08/02/2026
❤️min vise veninde❤️
Den synlige og den usynlige guru
Der findes to slags guruer i vores tid.
Dem, vi ser.
Og dem, vi ikke ser.
De synlige står i spotlyset.
Scener, podcasts, sociale medier, bevægelse, karisma.
De bliver løftet af opmærksomhed, idealisering, anerkendelse og langsomt formet af den.
Når nogle af dem i disse tider bliver afsløret i magtmisbrug og overgreb, kan det komme som et chok. Men ofte er det ikke et brud. Det er en forlængelse.
For magt uden korrektiv gør noget ved mennesker.
Især i felter, hvor de bliver set som mere bevidste, mere udviklede, mere moralske.
Men der findes også de usynlige.
Dem, der ikke er berømte.
Ikke står på scener.
Ikke bliver “afsløret”.
Dem ser jeg hver dag på sociale medier.
I små cirkler.
I kommentarfelter.
I terapirum, undervisning, spirituelle fællesskaber.
Her udspiller magten sig mere stille.
Når nogen taler med en sikkerhed, der ikke efterlader plads til egen sansning.
Når det bliver “dem” og “os”, andre bliver gjort forkerte for selv at kunne fremstå mere rigtig.
Når tvivl bliver omformet til modstand.
Når grænser bliver tolket i stedet for respekteret.
Når uenighed opfattes som illoyalitet.
Når “det er noget i dig du skal arbejde med” bliver svaret på spejlinger.
Det er fristende at blive den, andre har brug for.
Men den største gave en lærer eller terapeut kan give er at blive overflødig.
De usynlige guruer bliver sjældent konfronteret.
Der er ingen journalist.
Ingen afsløring.
Kun mennesker, der langsomt mister tilliden til sig selv og tror, det er dem, der er noget galt med.
Fælles for den synlige og den usynlige guru
er ikke ond vilje.
Det er fraværet af ydmyghed.
Og fraværet af ligeværdige spejle.
Sand autoritet kræver ikke underordning.
Sand vejledning kan tåle kritik.
Sand modenhed ved, at ingen ser klart på andres vegne.
Det farligste i dette felt er ikke de få, der falder hårdt.
Det er de mange relationer, der langsomt bliver skæve uden at nogen kalder dem det.
Hvis du mærker, at du bliver mindre i en relation. Mere forsigtig. Mere afhængig af andres tolkning af din oplevelse. Så er det ikke et tegn på, at du mangler indsigt.
Det er et signal.
Står du i rollen som den andre lytter til, er spørgsmålet ikke din rækkevidde, men din modtagelighed. Hvem kan sige dig imod, uden at blive gjort forkert og uden at miste kontakten?