12/12/2025
HVERDAGSLYSGLIMT
- Om dagen, hvor jeg fik tilkendt fleksjob-bevilling
Når jeg ser tilbage på dagen, hvor jeg fik tilkendt fleksjob-bevilling,
husker jeg tilbage på en dag,
hvor glæden var så stor, at tårerne trillede ned ad kinderne,
hvor et længerevarende voldsomt pres blev fjernet,
og hvor en lysere fremtid for mig og min familie kom mig/os i møde.
Men jeg husker også,
hvor meget jeg havde været igennem inden denne dag.
En sygdom/et funktionsniveau, der bare blev værre og værre,
og en uvished om hvad jeg fejlede herskede.
Ved de utallige indkaldte møder ved kommunen oplevede jeg dømmende blikke og truende ord,
samt jeg selv fik en underdanig adfærd, for ikke at blive set ilde ned på, - i frygt for, hvad de så ville gøre.
Og denne dag, hvor jeg sad overfor 4 voksne personer,
der skulle bestemme min fremtid, følte jeg en afmagt så stor, at min krop dirrede af frygt.
Det føltes, som om de så på mig som en stor byrde.
De så på mig og mine udfordringer som en belastning for dem og for samfundet,
og jeg sad som en mus tvunget op ad væggen nedstirret af en kat så sulten, at dens spytproduktion både kunne ses og høres.
Jeg skulle igen og igen forsvare mig selv.
Jeg følte mig så forkert.
Og så husker jeg, hvordan jeg omfavnede min mand, efter ordene blev sagt:
”Du har fået tilkendt fleksjob-bevilling.”
Mine ben under mig forsvandt, og jeg faldt sammen.
Jeg sad foran min mand, og jeg græd.
Græd af lettelse.
Min mand satte sig ned til mig, - og vi græd sammen.
Efterfølgende har min mand sagt til mig, at dette møde samt mange af møderne op til er noget af det mest ydmygende, han har oplevet i sit voksne liv.
Dette som pårørende, - så han kan godt forstå den mindre selvværdsfølelse, hele oplevelsen har givet mig, og som nogle dage kan titte frem samt den angste nervøsitet, jeg mærker, lige så snart jeg modtager et brev i e-boks fra kommunen.
Jeg så for nyligt et billede af en mand, der stod med et puslespil i hånden pegende op mod solen.
Midt i puslespillet manglede der en brik.
Men brikken var ikke en belastning for resten af spillet, - det var en ressource,
for netop der, hvor den manglende brik skulle have været, strømmede det flotteste lys igennem.
Jeg holder af det billede, da det er sådan et godt symbol på, at der er ressourcer over alt.
Også der, hvor man i første omgang tænker, som ved puslespillet, at der mangler noget, - er der lys.
Et skinnende levende lys.
Jeg husker mig selv på - på de svære dage - at jeg ikke er brikken, der gør puslespillet mindre værd, nej, højest anderledes og til tider mere åben for verden i sin helhed.
Til jer der har fået tilkendt fleksjob-bevilling, - har I lyst til at dele jeres møde/dag?
Rigtig god weekend ❤
Mange omsorgsfulde hilsener fra Heidi, Fibromyalgi- & Smerteforeningen 😊
