Hvad er åbningstiderne?

Tirsdag 09:00 - 17:00 Fredag 09:00 - 17:00 Lørdag 09:00 - 17:00

https://www.facebook.com/105400818868062/

Otherways, Ebeltoft (2025)

02/12/2023

🌈 OM DETOX OG AFVÆNNING - OM FORBRUG OG OVERFORBRUG
…….LIFE IS AN INSIDE JOB 🌈

Der er nu kun knap en måned til dagen er kortest. Sidste vinterhalvår forlod jeg tipi livet og boede i en hytte i egeskoven. Uden strøm, vand og varme. Dog med en lille petroleumsovn og ellers blot stearin og olielampe. Og da lyset vendte tilbage , vendte også jeg tilbage til livet ved og under tipiens teltdug. I dette efterår har tanken strejfet mig, om jeg i år skulle forsøge at gå vinteren igennem i tipien. Det ville kræve god brug af bålpladsen i midten. Bål er dog ikke gangbar når det regner, da røgflappene i toppen så skal være lukkede. For at holde mest mulig regn ude. Og regn har der været nok af 😁Luft fugtigheden blev sidste vinter den største udfordring, og gjorde der i januar måned gik nedbrydning i inventar - og i mig 😁 Og jeg kunne jo ikke loves en kommende vinter med frost og tør luft, som ville være det helt ideelle. Men så skete det jeg ikke havde hverken forudset eller planlagt. Et velisoleret træhus på hjul kom dumpende ind. Uden egen søgen og anstrengelse. Og jeg kunne kun sige JA. En rød træhytte som jeg nu bygger op efter tiny House principper med udnyttelse af hver en meter. Og MED brændeovn 🔥
Huset er klar til at kobles til strøm, hvilket jeg som udgangspunkt ikke har noget at bruge til. Her ude i ingenmandsland. Men tankerne produceres nemt: tænk hvis det kunne lade sig gøre. At få strøm 😁
Jeg iagttager tankerne. Forbrugersindet trænger sig på. At leve større og bedre. Eller nok nærmere mere komfortabel. Hvad nu hvis jeg fik strøm. Så min slowjuicer og blender kan komme frem af depot kasserne. Hvilken luksus. Dette er jo en forståelig tanke. Alligevel gør jeg reflektionen - hvorfor kommer trangen til strøm og generel vækst nu, og ikke før. Nu snart 2 år efter min udflytning i naturen. Hvor jeg uden vanskeligheder har kunnet undvære indlagt vand, strøm, varme og netforbindelse. Måske det er fordi jeg i forvejen er ved at tænke i, og arbejder med opgradering i dette tiny House. Men der er også et andet svar - et nærliggende svar. Jeg har ikke været her meget de sidste par måneder. Andet har taget min opmærksomhed end at være lige her - midt i naturens helsende virkning. Sanserne der ikke er blevet tilstrækkelig stimuleret. Nærværet der ikke helt præcist han indfundet sig her ved tipien. Og nu i den seneste tid ved træhuset. Mest været hjemme for at sove, og så på farten igen. Jeg mættes således ikke - synker ikke ind i tilhør og enheds bevidstheden. Ikke ind i tilstanden hvor jeg føler jeg har alt jeg har brug for blot jeg går i et med naturens rytme og puls. Og som det sker når sanserne ikke mættes, så tager forbruger mentaliteten over. Strøm, så jeg kan få gang i musikken 💃 . Eller slowjuiceren. Der dannes drømme og ønsker , at noget bliver fuldendt når nu….. jeg lige får dette og dette også. Så forbruger mentaliteten der trænger sig på, er en iagttagelse eller årvågenhed værd. Den fulgte med i det samme øjeblik jeg begyndte at se det for mig - den rødmalede træhytte der bød sig til - med hvide vinduer og sprosser , dobbelt døre til at slå op, så man nemt træder ud - etableringen af en træterrasse i niveau omkring den, så ude og indeliv går i et. Alt sammen jo gode planer men som hvirvler afsted og tager min bevidsthed væk fra ude-leve-livet og her og nu nærværet der gør så godt. Og hvad handler drømmene om - forestillingen - dybest set at sanserne så glædes og mættes. Strøm til musikken og til den dansen 💃, (for dem der ikke kender mig: jeg elsker at danse, og musikanlægget står jo godt gemt bagerst på depotet) juicen af frisk grønt og frugt, og jeg visualiserer en terrasse omkring huset, til udelivet - med dets placering op af skoven. Hvor jeg jo er allerede. Hvis jeg altså er her.
Og således handler det om, at det jeg søger og drømmer om, er ting der hjælper til at sanserne mættes og glædes. Søger med drømmene således at opnå en mæthed og fylde, som antages at ligge foran mig. I nytilbygningen, istandsættelsen , i tilkøb af nyt. Jeg har heldigvis været her ude i naturen nu længe nok til at opdage det. Mit forbrug har for en væsentlig del været afkoblet tilstrækkelig længe til jeg opdager det, og jeg har erkendt at luksus følelsen er en indre tilstand der kommer af sansernes tilstedevær i det som er - at være tæt på naturens rytme og puls. Og sige ja til diskomforten og det “ufuldendte”.
Jeg husker som ung, hvor jeg havde fastet en uge. Det var egentlig ikke så voldsom svær. Det var først da jeg skulle begynde igen - langsomt - langsomt - at det gik galt. Og jeg rå åd, og spiste mig en forstoppelse til. Det var så den udrensning 😂. Nu har jeg koblet meget af. Dybest set for at finde ud af, hvad har jeg egentlig brug for. Således været på forbruger-detox- kur gennem snart et par år. Og erkendelserne skal integreres. I ny levevis - i boligliv af mere ordinær karakter - med knap så megen faste fra det vi antager som daglige nødvendigheder. Og det er her det handler om at være vågen. Så jeg ikke forsluger mig. Ikke falder i samme grøft som før. Jeg ved nu, at det meste af mit forbrug - og overforbrug - som det meste forbrug nok er - er udtyk for fravær af kontakt med os selv, naturen og helheden. Således vi skraber til os, bygger mere og større, og antager at det fyldestgørende ligger i at opnå ønskerne. Eller at der er fylde NÅR ønskerne er opnået.
Men fylden er i os. Når vi sanser, nyder, mærker, glædes, overgiver os til komforten men også til diskomforten. Når vi overgiver os til naturen.
Og jeg sidder nu indendøre - i min træhytte. Og således adskilt fra lydene ude i skoven. Nyder varmen fra brændeovnen, som får lov at varme mig og hytten op her inden sengetid. Så der er lidt at trække på når nu nattefrosten igen sniger sig over 10 minus grader, ja måske enda lidt til. Dette er vild komfort. Sneen der varmes op i emalje baljen på brændeovnen og giver rigelig vand til opvasken, og håndvask. Brændeovnen lyser let op i rummet, og sammen med et par stearinlys giver det tilstrækkelig lys i rummet her ved nattetide. Bl.a. også fordi månelys kommer ind gennem ruderne, og dette koblet med sneen ude foran, gør det muligt at se tipien, der har udgjort mit hjem til ind til for en måned siden. Synet af den giver mig en særlig fornemmelse - en tilstand af tilhør i naturen. Tænk jeg har levet så meget sammen med dyrelivet - den sidste gæst i tipien var en ilder (eller hermelin… kunne ikke se den, men kun høre den i nattens mørke) Tipien minder mig om jeg ikke fremadrettet skal forankre mig inde. -som jeg jo egentlig gør lige nu - Ikke adskille mig fra udelivet, og at mad forsat skal laves ude, tros vind og vejr. Men det kræver jeg får bygget terrassen i niveau, så jeg i mørket træder lige ud til mit kommende udekøkken. På sikker vis. Og så må jeg stoppe mig selv - stoppe hovedet der accelerer - ind i drømme der skal virkeliggøres i en fremtid. For det er jo ikke nu - ikke nærvær. Husker mig selv på det jeg har erkendt under de sidste års detox. At jeg har alt jeg har brug for i dette nu, blot jeg sanser, mærker og overgiver mig til der der er. Til vind og vejr. Til lys og mørke. Terrassen kommer nok, selv om jeg ikke danner drømme der bærer illusionen, at det først er her jeg mættes. Først her alt er fuldendt. Det er godt nok at bygge i det ydre. Holder rigtig meget af at bygge op. Blot at huske: det er i det indre fylden og glæden findes.
🌈Life is an inside job 🦅

