21/10/2025
🥰
https://www.facebook.com/share/p/1AN4cRnkU1/?mibextid=wwXIfr
VI KALDER DET BARE “at have travlt”. “At være på.” “At følge med.” Men i virkeligheden lever vi i et system, der har gjort dysregulering til driftstilstand.
Vi har gjort et overbelastet nervesystem til “normalen”. Det vi stræber efter - det der sættes pris på. Når det begynder at “knage”, revne og skrige på opmærksomhed - bliver vi med Virginia Woolfs ord: “orphaned from belonging” - udskilt og udstillet som svage for fællesskabet.
Robert Chapman kalder det “Empire of Normality” – et stille regime, hvor neurodiversitet, følsomhed og kreativitet bliver gjort til fejl. De, der mærker for meget – børn med ADHD, autisme, angst – bliver bærere af kulturens stress. De reagerer på et system, der selv er dysreguleret: Et samfund i kronisk alarmtilstand.
Vi kalder det “individuelle forstyrrelser” .— men det er civilisationen, der er overaktiveret. Vi har skabt en kultur, der holder os på kanten af overophedning, fordi et stresset menneske er et effektivt menneske. Og - et nervesystem i alarm er lettere at styre end et, der mærker.
Vi har kollektivt lært at ignorere kroppens signaler, fordi de forstyrrer produktiviteten. Uroen og rastløsheden bliver kaldt engagement. Trætheden bliver kaldt ansvar. Vi har aflært os gennem flere generationer at læse nervesystemets - og kroppens sprog. Når kroppen siger stop, ser vi det som en fejl eller mangel hos individet — ikke som en besked om systemet der skal tages alvorligt.
Nervesystemet Først! handler om at lære nervesystemets sprog igen; at høre de beskeder det sender - igen. Det handler om at se, at stress, uro og kollaps ikke er personlige fejl — men biologiske protester mod en kultur, der konstant trykker på gassen.
Vi lever i normalitetens imperium — et samfund, der lærer vores børn, at sundhed er tilpasning og afvigelser og forskellighed fra en meget stramt defineret norm er et problem. At ro er disciplin. At følsomhed er svaghed.
Men vores kroppe; vores børn og de neurodivergente sender i stigende grad et andet budskab:
De vil ikke tilpasses. De vil resonere.
De vil mærke rytmen – ikke følge reglen.
De vil trække vejret i takt med livet, ikke i takt med kalenderen.
Vi har bygget et system, der måler alt, men intet mærker.
Hvor tempo forveksles med værdi.
Hvor ro føles farligt, og stilhed som skyld.
Når vi siger Nervesystemet først!,
handler det ikke kun om terapi – men om at afkolonisere biologien. At tage kroppen tilbage fra systemer, der måler dens værdi i præstationer og produktivitet.
For uro, træthed og kollaps er ikke maskinelle defekter eller fejl. Det er modstand. En tavs protest fra biologien, der siger: “Jeg kan ikke leve i dette tempo uden at miste mig selv.”
Ingen kan regulere sig ud af et ureguleret samfund. Men på samme måde som stress smitter og spredes mellem nervesystemer i flok som en løbeild - kan udviklingen vendes ad samme kanaler- hvis vi sætter Nervesystemet først!
Også tryghed smitter. Resonans forplanter sig.
Når én krop falder til ro, ændres feltet omkring den.
Derfor må vi flytte fokus fra kontrol til forbindelse.
Fra præstation til puls.
Fra teknik til nærvær.
De sansende, de følsomme, de anderledes –
de er ikke systemets svageste,
de er dets sensorer!
De mærker først, når rytmen brydes.
De minder os om, at forskellighed er naturens måde at bevare og sikre helheden - hele menneskeheden - på.
Når vi sætter nervesystemet først!,
begynder imperiet at smuldre.
For i kroppen findes ingen hierarkier –
kun kredsløb, der søger balance.
Et samfund, der forstår dette,
bygger ikke sine institutioner på kontrol,
men på kommunikation.
På resonans. På rytme. På liv.
Efter normalitetens imperium
venter ikke kaos, men menneskelighed.
Ikke disciplin, men dans.
Ikke lydighed, men liv.
💫
