https://www.facebook.com/111992728451239/

Sarah Liv - Hel Barndomstraumer, Copenhagen (2026)

28/03/2026

Påsken er svær af en helt særlig årsag for mig. Jeg har været lidt stille på det sidste, og det her er grunden ❤️ Jeg vender tilbage, når jeg har mere rum, men lige nu passer jeg ekstra på mig selv. Kram

26/03/2026

Valget er overstået og jeg håber, den nye regering vil sætte fokus på et mangeårigt svigtet område: børn og unge, der har været udsat for s€ksuelle overgr€b, som sætter langvarige spor ind i voksenlivet.

PTSD, stemmehøring, hjemløshed, spiseforstyrrelse, depression - det er bare nogle af de skadevirkninger, s€ksuelle 0vergreb i barndommen kan give senere i livet.

Alligevel er der ikke fokus på det i psykiatrien. Og der er mere end tre års ventetid på specialiseret behandling hos CSM for voksne med senfølger.

Ventetiden er et politisk valg - eller måske nærmere fravalg? Og dermed svigter vi en gruppe af borgere, vi ikke beskyttede som børn.

Og det er ikke godt nok.

For den lange ventetid kan forøge skadevirkningerne, forværre arbejdsevnen og føre til mistrivsel hos ofrenes børn.

Prioriter kortere ventetid. Indfør behandlingsgaranti nu!

23/03/2026

Jeg har samlet lidt tanker efter at have set Louis Theroux’ dokumentar om manosfæren. Håber du vil læse med og dine tanker er så velkomne i kommentarsporet eller i dm, hvis du gør ❤️

16/03/2026

Jeg tog forbi studie til en vigtig snak om konsekvenserne af s€ksuelle overgr€b mod børn og unge. Vi kom ind på manglende viden i samfundet og blandt dem omkring børn og ikke mindst psykiatrien der kan påføre ekstra skader ved at fokusere på diagnoser og defekter i stedet for det, man har været udsat for.

Jeg deler min egen oplevelse med svigt i psykiatrien og om hvordan jeg er sikker på, jeg kun er her, fordi jeg ikke har været indlagt. For de ambulante forløb, jeg var i var skadelige i sig selv og jeg var ik sikker på jeg kunne håndtere en indlæggelse i samme invaliderende miljø.

Vi taler om vigtigheden af at kende traumereaktioner og at give plads til det svære for på den måde kan helingen begynde.

Det er ikke omkostningsfrit at give diagnoser. Og det er alt alt for dyrt den måde, vi håndterer psykisk lidelse nu. Jeg har brugt en kvart million i privat terapi men det, samfundet har brugt på forkert behandling overstiger det beløb ti fold med behandlingsforløb, sygemeldinger fra studie og job, jobcenterforløb og generel lidelse.

Det er en ond cirkel og det kan og skal vi gøre bedre!

Jeg håber, du vil lytte med. Podcasten hedder “Noget I bør vide - Med Anders Sørensen”

13/03/2026

Lad os udskifte neurodivergent med neurostærk!

Ordet opstod i neurodiversitetsbevægelsen i 1990’erne, hvor sociologen Judy Singer introducerede begrebet neurodiversitet for at understrege, at hjerners forskellighed er en naturlig variation i menneskeheden og ikke nødvendigvis en fejl eller sygdom

Men divergent betyder at afvige eller bevæge sig væk fra normen. Når vi siger, at en hjerne er neurodivergent, siger vi i praksis: “Denne hjerne er anderledes – og altså udenfor det normale.” Selvom intentionen var god, rummer ordet stadig en implicit værdi: der findes en “rigtig” måde at tænke på, og andet er afvigende.

Men - historisk har vi ikke håndteret anderledeshed særlig godt. Mennesker, der har tænkt, følt eller lært anderledes, er ofte blevet marginaliseret. I det 20. århundrede blev børn med udviklingsforskelle institutionaliseret, tvangssteriliseret eller mødt med ensartede skolesystemer designet til “normale” hjerner. Og det har været som om at en forskel set som afvigelse og derfor bliver forskellen et problem, der skal løses.

Derfor vil jeg foreslå vi i stedet bruger ordet neurostærk. Ordet fremhæver ikke hvad der er “afvigende”, men hvad der er særligt ressourcestærkt.

Hjernescaninger og fMRI-studier viser nemlig, at mennesker med fx ADHD eller autisme ofte har andre og også flere forbindelser mellem hjernens netværk.

Man mener det er årsagen til øget kreativitet, mønstergenkendelse, dyb specialisering og anderledes problemløsning. Mange kan fokusere intensivt på komplekse opgaver, tænke innovativt og finde løsninger, som andre overser.

Hvis vi virkelig vil anerkende disse forskelle, bør sproget ændres.

