30/12/2025
*Jeg søger cases til den afsluttende eksamen i forbindelse med min videreuddannelse til supervisor. Derfor tilbyder jeg supervision til reduceret pris.*
SUPERVISION ER SAMTALER
– når du ønsker at udvikle dig i arbejdslivet og styrke dit samarbejde med andre
Hvis du arbejder sammen med andre mennesker, kender du måske til de udfordringer, der kan opstå i professionelle relationer. Med supervision kan du fokusere på at udvikle dig i dit arbejdsliv og få det bedste ud af mødet med andre mennesker.
Hvis du for eksempel er:
* Underviser på uddannelsesinstitutioner eller private kursusforløb. I supervisionen kan du arbejde med det, der føles udfordrende for dig, når du formidler. Det kan både dreje sig om din egen personlige udvikling som underviser og om konkrete relationer i undervisningssituationen.
* Kulturmedarbejder eller forlagsredaktør i en stilling, hvor det kreative samarbejde med forskellige faggrupper er centralt. Supervisionen kan handle om din egen kreative proces, og den kan udforske nogle af de dynamikker, der opstår mellem forskellige faggrupper.
* Projektleder, der ønsker at styrke det generelle samarbejde i en medarbejdergruppe. Supervision kan også kaste lys over særligt udfordrende samarbejder med enkelte gruppemedlemmer.
* Psykoterapeut, der søger inspiration til dit arbejde med individuelle klienter eller gruppeforløb. Du kan fordybe dig i kreative metoder som skriveterapi, tegneterapi og symbolarbejde, eller du kan få et rum til at reflektere over din egen praksis.
HVAD ER SUPERVISION?
Kort fortalt er supervision fortrolige samtaler, der fokuserer på professionelle relationer. Det vil sige, at vi arbejder i feltet mellem coaching og samtaleterapi med det formål at forbedre dit arbejdsliv.
Det kan dreje sig om samarbejde mellem kolleger, mellem medarbejder og leder eller mellem forskellige deltagere i et konkret projekt. Uanset hvordan dine professionelle relationer opstår, er der muligheder for udvikling og nye indsigter.
Supervision kan også fokusere på konkrete cases, hvis du arbejder med klienter.
Når vi mødes første gang, aftaler vi rammerne for forløbet, og vi formulerer sammen formålet med samtalerne.
HVAD KAN DU FÅ HJÆLP TIL?
Alle konflikter, udfordringer og personlige udviklingsmuligheder i arbejdslivet. Også tvivl og usikkerhed, der opstår i professionelle relationer, kan du have med i supervision.
Du kan få inspiration til at arbejde på nye måder eller undersøge mere kreative metoder i dit samarbejde med klienter, studerende, samarbejdspartnere og kolleger.
Hvis der er særligt problematiske samarbejder, kan du blive klogere på, hvordan de påvirker dig, og hvordan du kan forholde dig til dem.
Ved at kaste lys over udfordringerne kan du opnå mere energi til at se muligheder for udvikling.
OM MIG
Jeg er uddannet psykoterapeut (MPF) fra Vedfelt Instituttet, hvor jeg nu er tilknyttet som opgavevejleder (www.vedfelt.dk), og hvor jeg er i gang med uddannelsen til supervisor.
Jeg har klienter i individuel terapi og afholder gruppeforløb med skriveterapi. Desuden arrangerer jeg samtalesaloner om litteratur, skrivning, kreativitet og drømmesymboler.
Oprindeligt er jeg uddannet cand.mag. i nordisk filologi og har i cirka tyve år arbejdet med litteratur og formidling i forlagsbranchen.
Jeg har erfaring både som fastansat, projektleder, freelancer og selvstændig. Derudover er jeg aktiv frivillig i forskellige organisationer. Det vil sige, at jeg kender til samarbejde på mange niveauer.
Læs mere på www.leacarlsen.dk.
Du er velkommen til at skrive eller ringe til mig, hvis du har spørgsmål – eller er nysgerrig efter at høre mere om supervision.
PRIS OG RAMMER
• Da jeg er under uddannelse, tilbydes supervisionen til reduceret pris. Kontakt mig for at høre nærmere.
• En session varer ca. 75 minutter.
• Adressen er Østerbrogade 142, 1. tv., 2100 København Ø.
• Online-sessioner er også en mulighed.
• Jeg modtager selv supervision på arbejdet.
• Jeg skal til en eksamen i et samtaleforløb, men benytter hverken lyd- eller videooptagelser.
• Jeg er underlagt tavshedspligt og følger Dansk Psykoterapeutforenings etiske retningslinjer.