28/04/2024
I torsdags så jeg programmet “Stik mig smuk” på DR1. Jeg måtte stoppe halvvejs i andet program, fordi jeg fik det fysisk dårligt. Det efterlod mig med afsky og en tristhed. Ikke fordi jeg er sart overfor stik, nåle eller blod.
Jeg har vendt og drejet min følelse af afsky de sidste par dage. Egentlig synes jeg, jeg er et tolerant menneske og synes folk skal gøre, hvad de finder rigtigt for dem. Jeg har heller ikke lyst til at være vurderende om botox gør smuk eller grim.
Men jeg er bekymret for, hvad det gør ved os som mennesker i vores relationer, fordi vores mimik er helt ekstrem vigtig i forhold til spejlinger.
Og når jeg ved, at menneskets største længsel er at være forbundet til andre mennesker, føle sig sete, hørte og forståede, så har vi et seriøst samfundsproblem, når flere og flere mennesker får lammet musklerne i deres ansigter, der fortæller, hvordan de har det.
Hvis eksempelvis min veninde fortæller mig, hun er helt vild ked af, hendes mand har såret hende, så er en typisk markør tårer. Der kan også komme en klump i halsen og en dirren i ansigtet, en panderynke, fordi hun holder tårerne tilbage. Hun er muligvis også vred på manden, hvor man typisk bider kæberne sammen.
Jeg vil naturligvis lytte empatisk til min veninde, men jeg vil også ubevidst læse hendes ansigts mimik, og hvis jeg kun lytter og ikke ser, der sker noget i ansigtet, er det væsentligt sværere at vække min empati. Når hun ikke mærker min empati kan det vække en skamfølelse i hende og måske hun trækker sig væk fra mig.
Det her er bare et lille eksempel, men ikke uvæsentligt.
Det kan ligeså godt være et barn, der er trist, eller begejstret og kigger på sin mor for at spejle sig i omsorg eller gensidig begejstring. Hvis den pågældendes mors mimik ikke afspejler sit barns emotioner, så efterlader det barnet med en forkerthedsfølelse. Og det er fan’me et problem af de helt store.
Det talte sprog udgør 20-30% Det non-verbale udgør 70-80%