21/10/2023

🌈 OM FARENDE OG VILDFARENDE VEJE. OM DET GLADE VANDVID 🦅
OG AT…. MAN KAN DA IKKE BO I EN TIPI …….
Ikke desto mindre er det dette jeg gør. Mit liv under og ved tipiens teltdug bliver mest mødt med åbenhed og nysgerrighed, og jeg ser interessen hos dem som selv ønsker sig dybere ind i enkel levevis, eller at bo tættere med naturen. Men selvfølgelig er der dem der snakker - Blev bekendt med dette den anden dag. Denne måde at se tingene på: “Man kan da ikke bo i en tipi”.
🌈 Og så bliver jeg så glad - for mit eget sind - at det ikke står mig i vejen for denne erkendelse og erfaring jeg gør mig her i tipien. Med al dens magi, glæde, og bestemt også udfordringer, særligt i år med megen regn. Sindet har ikke stået mig i vejen - Ihvertilfælde ikke på dette punkt. Sindet skal såmænd nok finde sine steder hvor den begrænser mig i at leve - at leve mere fuldt. Den vil passe på mig. Sørge for jeg passer ind. Være fornuftig, og kigge lidt til hvad sidemanden gør eller mener. Når man ser nærmere efter, er sindet med dets forståelser og holdninger, nok mest styret af en iboende frygt - selv om det ikke føles sådan. Vi opdager det først når vi udfordrer den. Så siger den, “det er nu klogest at blive på vejen”. Men vi kan nå dertil, hvor off-Road er den eneste interessante vej. Ikke for at blive stimuleret på ny, eller få nye oplevelser. Men for at gøre nye erkendelser. Og herigennem opdage at den matrix vi har skabt, er meget begrænset, og holder os inden for den selvsamme skabte ramme. Uden noget i os stiller spørgsmålstegn ved dette. Tværtom ser det som urokkelig sandhed, eller den eneste rigtige leve regel.
Tænk hvordan livet vil udfolde sig, hvordan vi vil leve, hvis vi ikke er fanget i vores egen selvskabte matrix, men frisat. Ravnerok vil nogen mene - andre at vi så lever mere i frihed. Jeg glædes over jeg i et lille mikro område af sindets evige repeteren, fik taget den røde pille, og bevægelsen ned i “the Rabbits Hole”. Bevægelsen mod at frisætte mig af mit eget trygheds søgende sind, og følge det billede af en tipi der for år tilbage præsenterede sig for mit indre blik.
Men hvor fører vejen hen. Her er ikke megen forankring i det ydre - denne normade tilværelse, hvor jeg tilmed bevidst har valgt at gå gennem efteråret uden at overveje hvor jeg placerer mig når vinteren kommer. Sidste efterår sendte jeg ønsket ud i universet - at jeg kunne finde og være et sted, hvor jeg kunne gives mulighed for at blive i naturens rytme og puls, og samtidig være i læ for vinterstormen. Og gode mennesker gav mig muligheden - at bo i skoven i en lille hytte uden strøm, vand og indbygget varme. Der i læ for regn og vind, og dog i fuld kontakt med hver en ændring i dette - ikke en eneste skiften i vindretning, temperatur eller luftfugtighed gik min næse forbi. Og erkendelserne og taknemmelighed indfandt sig. I dette “ragnarok”. Uden en stikkontakt, vandhane eller netforbindelse. Men organisk og levende. 🦅
Dette efterår og på vej mod vinteren, har jeg bevidst valgt ikke at have nogen plan. Og denne gang for så vidt heller ikke engang noget ønske sendt ud i universet om forankring i vinter. Lod det være op til universet 😉Således på et plan kan min “ufornuft” se ud som vildveje - uden forankring - og således mod ragnarok. Men det har været som noget andet udefinerbar har grebet mig - en indre forankring - sidste år kom frisættelsen og frihedsfølelsen - i år kom forankringen - at jeg hører til alle steder - og ingen steder - på samme tid. Ikke længere normade. Men ved at vende hjem. Det sted inde i mig, jeg altid har længtes efter - og som får os til at tage kampen - ikke med verden/omverden . Men med os selv. Al bøvlet med at opdage vores egne tanker, sindets repræsentationer. Sindet der søger trygheden, lykken, forankringen eller at høre til. Dybest ser styret af frygt - også frygt for at miste kontrol. Men som leder os væk fra vejen - vildfarer os. Uden vi ved det. Istedet at sige ja til ravnerok. Til opløsningerne. Ikke at gribe efter en gammel matrix. Et bestemt ønske - eller en plan. Blot være i eksistensen .
Og så vente - til forankringen indfinder sig - ikke ude i verden - men i mig 🌈
Det glade vanvid, vil nogen nok sige. Og det kalder jeg det også selv ind imellem 😂 - det glade vanvid - ikke at ønske eller tænke fremad . Til andre tider har det ikke noget navn. Hvis noget, skulle det da være - at være lige midt i eksistensen 🌈
Når dette indfinder sig - eksistensen - er der ikke noget sind der søger at styre, planlægge. Ingen kaptajn på broen. Netop ikke at vide hvor det ender - hvor det da skal føre hen. Og som fra et perspektiv - en matrix om man vil - kan ses som ragnarok - det glade vanvid - vildveje
Men fra et andet perspektiv, er det blot et udtryk for eksistens - en farende vej der kun er defineret af din begyndelse og ikke hvor eller hvordan det skal ende. 🌈🦅

