Gifted Institute

12/03/2026

Har du eksamensangst - eller tror du ikke, du kan finde ud af at gå til eksamen? Synes du, det er angstprovokerende at fremlægge foran klassen?

Så er Gifted Institutes eksamenscamp for noget for dig!

Campen er målrettet højtbegavede unge fra 7. klasse og op.

På campen vil Gifted Institutes ledende psykolog, Johnnie Rasmussen, give konkrete tips og tricks til at håndtere en eksamenssituation bedre.

Gennem forskellige workshops og øvelser får du mulighed for at finpudse dine evner til at håndtere en eksamenssituation - alt sammen i trygge rammer og med indgående fornemmelse og forståelse for fx perfektionisme og overtænkning - og alle de andre mekanismer, der kan påvirke vores mestringstro og selvforståelse.

Vi har netop åbnet for et par ekstra pladser på campen - de kan bookes efter Først til mølle-princippet!

Tilmeld dig interesselisten her:

01/03/2026

Gifted Institutes yngste medarbejder er Isabel. Måske kan I huske Isabel fordi hun var i praktik i instituttet i januar og lavede en skøn praktikvideo?
Vi i instituttet syntes i hvert fald, hun gjorde det så godt, at vi straks efter praktikopholdet ansatte hende!
Isabels opgave i instituttet er at formidle sine tanker, følelser og oplevelser som højtbegavet, og i denne uge er der kommet denne helt fantastiske animationsfilm ud af det!
Hvilke emner skal Isabel kaste sig over til de kommende ugers opslag? Kom gerne med idéer og forslag, som vi kan sende videre til hende!

28/02/2026

HVOR VIGTIGT KAN DET VÆRE?

Af Stine Borbye Edelvang, Gifted Institute

“If we recognize that giftedness is the mirror image of retardation, the 2 to 3% at the other extreme of the curve, then we can appreciate the vulnerability of this group and the critical need for special provisions to insure their optimal development. One of the greatest hindrances to this awareness is that the gifted is the only group with special needs that can pretend to be just like everyone else. Most gifted people expend an inordinate amount of energy their entire lives trying to hide their differences, all the while knowing in the inner recesses of their being that they are not like everyone else. Instead of feeling better than everyone else because they are smart, more often they feel that their differences make them defective.” (Dr. L. Silverman)

Da jeg var 3 år gammel, var jeg i kirke med mine forældre juleaften. Jeg husker det egentlig ikke selv, dog er historien blevet genfortalt så tilpas mange gange, at den har skabt en slags “live-foto” i mit hoved. Et live-foto af den lille pige med lange fletninger, som sad midt i kirken og sang så højt og klart med på “Et barn er født i Bethlehem”, at alle i kirken vendte sig om for at se på det syngende barn. Da jeg blev lidt ældre - nærmere bestemt da jeg var 7 år gammel - begyndte jeg at synge i børnekor. Jeg ELSKEDE musikken. Jeg ELSKEDE at synge. Jeg ELSKEDE at lære og at blive udfordret. Jeg ELSKEDE at have et sted hvor alle kom, fordi de elskede det samme som mig.

Mine klassekammerater fra skolen gik til gymnastik, fodbold, svømning, spejder og den slags. Jeg kan huske, at jeg nogle gange følte mig flov over, at jeg ikke gik til noget af det, de andre syntes var sejt, og jeg kan huske, at jeg hurtigt holdt helt op med at tale om mit kor. Til trods for, at det faktisk var det eneste sted, hvor jeg følte, at jeg kunne være mig selv.

Når jeg var hjemme, læste jeg bøger, skrev historier eller digte og brugte oceaner af tid på at synge alt fra Nattens Dronnings arier over forskellige musicals til klassiske pop- og rocknumre.
I skolen var jeg glad for at lave opgaver. Jeg ville gerne lære, og jeg ville for alt i verden gerne gøre det godt! Jeg stødte sjældent på opgaver, der voldte mig besvær, og derfor var det nemt for mig at opretholde identiteten som “den dygtige pige”. Mine klassekammerater lod ofte til at være gladere for frikvartererne end skoletimerne, og jeg husker, at også dette gav mig en følelse af at være galt på den.
Min fraværsprocent i skolen var høj. I de mindre klasser fik jeg ofte ondt i maven og måtte ringes hjem. I de større klasser havde jeg kronisk hovedpine, og langt de fleste uger havde jeg mindst én - og ofte flere - dage hjemme. Skolen virkede ikke så bekymret over fraværet, for når jeg var der, smilede jeg og klarede mig godt. Og så gjorde det nok ikke så meget.

