Rene Pedersen - Psykologpraksis

09/07/2025

Jeg har haft nogle fridage i København, hvor jeg har haft tid til at læse Kim Fupz Aakesons ”Skyggen Foran Mig”. Aakesons forfatterskab er ukendt for mig, men titlen og bagsiden vakte en smule nysgerrighed og det er ofte nok til at jeg køber, når der er tale om danske, aktuelle romanforfattere.
Jeg blev skuffet. I starten. En fængselsindsat og hans historie med at komme ind og ud beskrives i en plat og karrikeret form, som et menneske der mangler moral og som forudsigeligt i kraft af at være styret af drifter.
Det er imidlertid en genistreg, at Aakeson lader sin hovedperson glide ud af karikaturens misformat og ind i menneskelig eksistens så gelinde, at læseren ikke opdager dette, før man må se sig fanget ind i fordommenes kategoriske former.
Får læseren ikke øje på hovedpersonens menneskelighed før, så sker det hvert fald på bogens sidste sider, hvor hovedpersonen tager mod til at være nær en kvinde, som viser interesse for ham. Før nærheden mellem dem rigtigt kommer i gang, vover hovedpersonen at fortæller om sin utilgivelige ugerning. Han har slået sin ekskone ihjel!
Kvinden som, romantisk interesseret i hovedpersonen, lytter til hans betroelse, tager afstand fra ham og manden bliver gerningsmand. Som læser bliver man modfalden og føler sig atter hensat til fordommen. Ikke kun på hovedpersonens vegne, men også på menneskelighedens. Ikke mindst læserens egen. Hvad er et menneske værd? Er et menneske værd at elske? Altid?
Sammen med et andet par, er hovedpersonen, og kvinden som blev interesseret i ham, på vandring. De går Caminoen. På sidste dag har hver deltager mulighed for at tænde et lys for en anden person. Hovedpersonen overraskes over at kvinden som har mistet sin romantiske interesse i ham, tænder et lys for ham og siger det til ham. Han vinder ikke romantisk kærlighed, men noget større, nemlig mellemmenneskelig anerkendelse. Som næring fra menneskelighedens dybeste rod, fjernes det skammens kainsmærke som hovedpersonen bærer på. Han træder helt ud af læserens fordomme og bliver et medlem af menneskeheden igen med samme ret til anerkendelse, værdighed og socialitet som alle andre.
Hovedpersonen vover at lade sig berøre af kærlighedstilkendegivelsen. Håbet tændes igen. Håbet om at ses som det menneske han er, håbet om at anerkendes og elskes af mennesker som ham selv. Hermed rører Aakeson ved det mellemmenneskelige tema om at se mennesket, genkende det menneskelige og lade sig berøre over menneskets måde at være til på. At berøres på godt og ondt som livsvidne eller blot som et andet menneske.
Det er sikkert ikke Aakesons ærinde, men hans pointe falder på et tørt sted i en tid hvor verden polariseres og mennesker får sværere ved at se hinandens betingelser, sværere ved at kommunikere og forstå hinanden. En tid hvor stadig flere oplever sig hensat til en ensomhed, som indeslutter dem i en lukkethed, som det er svært for andre at se ind i. En tid hvor mennesket fængsles i individualismens trivielle karikatur.
Jeg føler mig fanget ind i den skygge som er foran mig og os alle sammen og byder Aakesons forfatter skab velkommen i min fremtid.