Det betyder ikke, at der ikke er udfordringer hos os, der er neurostærke – men det ændrer perspektivet: fra problem til potentiale, fra afvigelse til variation.

Ordene vi bruger, former vores opfattelse. Hvis vi kalder nogen afvigende, vil vi ubevidst forsøge at få dem til at passe ind. Hvis vi kalder dem stærke, begynder vi at spørge: Hvordan kan vi støtte og udnytte deres styrker? Og hvad vil der evt være behov for hjælp til?

Hvad tænker du om “neurostærk” i stedet for neurodivergent?

13/03/2026

Lad os stoppe med at kalde mennesker neurodivergente.

Ordet divergent betyder nemlig at afvige eller bevæge sig væk fra normen. Når vi siger, at en hjerne er neurodivergent, siger vi i praksis: “Denne hjerne er anderledes – og altså udenfor det normale.” Selvom intentionen var god, rummer ordet stadig en implicit værdi: der findes en “rigtig” måde at tænke på, og alt der afviger, er afvigende.

Historien viser, at vi mennesker ikke håndterer anderledeshed særlig godt. Mennesker, der har tænkt, følt eller lært anderledes, er ofte blevet marginaliseret og stigmatiseret.

I det 20. århundrede blev børn med udviklingsforskelle institutionaliseret, tvangssteriliseret eller mødt med ensartede skolesystemer designet til “normale” hjerner. Når forskel ses som afvigelse, bliver forskellen hurtigt et problem, der skal løses og man misser derfor de fordele, der er

Men moderne forskning fortæller en anden historie. Hjernescaninger og fMRI-studier viser, at mennesker med fx ADHD eller autisme ofte har andre forbindelser mellem hjernens netværk, hvilket giver styrker som kreativitet, mønstergenkendelse, dyb specialisering og anderledes problemløsning. Mange kan fokusere intensivt på komplekse opgaver, tænke innovativt og finde løsninger, som andre overser.

Hvis vi virkelig vil anerkende disse forskelle, bør sproget ændres. I stedet for neurodivergent kan vi bruge neurostærk. Ordet fremhæver ikke hvad der er “afvigende”, men forklarer de stærke forbindelser, der findes i hjernen, og også de ressourcer, som såkaldte “neurodivergente” har.

Det betyder ikke, at udfordringerne forsvinder – men det ændrer perspektivet: fra problem → til potentiale, fra afvigelse → til variation.

Jeg er ikke stødt på ordet “neurostærk” hverken i forskning eller bevægelsen, men det ord kan være med til at ændre, hvordan vi ser hjerner og styrker.

Og ord er vigtige! For de former vores opfattelse.

Hvis vi kalder nogen afvigende, vil vi ubevidst forsøge at få dem til at passe ind. Hvis vi kalder dem stærke, begynder vi at spørge: Hvordan kan vi støtte og udnytte deres styrker?

Hvad tænker du om neurostærk i stedet for neurodivergent?

11/03/2026

Her har du hele indlægget - det andet blev begrænset af Meta fordi jeg bruge “The E-Word” 🫠

Lad os tro på vidnesbyrd og tage ved lære af afsløringerne der ruller nu!

09/03/2026

E-filerne bør være et wake up call herhjemme! Det må gøre op med den mistroskultur, der hersker, når nogen fortæller om s€ksuelle overgr€b. Og så må vi kigge på vores praksis herhjemme hjælp til ofrene og reel forebyggelse for der halter vi gevaldigt efter!

For Epst€in-sagen er ikke kun magtfulde mennesker der gør forfærdelige ting men også om systemer, der ikke lytter, handler eller hjælper.

Jeg håber du vil lytte med. Skriv, hvis du vil læse hele indlægget, så sender jeg det til dig :)

02/03/2026

Jeg har skrevet en tekst sammen med som Kristeligt Dagblad bragte i weekenden.

Vi opfordrer til et nødvendigt paradigmeskifte i måden, vi forstår psykisk lidelse på. For mennesker er alt for komplekse til at blive reduceret til en eller flere diagnoser.

Vi lægger os op af den kendte filosof Nietzsche, der i sin tid skrev de berømte ord “Gud er død” for at gøre op med den tids forståelse af kristendommens rolle som grundlag for sandhed og moral. Gud kunne ikke længere anvendes som årsagsforklaring i en tid præget af oplysning og fornuft.

Vi står i samme nødvendige skifte - for Diagnosesystemerne har udtjent sig selv.

Vi har udskiftet den kristne bibel med den klinkende bibel, ICD og DSM og dermed skabt en næsten lige så firkantet og dogmatisk lidelsesfortælling som kristendommens rablerier om indre dæmoner og medfødt arvesynd.

At erklære diagnoserne for døde er en invitation til at gentænke psykisk lidelse på mere menneskelige præmisser.

