10/08/2022
Der er spændende nyt: Efter 17 år med Rekommanderet har vi valgt at slå pjalterne sammen med Grandville, hvor Søren fremover bliver partner. Marianne, der de seneste år primært har arbejdet med egne arkitektur- og indretningsopgaver i sit eget firma Remakers, fortsætter her. Her kan vi altid trække på hendes kompetencer, når vi har brug for dem. For ”ingen ved alt” som det siges i Grandville!
På den ene side er det en ny begyndelse, men samtidig er det en fortsættelse af den måde, vi altid har arbejdet på. Som Søren i dag er citeret for at sige:
- Jeg har altid løst opgaver i tæt samarbejde med mine kunder og ganske ofte også med gode samarbejdspartnere i mit store netværk i branchen. Så Grandvilles tilgang med, at ”ingen ved alt” tiltalte mig, da vi samarbejdede om at drive parallelopdraget om udviklingen af Frederiksberg Hospital. Grandvilles åbenhed og faglige nysgerrighed minder meget om den tilgang til byudvikling, jeg selv har haft gennem alle årene, så jeg er virkelig glad for, at vi kom til at tale om, hvorfor vi ikke bare skulle slå pjalterne sammen.
Hos Grandville er de også glade:
- Vi har haft fornøjelsen af nogle rigtigt gode samarbejder med Søren, og derfor er det naturligt, at vi kigger ind i en fremtid, hvor vi løser flere opgaver under samme flag. Søren er virkelig god til blandt andet borger- og interessentinddragelse, facilitering af partnerskaber og dialogprocesser, og da det meget ofte er en central del af de opgaver, vi løser, giver samarbejdet rigtig god mening for begge parter, fortæller partner i Grandville Svend Erik Rolandsen.
Ændringerne er sat i gang og fremover kan I fange Søren på shs@grandville.dk og 3022 6699. Marianne kan i fange på mhs@remakers.dk og 5192 0219.
Tak for 17 rigtigt fantastiske år som Rekommanderet. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med jer i de nye rammer!