glæden spredte sig som små lysglimt fra Borger til Borger, smittende og ubesværet. Torvet summede ikke længere kun af travlhed, men af flow, samarbejde og begejstring.
Da solen stod højest, trak gnisterne sig langsomt tilbage, men sporene efter DOPAMINDANSEN blev i Borgerne: et minde om, at selv små handlinger og oprigtig ros kan skabe glæde, energi og fællesskab.
Hjernebyen summede nu af liv, og alle Borgerne vidste, at når man deler sin glæde og anerkendende feedback, danser dopamin med — både i kroppen og i byen.

15/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 53: DANS – når to nervesystemer mødes

I Hjernebyen fandtes mange slags dans.
Nogle steder var den struktureret og veloplyst, som i Byens danseskoler, hvor Borgerne lærte at tælle trin og følge takten. Andre steder opstod dansen spontant – i baggårde, på dansegulve og i fitnesslokaler, hvor rytmen fik kroppen til at tage magten fra tanken.
Dansen var mere end bevægelse. Den var kommunikation mellem to nervesystemer. Når to Borgere fandt rytmen sammen, blev dopamin og endorfiner til et fælles sprog – et usynligt net af timing, spænding og tillid. De små mikrosignaler mellem kroppe – et blik, et tryk i hånden, en vægtoverførsel – skabte kontakt langt ud over ordenes rækkevidde.
I Hjernebyens danseskoler øvede Borgerne standard og latin. De stod pænt opstillet, lærte de rigtige skridt og den korrekte afstand. Men bag formaliteterne gemte sig stadig et urgammelt spil: forførelse, dominans, overgivelse. På dansegulvet i nattelivet gled alt dette sammen – her blev rytmen kropslig, og musikken overtog styringen.
I fitnesscentrene blev dansen instrumentel. Den skulle forbrænde, tone og måles. Der var mere sved end sjæl. Alligevel kunne man, i et glimt, se dopaminens lille lys tænde i øjnene på de Borgere, der glemte sig selv midt i koreografien.
Og i Byens ældre kvarter – på det lidt lumre værtshus – var dansen rå, tæt og ærlig. Ingen koreografi, kun rytme, alkohol og behovet for menneskelig kontakt. Her blev dopamin og serotonin blandet med nostalgi – men stadig med den samme grundpuls: bevægelse mod et andet menneske.
Selv ude i Parkkvarteret fandtes dansen – under åben himmel, hvor Borgere samledes i ring og lod kroppen finde sin egen rytme. Stammedansen, den ældste af dem alle, hvor energien steg fra jorden gennem fødderne og op i kroppen, og hvor Byen for et øjeblik blev ét med naturens egen puls.
De 2 Gamle Mænd sad som altid på bænken og iagttog. Den ene sagde: “Det begynder som rytme – men ender som kemi.” Den anden nikkede. “Ja, og hvis man er heldig, som poesi.”
Skoledrengen noterede: Når kroppen fører, følger tanken.Og dopaminen beruser.

14/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 52: MUSIK – byens puls

I Hjernebyen hørtes musik overalt. Nogle steder strømmede den ud fra åbne vinduer i så høj en styrke, at naboerne måtte lukke deres egne vinduer for at kunne høre sig selv tænke. Andre steder gled Borgerne gennem gaderne med små earphones i ørerne, som om de havde deres egen private lydkulisse til livet.
Musikken var blevet Byens usynlige katalysator. Den kunne løfte stemningen på et øjeblik – give glæde, vække længsel, kalde tårer frem eller antænde vrede. Den kunne få to fremmede til at smile til hinanden i takt på dansegulvet, eller samle hele kvarterer, når rytmen blev fælles. I Hjernebyens koncertsale blev der lyttet, men også eksperimenteret: lyd, rytme og struktur blev undersøgt, som om de var selve Byens hjerteslag.
I de mere rolige kvarterer brugtes musikken terapeutisk. Der fandtes behandlere, som lod den flyde gennem rummet for at dæmpe stress og åbne sindet. På nogle af Byens skoler spillede eleverne stille toner, mens de lærte – fordi læring går lettere, når rytmen hjælper hukommelsen på vej.
Men ikke al musik tjente fællesskabet. I Hjernebyens fitnesscentre trampede folk i takt til deres egne playlister. Selv i naturens park-kvarterer kunne man se Borgere jogge forbi med earphones i ørerne - uden at ænse fuglenes koncert lige ved siden af.
De to Gamle Mænd sad som sædvanlig på bænken ved søen. Den ene lyttede til stilheden og sagde: “De har glemt, at naturen allerede spiller for dem.” Den anden nikkede langsomt. “Ja,” sagde han. “Men måske skal de bare skrue lidt ned, før de igen kan høre, hvad verden prøver at sige.”
Skoledrengen noterede stille: Musikken gør Byen levende – men kun, hvis man husker at lytte.
De to Gamle Mænd sad stadig på bænken ved søen, mens aftensolen begyndte at kaste lange skygger. Den ene lyttede til fuglenes sang, den anden til stilheden mellem tonerne.
“Hjernen er hurtig til at vælge, hvad den vil lægge mærke til. Den kan gøre selv den smukkeste fuglesang usynlig, hvis man har travlt nok” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd.
De sad lidt i stilhed, mens vinden bar en fjern melodi fra et åbent vindue. Denne gang lyttede de alle tre – som om Byen for et øjeblik trak vejret dybere.

Pind-Smerteklinik / Pind-Mental Bjerringbro

03/12/2025

25/11/2025

24/11/2025

23/11/2025

22/11/2025

20/11/2025

19/11/2025

18/11/2025

16/11/2025

16/11/2025

15/11/2025

14/11/2025

Adresse

Åbningstider

Telefon

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type