Når der var skole-hjem-samtaler, blev jeg rost til skyerne, og jo mere ros jeg fik, desto mere forkert følte jeg mig. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg var anderledes end de andre. Jeg forstod dog ikke hvorfor. Og hvordan kunne det være, at jeg fik så meget ros for noget, som var så let for mig?

Min barne-konklusion blev forskellige versioner af, at lærerne nok syntes det var synd for mig, at jeg var så mærkelig, og DERFOR roste de mig unødigt så jeg ikke skulle få det endnu værre. Det satte sig i mig og blev en del af min identitet: Jeg følte, at jeg var nødt til at præstere for at opretholde fortællingen om den dygtige pige, og samtidig følte jeg mig falsk og tom.

“Patty Gatto-Walden calls these “the terrible toos”: The gifted are “too” everything: too sensitive, too intense, too driven, too honest, too idealist, too moral, too perfectionistic, too much for other people! So they live with the great secret, instilled from early childhood on, that there is something inherently wrong with being who they are because they don’t fit in.“ (Dr. L. Silverman)

Når jeg sang i koret, slappede jeg af. Her var der plads til de store følelser og gåsehud på armene over de lækreste dissonanser. Her var der fællesskab, visioner og udvikling. Frygten for at fejle fulgte dog også med her, og jeg husker tydeligt følelsen af panik blandet med et skjult håb, når dirigenten spurgte, om der var nogen, der ville synge solo. Den lille højt-syngende pige fra kirken juleaften var gemt langt væk, og selvom hun stadig elskede at synge, fik hun kun lov, når der ikke var nogen, der kunne høre hende alene.

I 80’erne var høj begavelse ikke noget man talte om. I dag - 40 år senere - er høj begavelse et begreb, der i stigende grad tilgodeses i pædagogisk og psykologisk regi. Og hvorfor er det nødvendigt? Hvorfor skal man fokusere på lige netop dette aspekt? Hvor vigtigt kan det være?

Det er vigtigt for selvforståelsen. Vigtigt fordi man som højtbegavet ér anderledes end sine jævnaldrende. Vigtigt for forståelsen af, at anderledes ikke betyder forkert.

“Giftedness is asynchronous development in which advanced cognitive abilities and heightened intensity combine to create inner experiences and awareness that are qualitatively different from the norm. This asynchrony increases with higher intellectual capacity. The uniqueness of the gifted renders them particularly vulnerable and requires modifications in parenting, teaching and counseling in order for them to develop optimally. (The Columbus Group, 1991)”
“Internal asynchrony is due to differences in rates of physical, intellectual, emotional, social, and skill development in the gifted child. Uneven development is mirrored in external adjustment difficulties since the gifted person often feels different from, or out of place with, others. External asynchrony, then, is the lack of fit of the gifted child with other same-aged children and with the age-related expectations of the culture.” (Dr. L. Silverman)

En høj begavelse påvirker alle aspekter af den måde vi er i verden på, og for mange højtbegavede vil intensiteten og et insisterende behov for at føle meningsfuldhed i hverdagen ofte fylde mindst lige så meget som indlæringskapaciteten. Dermed kommer måden hvorpå vi taler om dette og måden hvorpå vi mødes i hverdagen til at spille en stor og afgørende rolle i vores identitetsudvikling.

Jeg blev hovedsageligt mødt i mine præstationer som barn. I en hverdag, hvor jeg kun i meget lille grad oplevede at passe ind, blev jagten på de perfekte resultater min måde at overleve på. Når jeg præsterede, så de voksne mig. Resten af tiden følte jeg mig kun set, når jeg lavede om på mig selv for at passe ind i “de andres” verden. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvorfor det var sådan. Jeg følte det dog ganske tydeligt.