Og så kom det - ud af det blå. Her midt i stormen og regnen. Uden jeg selv har opsøgt det. En rød træhytte, velisoleret , med termoruder, og dobbeltdøre til at slå op og lukke naturen ind , og snart også med brændeovn 🔥Uden jeg selv har ønsket eller søgt. Uden jeg har gjort andet end at sige ja tak til det gode bud - gå med - da jeg blev det forelagt 😁 Og nu da den er på vej - snart ankommer på kranvogn - så glæder jeg mig afsindigt - til at komme i mere læ for regn og vind - og få skabt varme fra brændeovnen. Men alligevel være ude i naturen. Byggetrangen melder sig - at bygge den op inde og ude - de 18 kvadratmeter og med leverum uden for hytten.
Stadig uden lys, vand og netforbindelse. Men med varme - til at holde fugten ude af rummet. Ikke kulden - den har i sig selv ikke vist sig problematisk i vinter månederne - derimod fugtigheden.
Og tipien - ja den får måske lov at stå vinteren over - i hvertfald yderteltet. Så er der et rum til bål og hygge, hvis vinteren skulle vise sig nådig.
Og dem der snakker derude :”man kan da ikke bo i en tipi”, har måske alligevel lidt ret. I hvertfald i vinter månederne 😁 selv om jeg har haft tanken “at det kunne jo også havde været en vej”

