16/11/2025
“Du ser da godt ud – man kan ikke se noget.”
Det var den sætning, jeg hørte igen og igen.
Men når man står foran spejlet med hænderne fulde af hår, mørke rande under øjnene og et blik i spejlet, man ikke længere genkender, er det ikke en trøst.
Min krop skreg på hjælp i årevis.
Jeg sov næsten ikke, var svimmel og dårlig af træthed og glemte selv simple ting.
Alligevel blev jeg mødt med kommentarer som:
“Bare vent, til du kommer i overgangsalderen.”
“Så vil du ikke vide, hvordan det er at være nybagt forældre.”
Eller: “Lægerne ved vel bedst.”
Det føltes som gaslighting.
Som om jeg overdrev eller opfandt problemer, fordi jeg ikke kunne tåle mosten.
Men jeg vidste, at noget var galt.
Så jeg blev ved med at sige det højt. Jeg blev ved med at kræve min ret, for det kan aldrig nogensinde være godt eller sundt at lade som om, at man har det godt, når det ikke er tilfældet.
Jeg insisterede. Overfor både læger, mine omgivelser og mig selv.
Til sidst måtte jeg tage til udlandet for at få de prøver, jeg havde bedt om herhjemme. De bekræftede det, jeg hele tiden havde mærket.
Jeg brugte utallige timer på at læse forskning, tog et hormonkursus og lærte at forstå min krop indefra.
Og stille og roligt begyndte jeg at få det bedre.
Derfor kan jeg i dag tage billedet til højre.
Ikke fordi det hele er perfekt, men fordi jeg lyttede.
Til min krop. Til min intuition. Til mit hjerte.
Hvis din krop siger, at noget er galt, så lyt til den.
Den lyver aldrig.