Idag er jeg så privilegeret at have mulighed for at arbejde relationelt med højtbegavede børn og unge i Gifted Institute. Jeg ELSKER mit arbejde, og jeg føler en stor glæde og stolthed ved at have mulighed for at sætte fokus på selvforståelse og på alle de indre og ydre aspekter, der former os som mennesker. For når vi lærer os selv at kende, får vi mulighed for at begynde på at besvare spørgsmål som:
Hvem er jeg?
Hvad er vigtigt for mig?
Hvor er min plads i fællesskabet?
Spørgsmålene ligger ofte dybt indkodet i bevidstheden hos de højtbegavede, allerede fra de er helt små. Svarene kan dog være vanskelige at finde frem til, især hvis vi ikke forstår os selv eller hvis vi mangler ord, der kan beskrive alt det, vi tænker, føler, sanser, fornemmer og forestiller os.

Måske handler det om, at vi skal have modet til at finde ind til kernen. Dér, hvor vi tør mærke os selv og stå ved hvem vi er.

De indlagte engelske passager stammer fra Linda Silvermans artikel “Why we need gifted education”. Du kan læse hele atiklen her:
https://www.giftedreach.org.nz/archives/why_we_need_gifted_education.pdf

19/02/2026

We're more than our minds!

Til Gifted Institutes konference 2025 indgik denne helt fantastiske samtale mellem Dr. Patricia Gatto-Walden fra USA og Johnnie Rasmussen, Gifted Institutes ledende psykolog.
I videoen taler Patricia og Johnnie blandt andet om vigtigheden af at høre til og at føle sig forstået, og budskabet er så væsentligt, at vi har valgt at gøre videoen frit tilgængelig på vores YouTube-kanal.

God fornøjelse!

Patricia Gatto-Walden & Johnnie Bruus RasmussenPresentation from Gifted Institute's Giftedness conference 2025.We’re more than our minds!Patty and Johnnie sp...

19/02/2026

I denne uge har vi haft den udsøgte fornøjelse at have endnu et ungt menneske i praktik i instituttet. Denne gang søde og dygtige Ella. Når vi har praktikanter i instituttet, er de med til en lang række forskellige aktiviteter: De deltager både i det daglige praktiske arbejde, de bliver introduceret for forskellige små administrative opgaver og de er med, når der er børn til test. Derudover bliver de altid bedt om at finde ud af, hvordan de gerne vil dokumentere deres uge. I videoen herunder ses det vist tydeligt, at Ella har haft en dejlig uge - og alle de søde børn, der har haft fornøjelsen af at møde hende i ugens løb har nydt at hun var der! Det har vi andre i øvrigt også ❤️

07/02/2026

VÆRDIGHED I MØDET MED DET HØJTBEGAVEDE BARN

Af Grith Tschorn, medstifler af Gifted Institute

Højtbegavede børn og unge kan være skæve, intense og anderledes i deres måde at være i verden på. Det er ikke i sig selv et problem. Problemet opstår, når vi som voksne ikke formår at møde deres væren med værdighed, hverken i hjemmet eller i de professionelle fællesskaber, de indgår i.

Da jeg sad med min nyfødte søn i armene, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg tyve år senere skulle sige: “Pas på – dit strømpebånd er ved at glide ned.”
Som lille ville han kun gå med skjorte og slips. Da han fyldte seks, ønskede han sig et Armani-jakkesæt. Senere blev det til poloshirts med knapper, inden teenageårene bød på My Little Pony-t-shirts, festivaler, udklædninger fra Snehvide til Elsa fra Frost og hår i alle farver, fra grønt til pink. I dag er han tilbage i skjorte og bukser, astrofysiker, dog en anelse tynd i toppen.
Intet af dette var i sig selv problematisk. Tværtimod. Det var udtryk for identitet, nysgerrighed og en måde at være i verden på, som ikke lod sig forme af normer alene. En måde at være, som mange højtbegavede børn og unge kan genkende. For højtbegavede børn er ofte skæve og skønne i deres udtryk. De kan fremstå anderledes end mange normtypiske børn: i deres interesser, deres tøjvalg, deres humor, deres intensitet og deres måde at tænke og føle på. Det er ikke her, mistrivslen opstår.
Mistrivslen opstår, når omgivelserne begynder at gøre denne anderledeshed problematisk. Og her har vi voksne et ansvar.

