Psykoterapeut MPF Ditte Marie Madsen

13/11/2025

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der indimellem bliver overvældet og forvirret af at leve i en tid, hvor alt ses gennem linser af diskurser, magtstrukturer og internaliserede mønstre.

Da jeg læste på uni for 12-17 år siden, begyndte socialkonstruktionismen (ideen om, at virkeligheden formes af vores fælles fortolkninger) at vinde frem. Det åbnede en helt ny måde for mig at forstå mennesker – og mig selv – især ift. køn og stigmatisering.

I dag er det perspektiv blevet mere udbredt, og jeg ser dagligt på opslag, der viser nye måder at “frigøre” sig fra strukturer og kultur. Det er inspirerende og får mig til at reflektere, men jeg mærker også en træthed. En følelse af aldrig helt at være “bevidst nok”. Som om alt, jeg tænker eller gør, kan dekonstrueres – og at der altid er et blindspot, som “i virkeligheden” (kæmpe citationstegn) ikke er mig men et “produkt” af kulturen.

Hvis du genkender vil jeg blot minde dig om:

Du kan ikke ikke være præget — og det er okay:

Vi er alle formet af kultur, relationer og tid. At have internaliserede strukturer betyder ikke, at du er “forkert” eller ureflekteret — det betyder, at du er menneske. Pointen med kritiske teorier (som fx dem, du ser på Instagram) er ikke, at du skal blive “fri” for påvirkning, men at du forholder dig til den, så du derfra kan undersøge, om de er i overensstemmelse med dine værdier. Du kan altså godt have et bevidst forhold til dine værdier, selvom de er påvirket af kultur.

Fra tænkning til mærkning:

Når du mærker, at de mange perspektiver forvirrer dig, kan det hjælpe at bevæge sig lidt væk fra det teoretiske niveau og hen mod det sansede:
- Hvad føles sandt eller meningsfuldt for mig, lige nu?
- Hvad oplever jeg som trygt, nært, ægte?
- Hvad resonere i mig?

Husk, du må gerne holde fast i noget, selvom det er præget af kulturen. Kunsten er at gøre det til et bevidst valg i stedet for blind overtagelse. Og det kan tage tid og erfaring at finde det, som føles rigtigt for dig. ♥️

?

12/11/2025

23/10/2025

Dit behov for kærlighed skal ikke fixes 🫶

22/10/2025

Mange par trækker vejret en ekstra gang, når jeg spørger til s*xlivet.
Ikke fordi det er forkert — men fordi det er sårbart og for mange privat.
S*x og intimitet er ofte meget vigtig i et parforhold, og når vi er fanget i en hårdknude af konflikter, så påvirker det (ofte) også s*xlivet. Måske er den manglende intimitet også en af årsagerne til at der er flere konflikter? Det kan her være et spørgsmål om hønen og ægget.

I parterapi taler vi om s*x på en måde, der ikke handler om præstation, men om nærvær og kontakt.
Om længsler, behov, usikkerhed og glæde.
Vi undersøger, hvordan I kan finde hinanden igen – også dér, hvor det føles svært at række ud.

Ofte opdager vi, at der findes et mønster i den seksuelle kontakt, ligesom der gør i den følelsesmæssige kontakt.
Måske trækker den ene sig, mens den anden forsøger at komme tættere på.
Måske bliver s*x et sted, hvor man enten søger bekræftelse eller beskytter sig mod afvisning.
Når vi får øje på det mønster – med nysgerrighed og uden skyld – kan det åbne for en helt ny måde at være sammen på.

S*x er ikke bare fysisk kontakt. Det er kommunikation, tryghed og mod. Om at kunne fortælle sine lyster og usikkerheder højt. Som min underviser engang sagde “s*x is emotion in motion”. ☺️

Så de spørgsmål jeg kan finde på at stille, når jeg har et par i parterapi er:

- “Hvordan vil I hver især beskrive jeres forhold til intimitet og nærhed i øjeblikket?”

- “Hvordan vil I beskrive jeres seksuelle liv — hvad fungerer godt, og hvad kunne I ønske jer mere af?”

- ”Hvordan udtrykker I lyst? Og hvordan håndterer I, når den ene ikke har lyst?”

- “Hvad gør, at s*x føles trygt og forbundet for jer?”

- “Hvad gør, at s*x nogle gange føles svært, presset eller fjernt?”

- “Hvordan påvirker livsomstændigheder (stress, børn, krop, tid) jeres seksuelle forhold?”

♥️

*xogkærlighed

17/10/2025

Hvad tror du er dit underliggende behov, som ikke bliver mødt? 🤔

08/10/2025

“Kan du ikke give os nogle værktøjer?”
Det spørgsmål hører jeg ofte.
Jeg forstår 100 % ønsket - det er rart med noget konkret, som kan give en følelse af handle på problemerne, og give en følelse af kontrol. “Fortæl mig hvad jeg skal gøre - så gør jeg det”.