15/04/2025

Info om: Tilgivelse (langt opslag følger)
Jeg holder meget af danske film og serier og en af dem jeg holder allermest af er Bryggeren. Kaspar Rostrup er min yndlingsinstruktør og Frits Helmuth min yndlingsskuespiller. Serien handler jo om Carlsbergs historie og er derfor en smule Danmarkshistorie, men det er også en brutal fortælling om at mangle forsoning og tilgivelse i et omfang, som jeg sjældent ser.
Tilgivelse er et emne, som indimellem kommer op i samtalerne. Dem som er optaget af tilgivelse, er ofte optaget af, at det er noget de bør gøre og derfor har de tendens til at forcere processen og det kan gøre tilgivelsen mere flygtig end den med fordel kan være. Andre grunde til at tilgivelsen kan blive kompromitteret er, at vi ikke helt forstår hvad tilgivelse er og derfor kommer vi til at gøre ophold i processen. Vi kan også møde krav om at tilgive, hvorfor vi haster den igennem og risikerer at lave en overflade af tilgivelse. Det er naturligvis ofte smertefuldt at tilgive og vi holder det lidt på afstand af vores bevidsthed og det kommer mest som en baggrund for vores tanker.
Det er terapeutisk relevant at arbejde med tilgivelsesprocesser, hvis forudsætningerne for tilgivelse ikke er til stede eller hvis personen af forskellige årsager er faret vild i processen. Hvis en person udtrykker ønske om at tilgive og jeg oplever at personen er klar til det, er tilgivelsen ofte ret ligetil. Indimellem har mennesker som er optaget af tilgivelse efter min vurdering allerede tilgivet og næsten alle ønsker at gøre det, fordi vi ønsker at leve i fred i vores relationer. Ønskes yderligere støtte i forbindelse med tilgivelsen, opfordrer jeg personen til at opsøge en præst.
Relevante processer i tilgivelse er for det første at reflektere over den situation man står i på den måde, at vi mennesker er medskyldige i hinandens liv på godt og ondt. Hvis tilgivelse er vanskeligt, så er man ofte enten bebrejdende sig selv eller bebrejdende den anden. Det vil ofte være en vej ud af bebrejdelsen, at fokuserer på hvad der foregår mellem mennesker, som på godt og ondt virker formende gensidigt på hinandens liv, så det bliver muligt at se skyldsspørgsmålet mere nuanceret.
For det andet handler det om at se både sig selv og den anden som mennesker, der har levet liv under bestemte muligheder og begrænsninger, som sætter spor i hvordan man udfolder sig som menneske og hvordan man medvirker til at andre udfolder sig. Kunsten er at få øje for det menneske i mennesket, snarere end at stirre sig blind på, hvordan et menneske opfylder en rolle eller et ansvarsområde, som har effekt på én selv. Ligeså kan det være kunsten, at få øje på sin egen menneskelighed, snarere end at fokusere på, at man ikke levede op til et ansvar, til sin egen tilfredshed eller måske til andres tilfredshed.
I tilgivelsen er det centralt at tage vare på sig selv lige så meget som på den anden. Ofte vil det være relevant at finde en anden balance i hensynet til selvet og til den anden. Der ligger smertefulde erkendelser for mange i at indse, at i bestræbelser på at imødekomme andre har man svigtet sig selv i en mangeårig og gentaget personlig stil, som ofte har rødder i tidlige samspil. Omvendt kan en utilgivelig stil ligeledes eksistere på baggrund af en personlig historie med vanskelige relationer. I levede menneskeliv synes balancen at udligne sig med årene.
Selve tilgivelsen tager udgangspunkt i at stå med skyts i sine hænder, som man med rette (efter sin egen retfærdighed) kan bruge mod den anden eller mod sig selv. Tilgivelseshandlingen er at beslutte at begrave dette skyts et sted, hvor det ikke kan findes igen, men holde fast i mindet om, at man har begravet det. Tilgivelseshandlingen er aktivt at afstå fra at bruge skytset.
Angår tilgivelsen den anden, bør man efter tilgivelsen reflektere over, hvilken relation man ønsker til den man har tilgivet, herunder hvilken nærhed man ønsker. Lægger man øget afstand til et andet menneske, efterlader man personen med spørgsmål, som det kan være relevant at give svar på. Det kan jo være at den anden har fået lignende tilbagemeldinger tidligere eller vil få det senere og personen kan have brug for svarene, for selv at komme videre.
Mindet om at skyts begraves bør bevares fordi livet kan bydes os, at vi kommer til at stå i gentagne situationer, hvor vi igen begraver skyts mod den samme person og det bør, af hensyn til os selv, få os til at overveje relationen igen. Ellers risikerer vi at udvikle en selvdestruktiv stil i vores relationer eller måske enkelte af dem.
Angår tilgivelsen os selv, kan det være relevant at overveje sin egenomsorg. Er det noget jeg skal se på med mildere øjne? Er der hensyn til mig selv jeg ikke tager, som jeg fint kunne? Sørger jeg for at glæde mig selv og er mit liv i det hele taget lagt til rette efter, at jeg er det menneske jeg er?
Ligesom kærligheden i tilværelsen angår os selv så vel som den anden, gør tilgivelsen det også. Bryggeren ser ikke længere end til sin egen næsetip. Han ser ikke den anden som menneske, end ikke sin egen søn. Hele bryggerens verden er sådan som han opfatter den og relationerne omkring ham er betinget af, om de respekterer og lever efter hans virkelighedsopfattelse eller ej. Det er tragisk, at han på den måde mangler synet for det andet menneske og yderligere tragisk er det, at han i denne blindhed mister sig selv, idet han bruger sit liv på at være knyttet til mennesker gennem konflikter. Han overser sin egen dybe længsel efter at være forbundet og dør som en velhavende og respekteret, men relationelt forarmet mand.