SELVVÆRD OG SELVTILLID
Børn har faser. Og endnu vigtigere: Børn har måder at være i verden på, som kalder på anerkendelse. Måden vi som voksne møder børn i deres væren, både i og udenfor hjemmet, har afgørende betydning for deres trivsel og selvforståelse. I familien formes barnets selvværd: oplevelsen af at være værdifuld, som den man er. Uden for hjemmet formes selvtilliden: Oplevelsen af at kunne noget og høre til i fællesskaber.
For højtbegavede børn og unge bliver disse spejlinger ofte forstærkede. De sanser mere, opfatter mere og mærker stemninger, krav, forventninger, tempo, lys og lyd med en intensitet, der overstiger normgruppen. De har alle antenner ude — hele tiden.
Når et barn gentagne gange mødes med signaler om, at dets måde at være på er for meget, for anderledes eller for forkert, begynder selvbilledet at forskydes. Ikke fordi barnet er forkert. Spejlingen er forkert.
Når vi ikke møder børn, særligt højtbegavede børn, værdigt, anerkendende og med respekt for deres autonomi, betaler vi prisen. Først menneskeligt. Senere også økonomisk. Og ofte kunne det have set anderledes ud, hvis vi havde lyttet tidligere.
Mange forældre siger: “Bare mit barn er glad.” Samtidig lever vi i en kultur, hvor forventninger til præstation, tilpasning og ydre succes fylder meget. Når disse forventninger, bevidst eller ubevidst, kommer til at definere barnets værdi, risikerer vi at gøre barnet ansvarligt for at passe ind, frem for selv at tage ansvar for mødet.
Vore egne erfaringer kan ikke blot overføres til et barn, uanset hvor velmente de er. Og når to mennesker vælger at få børn, ofte med en begavelse, der matcher hinanden, er sandsynligheden for, at disse træk forstærkes, reel. Medmindre der naturligvis er en hæklefejl i kysen.
Hvordan et barn klæder sig, hvilke interesser det har, eller hvordan identitet udforskes, er i sig selv ikke det afgørende. Det afgørende er, hvordan barnet bliver mødt. Og om barnet oplever sig set med værdighed, også når det ikke lever op til omgivelsernes forestillinger.

ANERKENDELSE OG VÆRDIGHED
Jeg tror ikke på, at vi primært skal møde børn i det, der er svært. Jeg tror på, at vi må møde dem i det, der er let og meningsfuldt for dem, for her opstår det overskud, der senere gør det muligt at stå i det svære. Det handler ikke om curling. Det handler om at understøtte udviklingen af hele og kompetente mennesker.
Når højtbegavede børn og unge presses ud over deres kapacitet socialt, sansemæssigt eller følelsesmæssigt, så ser vi konsekvenserne. Stress, angst, skolefravær og udmattelse er ikke tilfældigheder, snarere signaler om, at belastningen er blevet for stor.
Omkostningerne kan være betydelige. Det slider på barnet, på søskende og på forældre. Relationer belastes, arbejdsliv påvirkes, og systemiske indsatser vokser i omfang. Udredninger, samtaler, sygemeldinger og midlertidige løsninger bliver en del af hverdagen.
Når kommuner udviser rettidig omhu og formår at konsekvensberegne, ser vi noget andet ske. Børn får det bedre, familier får fodfæste, og der opstår rum for udvikling. Det er ikke kun menneskeligt bæredygtigt, det er også økonomisk ansvarligt.
Set med barnets øjne oplever jeg ofte, at mange voksne handler ud fra deres forestilling om barnets bedste uden at spørge barnet selv. Når et højtbegavet barn ikke bliver hørt, trækker det sig ofte. Ikke fordi barnet ikke vil være en del af fællesskabet. Fordi prisen for deltagelse er blevet for høj.
Vi lever i en præstationskultur. Måske er det tid til at spørge, hvad en værdig præstation egentlig er. På nuværende tidspunkt bor en ung dreng hos os. Om morgenen står han op, går stille rundt i køkkenet og tænder uopfordret op i brændeovnen. Det skaber varme og ro i hele huset. Det er en præstation med betydning for fællesskabet. En præstation, der for mig, og resten af huset, er utrolig værdifuld.
Værdighed handler netop om dette: At blive mødt som menneske. At blive anerkendt i sin væren, også når den ikke passer ind i en snæver forestilling om normalitet. Anerkendelse er ikke det samme som accept af alt. Anerkendelse er forudsætningen for udvikling.
Og værdighed former mennesker.

