13/06/2021
I dag bliver min datter 4 år. Og det fik mig til at reflektere over de første 4 år som nogens mor, som Vegas mor.
Jeg vil gerne dele lidt af den første og meget sårbare tid med jer. For mig var min vej ind i moderskabet nemlig ikke kun en dans på røde roser. Jeg ville ønske der var et langt større fokus på de mere sårbare sider af moderskabet, som er normalt og helt okay.
Så her kommer et personligt og meget sårbart indlæg om min vej ind i moderskabet. Jeg håber du har lyst til at læse med. Måske du endda kan relatere til det, eller hvis det bliver dig en dag, at huske dig selv på, at det er helt okay at syntes det er lidt svært det hele, og at du ikke er alene om det.
Min vej ind i moderskabet var en omvæltning, en stor omvæltning, større end jeg kunne forestille mig. Den var både fantastisk og svær på samme tid.
Og når jeg ser tilbage på de første måneder, så var det psykisk en rutsjebanetur.
Pludseligt fra den ene dag til den anden var mit liv ændret. Jeg havde mit vigtigste eje i mine armene, hende jeg havde ventet på, i hvad der føltes som evigheder. Jeg elskede hende med det samme ubeskriveligt.
Men med al den kærlighed, fulgte både virkelig mange bekymringer, kontroltab og det at der pludseligt var et andet menneske, der 100% var afhængig af mig.
Dagene blev hurtig fyldt med bekymringer og usikkerhed og Google blev min ”ven” (læs fjende).
Jeg var overvældet af følelsen af totalt kontroltab. Jeg kunne ikke længere selv styre, hvornår jeg sov, hvor længe jeg sov, hvornår jeg kunne spise, gå i bad og tisse. Intet kunne passes ind i en boks eller skema, som jeg før havde været vant til.
Jeg havde også en stor trang til altid at være der for min datter. Jeg havde svært ved at overgive hende til andre, selv min mand. Jeg savnede hende, når hun sov, følte mig restløs, når jeg ikke havde hende i armene, og vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, når andre sad med hende.
Det var en ambivalent tid.
Jeg husker, at jeg en dag var taget ned for at handle ind, bare mig. Og mit imellem rugbrød og syltetøj stod jeg dér og græd. Jeg følte det så forkert, at jeg var gået fra min datter for at handle alene i 15 min. Jeg følte mig som verdens dårligste mor, og følte det forkert, at jeg havde brug for tid for mig selv.
Men jeg voksede langsomt med opgaven, jeg lærte ikke at Google alt, jeg begyndte at slappe lidt mere af i moderskabet og acceptere min nye tilværelse og titel som mor. Men jeg lærte også meget om mig selv, og jeg accepterede mere og mere den mor, jeg var på. Jeg stolede på mit moderskab og stod ved min måde at være mor på.
Jeg arbejder stadig på at slippe kontrollen, det er svært! Og løvemoren bor stadig dybt inde i mig.