14/01/2026
NÅR MISTRIVSLEN RAMMER ÉN; OG PÅVIRKER ALLE
- Søskendedynamikker i familier med børn i mistrivsel
Af Johnnie Bruus Rasmussen, cand.psych.aut, medstifter af Gifted Institute
”Kære forældre. Vi har i dag haft en episode, hvor Peter har sparket til klassens skraldespand, hvorefter han vred og grædende løb ud af klassen.”
Sådan begyndte beskeden fra klasselæreren. Det var formiddag, og forældrene mærkede straks den velkendte fysiske reaktion: en sammentrækning i maven og tankerne der flyver afsted.
De kendte denne besked. Eller rettere de kendte, hvad den betød. At de havde et barn i affekt, et skoleforløb på vej ud af kurs, samtaler med lærere, bekymringer om fremtiden. De havde stået her før.
Deres ældste søn havde haft en lang periode med skolemodstand og fravær, inden han til sidst fik diagnosen dysleksi og den rette støtte. Nu stod de dér igen, men med det yngste barn.
CASEN: NÅR HISTORIEN GENTAGER SIG, MEN MED EN ANDEN BETYDNING
Forældrene gjorde, hvad de havde lært af forløbet med den ældste: De iværksatte udredning, testning og samtaler. Denne gang fandt ingen specialpædagogiske undersøgelser dog tegn på indlæringsvanskeligheder. Tværtimod virkede den yngste fagligt stærk og alligevel blev hans vrede og afmagt ved.
Da lærere og psykologer foreslog, at adfærden måske kunne handle om jalousi eller følelsen af at være overset, gav forældrene ham ekstra opmærksomhed og nærvær. De krammede, talte og forsikrede ham om deres kærlighed. Det dæmpede konflikten lidt, men ikke meget. Først da forældrene fik hul på en ærlig samtale, viste mønsteret sig. Den yngste fortalte, at han følte, alt i familien drejede sig om storebror. Han havde gjort sig umage for ikke at være til besvær, fordi ”I havde det jo svært nok i forvejen”. Vreden, han ikke kunne vise derhjemme, kom i stedet ud i skolen.
Da familien begyndte at skabe plads til aktiviteter (der udsprang af begge børns ønsker) og indførte en ugentlig ”familiens fælles aktivitet”, hvor beslutningen gik på skift, faldt spændingerne gradvist. Den yngstes udbrud forsvandt. Familien fandt et nyt balancepunkt.
SØSKENDEDYNAMIKKER OG SKJULTE OVERBEVISNINGER
Casen er tænkt, men velkendt. Mange familier oplever, at mistrivsel hos ét barn skaber ubalance i hele systemet. Ikke kun fordi forældrene bliver belastede, men fordi søskende påvirkes følelsesmæssigt og relationelt, ofte uden at give det til kende.
Vi mennesker danner gennem livet overbevisninger, indre antagelser om os selv, andre og verden. Disse overbevisninger bliver vores fortolkningsnøgler til nye situationer.
For den yngste i casen kunne overbevisningen være: “Jeg må ikke være til besvær.”
For den ældste:“Jeg er årsagen til, at min familie har det svært.”
Sådanne overbevisninger bliver filteret, barnet tolker verden igennem, og kan derfor forstærke søskendekonflikter, skyldfølelse eller følelsesmæssig distance.
Selv i familier med høj grad af omsorg kan skjulte dynamikker få store konsekvenser for børns trivsel og relationer.
FORÆLDREPERSPEKTIVET: DOBBELTBELASTNINGEN OG DEN SKJULTE RISIKO
Når et barn mistrives, flytter store dele af familiens opmærksomhed sig naturligt mod det barn. Det er nødvendigt, men det er også risikabelt. Forældrene bliver dobbeltbelastede: de skal både støtte det barn, der kæmper, og samtidig sikre, at det barn, der fungerer, ikke bliver skyggebarn. Det kræver konstant følelsesmæssig regulering og afvejning; og ofte et stort element af skyld.