31/01/2026

Før jul var vi så heldige at få doneret en kæmpe kasse LEGO. Kassen kom fra fængslet i Vridsløse, som havde fået nyt LEGO, så de indsattes børn har noget sjovt at lege med, når de besøger en indsat forælder ❤
Vi er MEGET taknemmelige for, at vi måtte overtage det gamle LEGO, og det bruges allerede flittigt, når vi holder camps og har børn til test.
Til jul blev der fx bygget juletræer i alskens afskygninger!
Forleden dag brugte to af instituttets frivillige det meste af en dag på at sortere LEGO-klodserne, så de er lige til at gå til. Det var en fornøjelse at se deres strukturerede og detaljeorienterede indsats, og LEGO-klodserne er nu klar til at blive brugt igen og igen.
En arbejdsdag i instituttet kan i sandhed se ud på mange forskellige måder 😍🥰🥳🤩

25/01/2026

LÆRERE HAR VERDENS NEMMESTE JOB.
(Ironi kan forekomme, så hæng på et øjeblik)

TIL DEN DANSKE LÆRERSTAB
Lad os begynde med at tegne et karikeret billede af hverdagen for en lærer i et gennemsnitligt dansk klasseværelse: Med 25 elever i klassen, ligger omtrent 17 af dem inden for kategorien “normal begavelse”. Dermed er der 8 elever tilbage, som ligger uden for. De elever, som befinder sig under og over normalområdet, har ofte indlæringsmæssige behov, som afviger fra normen. Jo længere de bevæger sig væk fra normen, desto større bliver behovet for differentiering.
Som lærer forventes du altså i praksis at kunne tilrettelægge en undervisning, der både rammer normgruppen, støtter dem, der kæmper, og udfordrer dem, der lærer hurtigt. Uden at have søgt stillingen er du med et trylleslag blevet specialunderviser i både den øvre og nedre del af skalaen.

Som en ekstra dimension til tegningen kommer de forhold, som sjældent fremgår af læseplaner og læringsmål. Hensynet til det barn, hvis forældre er midt i en konfliktfyldt skilsmisse, og som derfor har behov for mere end faglig støtte. Omsorgen for barnet, der ikke kan komme med på klassetur, fordi økonomien i hjemmet er brudt sammen, hvilket efterlader dig i rollen som socialfaglig tovholder. Klasseledelse i et børnefællesskab, som rummer børn med et energiniveau, der fylder hele rummet og børn med alvorlig mistrivsel, som venter på en udredning, der ligger måneder ude i fremtiden. Parallelt hermed har du elever identificeret med ordblindhed, elever med uopdagede vanskeligheder og elever, der har behov for kompenserende IT, som du forventes at kunne anvende sikkert og kvalificeret. Samtidig er der også forældresamarbejdet. Det forældre-engagement, der i mange tilfælde er en ressource, kan i andre situationer føles som endnu en opgave, der skal rummes midt i undervisningen, relationerne og ledelsen af klassen.
Og inde bag alle disse komplekse aspekter er det dig, der skal holde sammen på hverdagen. Skabe trivsel og læring.

Konklusionen er enkel:

Lærerjobbet er utvivlsomt verdens nemmeste job.

Heldigvis har lærere, i modsætning til resten af befolkningen, en skjult biologisk fordel: Usynlige blækspruttearme. Ellers kunne regnestykket ganske enkelt ikke hænge sammen.

