17/11/2025
I fredags sagde vi på gensyn til vores dygtige fysioterapeut Trine, som er blevet valgt til Regionsformand for Danske Fysioterapeuter og går på orlov i tre år ☀️
Vi ønsker Trine held og lykke med sit nye arbejde 🌸
Trine sætter selv nogle ord på hendes tid i kommunen:
Tilbage i 2004 blev jeg ansat i Løgstør Kommune i Ældreafdelingen på Torvegade. Den gang vidste man ikke helt, hvad man skulle bruge sådan en fysioterapeut til. Man vidste dog, at fremtiden bød på større fokus på træningstilbud til kommunens ældre og svækkede borgere, og ville være forberedt.
Som kommunal ansat oplever man lidt af hvert gennem årerne, men stormfloden tilbage i 2005, hvor borgere måtte evakueres med hjælp fra beredskabet står ret tydeligt. Et nyrestaureret Bøgely stod under vand, og vores fantastiske pedeller havde kæmpet mod tiden for at redde de nye dyre maskiner i træningssalen.
I 2007 kom kommunesammenlægningen og Sundhedscenteret i Farsø opstod. Jeg blev ansat i genoptræningsafdelingen og blev samtidig valgt til tillidsrepræsentant for fys og ergo. De første år havde vi en fantastisk pionerånd, energi og faglige ambitioner om, at ville levere de bedst mulige sundheds- og genoptræningstilbud til Vesthimmerlands borgere.
Siden er årerne gået på godt og ondt med forsat udvikling i opgaverne. Til tider har der været omstruktureringer og omorganiseringer. Vores styrke har været vores evne til at samarbejde ledelse og medarbejdere imellem, med vilje til at finde de gode løsninger i fællesskab. Herved har vi forsat kunne udvikle vores tilbud og levere service til kommunens borgere.
I 2020 blev jeg valgt til fællestillidsrepræsentant for hele akademikerområdet i Vesthimmerlands Kommune. Det har været utrolig spændende at have hele vores organisation som arbejdsplads. Ofte har kalendergymnastik på højeste plan været nødvendig at få tiden til at slå til både i genoptræning og tillidshverv.
Det er både med vemod, men også med stor taknemmelighed, at jeg ser tilbage på mine mange årige ansættelse. Jeg synes ikke, at jeg er færdig med at være fysioterapeut i VHK, men nogen gange er der så spændende muligheder, der banker på ens dør, at der er man nød til at gribe bolden.
1000 tak for samarbejdet til alle jer jeg har mødt på min vej; både til borgere, men også mine fantastiske kolleger på Sundhedscenteret og resten af organisationen. Jeg hepper på Vesthimmerlands Kommune på sidelinjen, og ønsker jer alle god vind fremover.