Derfor er det hjælpsomt at skifte fokus fra adfærd til intention: Hvad forsøger barnet at fortælle os gennem sin adfærd? Er det vrede, kontrol, skyld, savn eller et forsøg på at bevare tilknytningen? Denne nysgerrighed åbner for en forståelse, hvor adfærd ikke ses som modstand, men som kommunikation.
EN PSYKOLOGISK FORSTÅELSESRAMME: SELVBESTEMMELSESTEORIEN
Jeg har før nævnt selvbestemmelsesteorien (Deci & Ryan), som peger på tre grundlæggende psykologiske behov, der skal være opfyldt for, at mennesker (børn som voksne) kan trives:
1. Tilhørsforhold: behovet for at føle sig set, ønsket og accepteret.
2. Kompetence: behovet for at opleve, at man kan mestre det, man prøver.
3. Autonomi: behovet for at føle indflydelse og selvbestemmelse i eget liv.
Når ét barn får familiens opmærksomhed, kan søskende opleve, at et eller flere af disse behov ikke bliver mødt. Den yngste i casen mistede følelsen af tilhørsforhold. Han oplevede sig som mindre vigtig i familiens fællesskab. Samtidig blev hans behov for autonomi begrænset, fordi han indrettede sig efter, hvad der var nemmest for forældrene.
At forstå adfærden gennem disse tre behov kan hjælpe forældre til at se, hvad der egentlig står på spil, når børn reagerer, og dermed støtte dem på måder, der genskaber balance frem for at skabe yderligere kamp.
NÅR HØJTBEGAVEDE BØRN INTENSIVERER DYNAMIKKEN
I familier med højt begavede børn bliver disse mekanismer ofte forstærket. De højt begavede børn reagerer stærkere på ubalancer, uretfærdighed og manglende autonomi. Deres oplevelse af verden er mere intens, og derfor kan almindelige søskendekonflikter hurtigt eskalere både i styrke og varighed.
Hvis forældrene samtidig (naturligt) bliver mere opmærksomme på det barn, der mistrives, kan det andet barn føle sig overset, misforstået eller begrænset. Over tid kan familien udvikle et mønster, hvor alle går på listesko for ikke at vække konflikterne. Det kan føre til den paradoksale situation, at ønsket om ro bliver det, der holder børnene fast i spændingen.
UNDERSØGENDE NYSGERRIGHED
Der findes ingen hurtige løsninger, men der findes en vej som jeg vil kalde: Undersøgende nysgerrighed.
Når vi som forældre spørger: ”Hvad prøver mit barn at beskytte: sig selv, os eller sin(e) søskende?”, ”Hvilken mening giver denne adfærd for barnet?” - flytter vi os fra at reagere på adfærden til at forstå intentionen bag.
Et konkret redskab kan være at se på, hvilke områder vi som forældre typisk tillægger vægt, når vi beskriver vores børn: Lav en liste over tillægsord, der beskriver det enkelte barn, lav den hurtigt uden at redigere den. Derefter gennemgå listen og se, hvor mange af tillægsordene, der henviser til begavelse, det emotionelle, det sociale eller noget helt tredje. På samme måde kan listen gennemgåes ud fra fællesskab, kompetence og autonomi. Det vil give et billede af, hvilke styrker og udfordringer, som vi som forældre fokuserer på og dermed også, hvad vi måske overser.
Hvis barnets adfærd i konkrete situationer eller konflikter er et udtryk for, at de passer på sig selv, sine forældre eller søskende, hvad er så det direkte budskab, som barnet forsøger at formidle?
Måske viser den, at ét barns emotionelle liv er underbelyst, eller at vi overser denne søskendes behov for autonomi.
Når et barn mistrives, rammes hele familien. Søskende mærker det og reagerer på det, hver på deres måde. Ved at møde adfærden som et forsøg på at genvinde tilhørsforhold, kompetence eller autonomi, kan vi styrke relationerne, og samtidig mindske risikoen for, at ét barns mistrivsel bliver hele familiens.
Som forældre er det vores opgave at være undersøgende på børnenes intentioner og forståelser af situationer og de medfølgende dynamikker og mønstre mellem søskende og børn og forældre.
