05/11/2025
Når Narcissismen Æder Sjælen
“Narcissismen dræber dig ikke.
Den får dig til at forsvinde – langsomt.
Der findes et punkt, hvor sjælen begynder at visne.
Ikke med et brag – men med et suk.
Det sker, når du i kærlighedens navn bliver bedt om at forråde dig selv.
Når du bøjer dig for ikke at miste, når du tier for at bevare freden,
og når du begynder at tvivle på dine egne sanser.
Det er sådan, narcissismen arbejder.
Den kræver ikke din død.
Den kræver din overgivelse.
Den stille udhulning
Narcissismen er ikke kun manipulation – det er en form for sjælsforurening.
Den trænger ind i din psyke som en fin tåge.
I starten føles det som varme. Som beundring.
Du føler dig set, løftet, spejlet.
Men det, du ser i deres blik, er ikke dig.
Det er deres behov, forklædt som kærlighed.
Langsomt bliver du afhængig.
Du lever for glimtet af deres anerkendelse –
den lille belønning, der får dit hjerte til at tro,
at det her må være kærlighed.
Men bag den smilende maske står en kraft, der lever af dit lys.
Og uden du opdager det, begynder du at skrue ned for dig selv.
Når grænserne smuldrer
En narcissist overskrider sjældent dine grænser med vold.
De gør det med overtalelse, fortolkning og tvivl.
De skaber en virkelighed, hvor du ikke længere kan stole på, hvad du mærker.
For hver “nej” du sluger,
for hver undskyldning du giver,
for hver gang du glatter ud,
bliver du lidt mere fremmed for din egen sjæl.
Det er ikke kun kvinder, der mister sig selv i narcissistens spil.
Mænd gør det også.
De mister deres ret til at føle, tvivle, være sårbare.
De bærer masker af kontrol og styrke,
mens sjælen skriger bag facaden: “Jeg kan ikke mere.”
Du mister din gnist.
Du mister dit nærvær.
Du mister din sandhed.
Sjælens erindring
Men sjælen glemmer aldrig, hvem du er.
Selvom du tilpasser dig, tier, kæmper og fjerner dig fra dig selv,
så bliver den ved med at kalde.
Den kalder i uro i kroppen.
I tankemylder, mareridt, søvnløse nætter.
I følelsen af at leve bag glas –
til stede, men ikke levende.
Sjælen prøver ikke at straffe dig.
Den prøver at vække dig.
Den hvisker: “Husk, hvem du var, før du begyndte at undskylde for det.”
Når sjælen rejser sig
Heling er ikke hævn.
Det er genopstandelse.
Det er at gå tilbage og hente de dele af dig,
du lagde fra dig for at overleve.
Den dreng, der holdt op med at mærke sine følelser.
Den pige, der gjorde sig lille for at blive elsket.
De venter stadig.
Ikke for at du skal forstå narcissisten –
men for at du skal forstå dig selv.
Når du siger nej til det, der forvrænger dig,
siger du ja til dit lys.
Når du stopper med at forklare dig,
begynder du at lytte.
Og når du endelig vælger dig selv –
ikke som et egoistisk valg,
men som et helligt –
så rejser din sjæl sig fra asken,
som et væsen, der ved:
Jeg er hel.
Jeg er hjemme.
Med kærlighed og respekt Betina