omend en vej tæt på det glade vandvid😉🌈

22/08/2023

🌈JEG NÆRES - AF JORDENS GAVMILDHED OG SANSELIGE GAVER - OG SÅLEDES LEVER JEG - I OVERFLOD. 🦅

Jeg er her fortsat. Her ved og under tipiens teltdug, uden sædvanlig komfort. Det er 18 måneder siden mit indbo blev sat på depot, og jeg rykkede ud i naturen, og ny form for friheds følelse begyndte at finde plads i mig. Den rækker nu langt ud over alt. Her er ikke noget at forsvare, bibeholde eller vedligeholde , og dette spejler sig også indvendigt - i “frihedsfølelsen fra mig selv”. Jeg slipper mere og mere fri - af mig selv - eller af sindet - tanker og følelser knyttet til tankerne - efterhånden som jeg overgiver mig dybere til naturen - dens rytme og puls. Sansningen af naturen griber mig, og giver en klar oplevelse af at dette slip - som fra et plan kunne opleves som afkald eller formodet afsavn - opleves som at alt gives. Naturen giver overflod - ud over det tænkelige.
Jeg sidder i skrivende stund og kigger ud over marken op mod egeskoven. Aftenen svøber sig omkring mig med det særlige lys det giver, når solen er i retning mod nedadgående. I det fjerne buldrer det svagt - sorte skyer bevæger sig over egeskoven, og her hvor jeg sidder, skifter himlen mellem små byger og en blå himmel hvor solen kommer igennem, og skaber i glimt en regnbue på himlen. 🌈Jeg sidder i min hjemmebyggede ude sofa - nu med en tarp hen over, da regnen denne midtsommer har givet daglig besøg. Og således er jeg nu i læ for regnen. Sofaen har jeg døbt “Børge Mogensen-sofaen”, og håber jeg tilgives dette misbrug af et “brand”. 😁 Men det signalerer her er tale om dansk design af bedste hjemmebyg 😁og minder mig om at luksus har mange former for udtryk. Denne sofa har efterhånden lige så stor (indre) værdi, som de designmøbler der er opmagasineret på mit depot, og som ikke har set lyset de sidste 18 måneder. Den tid jeg har levet det luksuriøse liv i og med naturen. Herunder med min selvbestaltede “Børge Mogensen sofa”, der i et vist omfang tåler udelivet, og kan give mig og tilkomne gæster et sæde, med udsyn over marken op mod egeskoven. Sofaen består af paller, uld tæpper og et armlæn i form af en egetræs gren der snor sig, og bærer skønhed fra mange års liv , som del af egeskoven. Fundet på en af mine mange vandringer i skoven. Jeg har en særlig kærlighed for træ, og armlænet her giver mig en ihukommelse af naturens visdom og organiske liv og skaberkraft .
Måske jeg med tiden, når jeg ser mig nødsaget til at rykke inden for igen, vil lade Wegner og Jakobsen vige for denne intermistiske “Børge Mogensen sofa”, bygget af tilkommet materiale, men som jo netop minder mig om naturens kraft og skønhed. Dens evne til at skabe - design af sanseskøn kvalitet 😁 For ikke at tale om de mange gode nydelses stunder med udsigt jeg har tilbragt i den - alene eller med gode venner. Således at Wegner og Jakobsen må finde andet hjem. Hvem ved 😁Men det tages ikke stilling til nu, da fremtid ikke kan eksistere i nuet, og da rådyret netop langsomt bevæger sig gennem byggen foran mig. Det ser ud til den er kommet alene ud af skoven bag mig. Den får øje på mig , og springer gennem byggen med en særlig brummende lyd - ikke nemt at gengive med det skrevne ord 😁Den mener det sikkert nødvendigt at advare andre om fare på færde, og reagerer således instinktivt. Bestemmer sig alligevel om, da den igen vælger at lande og bevæge sig langsomt gennem byggen - nu igen uden lyd.
Udelivet her ved - og under tipiens teltdug - nærer alle mine sanser.
Naturen har længe bugnet med sine smagsfulde gaver. Den sidste tid har budt på lidt flere kager end det nok er godt - set fra sidebenenes perspektiv 😁 Men tærter bagt med skovens blåbær eller skovhindbærrene bag tipien, efterlader nu engang ganen i en særlig sanserus - der ikke skal gåes uden om. Særlige for ganen - og kroppens ernæring - er disse skovhindbær og skovblåbær, da de i smag - og næring- overgår amerikanske store blåbær, og traditionelle hindbær. Både farve og smag er mere intense, og efterlader fingre og tænder med nye farvenuancer 😁 De selvsamme farver, der sikkert bærer den helt særlige næring - godt for hjerne og hjerte. Også kirsebærtræet bag tipien har med sine bær givet daglig fornøjelse, både for mig og dådyrene, men er nu færdige for denne seson . Dådyrene gik efter bærrene på de nedhængende