26/03/2026
Fra angst til ro – og et ønske om at hjælpe andre
Jeg har selv levet med angst.
Både panikangst og social angst.
I en periode fyldte den så meget, at den på mange måder var invaliderende.
I dag har jeg ikke længere angst på samme måde.
Jeg har lært at være med den – og den fylder ikke længere mit liv.
Og jeg vil gerne hjælpe dig, der måske står midt i det.
⸻
Jeg husker tydeligt mit første panikanfald.
Jeg stod ude på badeværelset bag butikken, hvor jeg arbejdede. Det var midt i julehandlen.
Mine hænder rystede, jeg hyperventilerede, og det føltes, som om jeg kunne besvime hvert øjeblik.
Jeg vidste det ikke dengang – men det var mit første panikanfald.
Det blev starten på mange.
Jeg tog mig sammen, drak lidt vand og gik tilbage.
Men jeg kunne næsten ikke binde gavebåndene. Mine hænder rystede, sveden løb, og det summede for ørerne.
Jeg måtte væk.
⸻
I årene efter voksede angsten.
Jeg var i midten af tyverne, ambitiøs og selvstændig med en stor forretning.
Men jeg havde også høje krav til mig selv – og var sjældent tilfreds.
Langsomt byggede jeg et højt stressniveau op, og angsten fulgte med.
Der kom en tid, hvor jeg ikke turde:
• køre i tog alene
• handle ind
• køre bil
• være blandt mange mennesker
• gå på restaurant
Når angsten ramte, mistede jeg næsten vejret, det sortnede for øjnene, og jeg var overbevist om, at jeg ville besvime.
En dag skete det.
Midt i køen i Bilka faldt jeg om og blev hentet af en ambulance.
Dengang føltes det utrolig pinligt.
⸻
Da jeg senere solgte min forretning og fik ro, gik det for alvor op for mig, hvor hårdt presset jeg havde været.
Min psykolog beskrev det som at have kørt 220 km/t ud over en klippekant.
Der var lang vej tilbage.
Det blev til flere år med sygemelding, medicin og mange forsøg på at finde vejen ud: psykologer, terapeuter, kurser.
⸻
Noget af det, der hjalp mig mest, var faktisk det enkle:
At være i naturen.
At være sammen med mine heste.
At finde ro i kroppen – bare for en stund.
⸻
Et vendepunkt kom, da jeg mødte en terapeut, som
bad mig visualisere min angst.
For mig blev den til en trold.
I stedet for at kæmpe imod den, begyndte jeg at lade den være der.
Når angsten dukkede op, sagde jeg til den:
“Du må gerne være her.”
Den kunne sidde ved siden af mig – endda i forruden, når jeg kørte bil.
Jeg stoppede med at kæmpe imod.
Og begyndte i stedet at være i det, der var.
⸻
Samtidig begyndte jeg at arbejde med kroppen:
• bodyawareness
• mindfulness
• yoga
Jeg lærte at mærke mig selv – ikke kun tænke mig selv.
Mit selvværd ændrede sig.
Jeg behøvede ikke længere præstere for at være noget.
Jeg er Heidi.
⸻
Og stille og roligt ændrede noget sig.
Angsten forsvandt ikke fra den ene dag til den anden –
men den mistede sit greb.
I dag møder jeg den sjældent.
Og når jeg gør, er den ikke længere farlig.
Den er bare en følelse – på linje med glæde, sorg og vrede.
Ikke styrende.
Men heller ikke noget, jeg skal skubbe væk.
⸻
Hvis du står et sted, hvor angsten fylder, så ved jeg, hvor hårdt det kan være.
Og jeg ved også, at der er en vej.
🌿 Du er ikke alene
🌿 Der er ikke noget galt med dig
🌿 Og det kan ændre sig
Du er meget velkommen til at række ud, hvis du har brug for støtte 💚