25/12/2025
De fleste mennesker i Vesten har lært at forstå følelser som problemer.
Hvis en følelse eller tilstand gør ondt, må den være forkert.
Hvis den varer ved, må den være patologisk.
Hvis den forstyrrer vores funktion, må den behandles.
Men følelser blev aldrig designet til at være behagelige.
De blev designet til at være informative.
I sin kerne er en følelse et signal.
Den opstår, når noget vigtigt er på spil – i afstanden mellem hvor du er, og hvor du har brug for eller længes efter at være.
Når afstanden er lille, er følelserne milde eller behagelige.
Når afstanden er stor, gør følelser ondt.
Det kan handle om mange ting: tryghed, relationer, mening, autonomi, retfærdighed, retning.
Alle mennesker har noget, de vil; noget, de har brug for; og noget, de værdsætter. Alt efter hvordan vores livsførelse stemmer eller ikke stemmer overens med vores mål, behov og værdier, vil følelsessystemet reagerer med positiv eller negativ affekt.
Når vi bevæger os i retning af det, der betyder noget for os, belønnes vi med interesse, lettelse, motivation eller glæde (og lad nu være med at kalde det dopamin. Det er ligegyldigt. Brug normale ord).
Når vi bevæger os væk fra det – eller bliver blokeret fra det – protesterer følelserne. Det skal de, indtil vi forstår beskeden. Ikke fordi der er noget galt med os eller vi er syge, men fordi noget vigtigt mangler, er truet eller forsømt.
Hvad følelser ikke fortæller os er, præcis hvad vi skal gøre. De fortæller os, hvor vi skal kigge. Derfor metaforen om et indre kompas.
Ignorerer vi dem, undertrykker dem eller behandler dem som støj og symptomer, forsvinder signalet ikke.
Det bliver som regel stærkere. Og stærkere. Fordi vi ikke lytter. Til sidst skriger kroppen. (Og det er psykiatrien så lykkes med at kalde sygdom. Hm).
Men. Før vi romantiserer følelserne, så husk:
Følelser er ikke objektive sandheder. Kompasset er ikke perfekt.
De er nervesystemets bedste bud på, hvad der sker eller er ved at ske. Et gæt - baseret på både nutiden og fortiden.
Nogle gange er det bud præcist.
Andre gange er det forældet og farvet af tidligere erfaringer. Når følelsessystemet reagerer på minder frem for på den aktuelle situation, taler vi om traumeresponser. På godt dansk siger man, at man er blevet trigget.
Det sker, fordi kroppen først og fremmest forsøger at beskytte os fra, at frygtelige ting sker igen. Men den overbeskytter.
Problemer opstår, når én del af os kommer til at dominere hele livet – fx for sikkerhed og kontrol, eller for Vestlige idéer om karrierer og præstation – så andre lige så vigtige behov presses i baggrunden: forbindelse, bevægelse, nærvæer, mening, ro.
Og de dele bliver heller ikke tavse. De protesterer også.
Gennem tomhed, uro, tristhed, lav energi, angst, koncentrationsbesvær. Psykisk lidelse.
Det er ikke tilfældigt, at vi kalder det de-pression. At noget bliver presset ned.
Under det tilsyneladende kaos er der orden: Hver eneste emotion – behagelig som smertefuld – forsøger at bevæge os. (e-motion).
Opgaven er derfor ikke at tie orkestret ihjel eller som sådan at skrue ned for noget. Opgaven er - som den psykologiske klassiker lyder - at blive dirigenten.
Men når vi kalder signaler for symptomer, forsøger vi at fjerne dem. Og held og lykke med det projekt!
Når vi møder dem som information og signaler fra et kompas (inkl. traumereaktioner, som det selvfølgelig handler om >ikke< at følge), lærer vi at lytte. Og forstå.
Og først dér kan vi vælge, bevidst, hvilke signaler der skal guide vores liv, nu.
Af en eller anden grund er det her blevet nyheder for mange, inklusive profesionelle, og til tider endda kontroversielt i samtalen om psykisk lidelse. Hvad er der dog sket.
Det' i øvrigt en følelse - forestiller jeg mig - på billedet her. Altså, når man behandler dem ordentligt og ikke går i krig imod dem. Så er deres væsen så fint.