Men i parterapi er værktøjer alene ikke nok. For selv den bedste samtaleteknik hjælper ikke, hvis I stadig føler jer utrygge, oversete eller alene sammen. (Og så ville det jo også være tilstrækkeligt at læse en bog om parforhold eller se en video med “5 trin til et bedre parforhold”) 📚

For når vi er fanget i smertefulde mønstre, handler det sjældent om mangel på gode råd. Det handler om de følelser, vi bærer indeni, men ikke altid kan vise og udtrykke: frygten for at miste, længslen efter at være betydningsfuld, håbet om at blive mødt.

Vi kan have nok så mange redskaber, men hvis vi ikke tør vise sårbarheden bag vreden eller tavsheden, vil intet redskab ændre det grundlæggende mønster.

Derfor handler parterapi ikke kun om at lære “hvordan vi taler bedre sammen” – men om at skabe den tryghed, hvor vi kan finde hinanden igen.
For først dér får redskaber mening. ⚒️♥️

25/09/2025

Der er noget på himlen, vi ikke helt forstår. Som for de fleste vækker en uro og bekymring lige nu. Det bliver en påmindelse om, at livet er usikkert, uforudsigeligt og også ude af vores kontrol.

Når uroen rammer, kan vi forsøge at lande igen i det nære: i vores åndedræt, i kroppen, i kontakten med dem, vi holder af.
For selv når himlen føles urolig, kan vi finde tryghed her på jorden – sammen. 🤍

24/09/2025

Jeg er så glad for mit logo, som er tegnet af ✍🏻

Jeg havde ideen om ansigterne, da de for mig symboliserer flere fænomener, der ligger psykoterapien:

Menneskes mange lag
Relationer
Vores forbundethed
Generationer
At stå sammen
Vores skyggesider
Vores fortid og fremtid

🤲

Kan du se mere, som det kan symbolisere? 👀

24/09/2025

Jeg er så glad for mit logo, som er tegnet af ✍🏻

Jeg havde ideen om ansigterne, da de for mig symboliserer flere fænomener, der indfanger psykoterapien:

Menneskets mange lag
Relationer
Vores forbundethed
Generationer
At stå sammen
Vores skyggesider
Vores fortid og fremtid

🤲

19/09/2025

Ofte kan det, vi har sværest ved at udtrykke, handle om sårbarhed: frygten for ikke at være nok, ønsket om at blive set og respekteret, eller længslen efter at være ønsket. Bag tavshed eller irritation kan der gemme sig netop dette.
I parterapi kan I lære at komme i kontakt med og udtrykke dette, så det også bliver lettere at skabe nærhed og forståelse for hinanden ♥️

11/09/2025

På universitetet lærte jeg at tilegne mig teori og forstå de store sammenhænge mellem menneske og kultur. Jeg lærte også at tænke kritisk – en evne, der er afgørende i terapi.

Men det, jeg ikke lærte dér, var at være i det levende møde. At være nærværende med et andet menneske – samtidig med at man holder kontakten med sig selv. At kunne rumme stilheden, konflikten mellem et par, bruge min intuition og blive i relationen, også når det er svært. Det er først, når man kan adskille sig selv fra klienten(erne), at man kan skabe et trygt rum uden at projektere sine egne følelser eller forventninger.

At være terapeut er langt sværere, end bøgerne kan lære dig – det har jeg selv erfaret gennem mine uddannelser. Og det tog mig også et stykke tid før jeg kunne ligge teorien mere væk. Når teorien fylder for meget, mister man let det vigtigste i terapien: kontakten. For mig handler terapi først og fremmest om nærvær, relationen og mødet – det er her, forandringen sker.

Terapi er et håndværk. Det kræver selvudviklin, relationelle evner, intuition – og et nærvær, man ikke kan læse sig frem til. 🤲

09/09/2025

Hver gang jeg kommer hjem fra Kreta, ser jeg det så tydeligt:
Der er noget, vi har mistet i vores kultur.

Der, hvor min mands familie bor, er familiebåndene stærke. Farmoren på 92 bor i et lille hus ved siden af, og hver dag kigger børn, børnebørn og oldebørn forbi – for en kaffe, en frokost, et strikketøj og en snak. Nogle gange bare for at se fjernsyn sammen. Hun er ikke alene. Hun er en del af livet omkring sig.

Jeg ser kusinen, der vugger sin nevø i søvn på sin gravide mave, mens resten af familien snakker, spiser og larmer omkring dem. Det kræver, at man ser hinanden ofte. At man tager del i hinandens liv.

Herhjemme hylder vi uafhængigheden. Vi priser friheden til at klare os selv. Men hvad sker der, når det kollektive ansvar forsvinder?

Måske er prisen ensomhed, manglende forbundethed og stress. Måske er vi blevet så bange for afhængighed, at vi har glemt, at det netop er i sund afhængighed, vi finder tryghed, samhørighed og mening? ♥️