Det har vi nemlig mange personlige fortællinger og viden fra andre behandlinger, der understøtter, at et paradigmeskifte i forståelsen og behandlingen af psykisk lidelse er nødvendigt.

Psykiatriens og samfundets perception trænger til en kognitiv omstrukturering af, hvad psykisk lidelse overhovedet er.

Når vi siger, at diagnosen er død, er det derfor ment som en kulturel erkendelse på linje med Nietzsche. Diagnosesystemet har overlevet sig selv. Det, vi nu mangler, er modet til at erkende dette politisk.

Vi håber, du vil læse med.

28/02/2026

De sidste par dage har kunnet afsløre, at en arvtager til Joan Ørtings sexologuddannelse har retraumatiseret en kvinde, der søgte hjælp for seksuelle overgreb begået i barndommen.

Nu har Ørting valgt at lukke uddannelsen helt på baggrund af opdagelsen og hævder, at hun ikke har kendt noget til forløbet før radio IIII kontaktede hende

Men det passer ikke.

For kvinden, som Camille Lotus retraumatiserede, sendte en mail til Ørting d 13. Marts 2025 og snakkede i telefon med Ørting samme dag.

Bevis kan du se i slutningen af reelen her.

Joan ville ikke vide, hvem behandleren var men vidste det var en kvindelig underviser der havde lavet grænseoverskridende behandling. Overfor kvinden sagde Ørting at bl.a. at “alle er glade for underviserne” men ellers ønskede hun ikke at vide mere om sagen.

Overgreb og anden form for retraumatisering i behandlingsregi er strukturelle, og jeg tror ikke ét sekund på, at andre ikke har været bevidste om Lotus’ tendens til grænseoverskridende adfærd.

Vi har alle et ansvar for at tale højt, når noget ikke føles rigtigt - og Joan, du får ikke lov at løbe fra dit ansvar.

For du kunne have gjort en kæmpe forskel for kvinden, da hun kontaktede dig. Men du valgte at se den anden vej.

Og når vi ser den anden vej i sager som disse, får det lov at fortsætte. Og det skal være slt nu.

Og hej - at ghoste en klient, der fortæller om grænseoverskridende behandling er sgu not cool!

Jeg håber, medierne vil samle denne historie op og at politikerne får øjnene op for den manglende sikkerhed i behandlinger uden for de officielle rammer, der pt ikke indebærer fokus på seksuelle skadevirkninger af overgreb og heller ikke har et stort nok fokus på kroppen i helingarbejdet

.salvador

26/02/2026

Hvordan kan vi have ytringsfriheden når injurielovgivninfen forhindrer os i at tale om de 0vergreb, vi har været udsat for?

Faren for at blive stævnet for injurier hænger altid over mig som en sort sky, når jeg poster herinde eller har indlæg i medierne.

Min værste frygt er blevet virkelighed - hun er nemlig blevet stævnet af både den mand, der udsatte hende for 0vergreb og sin mor 💔

Det har jeg skrevet et indlæg om med opfordring til at injurielovgivningen skal have et eftersyn og at den på nuværende tidspunkt kan være på kanten af menneskerettighederne.

Jeg håber, du vil læse med

12/02/2026

Lad os lige slå det fast én gang for alle: Et barn vil ikke selv udføre sæksuelle handlinger med en voksen.

Alligevel hørte jeg selv en anklaget sige, at det var barnet, der selv tog initiativet. Og i et par nylige retssager er lign sætninger blevet delt. En 59-årig mand fra Randers, der nu er idømt 2 års ubetinget fængsel for sæksuelle overgræb mod sin datter udtalte endda i retten at DATTEREN havde forgrovet sig på ham. Hun var 6-9 år da overgræbene stod på 🤯

Lad mig understrege at det er de voksnes ansvar at guide børn ifbm udviklingen af deres egen seksualitet. Et barn skal ikke røre ved sine forældre og det er forældrenes ansvar at sætte en grænse.

For børn er nysgerrige, det er helt naturligt, og det er de voksnes ansvar at snakke om private dele, og ikke føre sin vokenseksualitet nedover barnet.

Der synes at være gået inflation i at give børnene skylden i retssagerne. Ikke at det virker, for alle sager jeg har set det i har ført til dom og straf.

Men det er et skadeligt narrativ at putte på barnet. Der er nok skyld og skam i forvejen - de behøver ikke også høre krænkeren udtale sig om barnets skyld i egne overgræb i retten.

Sarah Liv - Hel Barndomstraumer

28/03/2026

26/03/2026

23/03/2026

16/03/2026

13/03/2026

13/03/2026

11/03/2026

09/03/2026

02/03/2026

28/02/2026

26/02/2026

12/02/2026

Adresse

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type