06/04/2026
Kæreste Jørgen Groth er rejst videre ❤️
Jeg skrev for nylig, at jeg ville hylde mine lærermestrer i anledning af mit 25 års jubilæum som kropsterapeut og afspændingingspædagog.
- Jørgen, psykolog, gestaltterapeut og fader til drømmearbejde, var en af mine vigtigste lærermestre, som jeg nu i stedet for at hylde, vil ære, for i går læste jeg, at Jørgen rejste videre d. 3.4.
Jørgen var min underviser i psykologi, da jeg læste til Kropsterapeut på Christianshavn.
Han var den bedste lære jeg kunne ønske at få. Han var så utrolig dygtig, tydelig, underfundig og lun. Og han gentog tålmodigt det samme omkring den terapeutiske metode, med et skarpt nærvær, så det altid var vedkommende... Aldrig gå foran klienten, aldrig gå bagved, kunsten er at gå sammen med klienten, der hvor klienten er og følge klientens fænomenologi. - Altid fortalt billedligt, i at gå sammen med klienten ud i vandet, ikke bagved eller foran. Man måtte være der sammen, for at forstå klientens oplevelser og give det opmærksomhed, sammen.
Jørgen var en mester og mesterlærer i det felt og altid tro mod det. Og tro mod sig selv, sin integritet.
.. Sidste søndag lavede jeg drømmearbejde med en gruppe kvinder, for Jørgen har i mange år været en stor inspiration i mit arbejde med drømme, han udviklede sin egen metode, som er en stærk oplevelsesorienteret måde at arbejde på. Jeg tænkte på ham i løbet af dagen, på hvad Jørgen ville have sagt og gjort og om jeg gjorde det godt nok.
Jeg vidste godt at Jørgen ikke længere arbejdede, alderen havde fået fat i ham. Jeg husker jeg bad deltagerne i gruppen om at sige deres alder og jeg fortalte dem, at det gjorde min læremester altid og det på en måde altid skærpede bevidstheden om her nu eksistens .... Og han sagde altid: ' ja det går jo en vej...', som en skærpelse af livet, at huske at være til fordi døden jo altid kommer.
Og nu kom den til dig kære Jørgen. Jeg vil sige dig tak for at være den bedste indgang til forståelse af min rolle som terapeut, at være tro mod etik og integritet, som du viste vej i fordi du selv stod fast på dine fødder.
Du var min lærer og i perioder også min terapeut. Da jeg læste videre til psykoterapeut fik jeg fornøjelsen af dig igen, denne gang som underviser i drømmearbejde og etik.
Siden har jeg arrangeres flere workshops hos mig, hvor du troligt kom, med samme slidte lædertaske, som jeg mødte dig med som lærer på Christianshavn 20 år tidligere.
Du har boet i mig som en sund indre stemme, både i forhold til mig privat og som professionel psykoterapeut og behandler.
Du var en sand kunstner i arbejdet med mennesker og i at folde drømme ud, så de stod så skarpt, at de forblev for evigt i hukommelsen, som mærkbare sansninger og indsigter i det indre psykiske landskab.
Det kræver virkelig et ydmygt og klart menneske at folde det vilde ucensurerede materiale fra underbevidstheden ud, så det kan forståes og integreres af den begrænsede dagsbevidsthed. Det kunne du Jørgen, fordi du insisterede på at være sammen med klienten på opdagelse i klientens univers, aldrig foran, aldrig bagved, men lige ved siden af, som en solid støtte med højt til himlen.
Æret være dit minde Jørgen ✨
Af hjertet tak for at dele ud af din indsigt
❤️🌹❤️