⸻

Kære lærer,
Blækspruttearme eller ej: TAK for dit store arbejde!
Da du valgte lærergerningen, gjorde du det sandsynligvis med ønsket om at undervise, danne, skabe mening og give børn de bedste muligheder for at trives og udvikle sig.
Og du valgte formentlig ikke jobbet, fordi du drømte om at bære alle samfundets hatte på én gang.

I løbet af de seneste år er endnu en opgave landet på dit kateder: Der skal screenes for høj begavelse og skabes undervisning, der tilgodeser de højtbegavede elevers særlige måde at lære på.

Vi ville ikke være overraskede, hvis du sidder tilbage med det helt naturlige spørgsmål:
Hvordan skal jeg, midt i alt det andet, også tage særligt hensyn til højtbegavede elever?

Vores svar er: Det skal du ikke. Ikke alene. Ikke uden viden. Ikke uden støtte.

Og hvad nu hvis det højtbegavede barn i klassen samtidig:
er det barn, der hænger i gardinerne
er det barn, der mistrives
er det barn, hvis ressourcer er skjult bag udfordringer, kaos, sorg eller utryghed
Høj begavelse viser sig ikke altid ved en konstant hånd i vejret eller komplekse akademiske spørgsmål. Ofte tværtimod.

Som lærer efterlades du med endnu en hat til samlingen og et stort ubesvaret spørgsmål: Hvordan skal jeg bære alle disse hatte?

Spørgsmålet, vi alle bør stille, er dog i højere grad, hvornår du med rimelighed kan forvente, at nogen stiller en hattehylde til rådighed.

Drømmeren vil sige: I den ideelle verden tager ledelsen den på sig. I den ideelle verden siger samfundet: “Vi har den.”

Realisten vil sige: Hattehylden findes. Vi mangler værktøj til at sætte den op.

Vi i Gifted Institute siger: Hattehylderne findes, og vi ved, hvordan de sættes op, og hvordan de kan aflaste - og ikke belaste - dit arbejde.

Du skal ikke kunne alt! Du bør i stedet have adgang til viden og redskaber, der gør dit arbejde lettere og mere bæredygtigt.

Derfor tilbyder vi adgang til den første hattehylde:
GIFTED INSTITUTES KONFERENCE OM HØJ BEGAVELSE 2026
Ikke som endnu en opgave.
Som støtte.

Køb din billet her: https://gifted-institute.nemtilmeld.dk/43/

BILLET TIL EARLY BIRD-PRIS
Tirsdag d. 14. februar er sidste chance for at købe konferencebilletter til early bird-pris. Der er early bird-pris på både enkeltbilletter og faggruppebilletter!
Med et fokus på undervisning af højtbegavede, dobbelt- og multi-exceptionelle elever bliver årets konference videns-spækket og inspirerende, og vi glæder os til at dele den med jer!

PRAKTISK INFORMATION
Konferencen afholdes online - så ALLE kan være med.
Konference-billetten giver adgang til at fordybe sig i konferencens spændende indhold, enten d. 15. maj 2026 fra kl. 9-13, eller på et andet tidspunkt, der passer bedre ind i kalenderen.
Når billetten er købt, kan konferencen ses én gang fra d. 15. maj til og med d. 15. juni 2026.

 D. 15. maj 2026 fra 9-13 afholder Gifted Institute årskonference om høj begavelse. 

14/01/2026

I dag - d. 15. januar 2025 - åbner vi for billetsalget af early-bird billetter til årets konference om høj begavelse!

Konferencen afholdes som altid på Gifted Institutes fødselsdag d. 15. maj - kl. 9-13, og vi GLÆDER os helt vildt til at præsentere årets program for jer - for 4. år i træk!

I år ligger d. 15. maj på fredag efter Kristi Himmelfart. Derfor har vi besluttet, at konferencen i år kan ses på et valgfrit tidspunkt mellem d. 15. maj 2026 og d. 15. juni 2026.