05/02/2025

Jaakoo Seikkula er en af dem, som har været med til at udvikle Åben Dialog tilgangen fra starten. Han har også deltaget i udviklingen af meget dialogisk forståelse af mennesket og dets udvikling. Seikkulas forskning er diskuteret i forskerkredse, dels fordi hans forskning ikke er traditionelle effektstudier (med kontrolgrupper), men han bruger sin forskning til at udvikle en praksis, som er dialogisk i sit inderste væsen. Hans tilgang er dialogisk fordi mennesket er dialogisk. Dialogen er formen på måden vi udvikler os på (i dialektiske processer) og formen som gør, at vi kommer i trivsel.
Selvom Seikkulas forskning kan diskuteres, så viser han i ”Hvorfor Dialoger Helbreder” hvordan dialog-en som udviklingsform foregår i kropslig synkronicitet. Helt konkret måles der på 4 forskellige kropslige parametre hos både behandlere og klienter. Der er altid to behandlere tilknyttet og synkroniciteten mellem behandlere og klienter bliver afdækket og han giver sine bud angående måder at forstå dette på ved hjælp af den verbale og nonverbale dialogiske begreber. Denne brobygning mellem det psykosociale og kropslige, som også findes i andre terapiretninger i disse år, er rasende interessant, fordi der, beviseligt, findes evidens som bryder med opdeling af menneske i subjekt og objekt, som Decartes har beskrevet og som desværre har haft store negative konsekvenser for det vestlige menneskesyn. Mennesket kan med rette betragtes som et sammenhængende væsen, hvor kroppen er en sansende instans, der bærer på erfaringer og oplevelser på godt og ondt - både de som er sprogliggjorte og dem som ikke er.
Bogen er interessant for enhver sundhedsprofessionel, som ønsker at få syn for hvordan dialogisk praksis i sin vorden kan sættes på begreb (og gøres til genstand for videnskabelig forskning) på måder så det kan bruges i professionelt samvær med mennesker. Som terapeutisk redskab er dialogen interessant fordi dialogen medfører et udkomme, som kun nås gennem terapeuternes autentiske, spontane, konkrete og personlige respons på klienternes deltagelse. Det dialogiske bidrag til processen med at komme sig, er med andre unikt og kan ikke indeholdes i et på forhånd kendt terapeutisk greb eller teknik.
Seikkula vedkender sig, at dialogisk forskning kun er i sin spæde opstartsfase og vi kommer sikkert til at se mange udviklinger og korrektioner af den. Den dialogisk orienterede forskning er imidlertid interessant at følge, fordi den fra starten har haft potentiale til at hjælpe nogle af de mennesker, som lider mest og ofte har den hjulpet mennesker, som har været opgivet af andre behandlingsformer.
God læselyst!