grene, og jeg har således taget dem der er lidt højere oppe - og hvor de øverste forblev alene til fugle og insekter. Der var mere end nok til os alle, og resten er nu ved at kompostere på jorden, hvor hvepsene også har haft en fest. Bærtiden er dog snart passeret. Dog er brombærrene og aronia bær ved at være leverings dygtige, så det tyder på der igen bliver brug for tærteformen. Jeg har i år en gasgrill ved tipien, og som gør det væsentlig nemmere at bage, uden for mange sorte skorper på kanten 😁 Så civilisationen vinder alligevel langsom indpas, selv om jeg holder godt imod. Hyldebærrene er vel dem der sætter et punktum for bær sæssonen. Men de lader vente på sig lidt endnu. Et bær der ubearbejdet er lettere giftig, men som ved smagsforsøg nu heller ikke giver anledning til at fortsætte indtagelse af disse rå bær. Her kan blive en fantastisk hyldebærsuppe. En meget enkelt ret, og som jeg elskede som barn. Serveret med tvebakker 😋 Dengang som barn en herreret når efteråret begyndte at sætte ind - og mættet med de vitaminer, som gjorde kroppen mere modstandsdygtig i det skiftende efterårs vejr.
Jeg er nu nået så langt hen på aftenen, så tiden går i stå. Der er stille ud over marken - lærken og svalerne er gået til ro. Skoven bagved er rolig - ikke en vind rør sig. Jeg kan høre biler i det fjerne. De har en tendens til at trænge igennem.
Jeg får tanker at jeg ville ønske jeg kunne sætte noget af den udvikling i stå der ses som fremdrift og fremskridt. Den tjener ikke sanserne - og naturen. Og ikke meget af det vi kalder udvikling og tilvækst tjener vores leve vis - og da slet ikke lykken. Tvært om. Sanserne - at være et sansende menneske - tjener lykke følelsen. Og jeg ved at naturen tjener mig, da netop den tjener mine sanser - efterlader en ovenud følelse af tilfredshed og overflod. Ud over den selvfølgelig bidrager min krop alt det den har brug for, for at opretholde eksistens. Vildt at vi så behandler den så lemfældigt, denne smukke jord. Ville gerne kunne vise naturen den respekt den fortjener - ikke at fortrænge den eller ødelægge den. Men samordne med den. Måske vi kan lære denne fine og nødvendige samordning. Men det kræver vi bliver mere opmærksomme. Og forstår at vi er lige - jorden og jeg - og at jeg ikke har mere ret end den. Det ligger ikke dybt i vores forståelse, vi bringer ikke dette ind i hvert et nu - i hvert et valg - og vi bringer det ikke til fulde ind i læringen til vore børn, eller i tiltag for at “rede jorden”. Kun som en fragmenteret viden om bæredygtighed, og hvad bæredygtighed mon er. Men Ikke som en erkendelse af helheden. Så vi søger at lappe ‘et sted på vore fadæser, og skader et andet sted i vores “uintelligente” forsøg. Naturens intelligens og hårfine kredsløb er svær at forstå. Der er tale om intelligent skabelse der overgår langt vore hjerner og viden. Koblet med vi bærer diverse holdninger der gør vi ikke ser i helheder, og ikke mindst en frygt for afsavn der følger med vores øgede evne til at akkumulere - som individ og samfund. Men også fravær af rette respekt eller evne til at hædre den jord vi betræder.
Og dog - måske ved vi det fra gamle tider - en hukommelse eller indsigt der er lagret i vores DNA - og nedarvet gennem generationer. En gammel viden - ikke læst i bøger - men erkendelser opnået gennem overgivelsen til naturens egen rytme og puls. En viden ud fra erkendelser i vores bagudrettede samordning med den natur vi indgik i. En lagret “viden” som vi ikke hører - ikke gen erkender på grund af støj i mange former. Måske det ligger der inde - gemt og klar til at gen erkende - og som sammen med fremtidens teknologi, kan skabe et kredsløb i balance. Et tiltrængt møde mellem gammel indsigt og nye opfindelser.
Jeg kender flere og flere der lader sig inspirere af indianernes levevis og leve-syn og som et ritual altid drypper vand fra vandflasken på jorden ude, eller blomsterne indendøre, inden de drikker. Også selv om vandflasken er ved at være tømt. Et smukt ritual, der jo fra fornuftens perspektiv i sig selv ikke gør en forskel for jorden. Men det bibringe den evige ihukommelse, at give tilbage til den jord der nærer os. Vise den respekt - at den og vi udgør et kredsløb som vi samskaber med. Vi gives, næres , og vi giver tilbage - og dette bør ikke være affald og plast - men taknemmelighed og ydmyghed -

