28/02/2026
HVOR VIGTIGT KAN DET VÆRE?
Af Stine Borbye Edelvang, Gifted Institute
“If we recognize that giftedness is the mirror image of retardation, the 2 to 3% at the other extreme of the curve, then we can appreciate the vulnerability of this group and the critical need for special provisions to insure their optimal development. One of the greatest hindrances to this awareness is that the gifted is the only group with special needs that can pretend to be just like everyone else. Most gifted people expend an inordinate amount of energy their entire lives trying to hide their differences, all the while knowing in the inner recesses of their being that they are not like everyone else. Instead of feeling better than everyone else because they are smart, more often they feel that their differences make them defective.” (Dr. L. Silverman)
Da jeg var 3 år gammel, var jeg i kirke med mine forældre juleaften. Jeg husker det egentlig ikke selv, dog er historien blevet genfortalt så tilpas mange gange, at den har skabt en slags “live-foto” i mit hoved. Et live-foto af den lille pige med lange fletninger, som sad midt i kirken og sang så højt og klart med på “Et barn er født i Bethlehem”, at alle i kirken vendte sig om for at se på det syngende barn. Da jeg blev lidt ældre - nærmere bestemt da jeg var 7 år gammel - begyndte jeg at synge i børnekor. Jeg ELSKEDE musikken. Jeg ELSKEDE at synge. Jeg ELSKEDE at lære og at blive udfordret. Jeg ELSKEDE at have et sted hvor alle kom, fordi de elskede det samme som mig.
Mine klassekammerater fra skolen gik til gymnastik, fodbold, svømning, spejder og den slags. Jeg kan huske, at jeg nogle gange følte mig flov over, at jeg ikke gik til noget af det, de andre syntes var sejt, og jeg kan huske, at jeg hurtigt holdt helt op med at tale om mit kor. Til trods for, at det faktisk var det eneste sted, hvor jeg følte, at jeg kunne være mig selv.
Når jeg var hjemme, læste jeg bøger, skrev historier eller digte og brugte oceaner af tid på at synge alt fra Nattens Dronnings arier over forskellige musicals til klassiske pop- og rocknumre.
I skolen var jeg glad for at lave opgaver. Jeg ville gerne lære, og jeg ville for alt i verden gerne gøre det godt! Jeg stødte sjældent på opgaver, der voldte mig besvær, og derfor var det nemt for mig at opretholde identiteten som “den dygtige pige”. Mine klassekammerater lod ofte til at være gladere for frikvartererne end skoletimerne, og jeg husker, at også dette gav mig en følelse af at være galt på den.
Min fraværsprocent i skolen var høj. I de mindre klasser fik jeg ofte ondt i maven og måtte ringes hjem. I de større klasser havde jeg kronisk hovedpine, og langt de fleste uger havde jeg mindst én - og ofte flere - dage hjemme. Skolen virkede ikke så bekymret over fraværet, for når jeg var der, smilede jeg og klarede mig godt. Og så gjorde det nok ikke så meget.
Når der var skole-hjem-samtaler, blev jeg rost til skyerne, og jo mere ros jeg fik, desto mere forkert følte jeg mig. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg var anderledes end de andre. Jeg forstod dog ikke hvorfor. Og hvordan kunne det være, at jeg fik så meget ros for noget, som var så let for mig?
Min barne-konklusion blev forskellige versioner af, at lærerne nok syntes det var synd for mig, at jeg var så mærkelig, og DERFOR roste de mig unødigt så jeg ikke skulle få det endnu værre. Det satte sig i mig og blev en del af min identitet: Jeg følte, at jeg var nødt til at præstere for at opretholde fortællingen om den dygtige pige, og samtidig følte jeg mig falsk og tom.