13/11/2024

De sidste par uger har jeg bla. brugt på at læse nedenstående bog, som er skrevet af min tidligere leder, Esper Sørensen, som startede og ledede Skiftesporet i de 30 år det eksisterede. Esper lever desværre ikke mere, men efter han gik på pension, nåede han at samle og formulere sine tanker og dermed videregive sit faglige arvegods.
Bogen, som Esper har givet undertitlen ”Et manifest for behovet for Åben Dialog”, er en radikal omtænkning af, hvordan mennesker bliver til som mennesker. Hvordan mennesker konstrueres i konkrete, spontane og autentiske øjeblikke af samspil med andre, som på godt og ondt får betydning for personens selvfornemmelse og identitet. Hvert enkelt øjeblik har potentielt en konstruerende kraft gennem spejling, kommunikation og måden sproget bruges på.
Espers ærinde er også at pege på, hvad der får mennesker til at lide og til at komme sig igen. Hvad der får mennesker til at komme på afstand af andre og komme væk fra de måder, som personen gerne vil leve sit liv på og hvordan personen atter kan få greb om sit liv, når det gives betingelser som gør det muligt, eller som Esper yndede at sige: at give mennesker mulighedsbetingelser for at kunne leve.
Samspil med forældre, normer i familien, livsformer, personens netværk og måden personen italesætter sig selv på har stor betydning for, om personen vover at udfolde sine ønsker og drømme i tilværelsen eller om de pakker dem væk og affinder sig med reduceret livskvalitet.
Esper var optaget af at give lidende mennesker muligheder. Muligheder gennem at udvikle relationerne i deres netværk gennem åbne dialoger. Dialoger som nærmest fungerede som samspillenes og sprogliggørelsernes værksteder, hvor relationer kan udvikles, identiteter nuanceres og lidelse afvikles i takt med, at personen blev stærkere i sit forhold til sig selv og til andre.
Det radikalt nytænkende i Espers faglige arvegods er, at han anerkender at de konkrete, spontane og autentiske øjeblikke af samspil er det, som primært og fundamentalt driver menneskets udvikling. I den forstand er de sociale samspil påvirkende genetikken og biologien i det hele taget.
At kunne se sammenhænge mellem det liv man har levet og det menneske man er blevet til, er afgørende for at ens indre verden bliver forudsigelige for én selv. At kunne fortælle mange, forskelligartede og nuancerede fortællinger om hvem man er og hvad man gerne vil være, og når fortællingerne er genkendelige for andre, udtrykker de en udfoldet og nuanceret menneskelighed, som kan være med til at berige andre.
Bogen anbefales til enhver sundhedsprofessionel, som er nysgerrig på relationers betydning på godt og ondt og som ønsker at udvikle sin faglighed og måske tillige sin personlige duelighed til at leve livet.