🌈Jeg takker således for de farvestrålende bær med stor næring og smag. For rådyret på marken, egetræets gren for enden af min “Børge Mogensen sofa”. For regnbuen på himlen og for alt det andet der strømmer forbi mine sanser, skiftende med naturens rytme og puls.
Og jeg sætter intentionen, at jeg og vi må vågne op, og lære at give jorden men også himlen den respekt og velbehandling der fortjenes - og vi dermed også tjener os selv - vores vedvarende overflod i et evigt kredsløb. 🦅

14/07/2023

🌈 Velkommen med ind i min tipi 🦅
Tipien der nænsomt sætter rammen - og udgør mit leve rum - og som giver mig læ for vind og vejr - uden at lukke naturen og dens lyde ude 🦅

26/06/2023

🌈 OM KOMFORT OG AKILLESHÆLE - OM DISKOMFORT OG LYKKE 🦅

Jeg sidder her i tipien og lytter til vinden der har fulgt med vejrskiftet, og finder et skriv frem jeg ikke fik lagt op for et par uger siden. Der hvor sol og tørke var fremherskende. Og vælger at lægge det op nu, da jorden endelig har fået noget af den regn den hungrede efter. Det minder mig om at livet her ved tipien ikke er en konstans, men påvirkelig af hvad vind og vejr byder.