Du kan få fingrene i en early-bird billet til og med d. 14. februar 2026.

https://gifted-institute.nemtilmeld.dk/43/

14/01/2026

NÅR MISTRIVSLEN RAMMER ÉN; OG PÅVIRKER ALLE

- Søskendedynamikker i familier med børn i mistrivsel

Af Johnnie Bruus Rasmussen, cand.psych.aut, medstifter af Gifted Institute

”Kære forældre. Vi har i dag haft en episode, hvor Peter har sparket til klassens skraldespand, hvorefter han vred og grædende løb ud af klassen.”

Sådan begyndte beskeden fra klasselæreren. Det var formiddag, og forældrene mærkede straks den velkendte fysiske reaktion: en sammentrækning i maven og tankerne der flyver afsted.

De kendte denne besked. Eller rettere de kendte, hvad den betød. At de havde et barn i affekt, et skoleforløb på vej ud af kurs, samtaler med lærere, bekymringer om fremtiden. De havde stået her før.

Deres ældste søn havde haft en lang periode med skolemodstand og fravær, inden han til sidst fik diagnosen dysleksi og den rette støtte. Nu stod de dér igen, men med det yngste barn.

CASEN: NÅR HISTORIEN GENTAGER SIG, MEN MED EN ANDEN BETYDNING

Forældrene gjorde, hvad de havde lært af forløbet med den ældste: De iværksatte udredning, testning og samtaler. Denne gang fandt ingen specialpædagogiske undersøgelser dog tegn på indlæringsvanskeligheder. Tværtimod virkede den yngste fagligt stærk og alligevel blev hans vrede og afmagt ved.

Da lærere og psykologer foreslog, at adfærden måske kunne handle om jalousi eller følelsen af at være overset, gav forældrene ham ekstra opmærksomhed og nærvær. De krammede, talte og forsikrede ham om deres kærlighed. Det dæmpede konflikten lidt, men ikke meget. Først da forældrene fik hul på en ærlig samtale, viste mønsteret sig. Den yngste fortalte, at han følte, alt i familien drejede sig om storebror. Han havde gjort sig umage for ikke at være til besvær, fordi ”I havde det jo svært nok i forvejen”. Vreden, han ikke kunne vise derhjemme, kom i stedet ud i skolen.

Da familien begyndte at skabe plads til aktiviteter (der udsprang af begge børns ønsker) og indførte en ugentlig ”familiens fælles aktivitet”, hvor beslutningen gik på skift, faldt spændingerne gradvist. Den yngstes udbrud forsvandt. Familien fandt et nyt balancepunkt.

SØSKENDEDYNAMIKKER OG SKJULTE OVERBEVISNINGER

Casen er tænkt, men velkendt. Mange familier oplever, at mistrivsel hos ét barn skaber ubalance i hele systemet. Ikke kun fordi forældrene bliver belastede, men fordi søskende påvirkes følelsesmæssigt og relationelt, ofte uden at give det til kende.

Vi mennesker danner gennem livet overbevisninger, indre antagelser om os selv, andre og verden. Disse overbevisninger bliver vores fortolkningsnøgler til nye situationer.

For den yngste i casen kunne overbevisningen være: “Jeg må ikke være til besvær.”

For den ældste:“Jeg er årsagen til, at min familie har det svært.”

Sådanne overbevisninger bliver filteret, barnet tolker verden igennem, og kan derfor forstærke søskendekonflikter, skyldfølelse eller følelsesmæssig distance.

Selv i familier med høj grad af omsorg kan skjulte dynamikker få store konsekvenser for børns trivsel og relationer.

FORÆLDREPERSPEKTIVET: DOBBELTBELASTNINGEN OG DEN SKJULTE RISIKO

Når et barn mistrives, flytter store dele af familiens opmærksomhed sig naturligt mod det barn. Det er nødvendigt, men det er også risikabelt. Forældrene bliver dobbeltbelastede: de skal både støtte det barn, der kæmper, og samtidig sikre, at det barn, der fungerer, ikke bliver skyggebarn. Det kræver konstant følelsesmæssig regulering og afvejning; og ofte et stort element af skyld.