02/09/2024

At være pårørende (langt opslag følger)
I serien Borgen er der en scene, hvor statsministerens datter Laura har det skidt og er kommet på et bosted. Statsministerens presserådgiver, Casper Juul, besøger hende og spørger hvordan det går. Laura svarer: ”Jeg har det fint”, en sætning som jeg indimellem hører og som ikke giver mig nogen som helst information om, hvordan en person har det. Mod forventning svarer Casper: ”det er et godt svar, der er alligevel ikke nogen der forstår det”. Laura kigger op og oplever sig for første genkendt i hvordan hun netop har det, idet hun har lukket sig inde med sine vanskeligheder og kæmper med at få kontakt med sine omgivelser igen, især sine nærmeste.
At være pårørende er at være vidne til et andet menneskes liv på godt og ondt. Det kan være et menneske som lukker sig inde med det som sker inden i, ligesom Laura, og som har mistet troen på, at det hjælper noget at betro sig til andre. Modsat kan det være et menneske som lader alt det som er inden i komme ud og bliver udadreagerende. I begge tilfælde bliver resultatet at personen bliver vanskelig at forstå ud fra hvad vi selv ved om menneskelighed i forvejen og derfor vanskelig for pårørende at relatere til. Ofte bliver udkommet afstand og mangel på kontakt. Det kan være hårdt at elske et menneske, som ikke elsker sig selv.
Uanset om den ramte har lidelser, som der kan sættes ord på eller ej, så er hun eller han stadig et menneske, som har brug for at bliver mødt af et menneske, som et menneske - altså at blive set, hørt, forstået og følt gennem et andet menneskes følelsesregister. Det kan være sorgfuldt, hvis kærligheden ikke bliver modtaget, frustrerende hvis den ramte ikke vil sit eget bedste, skræmmende hvis den ramte bliver truende og udnyttende. Det kan også blive forløsende hvis det lykkes at bære håbet, når den ramte bliver håbløs, at muliggøre trygheden når den ramte bliver urolig og være kærligheden, når ramte ikke oplever sig elsket.
Vi er altid allerede involveret i hinandens liv, især i deres som vi er pårørende til. Vi kan lægge afstand for at passe på os selv, men ikke uden at det tilfører en ny smerte. Ofte har det betydning at være opmærksomme på i hvilket tempo den ramte kan forandre sig. Som pårørende vil vi gerne se en hurtig forandring. Det vil sætte os selv ud af smerten. Den ramte er i stand til at forandre sig i sit eget tempo og på sine egne præmisser, der kan være helt anderledes end vores. Kunsten er at vandre ved siden af skridt for skridt og være med på rejsen.
I scenen fra Borgen har Laura ikke oplevet en forståelse fra nogen, som gør hendes nysgerrig på kontakten. Caspers kommentar om, at Laura ikke oplever sig forstået af nogen, får hende til at slå øjnene op og være nysgerrig, fordi hun for første gang oplever, at nogen udtrykker noget, der afspejler hendes egen oplevelsesverden. I et senere afsnit spørger Laura, hvordan Casper (som også har været ramt) blev rask. ”Jeg begyndte at tale med andre og så opdagede jeg, at jeg ikke var så tosset, som jeg gik og forestillede mig” lyder svaret.
At være pårørende er ofte at være vidne til en dobbeltproblematik. Dels har den ramte noget konkret, som personen kæmper med, men dertil komme ofte, at personen isolerer sig med det og ikke ønsker at dele det eller ikke har ord for at udtrykke det. At arbejde på kontakten, muliggør ofte at det vanskelige kommer inden for rækkevidde. For Laura bliver Caspers kommentar det, som bryder det første hul i den glasvæg af isolation, som Laura har omgivet sig med og starten på, at hun begynder at tænke på andre måder om sin egen situation.

Jeg hedder René og er født i 1969, er gift og har to voksne børn. Jeg  har arbejdet som psykolog i social psykiatrien i Herning Kommune i 16 år og blev selvstændig i efteråret 2022. Jeg har taget dele af en specialist uddannelse inden for den narrative metode og har interesseret mig for teo...