🌞 Jeg sidder her i solen foran min tipi, og overvejer hvornår det er passende at rykke ind i skyggen. Græsset omkring tipien er tørt, og tørken afholder mig fra at lave mad på bålet ude foran. Bålet til madlavning bør nu kun tændes inde i tipien, hvor det er mere sikkert. Således samordner jeg hele tiden med naturens væsen. Vejret lige nu afstedkommet dog en væsentlig nemhed og giver nærmest sommerferie agtig karakter. Omend byggen der grænser op til tipien, ser ud til at være trængt, og kæmper mod tørkens nådesløshed. Jeg oplever således en fin komfort, og byggen har lige nu trukket det korte stå - diskomfort. Begge har vi dog lærken hængende, og svalerne svæver let og elegant , med hurtig evne til at skifte retning. Rovfuglene viser sig med jævne mellemrum højt på himlen, og det summer i og omkring det tørre græs og de vilde blomster, der dog hænger på endnu. Velbehag og den nævnte sommerferie stemning indfinder sig. Lyset gør godt, og mine valgmuligheder bliver udvidede her i livet ved tipien.
Jeg erindrer en sibirsk shaman sige: “to much comfort make you depressive”. For meget komfort gør os deprimerede. Et udtryk der i den grad gav mening, og som peger på værdien i som et aktivt valg, også at søge noget der ikke er komfortabelt. Som at hoppe i det kolde vand om vinteren, der netop bibringer en særlig lykke - for de fleste - og mest bagefter 😉
Tankerne falder på perioden i foråret før varmen tog sit indtag. Perioder med regn, og så flere uger hvor vinden var meget kold og særlig påtrængende, og kastede sig ind i ansigtet og tipi åbningen, og med sin tilstedeværelse skubbede ordet komfortabelt om til de bagerste sider i ordbogen 😁. Specielt de dage hvor vinden kom fra øst/sydøst, bød på en bidende kulde.
Jeg kunne blot gå med. Leve i og med det. Vinden tager jo sin retning og styrke som den vil, og min vilje er uden indflydelse. Vinden kan få godt fat ud over de åbne vidder fra øst og syd. Det gav særlige nætter, hvor det ruskede godt i teltdugen, og rafterne der er snøret sammen i tippen , gav sig og knagede kraftigt.
Nu er nætterne igen stille - for vinden altså , og til gengæld kan jeg høre andre af nattens lyde, der før var gemt bag vindens brusen i trætoppene. Bier og hvepse har deres morgenlige gang i tipien. Jeg sover under myggenet og føler mig således tryg - for dem og for de små mus, der således ikke uforvarende kan komme for tæt på mit ansigt, eller kravle under
dynen. Således en puslen i tipien ved nattetide bibringer hygge og følelse af liv, frem for årvågenhed. Men tilbage til komfort og diskomfort. Med den kolde østen/sydøsten vind der i en længere periode blæste tipi døren op - i tide og nok mest utide - skulle der nok være en vis chance for at holde depressionen fra den selvsamme dør 😁 enda også et stykke tid efter . Hvis man altså kan sige ja tak til diskomforten. Ikke gå i mod og lukke ned - men tage imod og lade kroppen sanse.
Men nu er sommer tilstanden her.
Jeg tænker igen på byggen der grænser op til tipien. Nu er det den der udfordres af diskomforten, og jeg håber den står distancen. Også den har som vi mennesker en vis robusthed, men der er en grænse. Og forskydes jordens klima, ændres også kornets muligheder for at samordne sig naturens rytme og puls.
Samordning - et begreb jeg benytter mere og mere. Det beskriver mit liv her i naturen.
Jeg samordner mig, skaber mine rum der hvor naturen byder ind, og undlader i videst mulig omfang at fortrænge naturen. Brændenælder får lov at stå i græsset, og jeg navigerer uden om på mine bare fødder (for det meste altså 😉)
Det hjælper mig til at holde øje med den jord jeg træder på. Det er så nemt at tage for givet - jorden altså. Glemme at vi indgår i et samspil den og jeg - at vi er en enhed. Den nærer mig, lige som at jeg, når sjælen forlader min krop, giver kroppen tilbage til jorden, og den således formulder. Antager en sådan findes - sjælen altså - alt andet giver ikke mening 😉 og mening er noget vi mennesker søger. For hele tiden at udvikle , styre og kontrollere - livet.
Og nu tilbage til brændenælderne. Således trangen til at fjerne dem - og skabe plads - til komfort - at jeg kan gå rundt uden at brænde fødderne i græsset - uden at skulle tænke mig om
Men det er netop dette jeg søger at genskabe - at tænke mig om. Ikke at tage alt for givet og blot skabe den civilisation der skubber naturen væk. For at gøre livet komfortabelt. Jeg har altid nydt naturen - fundet glæde ved den. Men dette ude liv det sidste snart halvandet år - mere underlagt naturen, ændrer mig gradvist. Det bliver mere og mere tydeligt for mig, at det at sige ja til at leve med naturens rytme og puls, vind og vejr - kulde og varme, lys og mørke, gør krop og sind mere og mere sansestærk. Måske det er det forkerte ord - sansestærk. Måske det nærmere er sindet der trænges væk og som giver naturen mulighed for at komme tættere på - påvirke dybere ind , og røre sanserne , som gør at mødet med hummelbien i tipien kan bibringe en glæde og opløftethed- ja nærmest euforisk fornemmelse af fylde og overflod i livet. 🐝
Som hvis man forestiller sig der pludselig skrues op for farvernes klarhed efter en tid med “tågesky”. Begrebet luksus og overflod får således helt anderledes betydning - det er sansningerne af det vi oplever der afgør om systemet eller sindet mættes, glædes, begejstres. Ikke om vi oplever eller ser en masse.
Således handler det om at sanserne ikke lukker ned af stress, jag, fremmedgørelse og mental fravær. Så vi må stræbe mere og mere efter oplevelser for at mættes eller berøres - uden det egentlig trænger helt ind under huden - og virkelig begejstrer sanserne.