Derfor er det hjælpsomt at skifte fokus fra adfærd til intention: Hvad forsøger barnet at fortælle os gennem sin adfærd? Er det vrede, kontrol, skyld, savn eller et forsøg på at bevare tilknytningen? Denne nysgerrighed åbner for en forståelse, hvor adfærd ikke ses som modstand, men som kommunikation.

EN PSYKOLOGISK FORSTÅELSESRAMME: SELVBESTEMMELSESTEORIEN

Jeg har før nævnt selvbestemmelsesteorien (Deci & Ryan), som peger på tre grundlæggende psykologiske behov, der skal være opfyldt for, at mennesker (børn som voksne) kan trives:

1. Tilhørsforhold: behovet for at føle sig set, ønsket og accepteret.

2. Kompetence: behovet for at opleve, at man kan mestre det, man prøver.

3. Autonomi: behovet for at føle indflydelse og selvbestemmelse i eget liv.

Når ét barn får familiens opmærksomhed, kan søskende opleve, at et eller flere af disse behov ikke bliver mødt. Den yngste i casen mistede følelsen af tilhørsforhold. Han oplevede sig som mindre vigtig i familiens fællesskab. Samtidig blev hans behov for autonomi begrænset, fordi han indrettede sig efter, hvad der var nemmest for forældrene.

At forstå adfærden gennem disse tre behov kan hjælpe forældre til at se, hvad der egentlig står på spil, når børn reagerer, og dermed støtte dem på måder, der genskaber balance frem for at skabe yderligere kamp.

NÅR HØJTBEGAVEDE BØRN INTENSIVERER DYNAMIKKEN

I familier med højt begavede børn bliver disse mekanismer ofte forstærket. De højt begavede børn reagerer stærkere på ubalancer, uretfærdighed og manglende autonomi. Deres oplevelse af verden er mere intens, og derfor kan almindelige søskendekonflikter hurtigt eskalere både i styrke og varighed.

Hvis forældrene samtidig (naturligt) bliver mere opmærksomme på det barn, der mistrives, kan det andet barn føle sig overset, misforstået eller begrænset. Over tid kan familien udvikle et mønster, hvor alle går på listesko for ikke at vække konflikterne. Det kan føre til den paradoksale situation, at ønsket om ro bliver det, der holder børnene fast i spændingen.

UNDERSØGENDE NYSGERRIGHED

Der findes ingen hurtige løsninger, men der findes en vej som jeg vil kalde: Undersøgende nysgerrighed.

Når vi som forældre spørger: ”Hvad prøver mit barn at beskytte: sig selv, os eller sin(e) søskende?”, ”Hvilken mening giver denne adfærd for barnet?” - flytter vi os fra at reagere på adfærden til at forstå intentionen bag.

Et konkret redskab kan være at se på, hvilke områder vi som forældre typisk tillægger vægt, når vi beskriver vores børn: Lav en liste over tillægsord, der beskriver det enkelte barn, lav den hurtigt uden at redigere den. Derefter gennemgå listen og se, hvor mange af tillægsordene, der henviser til begavelse, det emotionelle, det sociale eller noget helt tredje. På samme måde kan listen gennemgåes ud fra fællesskab, kompetence og autonomi. Det vil give et billede af, hvilke styrker og udfordringer, som vi som forældre fokuserer på og dermed også, hvad vi måske overser.

Hvis barnets adfærd i konkrete situationer eller konflikter er et udtryk for, at de passer på sig selv, sine forældre eller søskende, hvad er så det direkte budskab, som barnet forsøger at formidle?

Måske viser den, at ét barns emotionelle liv er underbelyst, eller at vi overser denne søskendes behov for autonomi.

Når et barn mistrives, rammes hele familien. Søskende mærker det og reagerer på det, hver på deres måde. Ved at møde adfærden som et forsøg på at genvinde tilhørsforhold, kompetence eller autonomi, kan vi styrke relationerne, og samtidig mindske risikoen for, at ét barns mistrivsel bliver hele familiens.

Som forældre er det vores opgave at være undersøgende på børnenes intentioner og forståelser af situationer og de medfølgende dynamikker og mønstre mellem søskende og børn og forældre.