10/06/2024

Info om: at være tvunget voksen
At være tvunget voksen er et udtryk for, at et barns udvikling bliver presset, at pladsen til barnets sorgfrie og bekymringsfrie leg og liv er fraværende eller bliver trængt. Det kan være i perioder eller det kan være en mere permanent tilstand i barnets tilværelse. Når barnet har oplevet at være tvunget ind i voksenlivet, fører det ofte til mønstre, som forårsager stress senere i livet.
Et barns udvikling kan være presset på flere forskellige måder. Det kan være at barnet bliver pålagt for mange eller for komplicerede opgaver eller pligter for tidligt i tilværelsen, så barnet måske nok kan udføre opgaverne, men det sker på bekostning af, at barnet har tid, plads og overskud til at være i en sorgfri og ubekymret barndom. Det kan også være at barnet vokser op i en familie, hvor forældrenes omsorg ikke er tilstrækkeligt afstemt med børnenes behov. Det kan ofte være ubærligt for de ældste i søskendeflokken at bevidne, at yngre søskendes behov ikke bliver mødt på samme måder, som ældste selv har oplevet sig svigtet eller overset. Ofte tager ældste søskende det hellere på sig, at yde en omsorg for søskende, end at tage vare på sig selv. Det kan også være, at barnet er søskende til et barn med særlige behov, som derfor i særlig grad har forældrenes opmærksomhed. Barnet sætter derfor forældrene på ’skåneprogram’ ud fra parolen om, at mor og far har nok om ørerne og behøver ikke også have besvær med mig. På den måde skjuler barnet sig fra forældrenes omsorg og siger ikke til, når noget går barnet for meget på.
Uanset hvordan barnets udvikling bliver presset, sker det altid på bekostning af barnets fornemmelse af sig selv. Barnet lærer, måske meget tidligt, at skubbe egne behov, følelser og bekymringer væk. Når barnet bliver voksent, kan konsekvenserne have forskellige grader. Man kan almindeligvis have rimeligt kontakt til egne behov, men har en strategi hvor man skubber sine egne behov væk, når andre lader deres behov komme til udtryk. Det kan også være, at man er i generelt dårlig kontakt med sine behov og må vie sig selv nogen opmærksomhed, for atter at kunne mærke sine behov. En sjælden gang imellem møder jeg mennesker, som helt har mistet kontakten til deres psykosociale behov. De handler først på dem, når de kommer til udtryk i fysiske symptomer, lidelser eller sygdom.
De fleste mennesker som jeg taler med, der er ramt af stress, har mistet fornemmelsen af sig selv da presset tog til. Der er oftest tale om en midlertidig tilstand. En central del af behandlingen, er at forstå hvorfor man ophørte med at handle i overensstemmelse med sine egne behov, og begyndte at orientere sig efter andre pejlemærker. Langt de fleste genvinder selvfornemmelsen og når det sker, oplever man sig ofte klar til at forsætte uden behandling, fordi man atter kan navigere i sit eget liv.
At være tvunget voksen handler med andre ord om, at der er en omsorg der ikke blev sørget for mens tid var. Man kan ikke lave om på det skete, men kan godt lære at vise sig selv den omsorg, som forældrene overså. Hvis man er vokset op i en familie med fokus på præstation, krav, forventninger og pligter, kan det være, at man kan skabe nogle steder / tidspunkter, hvor man kan læne sig tilbage og øve sig i at lave ingenting eller gøre noget unyttigt. Hvis man ikke blev set i det man kunne være ked af som barn, kan man interessere sig for det nu, og give det (barn) opmærksomhed, som ikke fik det i tilstrækkeligt omfang. Hvis man kommer fra en familie, hvor man ikke har rørt ved hinanden, kan man gøre et nummer ud af, at søge kram og berøring, i sine nuværende relationer. Forud for dette går naturligvis anerkendelsen af de behov, som man nu engang har og har haft.
Når den voksne (hvis udvikling blev presset) kommer under pres, vil man ofte reagere, som man gjorde, når man kom under pres som barn. Derfor mister man kontakten til sig selv og mister dermed midlertidigt evnen til at navigere i sit voksenliv. Man bliver mere udsat for stress, for grænseoverskridende oplevelser, for at udnyttes i relationer og arbejdssituationer og for at blive manipuleret. At lære at yde den omsorg for sig selv, som man ikke fik som barn, bevirker at det kommer inden for rækkevidde, atter at sætte sine grænser for andre mennesker og grænser i arbejdssituationer, når man mærker almindelige symptomer på at være belastet. Hermed også sagt, at selvom der er nogle omstændigheder som stresser alle mennesker, så bliver mennesker også stresset af forskellige omstændigheder, som støder ind i temaer i det liv, som man har levet tidligere, hvor man er blevet tvunget i sin udvikling.

Jeg hedder René og er født i 1969, er gift og har to voksne børn. Jeg  har arbejdet som psykolog i social psykiatrien i Herning Kommune i 16 år og blev selvstændig i efteråret 2022. Jeg har taget dele af en specialist uddannelse inden for den narrative metode og har interesseret mig for teo...