🌈 Og nu tilbage til brændenælderne og østenvinden - til et aktivt tilvalg og ja tak til diskomfort -
For således at lægge afstand til komfortens akilleshæl 🦅

18/06/2023

🌈 OTHERWAYS BYDER TIL SCT. HANS 🦅
Tipien som udgør mit leve og ånde sted åbner sig og byder dig velkommen til denne aften. Den tilbyder dig sit rum ved - og under - tipiens bomuldsdug.
Det er for alle jer, kendte og ubekendte, naboer, venner, familie af slægt, og famile af ånd - også dem som endnu ikke har vist sit ansigt, til alle jer hekse, troldmænd og magikere, lys formidlere og krigere, til alle jer der kæmper med jer selv og omverdenen, og som tror at det gode skal findes i os selv, når vi frisætter os fra dogmer, fordomme, og indlærte forståelser - om os selv og hinanden. Når vi er i stand til at stå så meget i egen og naturens kraft, at vi kan følge det der føles sandt- følge hjertet og den kærlige ånd.

Tipien står her også til dig - som ramme til at tage din urkraft til dig.
Her brændes ikke hekse, troldmænd og magikere. At brænde dem af, er som at smide barnet ud med badevandet. At give afkald på den healende kraft i og omkring os. Men vi har brug for bevidstheden og den rensende ild, for at se hvad vi dybest set har gang i. Hvornår er vore handlinger styret af frygt - og hvornår af kærlighed til denne verden.

Der vil være ild tale ved det lille bål i midten af tipien. Om hvordan vi lærte at frygte heksen, og ikke dem/os der brændte dem levende på bålet. Om at miste sin egen forbundethed og samhørighed med naturen, og om at tage urkraften tilbage, og forbinde det med hjertets kald.

Du ankommer som det passer dig mellem kl 18.00 og 19.00
Ildtalen 🔥 er i tipien kl 20.00.
Du medbringer egne drikkevarer, men må også hjertens gerne medbringe din mad, eller et par vandresko - du må være social, gå eller sidde for dig selv. Her er højt til himlen 🦅 og plads til individualiteten i det fælles rum.
Åben ild, herunder cigaret rygning er dog ikke tilladt, da her er tørt som på en anden steppe.
Det lille bål bliver tændt i midten af tipien hvor ilden er under kontrol. 🔥

Tilmelding eller interesse- tilkendegivelse her på siden, eller til 28494889, ( her kan du få en rutebedkrivelse)
Arrangementet er gratis.

Lise Lotte Frank
🌈 OTHERWAYS 🦅

Otherways

02/12/2023

21/10/2023

22/08/2023

14/07/2023

26/06/2023

18/06/2023

Adresse

Åbningstider

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type