“Patty Gatto-Walden calls these “the terrible toos”: The gifted are “too” everything: too sensitive, too intense, too driven, too honest, too idealist, too moral, too perfectionistic, too much for other people! So they live with the great secret, instilled from early childhood on, that there is something inherently wrong with being who they are because they don’t fit in.“ (Dr. L. Silverman)
Når jeg sang i koret, slappede jeg af. Her var der plads til de store følelser og gåsehud på armene over de lækreste dissonanser. Her var der fællesskab, visioner og udvikling. Frygten for at fejle fulgte dog også med her, og jeg husker tydeligt følelsen af panik blandet med et skjult håb, når dirigenten spurgte, om der var nogen, der ville synge solo. Den lille højt-syngende pige fra kirken juleaften var gemt langt væk, og selvom hun stadig elskede at synge, fik hun kun lov, når der ikke var nogen, der kunne høre hende alene.
I 80’erne var høj begavelse ikke noget man talte om. I dag - 40 år senere - er høj begavelse et begreb, der i stigende grad tilgodeses i pædagogisk og psykologisk regi. Og hvorfor er det nødvendigt? Hvorfor skal man fokusere på lige netop dette aspekt? Hvor vigtigt kan det være?
Det er vigtigt for selvforståelsen. Vigtigt fordi man som højtbegavet ér anderledes end sine jævnaldrende. Vigtigt for forståelsen af, at anderledes ikke betyder forkert.
“Giftedness is asynchronous development in which advanced cognitive abilities and heightened intensity combine to create inner experiences and awareness that are qualitatively different from the norm. This asynchrony increases with higher intellectual capacity. The uniqueness of the gifted renders them particularly vulnerable and requires modifications in parenting, teaching and counseling in order for them to develop optimally. (The Columbus Group, 1991)”
“Internal asynchrony is due to differences in rates of physical, intellectual, emotional, social, and skill development in the gifted child. Uneven development is mirrored in external adjustment difficulties since the gifted person often feels different from, or out of place with, others. External asynchrony, then, is the lack of fit of the gifted child with other same-aged children and with the age-related expectations of the culture.” (Dr. L. Silverman)
En høj begavelse påvirker alle aspekter af den måde vi er i verden på, og for mange højtbegavede vil intensiteten og et insisterende behov for at føle meningsfuldhed i hverdagen ofte fylde mindst lige så meget som indlæringskapaciteten. Dermed kommer måden hvorpå vi taler om dette og måden hvorpå vi mødes i hverdagen til at spille en stor og afgørende rolle i vores identitetsudvikling.
Jeg blev hovedsageligt mødt i mine præstationer som barn. I en hverdag, hvor jeg kun i meget lille grad oplevede at passe ind, blev jagten på de perfekte resultater min måde at overleve på. Når jeg præsterede, så de voksne mig. Resten af tiden følte jeg mig kun set, når jeg lavede om på mig selv for at passe ind i “de andres” verden. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvorfor det var sådan. Jeg følte det dog ganske tydeligt.
Idag er jeg så privilegeret at have mulighed for at arbejde relationelt med højtbegavede børn og unge i Gifted Institute. Jeg ELSKER mit arbejde, og jeg føler en stor glæde og stolthed ved at have mulighed for at sætte fokus på selvforståelse og på alle de indre og ydre aspekter, der former os som mennesker. For når vi lærer os selv at kende, får vi mulighed for at begynde på at besvare spørgsmål som:
Hvem er jeg?
Hvad er vigtigt for mig?
Hvor er min plads i fællesskabet?
Spørgsmålene ligger ofte dybt indkodet i bevidstheden hos de højtbegavede, allerede fra de er helt små. Svarene kan dog være vanskelige at finde frem til, især hvis vi ikke forstår os selv eller hvis vi mangler ord, der kan beskrive alt det, vi tænker, føler, sanser, fornemmer og forestiller os.
Måske handler det om, at vi skal have modet til at finde ind til kernen. Dér, hvor vi tør mærke os selv og stå ved hvem vi er.
De indlagte engelske passager stammer fra Linda Silvermans artikel “Why we need gifted education”. Du kan læse hele atiklen her:
https://www.giftedreach.org.nz/archives/why_we_need_gifted_education.pdf