13/05/2024

Info om: depression
Depression er betegnelsen for en psykisk tilstand, hvor man ikke blot er i dårligt humør af grunde som er let at forstå, men har en nedsat grundstemning gennem længere tid ofte af grunde, som kan være vanskeligere at forstå. Man er nedtrykt, træt, mister lysten til det man plejer at have lyst til (mad, s*x, hobbyer, sociale fællesskaber), har nedsat selvfølelse og er selvbebrejdende. Man kan have sværere ved at fokusere og koncentrere sig og man kan opleve ændringer i søvnmønstre.
Det er diskuteret om årsager til depression primært er biokemiske eller psykosociale. Det vanskelige ved at få fast viden om dette er, at det ikke er muligt at komme ud over den forskningsmæssige diskussion om arv eller miljø, fordi arv og miljø påvirker hinanden gensidigt og det bliver i forskningen umuligt at afgøre, hvad der betyder mest. Der findes evidens for både for at neurokemien påvirker adfærden og at adfærden påvirker neurokemien.
Det er min erfaring at depression oftest følger efter perioder, hvor man har isoleret sig mere fra sit sociale netværk, er blevet mere indesluttet og måske har trukket sin tilknytning til vigtige personer tilbage. Enten har man for få mennesker man betror sig tilstrækkeligt til eller også bruger man ikke dem man har tilstrækkelig ofte. Årsager hertil skal oftest findes i relationer i fødefamilien.
Det kan skyldes at man er vokset op i en familie, hvor begge forældre er blufærdige omkring at dele deres indre verden. Man har måske ordene for at dele følelser, stemning og overvejelser, men bruger dem sjældent og man bliver derfor ikke rollemodeller for børnene for hvordan man kan bruge hinanden og hjælpe hinanden gennem det svære. Børnene vil oftest have oplevelsen af, at det sjældent hjælper at tale med mor og far om det vanskelige.
Det kan også skyldes, at man er vokset op i en familie, hvor man ret konsekvent ikke har delt sin indre verden med hinanden og ikke har sprog for at dele indre oplevelser som følelser, stemninger og overvejelser. Dette er næsten altid tilfældet, hvis man er vokset op i en familie, hvor en af forældrene har haft en stort alkoholforbrug eller et egentlig misbrug.
Længere varende højt arbejdspres og medfølgende stress kan også føre til depression, ligesom depression i det hele taget kan have mange andre årsager.
Det er vigtigt at adskille depression fra andre belastende og stemningspåvirkende tilstande, som eks. sorg, mobning, livsforandrende kriser, udbrændthed, stress og angst.
Psykologisk behandling af depression handler først og fremmest om at skabe en forståelse af hvorfor personen er blevet deprimeret. Depressionen bevirker at man vender sig væk fra sit liv, som man atter skal have fat i. Ikke mindst skal man atter have fat i relationer, hvor man kan være tryg i at betro sig nok til, at dele sin indre verden og mærke at man finder sig selv mere, når man deler sit liv med andre.
Psykologisk behandling af depression vil med andre ord ofte handle om måderne man knytter sig til andre mennesker på. Dette hænger oftest uløseligt sammen med at et temmelig negativt selvbillede, som gør det udfordrende at skulle arbejde med at genetablere relationer og netværk, fordi det fordrer, at man nødsages til at se på sig selv, som en de andre gerne vil være sammen med.
Medicinering er ret almindeligt og foregår i så fald hos egen læge, men mange ønsker ikke dette. Ved alvorligere tilstande kan medicinering være en god ide i en periode, for atter at trappe ned, når depressionen letter igen. Medicinering kan også være med til at lette samtalearbejdet, hvis den ramte er i samtalebehandling.
Selvmordstanker kan forekomme ved depression og man skal være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er et udtryk for fare, men snarere for oplevet meningsløshed. Ikke desto mindre skal det naturligvis tages alvorligt, at selvmordstendens kan accelerere ret pludseligt ved alvorligere tilstande. Den ramte kan opleve at miste kontrollen over selvmordstanker og skal i så fald kontakte egen læge eller besøge skadestuen, uden for lægens åbningstid.

Jeg hedder René og er født i 1969, er gift og har to voksne børn. Jeg  har arbejdet som psykolog i social psykiatrien i Herning Kommune i 16 år og blev selvstændig i efteråret 2022. Jeg har taget dele af en specialist uddannelse inden for den narrative metode og har interesseret mig for teo...

29/04/2024

Info om: angst
Angst er en almindelig reaktion for mennesker, når vi oplever noget som er farligt, truende eller overvældende. Hvis vi oplever voldsomme situationer, som er farlige, truende eller overvældende, kan disse oplevelser ’sætte sig i os’, så vi efterfølgende bliver bange for noget, der blot minder os en lille smule om den oprindeligt farlige situation. Generelt dækker begrebet angst over temmelig ubehagelige følelser, vi kan få af mange forskellige årsager og angsten kan have mange udtryk og følgevirkninger. Du har sikkert set mange udtryk for at handle i angst ikke mindst i film.
Angst er nært knyttet til kamp-flugt-reaktionen (i det para-sympatiske nervesystem), som er en automatiseret og fundamental funktion vi har i kroppen, som ikke kan viljestyres. Vi havde mere brug for kamp-flugt-reaktionen, dengang vi levede i urtiden, gik på savannen og der kom en løve løbende. Reaktionen er kroppens mobiliseringssystem til at kunne kæmpe mod en fare eller flygte væk fra den. Når det lykkes at bekæmpe eller flygte fra faren afvikles spændingstilstanden i kroppen, som vender tilbage til den almindelige balancetilstand.
Hvis det derimod hverken lykkes en person at kæmpe mod eller flygte fra truslen, nødsages man til at blive i det farlige og angsttilstanden bliver i kroppen, fordi man ikke kan skille sig af med det truende. Et eksempel kan være familiefaren som gerne vil være omsorgsfuld, men også bliver højtråbende og måske fysisk truende mod sine børn eller sin partner (mens børnene ser på det). Uanset om børnene selv udsættes for trusler (fysisk eller verbalt) eller om de ser andre i familien blive udsat for det, så er deres oplevede trusselsbillede det samme og angst vil opstå, med mindre der er beskyttende faktorer tilstede. Eks. kan en søskende der ’går imellem’ forældrene virke beskyttende på andre søskendes trusselsbillede.
Hvis bekæmpelse af eller flugt fra det faretruende lykkes aftager kroppens spændingstilstande ofte hurtigt, men hvis man nødsages til at blive i truslen, bliver truslen (skjult) tilstede i kroppen. Som resultat af det kan vi komme til at kæmpe mod ting, der bringer mindelser om det vi oprindeligt oplevede som farefuldt eller vi flygter fra det i mere fobiske angsttyper.
Ved rigtig voldsomme situationer som krig og katastrofer eller terror, kan man tale om et egentligt traume, der bliver siddende i kroppen og skaber en forhøjet spændingstilstand, som kan lindres gennem traumeterapi.
De fleste angsttilstande kan lindres gennem samtaleterapi (EMDR-terapi eller SE-terapi og muligvis gennem hypnoterapi). Det er centralt at få et forhold til, at angst først og fremmest er en almindelig følelse, selvom den oftest er temmelig ubehagelig at opleve. Ligeså er det centralt at forstå, hvordan angsten er flyttet ind, for at kunne forstå hvordan man komme af med den igen. Ofte har angst den funktion at gøre os opmærksom på, at nogle tidligere oplevelser ikke er tilstrækkeligt bearbejdede. Angst er naturligvis ikke i sig selv farligt, men blot en følelse.
Almindelige symptomer på angst er svimmelhed, rysten, tankemylder, trykken for brystet, kvælningsfornemmelser, hjertebanken, mavebesvær, koncentrationsvanskeligheder, sortnen for øjnene og ultimativt kan man besvime pga. angst. I så fald er det klogt at lægge sig ned på siden i aflåst side leje, for at undgå faldskader og for at lette vejrtrækning under besvimelsen, som oftest er ganske kortvarig. De fleste mennesker, som oplever angst, er gode til at komme i behandling, fordi oplevelsen har ubehagelige og nærmest katastrofe-karakter.
Angst er også et eksistentielt fænomen som vi mærker, når vi kommer i situationer hvor vi selv eller mennesker vi holder af, er i fare for at miste livet. Det kan være i forbindelse med behandling for kræft. Ca. 25 % af alle mennesker, som er i kræftbehandling og erklæres raske, får brug for psykologbehandling efterfølgende, fordi døden er blevet et meget nærværende og virkeligt vilkår ved tilværelsen. Et vilkår som vi ellers helst ikke tænker på i hverdagen og har brug for at få lidt på afstand, lidt ud i strakt arm ligesom før sygdommen indtrådte. Vi har brug for at forholde os til at livet fortsætter uden at dette faremoment behøver fylde så meget.
Kamp-flugt-reaktionen er ikke vilje-, men hormonstyret i kroppen og langvarig angst kan sætte gang i kroppes langtidsstress-hormon. Længere tids angst kan derfor også forstås som en stressfaktor.